Site logo
Se på kortet
  • Massachusetts State House, Beacon Street, Boston, Massachusetts, USA

Læs om byen

Boston og staten Massachusetts ligger i det såkaldte New England, og det er ikke blot fordi, det ligger i USA’s nordøstlige hjørne tæt på Europa. Man fornemmer her den britiske kultur mere end noget andet sted i USA, men naturligvis er den amerikanske kulturs mange goder også en del af dagligdagen her.

Bostons mange hyggelige gader og kvarterer rummer samtidigt en stor del af amerikanernes løsrivelseshistorie fra England. Det var i det nordøstlige USA, landets nuværende civilisations vugge lå, og det var her, opgøret mod kolonimagten England fandt sted.

Boston er i dag en særdeles hyggelig by med en dejlig åben og kulturel atmosfære. Byen er blandt andet hjemsted for Harvard-universitetet, og der var her, USA’s tidligere præsident John F. Kennedy kom fra. Så i Boston kan man tage en gennem flere højdepunkter i USA’s historie.

Topseværdigheder

    Massachusetts State House

    Massachusetts State House

    Massachusetts State House er et palæ, der blev opført 1798. Den oprindelige ejer var Massachusetts' første valgte guvernør, John Hancock. Bygningen blev tegnet af Charles Bulfinch, der var tidens førende arkitekt. I dag fungerer den udbyggede bygning som statens capitol, og derved er den regeringssæde for staten Massachusetts.

    Bulfinchs palæ er blevet udbygget flere gange siden den oprindelige bygning fra 1700-tallet, men den står fortsat smukt i den såkaldte føderale stil, der er en type amerikansk klassicisme. Massachusetts State House er sæde for både Massachusetts' lovgivende forsamling og for statens guvernør. Bygningen er også en af de ældste stadigt anvendte capitolbygninger i USA.

    Bulfinch var arkitektonisk inspireret af ikke mindst Somerset House i London, da han tegnede Massachusetts State House, og da han senere tegnede Maine State House blev det en slags fortsættelse med inspiration fra Boston. Den karakteristiske kuppel blev dækket med kobber i 1802 og senere forgyldt, og på toppen er der en grankogle som symbol på dels Bostons tømmerindustri og på Maine, der dengang var en del af Massachusetts.

    Massachusetts State House ligger på toppen af en bakke i kvarteret Beacon Hill og umiddelbart over for den store park Boston Common. John Hancock ejede i sin tid jordstykket, og byggeriet blev igangsat 4. juli 1795 ved en ceremoni med deltagelse af Paul Revere, der var stormester i Massachusetts' frimurerloge. Ved færdiggørelsen i 1798 flyttede regeringen hertil fra den nu tidligere State Capitol.

     

    Trinity Church, Boston

    Trinity Church

    Trinity Church er en kirke i Boston, og den betragtes af mange som en af USA’s smukkeste kirker. Mesterværket blev opført af Henry Hobson Richardson i årene 1872-1877, og Trinity Church afløste den oprindelige sognekirke, der blev bygget i 1733 ved grundlæggelsen af menigheden, der tilhører den episkopale kirke.

    Kirkens arkitektur regnes som fødestedet for den Richardson-romanske stil, der er en nyromansk designstil, som blev opkaldt efter netop Henry Hobson Richardson. Stilen er kendetegnet ved tegltag, polykromi, ru sten, tunge buer og et massivt tårn. Disse træk er tydelige i Trinity Churchs design, og stilen blev efterfølgende anvendt på en række offentlige bygninger i hele USA.

    Det centrale tårn er 64 meter højt og kirkerummet breder sig med fire arme fra det centrale rum under tårnet. Der er over 2.000 m2 vægmalerier i den farvestrålende kirke, som blev udarbejdet af forskellige amerikanske malere. Hertil kommer nogle smukt udarbejdede glasmosaikker, der også er en del af den fine oplevelse, man får ved at besøge Trinity Church.

     

    Old South Meeting Hall, Boston

    Old South Meeting House

    Old South Meeting House er en historisk sognekirke og stedet, hvor Bostons Teselskab startede. Det skete, da flere end 5.000 mennesker stimlede sammen i 1773 i protest mod nye skatter på te. Begivenheden var et af flere skridt på vej mod den amerikanske uafhængighed fra England.

    Kirken blev opført i 1729 med sit 56 meter høje tårn. Kirkens menighed var allerede etableret i 1669 som udbrydere af First Church of Boston, og med byggeriet havde de deres egen kirke. Jordstykket var inden opførelsen blevet doneret af en enke efter John Norton, der var præst i netop First Church og Boston.

    Kirken blev et mødested efter Bostonmassakren, der havde udspillet sig som en konfrontation mellem britiske tropper og lokale indbyggere i 1770. Lokale holdt årlige møder til minde om massakren, og ved mødet i 1773 var der samlet cirka 5.000 mennesker, der diskuterede de daværende britiske beskatninger.

    Som en udløber af mødet i 1773 begav en gruppe modstandere af det britiske imperium sig til havnen i Boston, og her overfaldt de tre britiske skibe og smed 243 kasser te i vandet. Aktionen var et oprør mod en ny engelsk lov, der skulle gøre det lettere for British East India Company at sælge te i USA og derved konkurrere mod lokale.

    I 1775 indtog britiske tropper kirken, som de brugte til blandt andet ridning. Efter den britiske brug af bygningen skulle Old South Meeting Hall istandsættes, og det samme var tilfældet efter den store brand, der hærgede Boston i 1872. Efter branden byggede menigheden en ny kirke, og der blev etableret en forening til bevarelse af Old South Meeting Hall.

     

    Old State House, Boston

    Old State House

    Old State House er en bygning, der blev opført 1712-1713, og den er derved Bostons ældste offentlige bygning. Oprindeligt var den indrettet som varebørs, magasin, administration og domstol, men den kom til at spille en stor rolle for USA. Det var nemlig fra husets balkon, at USA's uafhængighedserklæring blev proklameret i Boston i juli 1776.

    Man kan tydeligt se, at den smukke bygning stammer fra USA's tid som britiske kolonier. På hjørnerne af hovedgavlen står der nemlig skulpturer af en løve og en enhjørning, og de var symboler på det britiske monarki. Ud over bygningens rolle som børs var det også her, den kongelige guvernør i kolonien havde sine kontorer.

    Den 18. juli 1776 læste Thomas Crafts uafhængighedserklæringen op fra husets østlige balkon. Herefter blev den oprindelige løve og enhjørning taget ned og brændt på et bål i King Street. Efter den amerikanske revolution fik staten Massachusetts' regering sæde i bygningen, og den status havde huset indtil 1798, hvor det nuværende Massachusetts State House stod færdigt.

    Old State House blev brugt til forkellige formål gennem 1800-tallet. Det var blandt andet rådhus fra 1830 til 1841, og herefter blev det udlejet til kommercielle formål til 1881, hvor The Bostonian Society startede en restaurering af den historisk vigtige bygning, der var truet af nedrivning. Under restaureringen blev en ny løve og enhjørning sat op.

    I dag er Old State House indrettet som museum, og det ligger i Bostons finanskvarter, hvor skyskrabere tårner sig op omkring den gamle bygning, der ligger i kolossal kontrast til nabobygningerne. På museet kan man lære mere om historiske begivenheder i og omkring huset som fx den såkaldte Bostonmassakre, der var en konfrontation mellem britiske tropper og lokale indbyggere i 1770.

     

    USS Constitution

    USS Constitution

    USS Constitution er et krigsskib, der blev bygget i 1797 som et af seks skibe på bestilling af præsident George Washington, der også navngav skibet efter den amerikanske forfatning. Skibene skulle beskytte USA og være med til at sikre landets stigende maritime interesser på havene. Skibet var i aktiv service til 1881, og det har været museumsskib siden 1907.

    USS Constitution er en tremastet fregat, og det er det ældste fartøj i verden, som stadig sejler. Skibet blev i sin tid søsat fra Edmund Hartts skibværft i Boston og foretog sin jomfrurejse i 1798. Skibet og de fem søsterskibe var tunge fregatter, der udgjorde datidens amerikanske hovedflåde.

    I USA blev USS Constitution særligt kendt for sin indsats under krigen mod Storbritannien i 1812, hvor skibets besætning besejrede HMS Guerriere, HMS Java, HMS Pictou, HMS Cyane og HMS Levant i kamp, og den præstation var medvirkende til, at den store fregat undgik ophugning.

Andre seværdigheder

    Beacon Hill

    Beacon Hill

    Beacon Hill er Bostons velhaverkvarter, som blev udbygget i perioden 1790-1870. Her kan man nyde gåture i brostensbelagte gader med traditionelle byhuse, og det er også her, statens regeringskvarter ligger med Massachusetts State House som centrum. Derved er Beacon Hill nærmest blevet en metonymi for regeringskontorerne.

    Engelske William Blaxton blev den første bosætter på Beacon Hill. Han byggede hus og anlagde på bakkens sydlige skråning i 1625, og fem år senere blev Boston bosat af The Massachusetts Bay Company. I 1634 blev der etableret en signalstation på toppen af bakken, og deraf kommer navnet Beacon Hill.

    Det kan godt betale sig at bruge tid i Beacon Hill ved at gå en vandring i det hyggelige kvarter, hvor klassicistiske byhuse i føderal stil ligger i skæret af gaslamper og i det hele taget en dejlig atmosfære fra det historiske Boston. Man bør gå til den elegante Louisburg Square, der er et smukt byrum, og man kan også se Beacon Hill Monument, der er et søjlemonument rejst på stedet for signalmasten fra 1634.

     

    Boston Opera House

    Opera House

    Boston Opera House er en af byens førende scener og et storslået teater, der blev åbnet i 1928 som biografden B.F. Keith Memorial Theatre. Det var Thomas W. Lamb, der tegnede stedet til kæden Keith-Albee-Orpheum, der ejede biografer og vaudevilleteatre. Biografen blev opkaldt efter en af kædens ejere, Benjamin Franklin Keith, der var kendt som ham, der udviklede vaudevillegenren.

    Ved åbningen havde teatret en af tidens mest fornemme sale, og det udviklede sig til allerede i 1929 kun at vise film. Biografen forblev en af Bostons førende til 1950erne. Biografen fortsatte med filmfremvisning til 1980, og det blev derefter overtaget af The Opera Company of Boston og genåbnet som Boston Opera House.

     

    King's Chapel

    King's Chapel er en kirke, men ikke den første på dette sted. Den første kirkebygning på stedet blev rejst i 1688 som en lille mødesal i træ. Det skete ved den kongelige guvernør Edmund Andros, og King's Chapel blev derved den første anglikanske kirke i New England.

    Da bygningen i midten af 1700-tallet var nedslidt, blev et stykke tilstødende jord opkøbt, og derefter opførte man den nuværende kirke i granit i årene 1749-1754. Det skete efter Peter Harrisons design, og kirken blev bygget rundt om den første kirke, som man skilte ad og flyttede gennem vinduerne på den nye bygning. Den gamle kirke blev bragt til Nova Scotia, hvor den blev brugt til at opføre St. John's Anglican Church i Lunenburg.

    Under den amerikanske revolution blev King's Chapel lukket, og den genåbnede i 1782, da unitarister overtog den. Man kan stadig besøge kirken og se dens smukke interiør med imponerende søjler og bokse til kirkegængerne. Ved kirken kan man se kirkegården King's Chapel Burying Ground, der blev etableret i 1630.

     

    Custom House Tower

    Custom House Tower

    Custom House Tower er et af Bostons mest karakteristiske højhuse fra starten af 1900-tallet. Det høje tårn stod færdigt i 1915 med en højde på 151 meter, og det blev nærmest bygget på taget af Bostons gamle og lave toldhus fra 1849. I dag er der et hotel her, og udsigten fra toppen er fremragende.

    Det var den amerikanske præsident Andrew Jackson, der gav tilladelse til etablering af et toldhus i Boston. Det gjorde han i 1837, og efterfølgende vandt Ammi Burnham Young den udskrevne arkitektkonkurrence med hans nygræske designforslag. På tidspunktet for byggeriet og åbningen af toldhuset lå havnefronten ved huset, og derved var det nemt at fortolde varer her.

    Den stigende skibstrafik gjorde det nødvendigt med en udbygning af toldhuset, og arkitektfirmaet tegnede Custom House Tower, der blev opført fra 1913. Med en højde på 151 meter blev det Bostons højeste bygning, og det var undtaget den maksimale bygningshøjde på 38 meter, fordi det var føderalt ejet. Tårnet blev først overgået i højden i 1964, da Prudential Tower blev opført.

     

    Paul Revere House, Boston

    Paul Revere House

    Paul Revere House er et ældre hus, der ligger midt mellem mange af Bostons nyere byggerier. Huset blev bygget omkring 1680 af en velhavende købmand. Det er den ældste bygning i det centrale Boston, og huset var historisk residens for Paul Revere, der var en af de kendte personer fra den amerikanske uafhængighedskrig.

    Paul Revere ejede huset på adressen 19 North Square fra 1770 til 1800, og efter hans salg af det, blev bygningen nyindrettede med forretninger i gadeplan. I 1902 erhvervede John P. Reynolds Jr. huset. Han var efterkommer efter Paul Revere, og han ville sikre den historiske bygning mod nedrivning. Herefter blev huset istandsat og åbnet som et museum i 1908.

    I dag kan man stadig besøge det historiske husmuseum, og museet er blevet udvidet til andre bygninger, der ligger rundt om gårdmiljøet ved Paul Revere House. Her kan man se udstillinger om Paul Revere og hans berømte ridt natten til den 18. april 1775. Det sker med udstillinger Lathrop Place.

     

    Old North Church, Boston

    Old North Church

    Old North Church er en kirke, der også bliver kaldt Christ Church in the City of Boston. Kirken blev bygget i 1723 i georgiansk stil og tilhører den episkopale kirke, der er den amerikanske variant af den anglikanske kirke. Tårnet er med sine 58 meter det højeste kirketårn i Boston.

    Old North Church er den ældste bevarede kirke i Boston, og den blev opført med inspiration fra Christopher Wrens mange byggerier i London efter den store brand, der hærgede den engelske hovedstad i 1666. Old North Church var byens anden anglikanske kirke, og den blev blandt andet anvendt af mange yngre købmænd, der ikke tilhørte Bostons elite.

    Kirken kom til at spille en rolle i den amerikanske historie natten til den 18. april 1775. Det var en nat, hvor britiske tropper nærmede sig, og hvor Paul Revere med lanterner i tårnet på Old North Church signalerede, hvorfra briterne kom. Paul Revere red herefter mod vest for at sikre sig, at beskeden nåede fjernere steder.

    Advarslerne fra Paul Revere og mange andre ryttere gjorde det muligt for flere militser at sikre et forsvar af områderne ved byerne Lexington og Concord, hvor der var opmagasineret en del våben. I sidste ende førte begivenhederne til den første koloniale sejr over britiske tropper.

     

    Bunker Hill Monument, Boston

    Bunker Hill Monument

    Bunker Hill Monument er et 67 meter højt mindesmærke, der blev rejst på det sted, Slaget ved Bunker Hill blev udkæmpet den 17. juni 1775. Det var et af de første slag i processen for amerikansk selvstændighed fra Storbritannien, og slaget blev mindet med byggeriet af granitobelisken i årene 1825-1843.

    Slaget ved Bunker Hill fandt sted som en del af belejringen af Boston under den amerikanske uafhængighedskrig. Hovedparten af kampene udspillede sig faktisk på Breed's Hill, men gennem årene blev stedet i stadig højere grad nævnt som Bunker Hill, der ligger på Charlestown-halvøen nord for Bostons centrum. Dengang var der ikke indvundet land, så det er vanskeligt med nutidens geografi at se områderne fra kampene.

    Natten til den 17. juni 1775 besatte oprørere fra kolonien områderne og byggede en jordskanse som forsvarslinje. Det skete på baggrund af efterretninger om, at britiske tropper ville indtage halvøen. Briterne angreb, og i tredje angrebsbølge indtog de stillingerne og vandt derved slaget. Det skete dog med betydelige tab, hvilket gav oprørerne fornyet tro på, at de kunne forsvare sig og vinde i krigen.

     

    Harvard University

    Harvard University

    Harvard University er et af verdens mest kendte og prestigefulde universiteter. Det blev grundlagt i 1636, og det er derved USA’s ældste universitet. I sin tid blev det etableret som Harvard College, der blev opkaldt efter institutionens første velgører, englænderen og den puritanske præst John Harvard. Harvards grundlæggelse blev godkendt af den koloniale lovgiver i Massachusetts.

    Universitets primære campus ligger centreret i Harvard Yard nordvest for centrum af Boston. Ved en tur i området kan man se stedets kendte og traditionsrige bygninger som fx University Hall og Massachusetts Hall, der er det ældste bevarede opførelse. Massachusetts Hall blev designet af John Leverett og Benjamin Wadsworth og bygget som kollegium i kolonitiden i årene 1718-1720.

    Fortsætter man turen rundt på campus, kan man se Henry Hobson Richardsons Sever Hall fra 1878. Den står som et eksempel på den Richardson-romanske arkitektur, som en del af samtidens offentlige bygningsværker blev opført i. Man kan også se Memorial Church fra 1932, der blev bygget til minde om Harvards faldne under 1. Verdenskrig, og den victorianske Memorial Hall, der blev opført til minde om universitetets faldne i den amerikanske borgerkrig.

    Gennem tiden har mange senere berømtheder og historisk betydende personer studeret på Harvard. Det drejer sig blandt andre om præsidenterne John F. Kennedy, John Adams, Rutherford B. Hayes, Theodore Roosevelt og George W. Bush. Julius Robert Oppenheimer, Leonard Bernstein, Bill Gates og Mark Zuckerberg er andre af universitetets alumner.

     

    John F. Kennedy Library & Museum, Boston

    John F. Kennedy Library & Museum

    John F. Kennedy Library & Museum er et af de såkaldte præsidentbiblioteker i USA, som skildrer en præsidents embedsperiode. På biblioteket for John F. Kennedy bliver hans 1.000 dage som præsident formidlet, og her kan man opleve film, fotografier, dokumenter og mange effekter, der på glimrende vis illustrerer præsidentens virke.

    Biblioteket og museet blev opført 1977-1979 og åbnet af præsident Jimmy Carter og medlemmer af Kennedy-familien. Beliggenheden blev valgt af John F. Kennedy selv under et besøg i Boston i oktober 1963, hvilket var måneden før, han blev skudt på åben gade i Dallas. Kennedy valgte et sted på nogle af Bostons uddannelsessteder for at sikre, at institutionen kom til at ligge tæt på sådanne ressourcer.

    Det var også John F. Kennedy, der opfordrede sin administration til at samle mange både personlige og officielle effekter, og derved kunne biblioteket også åbnes som museum med et helhedsskildring af præsidentens af hans tid. Da byggeriet af komplekset gik i gang, havde man dog måttet flytte til et andet område, som stadig opfyldte den afdøde præsidents ønske om den centrale beliggenhed.

    Ved et besøg kan man se en række permanente udstillinger som fx Campaign Trail om valgkampen i 1960 og The Briefing Room om Kennedys berømte taler og pressekonferencer. Som i andre præsidentbiblioteker er der naturligvis også en kopi af The Oval Office i Det Hvide Hus, som kontoret så ud på Kennedys tid. I rummet er der også en kopi af det berømte Resolute Desk.

Ture fra byen

    Providence, Rhode Island

    Providence

    Providence er hovedstad og den største by i den amerikanske stat Rhode Island. Byen blev grundlagt i 1636 af Roger Williams, der grundlagde Amerikas første baptistmenighed i byen to år senere. Providence voksede, og efter 1700-tallets amerikanske uafhængighedskrig var den en af USA’s ti største byer med over 7.500 indbyggere.

    På få årtier blev indbyggertallet fordoblet, og gennem store dele af 1800-tallet var Market Square centrum for byens politiske og sociale liv. Providence blev også industrialiseret, og omkring år 1900 boede her flere end 175.000 borgere, og byen var en af de mest velstående i USA.

    Læs mere om Providence

     

    The Breakers, Newport

    Newport

    Newport er en by ved Narragansett Bay i staten Rhode Island. Den blev grundlagt i 1639 af bosættere fra Portsmouth, der ligger nogle kilometer nord for Newport. Byen voksede til at blive den største by i Colony of Rhode Island and Providence Plantations, og byens havn blev vigtig i trekantshandlen med blandt andet slaver fra Afrika. Gennem 1800-tallet var der mange velhavere, der opførte sommerresidenser i Newport, der udviklede sig som et fashionabelt sted.

    I dag er Newport kendt som en af New Englands resortbyer. I byen kan man se mange smukke palæer med The Breakers som det mest berømte. The Breakers blev opført 1893-1895 i nyrenæssance som sommerbolig for Cornelius Vanderbilt. Man kan besøge The Breakers, der er indrettet som museum, og ved et besøg kan man se det ene storslåede rum efter det andet som fx The Great Hall og The Music Room.

    Man bør også gå en tur i Newport, der er meget charmerende. Det historiske centrum blev opført i området rundt om Washington Square. Her kan man se Old Colony House, der blev bygget i 1741 i georgiansk arkitektur. Old Colony House var et historisk vigtigt mødested, og fra 1776 til begyndelsen af 1900-tallet fungerede bygningen som et af mødestederne for Rhode Islands lovgivende forsamling.

    Der er også seværdigheder fra tidligere århundreder i Newport. The White Horse Tavern er et hus fra 1652, som i 1673 blev indrettet som kro, og den regnes for USA's ældste krobygning. Lidt syd for kroen kan man gå en tur i Truro Park, hvor Newport Tower står. Tårnet er de bevarede rester af en mølle fra 1600-tallet. I Newport ligger også USA's ældste bevarede synagoge. Det er Touro Synagogue, som stammer fra 1763.

    Med beliggenheden ved vandet, kan man naturligvis også nyde Newports maritime omgivelser. Man kan gå en tur i byens havn, og man kan også tage en tur til en af de strande, der ligger syd og sydøst for centrum. Og så kan man gå en dejlig tur ad Newport Cliff Walk, der en en sti langs vandet mellem Bailey's Beach og First Beach.

     

    Cape Cod, Massachusetts

    Cape Cod

    Cape Cod er en halvø, der ligger i den østlige del af staten Massachusetts. I realiteten er Cape Cod dog blevet til en ø efter udgravningen af Cape Cod Canal, der forbinder Buzzards Bay i vest med Cape Cod Bay i øst. Den cirka 28 kilometer lange kanal blev anlagt i årene 1909-1914, og man kan se den fra byerne Bourne og Sandwich, der begge ligger på den sydlige bred.

    Man kan køre til Cape Cod ad broer over kanalen, og det er også muligt at sejle hertil med fx forbindelsen fra Boston til Provincetown på nordspidsen af halvøen. I Provincetown kan man gå nogle dejlige ture i Provincetown Historic District, der er byens gamle centrum med huse, der historisk spænder fra tiden som fiskerleje til resortbyen, der opstod i slutningen af 1800-tallet. I kvarteret er der flere fine kirker og det 77 meter høje Pilgrim Monument, der blev rejst til minde om pilgrimmenes landgang i 1620.

    Fra Provincetown kan man køre mod syd til halvøens sydøstligste by Chatham, og langs hele vejen ligger Cape Cod National Seashore, der er et beskyttet naturområde, der rummer hele Atlanterhavskysten og dens karakteristiske landskab. Ud over naturens strande og stier kan man stoppe ved Marconi Station, hvor italienske Guglielmo Marconi rejste antenner, som modtog den første trådløse kommunikation fra Europa. Det skete den 18. januar 1803.

    Ved Chatham kan man blandt andet besøge Chatham Lighthouse, der blev etableret som den andet fyrtårn på Cape Cod. Det første var Highland Light på den nordlige del af halvøen. I området er der også gode muligheder på vandreture, og man kan også fortsætte langs sydkysten af Cape Cod. På denne strækning er der flere færgeforbindelser til de populære ferieøer Nantucket og Martha's Vineyard.

     

    Oak Bluffs, Martha's Vineyard

    Martha's Vineyard

    Martha's Vineyard er en ø, der ligger syd for halvøen Cape Cod i Massachusetts. Man kender ikke med sikkerhed baggrunden for øens navn, men man mener, den blev opkaldt efter datteren af eller svigermoderen til den engelske opdagelsesrejsende Bartholomew Gosnold. De hed begge Martha, og Gosnold ledte den første kendte ekspedition til Cape Cod, der fandt sted i 1602.

    Som den nærliggende ø Nantucket, udviklede Martha's Vineyard sig også med hvalfangst. Jagten på hvalerne gav en god økonomi, indtil erhvervet nærmest forsvandt med overgangen til petroleumsprodukter omkring 1870. Herefter blev Martha's Vineyard i stedet til et populært sommerrejsemål, hvilket startede, da jernbanen til Woods Hole på det amerikanske fastland i 1872. Herfra kunne man sejle til øen med dens natur og strande.

    I dag kan man sejle til Martha's Vineyard fra Woods Hole og også fra mange andre havne. Turene til øen er populære om sommeren, hvor befolkningen på Martha's Vineyard blive mangedoblet. Man kan opleve mange traditionelle huse i New England på en rundtur i en eller flere af øens landsbyer. Det er særligt de såkaldte Gingerbread Houses, øen er kendt for. Dem kan man opleve flere end 300 af med koncentration i Oak Bluff.

    De karakteristiske Gingerbread Houses' historie startede med religiøse lejre, som metodister holdt i Oak Bluff fra 1835. Lejrene voksede i størrelse, og med årene bredte en teltlejr sig i området. Fra 1864 udskiftede man teltene med huse, der på en måde lignede forvoksede telte, og de kan stadig ses i deres pastelfarver og smukke træudskæringer.

    Der er også mange smukke steder i naturen på Martha's Vineyard, hvor man fx kan tage en tur på stranden på South Beach eller de mange andre skønne steder langs havet. På det vestlige spids af øen kan man besøge Aquinnah Cliffs, der er et naturområde, hvor stejle klinter skabt af gletsjere rejser sig dramatisk op fra havet og stedets strande.

     

    Brant Point Lighthouse, Nantucket

    Nantucket

    Nantucket er en ø, der ligger i Atlanterhavet syd for halvøen Cape Cod. Øen blev koloniseret i 1641, men der gik til 1659, før en egentlig bosætning kom i gang. På det tidspunkt boede der omkring 3.000 indianere på øen, mens de solgte rettigheder over øen til tilflytterne, der derefter kunne udvikle bosættelsen. Der var hvalfangst fra Nantucket, der dog oplevede nedgangstider fra 1800-tallet, før øen blev udviklet til et sommerrejsemål for velhavere fra midten af 1900-tallet.

    I dag kan man sejle til Nantucket, og på øen kommer man straks til en dejlig atmosfære i Nantucket Historic District, der omfatter hele øen. Færgerne sejler til byen Nantucket på midten af øen, og den udgør sammen med den mindre by Siaconset på østkysten de hyggeligste og mest seværdige bymiljøer. Havnen i Nantucket blev anlagt i 1700-1800-tallene, og rige hvalfangster gjorde byen velstående, og det kan man blandt andet se på nogle af opførelserne langs Main Street.

    Man kan se The Old Mill fra 1746, Old Gaol fra 1806, Unitarian Universalist Church fra 1809 og Nantucket Atheneum fra 1847 som nogle af byens ældre bygninger, mens man kan opleve mange historiske mindre huse i Siaconset, der på trods af kort afstand står i stor kontrast til byen Nantucket. Man kan også tage på nogle af øens skønne sandstrande eller vandre til nogle af Nantuckets fyrtårne, når man er på øen.

     

    Salem, Massachusetts

    Salem

    Salem er en kystby i staten Massachusetts. Den ligger på et sted, hvor den europæiske bosættelse startede med engelske kolonister i 1626. Byen voksede som handelsby og fiskerihavn, men blev måske mest kendt for de hekseprocesser, der fandt sted 1692-1693 i en tid med indianerkrige og puritanere, der anså flere begivenheder for at være djævlens værk. Resultatet blev høringer, retssager og dødsdomme for hekseri.

    I dag er Salem en by med flere seværdigheder. Salem Maritime National Historic Site er et af de mest besøgte steder, og det består af en område langs havnefronten. Det historiske sted formidler byens maritime historie, den tidligere trekantshandel mellem England, Afrika og Amerika og handlen på Asien. Det sker gennem bygninger som Salem Custom House fra 1819 og en replika af det historiske skib Friendship, der i sin oprindelige udgave var et sejlskib fra 1797.

    Man kan også se huse fra 1600-tallet som fx Pickman House fra 1664 og Gedney House, der blev bygget i 1665. Jonathan Corwin House ligger også i Salem, og det kaldes også for The Witch House. Huset er et smukt eksempel på 1600-tallets New England-arkitektur, og det var gennem årtier Jonathan Corwins hjem. Corwin var den dommer, der undersøgte de diabolske aktiviteter i forbindelse med hekseprocesserne byen.

     

    Newburyport, Massachusetts

    Newburyport

    Newburyport er en mindre by i den nordligste del af staten Massachusetts. Dens historie går tilbage til bosættelser i 1600-tallet, før Newburyport formelt blev en by i 1764. Dengang lå der flere skibsværfter i byen, som også havde færgeforbindelse over Merrimack River. Senere voksede en større fiskeriflåde frem i byen, hvorfra der også var hvalfangst.

    I dag er Newburyport en velbesøgt by grundet beliggenheden ved vandet og det hyggelige centrum. Forretninger og restauranter ligger ikke mindst omkring Market Square og langs State Street. Herfra kan man også nemt gå gennem Waterfront Park til promenaden langs Merrimack River, hvor man finder byens marinaer. Det er også her, Custom House Maritime Museum ligger.

     

    Portland, Maine

    Portland

    Portland er den største by i den amerikanske stat Maine. Byens historie går tilbage til 1632, hvor området blev bosat, og Casco blev etableret som handelssted og fiskerby. I 1658 overtog Massachusetts Bay Colony området, og ved den lejlighed blev byens navn ændret til Falmouth. Gennem de følgende godt hundrede år blev Falmouth flere gang angrebet og ødelagt, men efter den amerikanske uafhængighedskrig blev det anlagt en havn i Falmouth Neck, og det skabte stor vækst og udvikling.

    I 1786 besluttede byens borgere at ændre Falmouth Necks navn til Portland efter en engelsk ø. Maine blev en stat i 1820, og Portland blev statens hovedstad. Den status varede dog kun til 1851, hvor Augusta overtog som Maines regeringsby. Fra samme årti udviklede Portland sig til at blive en stor udskibningshavn for eksport fra Canada grundet den isfri beliggenhed, og det gav vækst i nogle årtier. Fra 3.700 indbyggere i år 1800 var tallet vokset til 50.000 hundrede år senere, og siden da er antallet af borgere steget, mens både downtown og forstæder er blevet udviklet.

    Læs mere om Portland

     

    New Hampshire State House, Concord

    Concord

    Concord er hovedstad i staten New Hampshire. Dens historie startede i 1725, da Penacook-plantagen blev etableret, og på stedet voksede bosættelsen til det, der i 1734 blev til byen Rumford. I 1765 skiftede Rumford navn til Concord på foranledning af guvernør Benning Wentworth. Navnet betydet overensstemmelse og blev valgt for at skrinlægge en strid mellem byerne Rumford og Bow.

    I dag er Concord en af USA's mindre statshovedstæder, men på trods af størrelsen er der meget at se i byen. Den mest kendte bygning er regeringsbygningen New Hampshire State House, der blev designet af arkitekten Stuart Park og opført i årene 1815-1818. Bygningen blev udvidet i 1910, men statens lovgivende forsamling mødes stadig i de oprindelige rammer.

    Læs mere om Concord

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn

    Aktiviteter

    5W!TS
    186 Brookline Avenue
    5-wits.com

     

    Akvarium

    New England Aquarium
    Central Wharf
    neaq.org

     

    Hekse

    Salem Witch Museum
    Washington Square, Salem
    salemwitchmuseum.com

     

    Forlystelsespark

    Six Flags New England
    1623 Main Street, Agawam
    sixflags.com

Gode links
Historisk overblik

    De tidligste rester af beboelse i Bostonområdet går 7.500 år tilbage. Omkring år 1.000 kom de første europæere til Nordamerika og muligvis kysterne omkring nutidens Boston, da Leif Erikson kom til Vinland, som de skandinaviske vikinger kaldte det nye sted. Vikingernes bosættelse blev dog ikke af permanent varighed.

    I 1497 nåede en britisk ekspedition under ledelse af John Cabot til områdets kyster, og i de efterfølgende århundreder blev de fiskerige vande populære blandt fiskere og opdagelsesrejsende fra flere af Europas store magter.

    Engelske pilgrimme ankom i 1620 til Cape Cod med skibet Mayflower. De havde forinden aftalt at styre deres nye koloni med respekt for demokrati og lighed mellem mennesker. Kolonien blev kaldt Plymouth efter pilgrimmenes hjemby, og efter en fredsaftale mellem guvernør John Carver og indianerhøvdingen Massasoit blev den første Thanksgiving fejret i 1621.

    Få år efter gav kong Charles I et landområde til en gruppe puritanere, der sejlede til Massachusetts og slog sig ned ved Charles-flodens munding, hvor de i 1630 grundlagde byen Trimountain, der hurtigt fik navnet Boston efter byen i England, hvor mange var taget fra til det nye land.

    I den nye by blev den første skole grundlagt i 1635, og året efter blev Harvard University etableret. De følgende år udviklede byen sig støt og roligt. Der var løbende stridigheder mellem forskellige troende grupper, og det kom i 1692 til en række hængninger efter en heksejagt.

    Boston udviklede sig til den vigtigste by i de 13 britiske kolonier ved østkysten, og der gennemførtes fra britisk side en stigende beskatning af kolonien, hvilket medførte stor lokal modstand. Samuel Adams var hovedkraften bag modstanden mod loven Stamp Act fra 1765, som indførte blandt andet importafgifter. Britiske soldater blev sendt til Boston for at beskytte myndighederne, og i 1770 kom det til affyring af dræbende skud mod fem lokale borgere ved den såkaldte Bostonmassakre.

    Massakren blev startskud til selvstændighedsprocessen og uafhængighed af Storbritannien. 1773 var året for Bostons Teselskab, hvor borgere bordede tre britiske skibe og smed deres last af te i havnen som protest mod beskatningen. I 1775 fandt Slaget ved Bunker Hill sted. De britiske styrker vandt slaget med svære tab, og det indgød optimisme i de amerikanske separatister. Få måneder forinden havde Paul Revere gennemført sit berømte ridt fra Boston til Lexington for at advare Samuel Adams og John Hancock om britiske planer om arrestation af de to ledere af løsrivelsesbevægelsen. 

    I 1776 blev USA’s uafhængighedserklæring proklameret fra Boston, og det markerede den egentlige afslutning på den britiske tid som kolonimagt i USA.

    I det nye USA blev Boston hurtigt kendt som landets intellektuelle hovedstad, og byen blev desuden en meget velhavende havneby, hvor en væsentlig del af landets udskibning fandt sted. Byen voksede støt, og nye kvarterer såsom Back Bay og South End blev anlagt. Industrialiseringen satte også tydeligt præg på Boston, der i midten af 1800-tallet var et af USA’s centre for produktion af blandt andet maskiner, læder og beklædning.

    Gennem første halvdel af 1800-tallet oplevede man, hvordan puritanismen gled i baggrunden, og Boston blev herefter en af landets katolske højborge. Det skete ved immigration af primært irere og italienere. Specielt irerne kom fremover til at dominere det politiske liv; mest kendt ved valget af John F. Kennedy til USA’s præsident.

    Bostons William Garrison udgav i 1831 første udgave af bladet The Liberator, der advokerede for betingelsesløst ophør af USA’s slaveri. Taler i Faneuil Hall-bygningen inspirerede andre over hele USA, og Boston blev på mange måder talerør for afroamerikanere. Under den amerikanske borgerkrig var Boston og Massachusetts således det første sted, der sendte soldater til fronten på Abraham Lincolns opfordring.

    Efter borgerkrigen blomstrede Boston grundet en veludviklet industri, der blandt andet forarbejdede bomuld. Tiden var god for byen indtil 1872, hvor en stor brand ødelagde mere end 700 væsentlige bygninger. Et genopbygningsarbejde blev sat i gang, og Boston genvandt i løbet af få år sin tidligere dynamik. Mange kulturelle institutioner blev grundlagt, og USA’s første metro åbnede i 1897.

    I 1905 blev John F. Fitzgerald borgmester, han var John F. Kennedys bedstefar. I 1912 åbnede den populære Fenway Park, hjemmebanen for Boston Red Sox, der inden 1918 vandt det nationale mesterskab hele fire gange. Årtiet var dog ikke kun positivt, for i 1919 brød en stor politistrejke ud i byen med en kriminalitetsbølge som følge. Politifolkene ønskede forbedrede løn- og arbejdsvilkår, og dette har markeret sig som en af de markante begivenheder i den amerikanske fagforeningshistorie.

    I 1960 blev John F. Kennedy fra Boston valgt som USA’s hidtil yngste og også den første katolske præsident i landet. Kennedy blev dræbt ved et attentat i Dallas i 1963, og Bostons kendte borger har lige siden fascineret en hel verden.

    I de seneste årtier er der investeret kraftigt i højteknologiske virksomheder, uddannelsessteder, forskning og i medicinalindustrien. Det har moderniseret byen og revitaliseret byens aktive, kulturelle liv.