Se på kortet
Kyoto Imperial Palace, 3 Kyotogyoen, Kamigyo Ward, Kyoto, Kyoto-præfekturet, Japan
Læs om byen
Kyoto er Japans gamle hovedstad, og den er med sine utallige templer, paladser, haver og pagoder det historiske og kulturelle Japans højborg. Under et besøg i får man ikke mindst et fornemt billede af landets kejserby i Edo-tiden 1603-1867.
Byen var Japans hovedstad før Tokyo, og alle de storladne paladser og templer er bevaret i gadebilledet, der også byder på alt det gode fra det moderne Japan. Den særlige blanding er unik, og Kyoto er derfor et must, hvis man vil have det bedste indtryk af landets historie gennem de seneste 500 år.
Mange af Kyotos seværdigheder er optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Det gælder fx Hideyoshi Toyotomis imponerende Nijo Palads, Den Gyldne Pavillon og Toji Tempel, hvor Japans højeste pagoda står. Disse seværdigheder er byens højdepunkter, men der er også meget andet at se.
Bjergene omkring byen rummer også et væld af templer, som også er seværdige. Dels er vejene hertil smukke, og dels er udsigten over Kyoto også meget fin fra mange steder. Man kan også tage til bydelen Arashiyama, hvor man blandt andet kan gå en tur i områdets gamle bambusskove og tage en smuk togtur gennem pragtfuld natur.
Topseværdigheder
Den Gyldne Pavillons Tempel
金閣寺
Kinkaku-ji
Kinkaku-ji er et zen-buddhisisk tempel, der også kendes som Den Gyldne Pavillon. Templets officielle navn er dog Dyrehavens Tempel eller Rokuon-ji (鹿苑寺). Kinkaku-ji er et af Kyotos smukkeste bygningsværker, og det er samtidigt et af byens vartegn og mest besøgte steder.
Kinkaku-ji ligger smukt, og her var der oprindeligt en villa ved navn Kitayama-dai (北山第). Villaen fra 1200-tallet blev ejet af statsmanden Saionji Kintsune, og den var i familiens eje, indtil shōgun Ashikaga Yoshimitsu købte stedet i 1397 og nyindrettede villaen som et tempelkompleks. Det var Ashikaga Yoshimitsus ønske, at der skulle etableres en zen-tempel her.
Der udbrød borgerkrig i Japan i 1467, og den varede til 1477. Under krigen nedbrændte alle templets bygninger på nær selve den gyldne pavillon. Desværre brændte pavillonen i 1950, da en munk antændte den under et forsøg på selvmord. Den Gyldne Pavillon blev genopbygget i 1955, og Kinkaku-ji blev belagt med bladguld.
Guldet var vigtigt grundet dets underliggende betydning. Det anvendte guld var således beregnet til at virke rensende for enhver negativ tanke på vejen mod døden. Kinkaku-ji blev oprindeligt opført i Muromachi-perioden, der varede fra 1336 til 1573, og i den tid blev der i arkitektur og udsmykning lagt vægt på visuelle udskejelser som en forgyldning, og det forklarer også den smukke pavillons ydre.
Kinkaku-ji fungerer som en såkaldt Shariden (舎利殿), der er en relikviebygning, hvor relikvier af Buddha opbevares. Den arkitektoniske stil er forskellig fra etage til etage og spænder over shinden-zukuri, samurai og zen. Stueetagen, Hō-sui-in (法水院), blev skabt i shinden-zukuri-stil, der var typisk for aristokratiske residenser i 1000-tallets Heian-periode. Den åbne stil med verandaer og anvendelse af umalet træ og hvidt puds var karakteristisk for tiden, og den gav rammerne for at nyde omgivelserne mest muligt.
Første sal, Chō-on-dō (潮音洞), blev bygget i buke-zukuri eller samuraistil, som blev anvendt af aristokratiske krigere. På denne etage skaber træskydedøre og sprossede vinduer en følelse af forgængelighed. Etagen er også indrettet med en Buddha-sal med en helligdom dedikeret barmhjertighedsgudinden Kannon. Anden sal blev indrettet i zenshū-butsuden-zukuri-stil eller blot japansk zen-stil, der kom fra traditionel kinesisk chán-stil. Etagen, Kukkyō-chō (究竟頂), giver en mere religiøs stemning end på de øvrige etager gennem zen-typologien, der var populær under Muromachi-perioden.
Kinkaku-jis have er også interessant. Den er en såkaldte slentrehave, kaiyū-shiki-teien (回遊式庭園), der er anlagt til at gå rundt i. Haven blev anlagt som en integration af det ydre og det indre, og det skabte en slags forlængelse af udsigten omkring pavillonen som en forbindelse til omverdenen. Klipper, broer og planter er arrangeret for at repræsentere kendte steder i japansk og kinesisk litteratur. Søen ved pavillonen er en vigtig del af haven. Den største ø i søen er et symbol på Japan, og fire sten i søen tæt på pavillonen repræsenterer sejlbåde, der er ankret op på vejen mod øen for evigt liv fra kinesisk mytologi.
Haveanlægget er et smukt eksempel på Muromachi-periodens havedesign. Perioden anses for at være en tid for klassisk japansk havedesign, hvor sammenhængen mellem bygninger og deres omgivelser var i fokus. Det var en måde, hvorpå man integrerede landskabets struktur på en kunstnerisk måde. I Muromachi-perioden blev der også anlagt en tilgang, der gennem minimalisme genskabte større landskaber i mindre skala.
Kyoto Kejserpalads
京都御所
Kyōto Gosho
Kyoto Kejserpalads er en af Kyotos store seværdigheder. Paladset er der tidligere kejserpalads, der var Japans politiske centrum gennem århundreder. Det var det indtil 1868 hvorefter kejseren i 1869 flyttede til Tokyo, der derved blev ny hovedstad i landet. Kyoto blev under navnet Heian-kyō (平安京) hovedstad i 794, og byen fastholdt den status i over 1.000 år.
Det nuværende kejserpalads er det seneste af en række paladser, som gennem tiden er blevet opført i byen. Det oprindelige palads i byen, Heian-kyū (平安宮), var større end og lå vest for det nuværende paladskompleks. Heian-kyū blev forladt i slutningen 1100-tallet til fordel for den nuværende beliggenhed, der danner et rektangel i byen på 1.300 x 700 meter. I paladsområdet ligger selve paladsbygningerne, og man kan blandt andet også se paladsets have her.
Kejserne var de facto flyttet fra Heian-kyū inden slutningen af 1100-tallet, idet de boede i forskellige midlertidige residenser, sato-dairi (里内裏), som blev stillet til rådighed af adelsfamilier. En af disse residenser var Tsuchimikado-dono (土御門殿), der gennem tiden blev udbygget til at ende som det officielle kejserpalads. De nuværende paladsbygninger er dog ikke de originale, idet paladser er brændt og genopført hele otte gange, senest i 1855 hvor paladset, som det ses i dag, stod færdigt. Ved denne seneste genopbygning forsøgte man at bruge en stil fra det gamle palads i Heian-kyō.
Paladsområdet består af flere dele, og der er to omkransende mure om anlægget. Når man er kommet ind bag den ydre mur, kommer man til endnu en mur, der adskiller det ydre paladsområde fra det indre. I denne inderste mur er der i alt seks indgangsporte, hvoraf den sydlige port, Kenrei-mon (建礼門), var den, som gæster ved fx statsceremonier benyttede. Umiddelbart efter Kenrei-mon ligger porten Jomei-mon (承明門), der leder gennem Det Sydlige Have, Dantei (南庭), til Shishinden (紫宸殿), der var bygningen, hvor store ceremonier blev holdt.
I Shishinden står den kejserlige tronstol, Takamikura (高御座), der er blevet benyttet ved tronbestigelser siden år 707, hvor Genmei blev kejser. Den nuværende tronstol er fra 1913, hvor den blev produceret med udgangspunkt i den oprindelige trone. Selve tronen er en stol i sort lak, som er placeret under en ottekantet baldakin hvilende på et treetagers podie. På begge sider af tronen er der to små borde, hvor kejserlige regalier og segl lå. På toppen af baldakinen er en statue af en stor føniks kaldet hō-ō (鳳凰), der er en fugl, som siges at symbolisere held og lykke, velstand og lang levetid.
Kejserens trone står i midten af hallen med kejserindens trone, Michodai (御帳台), til højre for den. Den nuværende Michodai er som kejsertronen produceret i 1913, og den er mindre og mere simpel end kejserens. Baldakinen er her dekoreret med en statue af den mytiske fugl, ranchō.
I forbindelse med Shishinden ligger bygningerne, der var paladsets vigtigste for kejseren. De tæller blandt andet kejserens kontorer og delvise gemakker, Seiryōden (清涼殿), hofsalen Kogosho (小御所), hvor kejseren blandt andet holdt konferencer, og det kejserlige bibliotek og studierum, Ogakumonjo (御学問所), hvor kejseren også kunne mødes med adelige. Mod vest i dette centrale bygningskompleks kunne officielle gæster til kejseren komme ind i det indre palads gennem indgangen Okuruma-yose (御車寄), hvorefter de ventede i bygningen Shodaibu-no-ma (諸大夫の間).
Nord for denne primært officielle del af det store paladskompleks lå de mere private dele af anlægget. Her finder man Otsunegoten (御常御殿), der blev benyttet som kejserens residens, indtil hovedstaden blev flyttet til Tokyo i 1869. Otsunegoten er paladsets største bygning, og den ligger langs paladsets indre have, Gonaitei (御内庭).
Nijo Palads
二条城
Nijō-jō
Nijō Palads er et stort bygningskompleks i det centrale Kyoto. Det består af flere forskellige dele, som ligger bag paladsets voldgrave og fæstningsmure. Det store palads er seværdigt, og det er et af de mange spændende steder i Kyoto, som er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Det var Tokugawa Ieyasu, der grundlagde Togugawa-shogunatet, som i 1601 beordrede alle feudalherrer i det vestlige Japan til at bidrage økonomisk til opførelsen af Nijō-jō. Paladset stod færdigt under Tokugawa Iemitsu i 1626, og under anlægget benyttede man dele af Shinsenen-haven, der var en forladt del af det tidligere kejserpalads’ have. Man genanvendte også havens eksisterende vand til de nye voldgrave og søer.
Nijō-jō blev bygget som Tokugawa-shōgunernes residenspalads i Kyoto. Tokugawa-shogunatet benyttede Edo, det nuværende Tokyo, som hovedstad, men Kyoto blev fastholdt som kejserens residensby, og formelt var den derfor også hovedstad i denne periode. Nijō-jō blev dog ødelagt ad flere omgange gennem historien. Paladsets kernetårn blev ødelagt efter lynnedslag i 1750, og i 1788 brændte store dele af de øvrige bygninger i forbindelse med den store brand i Kyoto det år.
Efter 1700-tallets ødelæggelser gik der over 100 år, hvor det indre paladsområde stod tomt. Der kom først paladsbygninger her igen i 1893, da en residens blev overført fra Kyotos kejserpalads. I det ydre paladsområde lå Ninomaru-paladset (二の丸御殿), og det blev historisk i 1867, hvor den sidste Tokugawa-shōgun, Tokugawa Yoshinobu, overdrog den reelle ledelse af landet til kejseren. Herefter overgik Nijō-jō til kejserens ejendom, og i 1939 blev paladset doneret til byen Kyoto.
I dag kan man se flere anlæg på det store paladskompleks. I det ydre paladsområde ligger paladset Ninomaru Goten, mens paladset Honmaru Goten (本丸御殿) ligger i den inderste del af Nijō-jō. Ud over de to paladser kan man se flere haveanlæg, voldgrave og fæstningsværkerne omkring komplekset.
Ninomaru Goten består af fem separate bygninger, der hænger sammen gennem korridorer, og næsten hele dette palads blev opført af Hinoki-cypres, der er et japansk træ. Forgyldninger og træskærerarbejder er nogle af de ting, der skulle imponere besøgende hos de regerende shōguner, og i denne del af Nijō-jō er de såkaldte ’nattergalegulve’, der nærmest synger, når man går på dem. I Ninomaru Goten er der en række rum og sale, der både var beregnet til modtagelser, større ceremonier og boliger.
Honmaru Goten er et paladsområde, der blev bygget i den inderste del af Nijō-jō i 1893-1894. Tidligere var Honmaru Goten et palads i stil med Ninomaru Goten, men paladset fra 1893-1894 kom fra kejserpaladset i Kyoto. Det blev flyttet hertil i forbindelse med saneringen af kejserpaladsets område, efter at hovedstaden og kejseren var flyttet til Tokyo i 1869. Efter den tid var der mange ubenyttede bygninger på kejserpaladsets område, og man besluttede at flytte denne del til Nijō-jō. I 1928 var Honmaru Goten vært ved en banket for kejser Hirohitos tronbestigelse.
Nijō-jō har flere haver og lunde med blandt andet kirsebærtræer og japanske blommetræer. Ninomaru-haven blev designet af landskabsarkitekten og temesteren Kobori Enshū og er placeret ved siden af paladset af samme navn. Haven har en stor dam med tre øer og byder på talrige omhyggeligt placerede sten og topiære fyrretræer. Man kan også se Seiryū-en-haven, der er den nyeste del af Nijō-paladsområdet. Haven blev anlagt i 1965 i den nordlige del af komplekset som et anlæg til modtagelse af officielle gæster fra Kyoto og som sted for kulturelle begivenheder. Seiryū-en har to tehuse og mere end 1.000 omhyggeligt arrangerede sten.
Kiyomizu Tempel
清水寺
Kiyomizu-dera
Kiyomizu Tempel er et buddhistisk tempel, der ligger i den østlige del af Kyoto med en betagende placering på en stejl bakkeskråning. Templet blev grundlagt i slutningen af 700-tallet i den tidligere del af Heian-perioden, der spændte fra 794 til 1185. Det var dog allerede Nara-munken Enchin Shonin, der havde fået visionen om et tempel på dette sted i årtiet før Heian.
I 798 udvidede shogun Sakanoue Tamuramaro templet med en stor hal, der blev flyttet hertil fra kejser Kammus palads. Kammu var kejseren, der flyttede hovedstaden fra Nara til Kyoto grundet den store indflydelse, som buddhistiske klostre havde på regeringen i Nara.
De nuværende bygninger i Kiyomizu-dera stammer fra 1633, hvor Tokugawa Iemitsu besluttede, at de skulle opføres. Tempelbygningerne er imponerende, og de blev bygget uden anvendelse af et eneste søm. Templet blev opført på det oprindelige sted, hvilket var og er omkring kilden Otowa, hvilket også har givet templet navnet Kiyomizu, der betyder ’rent vand’.
Vejen op til templet er hyggelig i sig selv med de mange lave huse med en elegant japansk stemning ved de mange butikker, der sælger japanske souvenirs og ikke mindst Kiyomizu-keramik. Vejen slutter ved Kiyomizu-deras imponerende indgangsport. Bag porten ligger tempelområdets mange bygninger, hvoraf den treetagers pagode står smukt på turen hen mod templets mest berømte og største bygning, den centrale hal. Ved denne hal er templets berømte veranda med en fornem udsigt over naturen og til Kyoto.
Det var fra denne veranda, der i Edo-tiden blev registreret 234 udspring mod jorden 13 meter nede. 85,4 % overlevede springet, hvilket sagdes at opfylde et ønske. Denne tradition blev forbudt i 1872, og man bør i stedet tage trapperne ned. De ligger lige øst for hallen, og neden for kan man se det særlige Otowa-vandfald, hvor tre kanaler leder vand ned i en dam. Det siges, at vandet har en ønskeopfyldende kraft.
Sølvpavillonens Tempel
銀閣寺
Ginkaku-ji
Ginkaku-ji er et tempel, hvis formelle navn er Jishō-ji (慈照寺), som betyder Templet for den Skinnende Barmhjertighed. I daglig tale kendes det dog som Sølvpavillonens Tempel, og selve Sølvpavillonen er centralt for templet med betegnelsen Kannon-den (観音殿), hvilket refererer til, at den er templets hal for barmhjertighedsgudinden Kannon.
Ginkaku-ji blev planlagt af shōgun Ashikaga Yoshimasa som en villa med omgivende have som et sted at kunne trække sig tilbage til. Det var i omkring år 1460, og efter shōgunens død skulle villaen overgå til en status som zen-tempel. Dette ses blandt andet med elementer i templets fine have, hvor sandhavens fine høj står som et symbol på Japans hellige bjerg, Fujisan.
Der er flere tempelbygninger i anlægget med Sølvpavillonen Ginkaku-ji som den vigtigste. Ginkaku-ji blev bygget fra 1482, og det var oprindeligt planen af beklæde pavillonen med sølv, hvilket var inspireret af Kyotos gyldne pavillon, som blev etableret af Ashikaga Yoshimasa bedstefar, Ashikaga Yoshimitsu.
Der udbrød dog borgerkrig i landet, som varede fra 1467 til 1477, og den satte byggeriet på pause, og derfor blev søvbeklædningen ikke realiseret. Det nuværende udseende menes således at være det oprindelige som ved Ashikaga Yoshimasas død i 1490. Ashikaga Yoshimasas buddhistiske navn var Jishō, og derfor fik templet navnet Jishō-ji.
Ginkaku-ji er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, og ved et besøg kan man nyde synet af både Sølvpavillonen og de øvrige tempelbygninger samt stedets haver. Man kan gå en rundtur, hvorfra man blandt andet kan se templets sandhave, moshave og Søvpavillonen, der ligger ud til at anlagt sø. På turen kan man også se templets fine bygninger som fx hovedhallen Hondō (本堂).
To-ji Tempel
東寺
Tō-ji
To-ji Tempel er et tempel, der blev grundlagt i 796 i begyndelsen af Heian-perioden, hvor Kyoto netop var blevet japansk hovedstad. Tō-ji betyder ’det østlige tempel’, og det flankerede med det hedengangne vestlige Saiji-tempel Kyotos historiske indgang fra syd.
I 800-tallet blev grundlæggeren af den buddhistiske Shingon-sekt, Kobo Daishi, udnævnt til religiøs leder af Tō-ji. Templet blev herefter et af de vigtigste Shingon-templer ud over hovedtemplet på Koya-bjerget. En del af templets nuværende bygninger blev også etableret i Kobo Daishis tid.
Der er indgangsporte til tempelområdet i nord, syd, øst og vest med den nordlige og den sydlige port som de største. Fra nord mod syd passerer man spisesalen Shokudō (食堂), bedesalen Kōdō (講堂) og Kondō (金堂), der er templets vigtigste bygning. Det er i Kondō, man kan se Yakushi Buddha-figuren i træ, der er templets centrale helligdom.
I Kōdō kan man se 19 statuer, som Kobo Daishi bragte hertil fra Kina, og selve Kōdō er en af de bygninger, der blev opført i Kobo Daishis tid. Både Kōdō og Kondō brændte i 1486, men de blev efterfølgende genopbygget. En anden bygning fra Kobo Daishis tid er templets femetagers pagode, der blev bygget i 826. Pagoden er 57 meter høj og derved den højeste pagode af træ i Japan.
Tō-jis karakteristiske pagode står som templets vartegn, og den er også blevet et af de kendte symboler på Kyoto. Efter at have besøgt det centrale tempelområde kan man besøge en bygning lige vest for det egentlige tempel. Her er der blandt andet en statue af Kobo Daishi, hvis tempel i dag er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.
Tenryu-ji Tempel
天龍寺
Tenryu-ji
Tenryu-ji er et buddhistisk zentempel, der blev grundlagt af Ashikaga Takauji i 1339. Templet stod færdigt i 1345 på dette sted, hvor der allerede i Heian-perioden blev etableret et tempel, der dog fik lov til at forfalde over århundreder. Efter denne tid byggede den japanske kejser en kongelig villa her i midten af 1200-tallet.
I 1338 blev Ashikaga Takauji shōgun, og da kejser Go-Daigo døde året efter, dekreterede Ashikaga, at munken Musō Soseki skulle etablerede et tempel på stedet til minde om den afdøde kejser. Derved blev Tenryu-ji Tempel etableret i den kongelige villa, og det har i dag fået stadig af UNESCO-verdensarv sammen med andre bygninger i Kyoto.
Templet blev politisk og økonomisk betydende fra 1430erne, hvor det i en vis grad kom til at høre under det kinesiske Ming-dynasti. I datidens Kina var handel forbudt uden for kinesisk-kontrolleret område, og det japanske Ashikaga-shōgunat ville ikke underlægge sig Kina. Tenryu-ji-templet fik nærmest eneret på den kinesiske handel gennem en aftale, der sikrede Kina retten til at udpege templets leder. Denne tilstand fortsatte til 1800-tallet.
Gennem århundrederne blev der opført mange bygninger på tempelområdet, der dog også blev ramt af brande og andre ødelæggelser ved flere lejligheder. De nuværende tempelbygninger er således rekonstruktioner, der primært stammer fra Meiji-perioden, der varede fra 1868 til 1912.
Zentempler er normalt anlagt langs en nord-sydgående akse, men Tenryu-ji er en undtagelse. Templets indgang ligger i øst, hvor man efter to porte kommer ind til selve tempelområdet; der er dog også andre indgange, man kan benytte. Efter indgangen fra øst kommer man til bygningen Hatto, der også kendes som Dharma-salen. Hatto var der, hvor lederen lærte buddhismen til munke, mens salen i dag benyttes til ceremonielle formål.
Vest for Hatto ligger templets største bygning, Hojo, der er delt i Store Hojo (Daihojo) og Lille Hojo (Kohojo). Hojo bliver anvendt ved ceremonielle begivenheder, og fra stedets veranda kan man mod vest nyde synet af munken Musō Sosekis smukke haveanlæg, Sogenchi Teien, der blev anlagt i templets første år i 1300-tallet. Der går en sti rundt om dammen i haven, så man kan nyde haven i mange perspektiver. Der er andre tempelbygninger nord og syd for haven og Hojo.
Fushimi Inari Helligdom
伏見稲荷大社
Fushimi Inari Taisha
Fushimi Inari Taisha er et stort og berømt shinto-tempelområde i det østlige Kyoto. Det er helliget Inari, der er kami for blandt andet ris, te, sake og landbrug. Kami er gudebegrebet i shinto, der er Japans oprindelige religion, og kami bebor religionens centrale templer. Fushimi Inari Taisha i Kyoto er det vigtigste Inari-tempel i landet, og det er opbygget med flere seværdige dele.
Templet blev etableret, før Kyoto fik status af hovedstad i 794. De første bygninger blev opført i 711 i den sydvestlige del af byen, men det blev flyttet til den nuværende placering i 816. De centrale bygninger i helligdommen, som ligger tæt på indgangen i områdets vestlige side, blev bygget fra 1499.
Ved indgangen til helligdommen passerer man først to torii-porte og derefter ligger tårnporten rōmon (楼門), der blev opført med en donation fra den japanske samurai og daimyō Toyotomi Hideyoshi i 1589. Efter porten kommer man til først til bedehallen haiden (拝殿) og derefter til hovedbygningen go-honden (御本殿), der er selve helligdommen for kami Inari. Ved go-honden og andre steder på området kan man også se en del statuer af ræve, hvilket skyldes, at ræve er Inaris budbringere.
Bag det centrale tempelområde kan man gå ture i det kuperede terræn ad mange stier, der leder rundt i den smukke natur og mod toppen af den 233 meter høje Inari-bakke. Det er også i dette område, man finder Fushimi Inari Taishas nok mest berømte seværdighed, der er de nærmest uendeligt mange røde torii-porte, der spænder over stierne. Særligt kendt er Senbon Torii (千本鳥居) med torii-porte over to parallelle stier.
Torii-portene på tempelområdet blev stillet op i det store antal fra Edo-perioden, der varede fra 1603 til 1868. Hver torii blev opført efter donationer for at ønske eller som taknemlighed for et ønske, der blev opfyldt. Traditionelt markerer en torii-port indgangen til et helligt område, hvilket også er tilfældet med helligdommens to torii-porte mod vest, men toriier kan også placeres andre steder på tempelområder. En torii er oftest rød som i denne helligdom, og farven siges at beskytte mod ondskab.
