Ueno Park
上野公園
Ueno Kōen
Ueno Park er en af Tōkyōs mest populære parker. Parken ligger på stedet for det tidligere tempel Kan'ei-ji (寛永寺), som var tæt forbundet med Tokugawa-shōgunerne. De byggede templet på en bakke med inspiration fra Hieizan-tempelbjerget i det nordøstlige Kyoto som en symbolsk beskyttelse af slottet i Edo. Retningen nordøst ansås som uheldig i traditionel geomanti, der er kunsten at spå ved hjælp af jordens tegn.
Tempelkomplekset blev stort set blev ødelagt under Slaget ved Ueno i Boshin-krigen i 1868, og regeringen besluttede i 1873 at bygge en park på stedet, som derefter blev åbnet i 1876. I 1882 blev Nationalmuseet og den zoologiske have åbnet i parken, og der er siden da også bygget og anlagt øvrige museer, monumenter med mere på det gamle tempelområde.
I parken er flere bygninger, der har overlevet fra Edo-perioden. Først og fremmest er der den fem-etagers pagode, der var en del Kan'ei-ji-templet, og shinto-helligdommen Ueno Tōshōgū (上野東照宮), der blev bygget i 1627 af daimyōen Tōdō Takatora og efterfølgende udbygget af Tokugawa Iemitsu i 1651.
Man kan også se Benzaiten-templet/Benten-dō (弁天堂) i Shinobazu-dammen/Shinobazu no Ike (不忍池) og Gojō-Tenjinja (五條天神社) med dens Inari-rævestatuer i en kunstig grotte. Her er også en lille bjergskråning kaldet Kiyomizu Kannon-dō, som blev anlagt med det berømte tempel Kiyomizu-dera i Kyoto som forbillede. Man kan også se et restaureret klokketårn på stedet, hvis klokke slog tiden i Edo-perioden.
Ved parkens sydlige indgang står der en statue af Saigō Takamori, der var en af Japans mest indflydelsesrige samuraier i historien. Saigō Takamori levede i slutningen af Tokugawa-shogunatets tid og begyndelsen af Meiji-perioden, og han blev kaldt ’den sidste sande samurai’. Han fik kommandoen over 50.000 samuraier under den kejserlige hær i Boshin-krigen 1868-1869, og han blev rådgiver og general i Meiji-periodens kejserrige. Statuen af Saigō Takamori med hans hund mindes samuraien, der ligger begravet i hjembyen Kagoshima.
Der er også naturlige seværdigheder i Ueno Park, og den største er stien Sakura-dori (さくら通り), hvor de japanske kirsebærtræer blomstrer i et uforglemmeligt syn i sæsonen om foråret. Sakura-dori starter i den sydlige ende af Ueno Park, og gennem en stor del af parken lukker sakura-træerne nærmest himlen i et kolossalt blomsterflor. Der er også mange andre smukke træer og grønne anlæg rundt omkring i parken.
Ueno Tōshō-gū Helligdom
上野東照宮
Ueno Tōshō-gū
Ueno Tōshō-gū er en af Japans shinto-helligdomme med navnet tōshō-gū, som kendetegner, at helligdommen er tilegnet Tokugawa Ieyasu. Tokugawa Ieyasu grundlagde Tokugawa-shōgunatet, der strakte sig over perioden 1603-1868, og han blev en shinto-gud, en såkaldt kami, med navnet Tōshō Daigongen (東照大権現).
Ueno Tōshō-gū blev grundlagt i 1627 af daimyōen Tōdō Takatora og udbygget af Tokugawa Iemitsu i 1651. Helligdommen står stadig stort set som dengang, og derved er Ueno Tōshō-gū et smukt eksempel på shinto-arkitektur fra den tidlige Edo-periode. Helligdommen var et sted, hvor Tokugawa Ieyasu blev mindet og tilbedt, og senere blev stedet også dedikeret Tokugawa Yoshimune og Tokugawa Yoshinobu, der også var shōguner i Tokugawa-shōgunatet.
Som det hører sig til i shinto-helligdomme, er der en torii ved indgangen til Ueno Tōshō-gū. Denne markerer indgangen til selve helligdommen. Herfra går man gennem første port og ad en sti med stenlanterner på begge sider. Det inderste af helligdommen ligger i et indelukke, hvor porten Karamon (唐門) danner indgangen. Ueno Tōshō-gūs karamon fra 1651 er en port i typisk japansk arkitektur karakteriseret ved brugen af karahafu (唐破風), der er en type buet gavl. Porten er blandt andet udsmykket med en opstående og en nedstigende drage. De er et billede på fortællingen om, at to drager hver nat tager til Shinobazu-dammen/Shinobazu no Ike (不忍池) i Ueno Park for at drikke vand.
Efter at have passeret gennem Karamon, kommer man til Ueno Tōshō-gūs hovedhal, Honden (本殿), der blev bygget i gongen-zukuri-stil, hvor den typiske struktur i en shinto-helligdom er samlet under samme tag. Bygningerne i det sammenbyggede og relativt kompakte kompleks er Haraiden (祓殿), hvor renselsesceremonier finder sted, bedehallen Haiden (拝殿), offerhallen Heiden (幣殿) og hovedhallen Honden (本殿).
Shibuya Gadekryds
渋谷スクランブル交差点
Shibuya sukuranburu kōsaten
Shibuya Gadekryds er navnet på Japans måske mest kendte fodgængerovergange. Krydset ligger foran banegården Shibuya Station ved udgangen til pladsen Hachikō (ハチ公前広場). Krydset blev anlagt i 1973, og det er siden da blevet kaldt for at være ’verdens travleste gadekryds’, og det har lagt asfalt til mange scener i film.
Gadekrydset ved Hachikō er en af de oplevelser, som Tōkyō er kendt for. Det er et kryds, hvor der både er normale fodgængerovergange fra gadehjørne til gadehjørne, men ud over det er der også en overgang på tværs af hele krydset. Man regner med, at der er op til 3.000 mennesker, der går gennem krydset hver eneste gang, der er et grønt lys. Og når der er grønt lys, gælder det fodgængere i alle retninger.
Man kan se mylderet af fodgængere flere alle sider af krydset, og der er også nogle caféer i bygningerne rundt om krydset, hvorfra man kan se det hele fra oven. Man kan også lægge mærke til statuen af hunden Hachikō (ハチ公), der står i området tættest på Shibuya Station. Hachikō var en akita, der var ejet af Hidesaburō Ueno, og Hachikō ventede hver dag ved Shibuya Station på, at Hidesaburō Ueno kom hjem fra arbejde. Ueno døde 21. maj 1925, og Hachikō fortsatte til sin død den 8. marts 1935 med hver dag at komme til stationen for at vente på Hidesaburō Ueno. Hachikō blev begravet ved siden af sin ejer, og statuen blev rejst som et symbol på Hachikōs loyalitet.
Fukugawa Edo Museum
深川江戸資料館
Fukagawa Edo shiryōkan
Fukagawa Edo Museum er et interessant og overskueligt lokalhistorisk museum i Kōtō-distriktet i Tōkyō. Museet åbnede i 1981 med en 1:1-kopi af et typisk Tōkyō-distrikt fra første halvdel af 1800-tallet som omdrejningspunkt. Ved et besøg kan man derfor på meget levende vis lære om den tids Japan.
Stedet er Fukagawa på bredden af Sumida-floden. Byen var en verden med blandet erhverv som fx fiskere, grønthandlere og oliegrossister, men også kimpi-fabrikanterne, som hovedsagelig lavede og solgte gødning fra hoshika (干鰯), der er rester fra tørrede fisk.
Museet er opbygget som Fukagawa, hvor man kan gå gennem de rekonstruerede gyder, hvor der blev genskabt forskellige miljøer fra byen. Her kan man blandt andet se byens funktioner, en smal række huse med fattiges bittesmå boliger og en kanal, hvor en chokibune (猪牙舟) ligger fortøjet.
Ginza
銀座
Ginza er et distrikt i Tokyo, og det er et af Tokyos og Japans mest prestigefyldte forretningskvarterer, hvor livet blandt de moderne bygninger nærmest udspiller sig døgnet rundt. For de fleste besøgende vil en tur i Ginza derfor være indbegrebet af japansk storbyintensitet, og midt i travlheden kan man prøve byens kendte fodgængerovergange, der også leder trafikken på tværs fra hjørne til hjørne. Sådan et kryds kan ses på hovedgaden ved metrostationen Ginza, hvor tre linjer kører.
Området, hvor Ginza nu ligger, var et sumpet sted indtil 1500-tallet, hvor man startede med jordopfyldning og bebyggelse. I 1612, der var i begyndelsen af Edo-perioden, blev der anlagt et møntprægeri af datidens japanske sølvmønter her, og deraf opstod navnet Ginza. Kvarteret brændte i 1872, og derefter besluttede Meiji-regeringen, at Ginza skulle genopbygges som en model for de nye moderne tider.
I hjertet af Ginza kan man se en af bydelens kendte bygninger, Kabushiki-gaisha Wakō (株式会社和光), der blot kaldes Ginza Wako i daglig tale. Varehuset Wako blev grundlagt i 1881 af Kintarō Hattori som en ur- og juvelbutik, der dengang hed K. Hattori, og som senere blev kendt som Seiko. Fra 1894-1921 lå K. Hattori her i en bygning med et karakteristisk klokketårn, og da den nuværende Wako-bygning stod færdig i 1932, blev den også opført med et tårnur som minde om den gamle bygning. Ginza Wako blev bygget i en blanding af art deco og nyklassicisme, og den er en af de få bygninger i Ginza, der stammer fra tiden før 2. Verdenskrig, hvor Wako Ginza dominerede kvarteret med sin højde.
Shinjuku
新宿区
Shinjuku er et af Tokyos kendte distrikter, og det har siden 2. Verdenskrigs afslutning udviklet sig til at blive storbyens andet centrum efter den traditionelle bykerne omkring Ginza og Marunouchi. Det var dog ikke altid sådan, og det var først i 1600-tallet, der skete en udvikling i dette område. Det skete, da de yderste voldgrave omkring Edo Slot blev anlagt, hvorved nogle templer flyttede til dette område, der udviklede sig til at ligge langs datidens hovedvej vest for Edo.
I slutningen af 1600-tallet var byen Naitō-Shinjuku vokset frem langs hovedvejen og nogle århundreder senere blev Shinjuku en del af det voksende storbyområde. Det nuværende Shinjuku, der blandt andet er kendt for at huse mange af Tokyos moderne skyskrabere, begyndte at tage form i 1920erne efter det store Kantō-jordskælv i 1923. Shinjuku-området er nemlig seismisk stabilt, og det var grunden til, at man byggede højere netop her, og det har fortsat lige siden.
I Shinjuku kan man opleve det moderne Japan blandt de mange høje bygninger. Her er også masser af varehuse og forretninger samt det store underholdningsområde i Kabukicho, hvor restauranter, barer og pachinko-spillehaller ligger side om side. Der er også nogle skønne parker i bydelen, så der er næsten noget for enhver smag, hvis man går en tur i Shinjuku.
Tokyo Rådhus
東京都庁舎
Tōkyō-to Chōsha
Tokyo Rådhus er et af de mest kendte højhuse i Tokyo-området. Det står blandt mange andre skyskrabere i Nishi-Shinjuku og har en højde på 243 meter. Rådhuset blev tegnet af den berømte arkitekt Kenzo Tange og opført 1988-1990 som Tokyos højeste skyskraber. Det blev bygget for at afløse byens nu tidligere rådhus, der lå i bydelen Yūrakuchō, og som var opført i 1957.
Tokyo Rådhus er meget karakteristisk med sine tvillingetårne, der minder om en moderne udgave af en gotisk katedral. Denne del er den mest kendte del af det store rådhuskompleks, der også består af andre bygninger. Fra tvillingstårnene er der en fremragende udsigt over Shinjuku, Tokyo og til blandt andet bjerget Fuji mod vest. Udsigten kan nydes fra de to observationsdæk, der ligger i 202 meters højde.
Shinjuku Kejserlige Have
新宿御苑
Shinjuku Gyo-en
Shinjuku Gyo-en er en stor park og have, der ligger i Shinjuku-området af Tokyo. Det store grønne område hørte oprindeligt til Naitō-families residens i Edo-tiden. Naitō-familiens leder var daimyō i regionen, og han fik landområdet af det japanske shōgun. Herefter anlagte han sin store have i 1772.
Efter Meiji-restaurationen blev daimyōens gamle have overtaget af den kejserlige administration, som i første omgang brugte området til eksperimenterende landbrug, før det blev botanisk have og kejserlig have. Haveanlægget stod færdigt i 1906, men efter ødelæggelser under 2. Verdenskrig måtte den smukke park rekonstrueres.
Shinjuku Kejserlige Have blev åbnet for offentligheden i 1949, og siden da har haven været et populært sted for rekreation i smukke omgivelser. I anlæggets østlige del kan man besøge en formel fransk have og en engelsk landskabshave, mens man mod vest kan gå en tur i en traditionel japansk have med et tehus. Haven er særligt besøgt i kirsebærtræernes blomstringstid, idet der er omkring 1.500 af disse træer i området.
Tokyo Tower
東京タワー
Tōkyō Tawā
Tokyo Tower er et transmissions- og udsigtstårn, der blev bygget i Shiba-Koen-distriktet i Tokyo i 1958. Det var Japans højeste bygning med 332,9 meter i højden, og inspirationen kom fra Eiffeltårnet i Paris. Tårnet blev bygget i årene efter, at det statslige tv, NHK, begyndte at sende fjernsynsudsendelser i 1953. Private selskaber fulgte efter, og der var derved opstået et stort behov for at kunne transmittere de levende billeder. Løsningen blev Tokyo Tower, der skulle kunne sikre transmissioner over hele Tokyo-området.
Det var først planlagt, at det nye transmissionstårn skulle opføres som verdens højeste bygning, hvilket skulle være et symbol på Japans udvikling. Af diverse hensyn valgte man den nuværende højde, som var tilstrækkelig til at sikre fjernsynsudsendelser i hele Kantō-regionen. På trods af den manglende verdensrekord i højden, blev Tokyo Tower dog alligevel et moderne vartegn for den japanske hovedstad.
Man kan naturligvis komme op i Tokyo Tower, der jo også var tænkt som et udkigstårn. Under tårnet ligger et center med blandt andet butikker, et rekordmuseum og et voksmuseum. Herfra kan man komme op i tårnet og nyde udsigten fra et af de to observationsdæk, der er her. Det primære dæk ligger i 150 meters højde, og man kan også komme til toppen i 250 meters højde, hvorfra der er en panoramaudsigt.
Ryōgoku Arena
両国国技館
Ryōgoku Kokugikan
Ryōgoku er en bydel i Tōkyō, der er kendt som den japanske sumobrydnings centrum. Hvis man kommer til JR Ryōgoku Station, kommer man direkte ind i centrum af sumobrydernes verden. Umiddelbart nord for stationen ligger den moderne sumoarena fra 1985, Ryōgoku Kokugikan, hvor tre af de årlige seks store japanske sumoturneringer foregår. De øvrige foregår i henholdsvis Nagoya, Osaka og Fukuoka.
Det er også i Ryōgoku-kvarteret, træningsstederne for sumobryderne ligger, og derfor kan man være heldig at se nogle af de kendte brydere eller kommende sumostjerner her. I den nationale sumoarena kan man også besøge Sumō Museum/Sumō hakubutsukan (相撲博物館), der blev grundlagt i 1954. På museet kan man se mange spændende sumoeffekter, og man bliver klogere på brydningens historie og betydning.
I kvarteret omkring sumostadion kan man også prøve at spise sumobryderne måltid, chankonabe (ちゃんこ鍋), der er en type hotpot med grønsager, kød og skaldyr, som er et berømt måltid for sumobrydere. Efter træning spiser sumobryderne chankonabe, der er ernæringsmæssigt afbalanceret, så det er et ideelt måltid til at støtte sumobrydere ernæringsmæssigt. Chankonabe kan også laves i store portioner, og sumobrydere skal både gøre deres kroppe stærkere og større, og de skal spise meget og træne hårdt.
Det er noget, man ved selvsyn kan opleve flere steder, hvor sumostaldene ligger. Der er nemlig nogle af dem, som har åbnet deres træning ved at træne bag glasruder, og derved kan man få et interessant indblik i sumobryderne verden. Et eksempel på et sumobrydested er Arashio-beya Sonum Stable, hvor men i forvejen kan tjekke online, om der er træninger på den pågældende dag.
Odaiba
お台場
Odaiba er en bydel af Tokyo og samtidig en kunstig ø, der blev anlagt 1853 for at styrke forsvaret af Edo. Navnet Odaiba kommer da også fra en japansk ord for fort, og det var Egawa Hidetatsu, der stod i spidsen for anlægget af flere mindre forter for Tokugawa-shogunatet. Man kan stadig se et af disse forter fra 1853, idet Fort Nr. 3/Dai-san daiba (第三台場) blev åbnet som en offentligt tilgængelig park i 1928. Fortet ligger i havneindløbet med navnet Daiba Park/Daiba kōen (台場公園).
Den moderne ø Odaiba begyndte at tage form, da Tokyos nye havn åbnede i 1941, og den helt store udvikling startede i 1990erne. Her blev det besluttet at anlægge Odaiba som en ny bydel, der skulle være et udstillingsvindue for et futuristisk byliv med nye boliger, forretningskvarterer og rekreative områder.
Der er mange interessante ting at se i Odaiba, og man kommer til bydelen ad et af vartegnene, Regnbuebroen/Reinbō Buridji (レインボーブリッジ), der blev opført 1987-1993. Broen blev designet til at matche Tokyos skyline set fra Odaiba, og den er et flot syn både om dagen, og når broen er illumineret om aftenen. Man kan se Regnbuebroen og Tokyo Skyline fra Odaiba Havpark/Odaiba kaihin kōen (お台場海浜公園), der er et populært sted.
Der er en fin strand langs Odaiba Havpark, og her kan man også se en mindre kopi af Frihedsgudinden. Fra parken kan man gå langs vandet gennem grønne områder, og mod syd er der flere spændende museer, man kan besøge. Her ligger Nationalmuseet for Videnskab og Innovation/Nihonkaga kumiraikan (日本科学未来館) og Museet for Maritim Videnskab/Fune no kagakukan (船の科学館), hvis museumsbygning blev opført som et stort skib.
Toyosu Marked
豊洲市場
Toyosu Shijō
Toyosu Shijō er navnet på Tokyos berømte engrosmarked, som er kendt for blandt andet de store tunauktioner, der finder sted næsten hver morgen i de moderne markedsbygninger. Markedet er inddelt i tre store bygninger, hvoraf to er rammerne om fiskemarkeder, mens den tredje er frugt- og grøntmarked. Markedet er nemt tilgængeligt, idet man kan gå direkte dertil fra Shijō-mae Station (市場前駅).
Toyosu Shijō åbner tidligt om morgenen, hvor de berømte tunauktioner starter, mens de flere turister stadig sover på hotellerne. Hvis man ønsker at se auktionerne eller andre dele af fiskehandlen på markedet, er der gratis adgang, hvor man går indendørs fra Shijō-mae Station til glasinddækkede områder for publikum, der ønsker at opleve stemningen. Der er også flere spisesteder, hvor man kan spise sushi og andre fiskeretter.
Toyosu-markedet ligger på en af de kunstige øer i Tokyobugten ud for den japanske hovedstad. Markedet åbnede i 2018 som afløser for det mere centralt beliggende Tsukiji Marked/Tsukiji shijō (築地市場). Man kan stadig besøge Tsukiji shijō, men der er ikke længere auktioner og engroshandel i området, men derimod utallige fiskehandlere og fiskerestauranter.
Hama-rikyū Have
浜離宮恩賜庭園
Hama-rikyū onshi teien
Hama-rikyū onshi teien er navnet på en smukt beliggende have, der blev åbnet som bypark i 1946. Havens historie går tilbage til 1654, hvor shōgun Tokugawa Iemitsus lillebror, Tokugawa Tsunashige, fik tilladelse til at indvinde noget land i Edo-bugten. Tokugawa Tsunashige var daimyō i en region vest for Edo, og han opførte en residens på det nye land, hvor han også fik anlagt en have. Huset og haven gik i arv til sønnen Tokugawa Ienobu, der blev shōgun.
Efter Tokugawa Ienobu blev stedet brugt af de efterfølgende shōguner som en sekundær residens, hvor de blandt andet bedrev falkejagt. Residenspaladset hed Hama-rikyū (浜離宮), og det blev ødelagt af en brand i 1724, hvorefter det aldrig er blevet genopbygget. I 1867 blev der i stedet bygget bygning, hvor udenlandske diplomater kunne opholde sig, når de besøgte Japan.
I dag kan man nyde nogle dejlige vandreture i haven, som ligger ved voldgrave, som bliver fyldt af vandet fra Tokyo-bugten. Der er flere små søer med smukke havelandskaber rundt om, og på en ø i den største sø ligger der et tehus med en skøn udsigt over vandet. Her kan man sidde og nyde omgivelserne og tænke på årene, hvor Japans shōguner benyttede stedet.
Meiji Helligdom
明治神宮
Meiji Jingū
Meiji Jingū er er shinto-helligdom, der er tilegnet kejser Meiji og kejserinde Shōken. Kejserparret ligget ikke begravet her, men tilegnelsen skyldes deres status som såkaldte kami eller shinto-guder. Kejser Meiji regerede fra 1867 til 1912, og efter hans død besluttede hoffet at mindes kejserens rolle i forbindelse med Meiji-restaurationen.
Man besluttede at anlægge Meiji-helligdommen i en stor iris-have, som Meiji og Shōken havde besøgt. Byggeriet startede i 1915 med Itō Chūta som arkitekt, og stilen var nagare-zukuri, der er en traditionel arkitektur i shinto-helligdommen karakteriseret ved blandt andet asymmetriske gavle. Projektet blev gennemført med hjælp og donationer fra hele Japan. Materialerne kom også fra alle provinser i landet, der dengang også talte Korea og Taiwan.
Helligdommen blev ødelagt under 2. Verdenskrigs luftbombardementer af Tokyo, og det blev genopført i 1958. Helligdommen ligger omgivet af en 70 hektarer stor skov, og stedet er hyggeligt og seværdigt. Der er et ydre og et indre kompleks i helligdommen, hvor man som vanligt går gennem toriier på vej til de primære bygninger. Toriierne er hvide, hvilket var den oprindelige farve på toriier. Hvid symboliserer renheden for mennesket, og gennem renheden bliver onde ånder afvist.
I området kan man lægge mærke til mange detaljer som de mange donerede tønder sake og de små træplader kaldet ema, som man skriver sine ønsker på. Man kan også besøge et museum, hvor man kan se personlige ejendele fra Meiji-kejserparret og lære om deres historie. Man kommer naturligvis også til helligdommens hovedbygninger, der også er interessante at se.
Tokyo Station
東京駅
Tōkyō Eki
Tokyo Station er en station i Chiyoda-distriktet i Tokyo, og den fungerer som byens hovedbanegård. Det er blandt andet her, Shinkansen-togene har deres endestation i den japanske hovedstad, og utallige andre metrolinjer og andre jernbaner trafikerer også Tokyo Station.
Mod øst ligger Tokyo Stations moderne del mod Ginza og andre dele af områdets travle forretningskvarteret, mens banegårdens gamle og seværdige bygning ligger mod vest og derved mod Marunouchi-kvarteret. Denne del blev åbnet i 1914 og designet af Kingo Tatsuno, der regnes som en af grundlæggerne af den moderne japanske arkitektur. Hans banegårdsbygning repræsenterer den vestlige arkitektoniske stil, der blev anvendt mange steder i Meiji- og Taisho-perioderne, der varede fra 1868 til 1926.
Den smukke stationsbygning stod nærmest intakt tilbage efter det store jordskælv, der ramte regionen i 1923, men amerikanske brandbomber under 2. Verdenskrig slog ned og ødelagde dele af banegården, der senere blev rekonstrueret i et let modificeret form. Man kan i dag nyde den gamle bygnings eksteriør, der står i kontrast til kvarterets øvrige bygninger, der alle er moderne opførelser. Man kan også se de smukt udsmykkede kupler, der er det smukkeste af stationens interiør.
Sankt Maria Katedral
東京カテドラル聖マリア大聖堂
Tōkyō katedoraru sei Maria daiseidō
Sankt Maria Katedral er ærkebispesædet for den romersk-katolske kirke i Tokyo. Kirken blev oprindeligt opført som en trækirke i 1899, men denne oprindelige kirke gik til grunde under amerikanske luftbombardementer under 2. Verdenskrig. Den ødelagte kirkebygning blev ikke genopbygget, og i stedet blev den nuværende katedral bygget.
Det var den japanske arkitekt Kenzō Tange, der tegnede katedralen, der blev indviet i 1964. Designet former et kors, hvor de opadstræbende buer symboliserer lys på korset. Katedralen er beklædt med rustfrit stål, og det rustikke interiør står i fin kontrast hertil og giver en smuk oplevelse. Kenzō Tange blev i øvrigt begravet fra katedralen i 2005.
Den Nationale Parlamentsbygning
国会議事堂
Kokkai-gijidō
Den Nationale Regeringsbygning i Tokyo er sæde for begge kamre af det japanske parlament, der består af Repræsentanternes Hus som underhus og Den Rådgivende Forsamling som Overhus. Samlinger i underhuset foregår i parlamentsbygningens sydlige fløj, mens overhusets medlemmer mødes i den nordlige fløj af det fine bygningsanlæg.
Behovet for en parlamentsbygning opstod med det ændrede japanske styre i sidste halvdel af 1800-tallet. Tyske arkitekter blev inviteret til Tokyo i 1880erne, og de tegnede forslag til et parlament og andre regeringsbygninger. Hermann Ende og Wilhelm Böckmanns parlament blev ikke bygget, men man kan stadig se deres design med det japanske justitsministeriums hovedbygning fra 1895.
Der blev opført midlertidige bygninger, før en arkitektkonkurrence blev udskrevet i 1918. Watanabe Fukuzos indsendte bud blev valgt, og den store og nuværende parlamentsbygning blev opført 1920-1936. Bygningens centrale del udgøres af et pyramidetårn med en højde på 65 meter, og det var dengang landets højeste bygning.
Japans Nationalteater
国立劇場
Kokuritsu Gekijō
Japans Nationalteater ligger i en stor og karakteristisk bygningsværk, der blev tegnet af arkitekten Hiroyuki Iwamoto og åbnet i 1966. I teaterbygninger er der flere sale, og der er mange forskellige opsætninger her.
I teatrets store sal kan man blandt andet nyde det klassiske kabuki-teater og buyō, der er navnet på forestillingen med traditionel japansk dans. I den lille sal kan man se og høre forskellige musikopsætninger, og her kan man også opleve japansk dukketeater, der hedder bunraku, og som oprindeligt kom fra Osaka-regionen.
Det Nye Nationalteater
新国立劇場
Shin Kokuritsu Gekijō
Det Nye Nationalteater i Tokyo er Japans førende scene for store opsætninger er fx operaer og balletter, men der er også andre typer forestillinger som drama og moderne dans. På den måde supplerer teatret Japans NAtionalteater på glimrende vis.
Teaterbygningen stod færdig i begyndelse af 1997 efter arkitekten Takahiko Yanagisawas tegninger. Teatret åbnede som en del af komplekset, der også tæller Tokyo Opera City Tower/Tōkyō Opera Shiti Tawā (東京オペラシティタワー), som med 234 meter i højden er en af de højeste bygninger i Shinjuku.
Yasukuni Helligdom
靖国神社
Yasukuni Jinja
Yasukuni Helligdom er en shinto-helligdom, der blev etableret af kejser Meiji i 1869 som mindested for de faldne i Boshinkrigen, der blev udkæmpet 1868-1869. Boshinkrigen var en borgerkrig mellem Tokugawa-shogunatet og dem, der ønskede, at kejseren igen skulle have den reelle magt i landet, hvilket skete med Meiji-restaurationen efer afslutningen på Boshinkrigen.
Siden etableringen er Yasukuni Helligdom også blevet dedikeret de faldne i krigene mellem Japan og Kina i 1894-1895 og 1937-1945 og i andre konflikter. I alt mindes næsten 2.500.000 faldne japanere med helligdommen, der blev bygget som et stort og smukt anlæg. Fra øst går man gennem helligdommens imponerende torii på vejen mod bedehallen, hvor man kan se det nationale og kejselige japanske segl.
I forbindelse med Yasukuni-helligdommen kan man besøge museet Yūshūkan (遊就館), der udstiller temaer og effekter i relation til Japans krige. Man kan fx se japanske sumuraivåben, artillerigranater og fly som Mitsubishi A6M, der blandt andet indgik i 2. Verdenskrig som et af landet fly, som blev anvendt af kamikaze-piloter.
