Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Singapore er en perle, hvor man kan møde mange af Asiens kulturer, nyt og gammelt samt tropiske palmestrande og uberørt regnskov på et meget lille område. Det officielle sprog er engelsk, men mange folkeslag som malajer, indere, arabere og kinesere sætter alle deres præg på byen med hver deres områder, butikker, restauranter og højtider.

Singapore er både en by og en bystat, og man ser straks, at byen og landet er meget moderne, og overalt er der tæt til flot moderne arkitekter, masser af indkøbsmuligheder og attraktioner. Det hele bindes sammen af effektiv offentlig transport, og derfor er der aldrig langt til selv de fjerneste seværdigheder.

Oplevelserne står i kø i Singapore, hvor man blandt andet kan besøge en regnskov og også nyde et uforglemmeligt syn af de mange orkidéer, der stortrives i det varme klima i byen. Man kan også tage til underholdning omkring Marina Bay og Sentosa Island.

Med Singapores beliggenhed kun 60 km fra ækvator, er klimaet dejligt året rundt. Og Singapore-øen er et godt udgangspunkt for ture til de nærliggende indonesiske øer eller til Malaysias næststørste by, Johor Bahru, der grænser op til Singapores lille areal.

Topseværdigheder

    Old Parliament House

    The Arts House

    The Arts House er et sted i Singapore for diverse kunst som koncerter og udstillinger. Det har dog en lang og spændende historie før den nuværende anvendelse. Huset blev opført 1826-1827 af den irske arkitekt George Drumgoole Coleman i nypalladiansk stil. Bygningen var oprindeligt residenspalæ for den skotske købmand John Argyle Maxwell.

    Købmanden kom dog ikke til at bruge residensen, fordi der var uklarhed om ejerskabet af jorden. Ud for huset ved Singapore River gik Stamford Raffles i land første gang den 29. januar 1819, og Raffles havde oprindeligt tildelt jorden til regeringsbrug i sin byplan. Raffles' efterfølger John Crawfurd udstedte dog en tilladelse, der tillod Maxwell at bygge et hus på stedet.

    I 1827 indgik man et kompromis, hvor Maxwell fik en 999-årig lejekontrakt, men han skulle udleje huset til regeringen for 500 rupier i leje hver måned. Lejemålet fortsatte til 1842, hvor koloniregeringen købte bygningen på en auktion. Det var først domhus, men senere blev det sæde for stedets parlament, og derfor var The Arts House tidligere kendt som Old Parliament House.

    Bygningen er flere gange gennem årene blevet udbygget. Det skete første gang mellem 1873 og 1875 af John Frederick Adolphus McNair, og i 1901 blev bygningen udvidet mod Singapore River. Udvidelserne med flere nye offentlige kontorer gjorde, at Colemans oprindelige design gik tabt. Singapores parlament flyttede herfra i 1999, og The Arts House blev åbnet som kunst- og kultursted i 2004.

     

    St Andrew's Cathedral, Singapore

    St. Andrew's Cathedral

    St. Andrew’s Cathedral er Singapores anglikanske domkirke. Dens historie går tilbage til Sir Stamford Raffles byplan fra 1822, hvor placeringen blev udlagt til opførelsen af en kirke i byen. Der gik dog over ti år, før selve byggeriet af den første kirke blev igangsat. Det skete i 1835, og den første gudstjeneste blev holdt i juni 1837.

    Lokalt mente man ikke, at den første St. Andrew's lignende en kirke tydeligt nok, og derfor blev der bygget et spir på i 1842. Man undlod at etablere lynafledning, og efter at være ramt af lyn i 1845 og 1849, blev kirken vurderet for usikker til anvendelse og lukket i 1852. Man rev bygningen ned i 1855, hvilket gav plads til den nuværende domkirke.

    Det var William Butterworth, der som guvernør igangsatte byggeriet af afløseren for den første kirke, og ingeniøren Ronald MacPherson designede den nye St. Andrew's Church. Grundstenen blev lagt i 1856, og kirken blev indviet i 1861 i nygotisk stil. I begyndelsen havde St. Andrew's status af sognekirke, men i 1870 blev den ophøjet til katedral.

    I dag står domkirken som et smukt arkitektonisk indslag i den gamle del af Singapore. Den har også et seværdigt kirkerum, hvor man blandt andet kan se nogle interessante glasmosaikker, der viser Sir Stamford Raffles, Ronald McPherson og John Crawfurd, der alle var væsentlige personer i Singapores 1800-talshistorie. Man kan også se The Canterbury Stone, The Coventry Cross og The Coronation Carpet, der er elementer fra England.

     

    Raffles Hotel

    Raffles Hotel

    Raffles Hotel er et verdensberømt luksushotel, der er kendt for sin charme og elegance, som er vedligeholdt fra Singapores kolonitid. Hotellet blev etableret med ti værelser i 1887 af armenske hotelejere, og det blev opkaldt efter den britiske statsmand Sir Thomas Stamford Raffles, der var grundlæggeren af det moderne Singapore.

    Hotellet var dog allerede blevet bygget som et privatejet strandhus i begyndelsen af 1830'erne. I 1878 blev det nyindrettet som Emerson's Hotel, da Charles Emerson lejede bygningen. Emerson døde i 1883, hvor hotellet lukkede, og da hans lejekontrakt udløb i 1887, slog de armenske Sarkies-brødre til og lejede ejendommen for at etablere et luksushotel.

    Raffles Hotel blev hurtigt populært blandt velhavere, og gennem de første årti blev hotellet udbygget flere gange med flere suiter, værelser og services. I 1899 stod en ny hovedbygning færdig på stedet for det oprindelige strandhus, og det havde blandt andet installeret elektriske loftsventilatorer og elektrisk lys som det første hotel i regionen. Sarkies-brødrene drev hotellet indtil 1931, hvor den økonomiske nedgang tvang dem i konkurs.

    Hotellet blev dog drevet videre af et andet selskab, og i 1981-1991 blev der gennemført en omfattende renovering, der bragte hotellet tilbage til storhedstiden i 1915. Den berømte Long Bar blev også renoveret, og det har gennem årene været et yndet sted for berømtheder. Baren er kendt som traditionen med at smide jordnøddeskaller på gulvet og som stedet, hvor bartenderen Ngiam Tong Boon opkaldt cocktailen Singapore Sling.

     

    Boat Quay, Singapore

    Boat Quay

    Boat Quay er et område langs Singapore River, der ligger med sine små hyggelige huse side om side i skærende kontrast til de bagvedliggende skyskrabere. De lave huse blev bygget som såkaldte shophouses med både boliger og kommercielle lokaler, og i dag er de blevet indrettet som caféer og restauranter med en skøn atmosfære langs vandet.

    Gennem 1800-tallet var Boat Quay en travl den af Singapores havn, og en stor del af byens fragt blev losset og ikke mindst lastet her. Det gjaldt eksempelvis gummi og krydderier. I 1860erne var det cirka tre fjerdedele af shippingen i Singapore, der gik gennem Boat Quay, så det var et vigtigt og travlt område. Den tilbageværende del af skibstrafikken blev flyttet herfra i 1983, og udviklingen til dagens Boat Quay blev sat i gang i 1993.

     

    Marina Bay, Singapore

    Marina Bay

    Marina Bay er en lille bugt ud for det centrale Singapore, og det er også navnet på hele det område, der gennem årtier er blevet nyudviklet som en slags udvidelse af kvarteret Central Business District. For at kunne udvikle området måtte man foretage en de landindvinding, og det skete fra 1969 til 1992.

    Siden da er der blevet bygget mange store opførelse og anlæg, som har defineret Singapore de seneste årtier. Det drejer sig om fx hotellet Marina Bay Sands, ArtScience Museum, Gardens by the Bay, Esplanade - Theatres on the Bay og Helix Bridge. Det er alle bygningsværker og anlæg, der i sig selv er seværdigheder, og som samlet danner byens moderne vartegn.

     

    Gardens by the Bay, Singapore

    Gardens by the Bay

    Gardens by the Bay er en unik park, der breder sig over godt 100 hektarer ved Marina Bay i det centrale Singapore. Parken er inddelt i områderne Bay Central Garden, Bay East Garden og Bay South Garden, og hele anlægget er karakteriseret ved at være en særdeles moderne have med indarbejdelse af arkitektur og teknologi, der går haverne til en uforglemmelig oplevelse.

    Man kan gå nogle skønne ture i Gardens by the Bay, og det gælder både i haveanlæggene og ad promenaderne langs vandet i Bay South Gardens nordlige del. Her finder man også konservatorierne Flower Dome og Cloud Forest, der er to kolossale væksthuse i spændende design og indretning med vandfald med videre. Øst herfor ligger flere små søer i stemningsfulde anlæg.

    I den sydlige del af Bay South Garden kan man gå en tur i den nok mest berømte del af haverne. Det er Supertree Grove med 18 trælignende strukturer med højder fra 25 til 50 meter. Supertræerne er vertikale haver, og de er tilgængelige, fordi man nærmest kan gå i en skov oppe mellem kronerne i de designede kæmpetræer. Det er en oplevelse både i dagslys og ved illuminering om aftenen, hvor der også er lys- og musikshow.

    Går man over Marina Bay mod nordøst ad Marina Barrage Bridge kommer man til Bay East Garden, der danner et roligere miljø end Bay South Garden. Her kan man nyde nogle opdelte haveanlæg med forskellige landskaber og temaer, og herfra kan man nyde en panoramaudsigt til både Marina Bay og til Singapores moderne skyline.

    Bay Central Garden ligger son nordligt forbindelsesled mellem Bay South Garden og Bay Eat Garden. Denne del af haverne byder ikke på store områder, men derimod på en lang pronenade, hvor man kan gå langs vandet. Men kommer blandt andet forbi Singapore Flyer, der er et 165 meter højt pariserhjul. Hjulet åbnede som det højeste i verden i 2008.

     

    Botanical Garden

    Singapore Botanical Garden

    Singapore Botanical Garden er Singapores fantastisk smukke botaniske have, der er så spektakulær, at det er optaget på UNESCO's liste over verdensarv. Den nuværende have blev etableret i 1859, men det var ikke byens første botaniske have. Den havde Sir Stamford Raffles etableret i Singapore i årene 1822-1829 ved Fort Canning på Government Hill.

    Den store botaniske have har flere indgange, hvoraf Tanglin Gate langs Holland Road i syd udgør hovedindgangen. Hovedattraktionen i den tropiske have er National Orchid Garden, hvor samlingen består af over tusind arter orkidéer og endnu flere hybrider. Det er en uforglemmelig oplevelse af gå gennem denne del af haven.

    I Singapore Botanical Garden kan man også opleve en del af Singapores gamle og vilde regnskov. Regnskovsområdet ligger på cirka seks hektarer, der naturligt nok er et område, der allerede lå her, da den botaniske have blev oprettet. Derved er Singapore en af de meget få byer i verden, der har en regnskov i byen. Man kan også se mange andre anlæg af forskellig slags i haven.

Andre seværdigheder

    Raffles Landing Site

    Raffles's Landing Site

    Raffles's Landing Site er stedet, hvor Singapores grundlægger, Sir Stamford Raffles, første gang satte sin fod på Singapores jord, hvilket skete den 29. januar 1819. Stedet er markeret med en marmorstatue af Raffles, som blev stillet op i 1972. Statuen blev lavet som en kopi af den statue fra 1887, som nu står foran Victoria Theatre & Concert Hall.

    Raffles' første besøg varede ti dage, og han benyttede tiden til at indgå en aftale med de lokale herskere, Temenggong Abdul Rahman og sultan Hussein Shah, som muliggjorde etableringen og udviklingen af Singapore. I 2019 blev 200-året for begivenheden markeret ved, at der blev opstillet flere statuer af samtidige ledere. Bag Raffles ligger Singapore River og udsigten til den moderne by.

     

    Victoria Theatre & Concert Hall, Singapore

    Victoria Theatre & Concert Hall

    Victoria Theatre & Concert Hall er et kulturkompleks, der består af to smukke og historiske bygninger, der er bygget sammen med en korridor og et klokketårn. Victoria Theatre blev bygget i britisk nyklassicistisk stil i 1862 som byens Town Hall med byens administration og også et teater til blandt andet opførelsen af diverse engelske teaterforestillinger. Town Hall blev tegnet af stadsingeniøren John Bennett i samtidens populære variant af victoriansk stil.

    Town Hall var den første bygning i Singapore i denne stil, og den nyere Victoria Concert Hall fik samme stil. Victoria Concert Hall blev opført i årene 1902-1905 som en udvidelse af komplekset og til minde om dronning Victoria, der afgik ved døden i 1901. Det 54 meter høje klokketårn blev opført i 1906, og foran bygningens østlige facade kan man se en statue af Sir Stamford Raffles.

     

    Padang, Singapore

    Padang

    Padang er Singapores store centrale plæne, der siden 1830 har huset mange af byens sportsarrangementer som fx store cricketkampe. Padang er et stort og friholdt areal, der ligger i hjertet af byen ligger mellem Singapore Cricket Club i syd og Singapore Recreation Club i nord.

    Man kan se flere spændende bygninger omkring plænen som fx Saint Andrew's Cathedral mod nordvest, Old Supreme Court Building mod vest og byens gamle rådhus, der i dag er indrettet som Singapores nationalgalleri, i samme retning. Mod øst kan man se Singapore Cenotaph, der mindes faldne under 1. Verdenskrig.

     

    Padang Old Supreme Court

    Old Supreme Court Building

    Old Supreme Court Building er en af de mest karakteristiske bygninger fra den senere del af den britiske kolonitid i Singapore. Bygningen ligger langs Padangs store plæner, og den blev opført som den sidste store klassicistiske opførelse i kolonitiden i årene 1937-1939. Old Supreme Court Building var i brug som domhus til 2005, og ti år senere åbnede National Gallery i bygningen og nabobygningen, der tidligere var Singapores rådhus.

    Guvernøren af the Straits Settlements, Sir Shenton Whitelegge Thomas, lagde grundstenen til højesteretsbygningen i 1937, og den blev åbnet i 1939. Der blev lagt en tidskapsel med aviser og mønter under grundstenen, og kapslen planlægges åbnet i år 3000. Designet af den kuppelprydede bygning stod Frank Dorrington Ward for.

     

    National Gallery, Singapore

    National Gallery

    National Gallery er et museum for kunst og kultur i Singapore. På museet kan man se en fin samling fra Singapore og den sydøstasiatiske region, og der er fokus på samtidskunst og moderne kunst fra 1800-tallet til i dag. Samlingerne kommer primært fra Singapores National Collection, der blev grundlagt med en donation på 93 værker i 1976. De 93 værker er løbende blevet suppleret, og i dag kan man blandt andet se Singapore Gallery og Southeast Asia Gallery på det store museum.

    Museet åbnede i 2015 i to af Singapores historisk kendte bygninger, der derved blev nyindrettet til formålet. Det drejer sig om byens tidligere rådhus, Former City Hall, og retsbygningen Former Supreme Court, der begge ligger ud til Padangs plæner. Rådhuset blev tegnet af A. Gordans og F.D. Meadows og opført som Municipal Building 1926-1929 med dens korintiske søjlefacade, og Supreme Court Building blev opført 1937-1939.

     

    Orchard Road, Singapore

    Orchard Road

    Orchard Road er det moderne Singapores pragtgade inden for indkøb, caféer, shoppingcentre, varehuse og restauranter. Stemningen er skøn på det cirka 2,5 kilometer lange og berømte forretningsstrøg, der gennem mange år har været bystatens indkøbscentrum og en stor attraktion for turister.

    Orchard Road fik sit navn efter de plantager, vejen historisk ledte til. Det var plantager, hvor der blev dyrket muskatnødder, peber og forskellige slags frugt i det tropiske klima. Disse plantager var ganske udbredte i området gennem 1800-tallet, før området stille og roligt blev udviklet med huse langs vejen.

     

    Istana, Singapore

    Istana

    Istana er et palæ, der fungerer som den officielle residens og kontor for Singapores præsident. Det smukke palæ rummer også landets premierministerkontor og ministerens officielle residens, der dog ikke har været anvendt som officiel bolig endnu siden Singapores uafhængighed i 1965.

    Det var den britiske regering, der erhvervede en del af en muskatnøddeplantage for at opføre en residens for Singapores britiske guvernør. Det skete i 1867, og Istana blev herefter bygget i årene 1867-1869. Guvernørerne boede her indtil 1959, hvor Singapore fik selvstyre, og hvor guvernøren blev erstattet af en leder med titlen Yang di-Pertuan Negara.

    Istana blev opført i en nypalladiansk arkitektur, der også blev anvendt af britiske militæringeniører i samtidens Indien. Der er lokal inspiration i Istanas stil, lige som der er klassicisme. Der er under tiden adgang til Istana, hvor man kan se de væsentligste rum og sale, der tæller Reception Hall, Banquet Hall og State Room, der er præsidentens sæde.

     

    Esplanade - Theatres on the Bay, Singapore

    Esplanade - Theatres on the Bay

    Esplanade - Theatres on the Bay er et center for scenekunst, som ligger i Marina Bay-området tæt på udmundingen af Singapore River. Centret består af en koncertsal med plads til cirka 1.600 tilskuere og et teater med en kapacitet på cirka 2.000 gæster til forestillingerne. Historien startede i 1989, hvor en rapport konkludere, at Singapore manglende større steder for scenekunst, og efter seks år byggeri blev stedet åbnet i 2002.

    Koncertsalen og teatret ligger som en af de arkitektonisk kendte opførelser i området omkring Marina Bay. Designet består af to afrundede former, hvori scenerne ligger, og rammerne for dem er beklædt med triangulerede glaselementer og solskærme, som balancerer udsigten fra centret med en tilpas solafskærmning. Designet minder om frugten durian, og derfor kaldes centret også i sjov for de store durian.

     

    Helix Bridge, Singapore

    Helix Bridge

    Helix Bridge, der også kaldes The Helix, er en bro i Singapores Marina Bay-område. Broen forbinder Marina Centre med Marina South, og den blev åbnet i 2010. Broen har fået sit navn fra designet, der imiterer en skruelinje eller en tilsvarende snoet linje som en fjeder.

    Helix Bridge er en genvej over vandet, men broen er også en oplevelse, der særligt giver sig til kende om aftenen, når helix-strukturerne er oplyst omkring de krydsende fodgængere. På broen er der også bygget flere platforme, hvorfra man kan nyde udsigten til Marina Bays moderne rammer.

     

    ArtScience Museum, Singapore

    ArtScience Museum

    ArtScience Museum er et interessant museum, der ligger på en prominent placering ved Marina Bay som en del af Singapores Marina Bay Sands-resort. Museet blev åbnet i 2011, og det er et sted, hvis udstillinger fokuserer på og forener kunst, kultur, teknologi og videnskab.

    Museets design er i sig selv seværdigt. Det blev skabt af den israelske arkitekt og byplanlægger Moshe Safdie, og designet siges at være inspiration af en lotusblomst, og ligheden er tydelig i udførelsen.

    ArtScience Museum er også blevet kaldt The Welcoming Hand of Singapore med konstruktionen, der består af en flade med fem store fingre overfor fem mindre. Alle disse ti fingre er bygget som gallerier med naturligt lys strømmende ind fra oven. Det giver et spændende indtryk, og det er også værd at se belyningen om aftenen.

     

    Marina Bay Sands, Singapore

    Marina Bay Sands

    Marina Bay Sands er et resort i Marina Bay-området, der også står som et af Singapores bygningsmæssige vartegn. Resortet åbnede i 2010 som et kolossalt kompleks med hotelværelser, kasino, konference- og udstillingscenter, museum, indkøbscenter og mange andre aktiviteter.

    Det var arkitekterne Moshe Safdie, der tegnede komplekset, som har mange seværdige elementer, når man går en tur rundt og ser på de enkelte bygninger. Det mest karakteristiske ved byggeriet er de tre højhustårne, der er forbundet i toppen ad Sands Skypark.

    Sands Skypark er er 340 meter lang overbygning, der ligger over alle tre tårne, og som desuden stikker 66 meter ud over kanten på det nordlige tårn. Her finder man Sands Skypark Observation Deck, hvorfra der er en mageløs udsigt over Marina Bay og store dele af Singapore. Oppe i højderne ligger der også en 150 meter lang infinity pool.

     

    Sentosa Island, Singapore

    Sentosa Island

    Sentosa Island er en ø, der ligger umiddelbart syd for Singapores hovedø. Øen var tidligere indrettet som en britisk militærbase og senere som en krigsfangelejr. Efter denne historie navngav man stedet Sentosa Island og planlagde at gøre øen til en populær turistdestination med diverse aktiviteter og brug af naturen.

    Sentosa Island er nu hjemsted for flere forskellige aktiviteter. Nogle af de populære steder er øens lange strande, der ligger beskyttede som nærmest små laguner i det tropiske klima. Det er også her, man finder Universal Studios Singapore med alt, hvad temaparken kan byde på.

    Man kan også tage svævebaner til Sentosa Island og på Sentosa Island. De forbinder flere steder på øen og giver god mulighed for et overblik over området. Fra stationerne kan man gå nogle dejlige ture til fx Sentosa Sensoryscape og Fort Siloso, der ligger i det vestlige del af øen som et udendørs militærmuseum.

Ture fra byen

    Johor Bahru Secretariat

    Johor Bahru

    Johor Bahru er hovedstad i staten Johor i Malaysia, og den er landets næststørste by. Johor Bahru ligger logistisk godt i den sydlige ende af Malaccahalvøen og som en grænseby til Singapore. Man kan da også meget nemt krydse vandet mellem Johor Bahru og Singapore ad den godt en kilometer lange vej- og jernbaneforbindelse, der ligger her.

    Johor Bahru blev grundlagt i 1855. Det skete, da Temenggong Daing Ibrahim som Johors hersker flyttede det administrative hovedkvarter hertil. Dengang var byen kendt som den lille malaysiske fiskerby Tanjung Puteri, og den fik navnet Johor Bahru i 1866 af Ibrahims søn og efterfølger Temenggong Abu Bakar.

    Johor Bahru oplevede en periode med hurtig vækst fra den sidste del af 1800-tallet, hvor der var stor byggeaktivitet i byen. Johor Bahru voksede løbende, og der kom blandt andet mange kinesere hertil. Fra 1960erne kom der igen stor økonomisk vækst i byen, og nye industrier og kvarterer skød op i byen.

    Læs mere om Johor Bahru

     

    Christ Church, Melaka

    Melaka

    Melaka er en malaysisk storby, der ligger ved Malaccastrædet, der er en af de vigtigste skibsruter i verden. Den strategisk gode beliggenhed har gennem tiden betydet meget for Melakas udvikling, og byen har endda en naturhavn beskyttet mod storme af flere små øer. Gennem byen løber Malaccafloden, der deler Melaka i to.

    Melaka har en rig historie. Byen var hovedby i det sultanat, som Paramesvara grundlagde i 1400-tallet. Det var en tid, hvor Melaka også var blevet en vigtig del af den internationale krydderihandel, og den status fortsatte gennem århundreder. Der boede allerede cirka 100.000 indbyggere her i begyndelsen af 1500-tallet.

    I 1509 nåede portugisiske skibe Melaka for første gang, og to år senere erobrede portugisiske tropper under Afonso de Albuquerque byen. Portugiserne opførte en fæstning i byen, og herefter var Melaka under portugisisk styre indtil 1641. Byen var en betydningsfuld erobring for Portugal, der fik åbnet vejen til havene Fjernøsten.

    Læs mere om Melaka

     

    Kusu Island

    Kusu Island

    Kusu Island er en af Singapores små øer. Øen ligger cirka fem kilometer syd for Singapores hovedø, og det er nemt og hurtigt at sejle hertil. Navnet Kusu Island betyder skildpaddeøen på den kinesiske hokkien-dialekt, og navnet kommer ifølge overleveringen fra historien om en skildpadde, der lavede sig selv om til en ø for at redde to skibbrudne mennesker.

    På øen ligger der et kinesisk tempel, der blev opført her i 1923. Templet er ganske stemningsfuldt og dedikeret guderne Da Bo Gong og Guan Yin. Kusu Island er også et populært udflugtsmål for sine laguner, uberørte strande og rolige omgivelser, der ligger som kontrast til det travle Singapore.

     

    Batam Island

    Palau Batam eller Batam Island er den tætteste større indonesiske ø syd for Singapore. Den er nemt tilgængelig med båd over Singapore Strait, og når man kommer fra storbyen, står øen i kontrast hertil med sin ro og natur og indkøbsmuligheder, som man har alle muligheder for at nyde i stor stil.

    Man kan sejle til flere steder på øen. Hovedbyen hedder Batam, og her ligger der flere shoppingcentre som fx Mega Mall. Store dele af øen er bebygget, hvilket man naturligvis se i og omkring byen Batam. Man kan også vælge at sejle til området nordvest for Batam eller til Sambu, hvor man hurtigere kan komme ud i naturen.

     

    Bintan Island

    Bintan Island

    Palau Bintan eller Bintan Island er en af de større øer over for Singapore. Man kan sejle hertil, og som oftest kommer man til øens hovedby, hvor de fleste faciliteter ligger. Palau Bintan er ikke lige så bebygget som naboøen Palau Batam, og derfor er der også en del natur, man kan opleve her.

    På Bintan Island er der blandt andet en del resorts og strande. Der ligger en del af disse på den nordlige del af øen, hvortil man også kan sejle til fra Singapore. Disse resorts ligger ved skønne tropiske sandstrande og har også masser af aktiviteter, forlystelser og rekreation.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Singapore nævnes første gang i 200-tallet som ”øen for enden”. Det var dog først i 1200-tallet, at prins Srivijaya ifølge legenden gik i land på øen og så et dyr, han mente var en løve. Derefter grundlagde han området Singapura, der betyder Løvebyen.

    En mindre malaysisk beboelse udviklede sig, og i midten af 1300-tallet boede her både malaysiere og kinesere. Det menes desuden, at pirater holdt til her, idet det var et godt udgangspunkt for togter mod de mange skibe, der krydsede områdets snævre stræder.

    Gennem de følgende mange århundreder var Singapore en handelsstation med både op- og nedgangstider. Den dominerende handelsby i området var Melaka længere mod nord, selv om Singapore dog opnåede en større betydning under sultanatet Johor.

    Fra 1500- til 1800-tallet dominerede europæiske kolonimagter området. Portugiserne ankom som de første til Malaka i 1509, senere kom hollænderne og endeligt englænderne, der dog ikke fik en større betydning.

    Englænderne søgte at opnå en større indflydelse i forhold til de fortrinsvist hollandske områder. Specielt var handelen mellem Kina og Indien meget givtig og dermed vigtig at kontrollere. 

    Sir Stamford Raffles var i 1818 udnævnt til guvernør i den engelske Bencoolen-provins. Han ville oprette en ny havn tæt på Malaccastrædet for at udfordre hollændernes monopollignende situation. Den 29. januar 1819 gik Raffles i land i Singapore, og efter en aftale med den retmæssige sultan af Johor, Hussein, der havde levet i eksil fra hans bror, der regerede i Johor Bahru, blev det moderne Singapore grundlagt.

    Raffles gjorde Singapore til frihavn, og det tiltrak hurtigt mere af områdets handel, der tidligere måtte betale høje skatter i hollandske havne. Singapore voksede hastigt, og allerede i 1825 boede her mere end 10.000 mennesker.

    Efter tre år som guvernør i Bencoolen kom Raffles tilbage til Singapore i 1822. Han indgik en ny aftale med sultanen, der gjorde hele Singapore-øen til engelsk område. For at holde orden i byens hastige udvikling for de mange folkeslag, der strømmede til, etablerede han de etniske kvarterer, der stadig præger byen.

    Hollandsk modstand mod Singapores stigende succes endte med en engelsk-hollandsk aftale i 1824. Aftalen gjorde det nuværende Singapore og Malaysia til engelsk indflydelsesområde og det nuværende Indonesien hollandsk. Singapore, Penang og Melaka blev slået sammen til staten Straits Settlements, der blev ledet fra Indien.

    De følgende årtier udviklede Singapore sig til en af verdens vigtigste havne, og den stigende betydning af Straits Settlements fik i 1867 England til at ændre områdets status til engelsk kronkoloni med direkte styre fra London. En guvernør blev Singapores leder, og beslutninger kunne nu træffes hurtigere. 

    Byens vækst fortsatte, og efter 1. Verdenskrig anlagde englænderne en flådebase her. Byen havde ikke været involveret direkte i 1. Verdenskrig, men Japans stigende udenrigspolitiske ambitioner drejede sig også om det vigtige område ved Malaccastrædet.

    Den store flådebase var færdig i 1939, men efter udbruddet af 2. Verdenskrig blev stort set alle skibe anvendt til forsvar af England og derved ikke til de engelske interesser i Sydøstasien. Den japanske hær ankom til det nordlige Malaysia i slutningen af 1941 og til Singapore i begyndelsen af 1942. Den 15. februar overgav Singapore sig til general Tomoyuki Yamashita, og japanerne omdøbte byen og øen til Syonan-to.

    Englænderne kom tilbage til Singapore i 1945, men nu var der en stigende stemning af selvstændighedsønsker. Den stigende nationalisme kom ikke til et egentligt oprør, men i stedet til årtiers turbulent politik og afstemninger. I 1959 opnåede Singapore selvstyre.

    Singapore blev i 1963 underlagt Kuala Lumpur og Malaysia, men efter en stor utilfredshed og kampe herimod, blev Singapore uafhængigt i 1965. To år senere indførtes Singapore-dollaren, og der blev investeret voldsomt i en økonomisk vækst, der kunne sikre det lille lands velstand og overlevelse. Uddannelse, boligbyggeri, industri og transport blev nøglefaktorer i den succes, Singapore hurtigt fik. I dag ses resultatet, der igen har gjort landet og byen til regionens handelscentrum.