Site logo
Se på kortet
  • Copacabana - Avenida Atlântica - Copacabana, Rio de Janeiro, Brasilien

Læs om byen

Rio de Janeiro er en af meget få byer i verden, som vækker så megen umiddelbar livsglæde, når bare man hører dens navn. Her er der sambafodbold, det farvestrålende årlige karneval, strandene Copacabana og Ipenema, Corcovado-banen og mange andre oplevelser, som blot venter på besøgende.

Højdepunkterne i byen er bogstaveligt talt det markante bjerg Sukkertoppen og den imponerende Kristusstatue, der står favnende og skuer over hele Rio de Janeiro. En tur til statuen er et must på en rejse til den charmerende brasilianske metropol. Statuen og udsigten er uforglemmelig.

Rio de Janeiro er udover de gode muligheder for badning og afslapning også en by med et stort kulturudbud. Fine museer og interessante kirkebygninger kan nævnes, og så er der naturligvis alle cariocaerne, som er det lokale navn for Rio de Janeiros indbyggere. Deres humør kan heldigvis ikke undgå at smitte.

Man ofte ofte i Zona Sul som turist i byen. Bydelene Botafogo, Catete, Flamengo og Gloria er steder med megen cariocasjæl, og Santa Teresa er ganske seværdig. Vil man opleve mere fra det historiske Brasilien og samtidig komme lidt ud af storbyen, kan man nyde en tur til portugisiske Parati.

Topseværdigheder

    Cristo Redentor, Rio de Janeiro

    Kristusstatuen
    Cristo Redentor

    Cristo Redentor er Rio de Janeiros verdenskendte Kristusstatue, der står på toppen af det 710 meter høje bjerg Morro do Corcovado. Den 30 meter høje statue er byens vartegn, og det er ofte et must med en tur til statuen for besøgende i byen. Turen op til statuen er i sig selv en oplevelse, og fra toppen er udsigten uforglemmelig.

    Det var hovedsageligt den brasilianske ingeniør Heitor da Silva Costa og Carlos Oswald, der designede statuen, mens den franske billedhugger Paul Landowski skabte Cristo Redentor ud fra tegningerne. Statuen blev opført på bjergtoppen i årene 1922-1931. Her blev den 30 meter høje statue med de 28 meter brede arme bygget på toppen af en sokkel på 8 meter i højden.

    Det første forslag om en statue på toppen af Corcovado blev fremsat i 1850erne af ordenspræsten Pedro Maria Boss. Forslaget blev ikke godkendt, og da Brasilien blev en republik med adskilt stat og kirke i 1889, blev forslaget skrinlagt. I 1920 foreslog katolikker i Rio de Janeiro igen en plan for en Kristusstatue på bjerget, og det blev en succes.

    I dag står Cristo Redentor på toppen af Rio de Janeiro, og stedet ser nærmest utilgængeligt ud, men det er nemt at komme op for foden af statuen. Den bedste måde er at tage toget Trem do Corcovado, der er en tandhjulsbane, som kører mellem Cosme Velho og toppen af Corcovado. Fra bjergstationen er der trapper det sidste stykke vej til udsigtsplatformen, hvor Kristusstatuen står.

     

    Copacabana, Rio de Janeiro

    Copacabana

    Copacabana er navnet på en bydel i området Zone Sul. Indtil midten af 1700-tallet hed stedet Sacopenapã på det lokale tupi-sprog, men herefter fik det navnet Copacabana. Det skete efter opførelsen af en kapel dedikeret Jomfruen af Copacabana, og jomfruens navn kom selv fra byen Copacabana ved Titicacasøen.

    Copacabana er mest kendt for den cirka fire kilometer lange strand, der er en af de mest kendte i verden. Stranden ligger billedskønt langs Atlanterhavet mellem Fort Duque de Caxias mod nord og Fort Copacabana mod syd. Man kan gå langs Copacabana i vandkanten eller ad promenaden langs Avenida Atlântica, hvor der er en portugisisk-inspireret mosaikbelægning i geometriske bølger.

    Langs Copacabana er der hoteller, restauranter og caféer og naturligvis en dejlig udsigt til Atlanterhavet. Der er også en levende strandliv, og Copacabanas strand er også tit centrum for diverse arrangementer for fx verdensmesterskaber i strandfodbold, koncerter og folkefester som nytårsaften, hvor man mener, at op mod to millioner mennesker samles langs stranden for at se byens storslåede fyrværkerishow.

     

    Catedral Metropolitana, Rio de Janeiro

    Byens Katedral
    Catedral Metropolitana

    Catedral Metropolitana er Rio de Janeiros katolske domkirke. Den er sæde for ærkebiskoppen af São Sebastião do Rio de Janeiro og derved dedikeret Sankt Sebastian, der er byens skytshelgen. Den moderne kirke står som en katolsk kirke og også som en af de mest karakteristiske opførelsen i den brasilianske storby.

    Katedralen blev designet af Edgar de Oliveira da Fonseca i en arkitektur, der var inspireret af mayaernes pyramider. Byggeriet blev igangsat i 1964, og katedralen stod færdig i 1979, og den afløste ved dens ibrugtagning den række af kirker, der siden 1676 havde haft status af katedral i Rio de Janeiro.

    Den modernistiske katedral har en indre diameter på 96 meter og en ydre på 106 meter. Højden er 75 meter, og i det store kirkerum er der plads til 5.000 siddende eller 20.000 stående kirkegængere. Kirkens interiør er domineret af den store rum, materialevalget og af de fire glasmosaikker, der hver er 64 meter høje. De er et aktiv i kirken, og de giver besøgende en seværdig oplevelse.

     

    Museu Historico Nacional, Rio de Janeiro

    Det Nationale Historiske Museum
    Museu Historico Nacional

    Museu Historico Nacional er et nationalhistorisk museum, der gennem en stor samling beskriver Brasiliens historie på spændende og levende vis. Museet blev grundlagt af præsident Epitácio Pessoa i 1922, og siden da er udstillingerne løbende blevet udvidet. Museet er indrettet i bygninger fra 1700-1800-tallets Rio de Janeiro.

    Blandt de mange temaer er Oreretama, der er dedikeret ​​Brasiliens indfødte befolkning fra den fjerneste fortid til i dag. I udstillingen Portugueses no Mundo kan man lære mere om den portugisiske kolonisering af Brasilien og kolonitidens økonomiske og kulturelle udvikling med nedslag på blandt andet navigation, landbrug, minedrift og ankomsten af ​​det portugisiske hof til Brasilien.

    Man kan også opleve temaet A Construção do Estado, der skildrer Brasiliens uafhængighed, kejsertiden og immigrationen i det 19. århundrede, og man kan blandt andet se kareter fra kejsertiden og Pedro II's tronstol. Temaet A Construção da cidadania giver et overblik over landets historie fra republikkens proklamation til nutidshistorien.

     

    Sao Bento Monastery, Rio de Janeiro

    São Bento Kloster
    Mosteiro de São Bento

    Mosteiro de São Bento er et kloster, der blev grundlagt af benediktinermunke, der var kommet til Rio de Janeiro fra Bahia i 1590. Munkene fik et jordstykke af Manoel de Brito og hans søn Diogo de Brito som donation, så de kunne etablere en kirke og et kloster på et velbeliggende sted.

    Der gik dog nogle år, før opførelsen af Mosteiro de São Bento gik i gang. Munkene tjente penge til byggeriet gennem blandt andet dyrkning af sukkerrør, og de satte med årene den portugisiske militæringeniør Francisco Frias de Mesquita til at designe klostret, hvis første bygninger blev opført af ingeniøren fra 1617.

    Den overdådigt udsmykkede klosterkirke blev bygget fra 1633, og den arkitektoniske inspiration kom fra den portugisiske manierisme, der var en stilart mellem renæssancen og barokken. Planen var, at kirken skulle stå færdig i 1671, men der blev bygget på den ind i 1700-tallet. Derved strakte den indre udsmykning med blandt andet mange forgyldninger sig ind i perioderne med barok og rokoko.

     

    Sugar Loaf, Rio de Janeiro

    Sukkertoppen
    Pão de Açúcar

    Pão de Açúcar betyder Sukkertoppen, og det er et berømt granitforbjerg på 396 meter i højden. Bjerget har form som en gammeldags sukkertop, der er fast krystalliseret sukker i kegleform. Pão de Açúcar står meget smukt i naturen ud mod Atlanterhavet, og det er et af Rio de Janeiros naturlige vartegn.

    I 2006 blev Pão de Açúcar en del af naturmonumentet Monumento Natural Dos Morros Do Pão De Açúcar e Da Urca, der også dækker det afrundede bjerg Morro da Urca, som ligger i forlængelse af Sukkertoppen. De to bjerge lå som en ø indtil 1697, hvor opfyldning gjorde øen til en halvø, der hang sammen med den centrale del af Rio de Janeiro.

    Navnet Sukkertoppen stammer fra 1500-tallet, hvor den portugisiske sukkerrørshandel var på toppen i Brasilien. Siden da har det markante bjerge fungeret som navigationspunkt for indsejlingen til den brasilianske havneby, og i dag er det lystbåde der besejler den centrale del af Rio de Janeiro.

    I 1907 fik den brasilianske ingeniør Augusto Ferreira Ramos idéen om at forbinde toppene på halvøen med en svævebane, og i 1912 var den første udgave af svævebanen færdig. Man kan stadig nyde turen til toppen på en betagende svævebanetur med enestående og uforglemmelige udsigter undervejs i moderne 360°-kabiner. Fra byen tager man først til Morro da Urca og derfra til toppen af Pão de Açúcar.

     

    Antiga Sé, Rio de Janeiro

    Den Gamle Katedral
    Antiga Sé

    Antiga Sé er en smuk kirke i det central Rio de Janeiro, der tidligere havde status som byens domkirke. Kirkens historie startede som et lille kapel, der blev bygget af Karmeliterordenen efter dennes etablering i Rio de Janeiro i 1590. Gennem 1600-1700-tallene udvidede ordenen kapellet med klosterbygninger og en større kirke, før den nuværende Antiga Sé blev opført fra cirka 1761.

    Kirken blev indviet i 1770 med et smukt rokokointeriør, som blev udført af Inácio Ferreira Pinto, der var blandt tidens førende kunstnere inden for sit fag i Rio de Janeiro. Kirkens status ændrede sig efter den senere kong João VI's ankomst til byen i 1808. Kronprinsen havde sit hof med, og familiens skulle bruge bygninger til residenser m.v. Karmeliterkirken blev ved den lejlighed gjort til kongeligt kapel, og den opnåede hurtigt status som Rio de Janeiros domkirke.

    Efter Brasiliens uafhængighed fra Portugal i 1822 og etableringen af landet som kejserrige fandt der mange væsentlige begivenheder sted i katedralen. Kejserkroningerne af Pedro I i 1822 og Pedro II i 1841 blev holdt her, og det var også her, Brasiliens forfatning blev underskrevet af Pedro I. Med overgangen fra monarki til republik i 1889 mistede kirken sin status som kejserligt kapel, men den fortsatte med at være Rio de Janeiros katedral helt til 1976.

    I dag kan man stadig nyde den gamle katedrals fantastiske kirkerum med forgyldte træudsmykninger. Inácio Ferreira Pinto smukke træarbejder suppleres af hans tilsvarende fine hovedalter. Man kan også lægge mærke til José Leandro de Carvalhos ovale malerier af Jesu disciple, som er placeret mellem kirkens balkoner.

Andre seværdigheder

    Arcos da Lapa, Rio de Janeiro

    Lapa Akvædukt
    Arcos da Lapa

    Arcos da Lapa er en akvædukt, der også kendes som Carioca Akvædukt/Aqueduto da Carioca. Den 270 meter lange og 64 metre høje akvædukt blev bygget fra 1718 til 1750, og den står i bydelen Lapa i det centrale Rio de Janeiro som et smukt eksempel på et ingeniørværk i portugisisk koloniarkitektur.

    Akvædukten blev bygget for at skaffe rent vand til Rio de Janeiros voksende befolkning. På den tid var byens centrum omgivet af sumpede områder med vand af ringe kvalitet, og drikkevand blev transporteret manuelt fra kilder et stykke væk fra byen. I begyndelsen af 1600-tallet havde man planer om kanaler fra floden Rio Carioca til byen, men disse blev ikke færdiggjort.

    Det blev i stedet i 1700-tallet, at vandet blev overført fra Carioca-floden til byens centrum og springvand. Den første akvædukt stod færdig i 1723, men den var for lille, og derfor blev militæringeniøren José Fernandes Pinto Alpoim sat til at opføre en ny. Med inspiration fra Portugal stod den nuværende Arcos da Lapa færdig i 1750.

    Med årene kunne vandet i Rio Carioca ikke forsyne den voksende by med nok vand, og derfor blev vandet fra andre åer også lagt ind i Rio de Janeiros vandforsyning. I slutningen af 1800-tallet havde man etableret andre løsninger til at sikre tilstrækkeligt med vand i Rio de Janeiro, og derfor blev Arcos da Lapa taget ud af drift.

    I 1896 ombyggede man i stedet den gamle akvædukt til at fungere som bro for sporvognslinjen Bonde de Santa Teresa. Linjen forbinder de kuperede områder i bydelen Santa Teresa med det centrale Rio de Janeiro, og Bonde de Santa Teresa fungerer til glæde for både lokale og turister som den eneste tilbageværende af byens gamle sporvognslinjer.

     

    Theatro Municipal, Rio de Janeiro

    Byens Teater
    Theatro Municipal

    Theatro Municipal er Rio de Janeiros smukke operabygning. Teatrets historie går tilbage til 1slutningen af 1800-tallet, hvor Rio de Janeiro var hovedstad i Brasilien. De daværende to teatre i byen var ikke tidsvarende, og det blev besluttet i 1890erne, at der skulle opføres en ny teaterbygning efter fransk forbillede.

    Der gik dog til efter århundredskiftet, før byggeriet startede. Theatro Municipal blev således opført i årene 1905-1909 med inspiration fra Garnier-oparen i Paris. Stilmæssigt står den smukke bygning i tidens art nouveau og eklekticisme. Det var i øvrigt en tid, hvor der blev anlagt boulevarder og opført smukke bygninger som symboler på det moderne Brasilien.

    Gennem årene var der mange operaopsætninger og koncerter med Rio de Janeiros symfoniorkester på Theatro Municipals scene. I dag er der mange balletforestillinger og klassiske koncerter i de smukke rammer. Indvendigt kan man blandt andet se skulpturer af Henrique Bernardelli og malerier af Rodolfo Amoedo og Eliseu Visconti som en del af den storslåede udsmykning.

     

    Museu Nacional de Belas Artes, Rio de Janeiro

    Nationalmuseet for Skønne Kunster
    Museu Nacional de Belas Artes

    Museu Nacional de Belas Artes er Brasiliens nationale kunstmuseum. Museet blev grundlagt i 1937 og indviet af præsident Getúlio Vargas to år senere. Fra starten var museet en af Brasiliens førende kulturinstitutioner, og det er stadig tilfældet med den fine kunstsamling, man kan opleve på et besøg her.

    Fundamentet i samlingen blev etableret lang tid før selve museet, idet institutionen blev grundlagt ud fra ikke mindst den kunstsamling, som den portugisiske konge tog med til Brasilien, da han flyttede hoffet hertil fra Lissabon i 1808. Da den portugisiske konge senere returnerede til Portugal, efterlod han store dele af den kongelige kunstsamling, og de mange værker herfra udgør stadig kernen i museets europæiske samling.

    Man kan se både brasiliansk og international kunst i den smukke museumsbygning, der blev opført som kunstakademiet Escola dea Belas Artes fra 1905 til 1908. Det var den spanske arkitekt Adolfo Morales de los Ríos, der tegnede bygningen med inspiration fra blandt andet Louvre i Paris. Arkitekturen blev en stilblanding, hvilket man kan se på facadernes forskellige stilarter.

     

    Maracana Stadium, Rio de Janeiro

    Maracanã Stadion
    Estádio do Maracanã

    Estádio do Maracanã er navnet på Rio de Janeiros enorme fodboldstadion, der har fået sit navn efter bydelen Maracanã, hvor floden Rio Maracanã løber. Det store stadion er verdens største fodboldstadion, og det bruges løbende af de kendte brasilianske fodboldklubber Flamengo og Fluminense.

    Estádio do Maracanã blev indviet i 1950 som Estádio Municipal, og det skete i forbindelse med de fjerde verdensmesterskaber i fodbold, som blev spillet i Brasilien 24. juni-16. juli. Mesterskabets sidste kamp blev spillet foran mindst 199.954 tilskuere, og de så Uruguay vinde 2-1 over Brasilien, og derved blev Uruguay verdensmestre for anden gang.

    Gennem årene har Estádio do Maracanã været hjemsted for mange store idrætsbegivenheder og koncerter. Ud over VM i 1950 blev der også spillet finale om verdensmesterskabet i fodbold i 2014, hvor Tyskland besejrede Argentina med 1-0. De olympiske sommerlege i 2016 blev også afviklet på stadionet, hvor der også har været spillet med trofæet i Copa América, der er det sydamerikanske fodboldmesterskab.

     

    Santa Teresa, Rio de Janeiro

    Santa Teresa

    Santa Teresa er et hyggeligt kvarter i Rio de Janeiro, som ligger på bakken Santa Teresa tæt på centrum af den brasilianske storby. Kvarteret opstod i midten af 1700-tallet, hvor det bredte sig omkring klostret Convento de Santa Teresa. Det udviklede sig gennem 1800-tallet og starten af 1900-tallet til at blive et velhaverkvarter med mange store villaer.

    I dag er Santa Teresa kendt for områdets mange smalle og og krogede gader, der emmer af en stemning fra det ellers historiske Rio de Janeiro. Derfor er området er populært sted for både lokale og turister med en del caféer, restauranter, gallerier og små butikker. Man kan med fordel gå i gaderne omkring trapperne Escadaria Selarón, der er en række farvestrålende trappepartier, som den chilenske kunstner Jorge Selarón kreerede fra 1990 tl 2013 som hans bidrag til det brasilianske folk.

    Der er flere ting at se i Santa Teresa ud over kvarterets gader og gode atmosfære. Man kan besøge kunstmuseet Museu da Chácara do Céu, hvor man kan nyde Raymundo Ottoni de Castro Maias fine kunstsamling med værker af blandt andre Henri Matisse og Jean Metzinger. Man kan også besøge Museu do Bonde, der er et museum for de kendte sporvogne, der stadig kører til Santa Teresa fra Rio de Janeiros centrum over Arcos de Lapa.

     

    Botanical Garden, Rio de Janeiro

    Botanisk Have
    Jardim Botânico

    Jardim Botânico er Rio de Janeiros botaniske have, og den hører til blandt verdens smukkeste og mest fascinerende botaniske haver. Den ligger på et stort og frodigt område, hvor der er en stor repræsentation af brasiliansk og udenlandsk flora, og man kan nyde omkring 6.500 arter i det fri og i havens væksthuse.

    Den botaniske have blev grundlagt af kong João VI i 1808 som et sted, hvor man kunne akklimatisere planter fra Caribien, men stedet blev dog åbnet for offentligheden i 1822. Blandt de mange planter i haven er mange hundrede slags palmer, og de starter allerede med at imponere fra indgangen. Her ligger en lang palmeallé med palmer, der alle stammer fra moderpalmen Palma Mater.

    På en spadseretur i Jardim Botânico er der utallige smukke steder, man kan nyde. Det gælder blandt andet den elegante japanske have Jardim Japonês og sømiljøet Lago Amazônico, der er et af havens vandanlæg. Man kan også opleve en orkidéhave og andre anlæg, og så bør man også kigge lidt opad til de mange fuglearter, der bor i den botaniske have.

     

    Ipanema Beach, Rio de Janeiro

    Ipanema Strand
    Praia de Ipanema

    Praia de Ipanema er en af de mest berømte strande i Rio de Janeiro. Den ligger i Zona Sul, og den blev udødeliggjort gennem boosa nova-sangen Garota de Ipanema, der også kendes som The Girl from Ipanema. Musikken i hittet fra 1962 blev skrevet af Antônio Carlos Jobim og de portugisiske tekster af Vinícius de Moraes.

    Ved et besøg på Ipanemas lange dejlige sandstrand forstår man godt, hvorfor området er blevet populært. Det skulle man ellers ikke tro, når man tænker på, at Ipanema betyder 'dårligt vand' på det indfødte tupi-sprog. Navnet stammer dog fra São Paolo-området, hvor baronen af Ipanema, José Antonio Moreira Filho, kom fra. Han ejede på et tidspunkt det meste af det nuværende Ipanema i Rio de Janeiro, som han opkaldte efter en flod fra hjemegnen.

    I dag kan man nyde nogle skønne ture til den smukke strand, hvor der altid foregår en masse. Her er solbadere, surfere, fodboldspillere og mange andre, der nyder udelivet langs vandet. Man kan også nyde smukke solnedgange fra stranden, hvor bjergene Pedra da Gávea og Dois Irmãos står karakteristisk som afslutning på sandet og byen.

     

    Museu do Amanha, Rio de Janeiro

    Fremtidsmuseet
    Museu do Amanhã

    Museu do Amanhã er et spændende videnskabsmuseum, der samtidigt står som et af Rio de Janeiros berømte værker i moderne arkitektur. Museet åbnede i 2015 i den arkitektonisk interessante bygning, der blev designet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava. Bygningen ligger smukt på en tidligere havnemole, og derfor er der vand på tre sider af museet.

    På Fremtidsmuseet er der en del temaudstillinger om emner, der har betydning for kloden i naturvidenskabelig retning. Man kan besøge udstillinger om kosmos, Jorden, epoken vi befinder os i i dag og fremtiden. Der er også fokus på en bæredygtighed og økologisk verden, så de varierede udstillinger tilbyder noget for enhver smag i spændingsfeltet mellem naturvidenskab, teknologi og tiden.

     

    Rio de Janeiro Museum for Moderne Kunst
    Museu de Arte Moderna do Rio de Janeiro

    Museu de Arte Moderna do Rio de Janeiro er et museum for moderne kunst, der ligger i den nordlige del af Parque de Flamengo, der er et af byens store rekreative områder. Flamengo Park blev anlagt i 1950erne og 1960erne, og det gjaldt også den modernistiske museumsbygning, der stod færdig i 1955.

    Museet blev tegnet af den brasilianske arkitekt Affonso Eduardo Reidy, og ved museet kan man se Burle Marx' modernistiske museumshave. Der ligger også et teater i museumskomplekset, som naturligvis også udstiller moderne kunst. Man kan opleve et permanent samling og skiftende udstillinger.

    Hvis man har tid til det, kan man også tage en spadseretur i Flamengo Park, der strækker sig med skyggefulde træer langs bydelen Flamengos langs sandstrand. Umiddelbart syd for museet kan man se Monumento Nacional aos Mortos da Segunda Guerra Mundial, der er et monument for faldne brasilianere under 2. Verdenskrig. Fortsætter man, kommer man forbi lystbådehavnen Marina da Glória, før man når stranden Praia do Flamengo.

     

    Fiscal Ø
    Ilha Fiscal

    Ilha Fiscal er en lille ø, der ligger i bugten Baía de Guanabara umiddelbart ud for Rio de Janeiro. Øens navn hentyder til finanser, told og afgifter, og Ilha Fiscal fik da også sit grundet dens brug som sæde for byens toldmyndigheder i den portugisiske kolonitid. På øen kan man se en slotslignende bygning, og den blev bygget i 1800-tallet under Pedro II.

    Man kan gå til Ilha Fiscal fra centrum af Rio de Janeiro. På vejen til den gamle toldbygning passerer med øen Ilha das Cobras. Bygningen var midtpunkt for det berømte Baile da Ilha Fiscal, der var et bal, der blev holdt den 9. november 1889. Ballet bliver kaldt imperiets sidste dans, fordi monarkiet blev efter et statskup afløst en en udråbt republik blot seks dage efter den store begivenhed.

    Gennem 1900-tallet har bygningen på Ilha Fiscal været hjemsted for flere offentlige institutioner inden for blandt andet navigation og oceanografi. I dag vedligeholdes stedet af den brasilianske flåde, og på Ilha Fiscal ligger der også en kulturhistorisk museum.

     

    Vor Frue af Penha Kirke
    Igreja de Nossa Senhora da Penha

    Igreja de Nossa Senhora da Penha er en katolsk kirke, der ligger på en fantastisk beliggenhed lidt nord for centrum i Rio de Janeiro. Kirken ligger på en lille bjergtop med panoramaudsigt over regionen, og den er dedikeret Vor Frue af bjerget Peña de Francia, der er skytshelgen for Salamanca-provinsen i Spanien.

    Man mener, at der blev bygget et kapel på granitryggen i 1635. Trappen med de 382 trin i granitryggen blev hugget ud af granitten i 1819, og i 1870 blev den første kirke bygget, og den blev udbygget med de karakteristiske tårne i år 1900. Arkitekturen er eklektisk og en stilblanding med blandt andet nygotiske elementer. Indvendigt kan kan man et smukt udsmykket interiør holdt i primært lyseblå og gyldne nuancer.

     

    Sankt Josef Kirke
    Igreja São José

    Igreja São José er en smuk barokkirke i det centrale Rio de Janeiro. Kirkens historie startede i 1608, hvor eneboeren Egas Muniz opførte den som en lille eremitage. Muniz' kapel kom til at fungere som sognekirke fra 1659 og senere også som katedral, og kapellet blev løbende udbygget.

    Den nuværende Igreja São José blev opført fra 1807, og den blev indviet i 1842 med et rummeligt kirkeskib i smuk senbarok arkitektur med udsmykninger i rokoko. Der er flere fine kunstværker i kirken, hvis generelle udsmykning også er et imponerende syn.

     

    São Francisco de Paula Kirke
    Igreja de São Francisco de Paula

    Igreja de São Francisco de Paula er en katolsk kirke, der ligger i det historiske centrum af Rio de Janeiro. Kirken ligger på pladsen Largo de São Francisco, der var en af byens vigtigste fra 1700-tallet og de følgende århundreder.

    Byggeriet af kirken starten i 1759, men der gik over hundrede år, før kejser Pedro II kunne deltage ved indvielsen i 1865. Inden da var kirkerummet blevet smukt udsmykket i nyklassicisme i midten af 1800-tallet. Det er en smuk kirke, hvor man også kan nyde et fint hovedalter og kapellet Nossa Senhora da Vitória.

     

    Kejserpaladset
    Palácio Imperial

    Palácio Imperial er Rio de Janeiros historiske residens for først landets portugisiske kongefamilie og derefter de brasilianske kejsere. Paladsets formelle navn er Sankt Christoffer Palads/Paço de São Cristóvão, og det ligger i parken Quinta da Boa Vista, der oprindeligt var et område, som jesuitter opdyrkede. Da jesuitterne blev udvist af det koloniale Brasilien i 1759, blev deres jord uddelt til flere private ejere.

    I startede af 1800-tallet byggede den portugisiske købmand Elias António Lopes er palæ her, hvorfra der var en fornem udsigt over bugten Baía de Guanabara, og deraf stammer navnet Quinta da Boa Vista. Da Portugals kronprins João VI kom til Rio de Janeiro i 1808, forærede Elias António Lopes sit palæ til kronprinsen, der blev så glad for det, at det blev til den kongelige residens og udvidet i årene 1819-1821.

    I 1822 blev Brasilien et uafhængigt kejserrige, og kejser Pedro I fortsatte med at bo her, og efterfølgeren Pedro II blev født i paladset. I begyndelsen af kejsertiden blev Paço de São Cristóvão udvidet betydeligt, og der blev gennemført en stor ombygning til en nyklassicistisk arkitektur. Ombygningerne foregik løbende gennem flere årtier, hvor kejserfamilierne boede her. Med overgangen til republik i 1889 blev paladset forladt.

    I 1892 blev det brasilianske nationalmuseum flyttet hertil, og med det blev paladset ombygget til det nye formål, hvilket gik ud over en del rum og sale. Til gengæld blev der flyttet fine samlinger fra Brasiliens historie hertil, hvor de kunne nydes sammen med enkelte bevarede rum fra kejsertiden indtil 2018, hvor en brand hærgede paladset. Ved branden gik store dele af paladset og nationalmuseets uerstattelige samlinger op i røg.

     

    Kejserpalæet
    Paço Imperial

    Paço Imperial er en bygning, der blev opført fra 1738 som residens for de portugisiske guvernører i kolonitidens Brasilien. Det var militæringeniøren José Fernandes Pinto Alpoim, der stod for byggeriet, der blev afsluttet i 1743. Ingeniøren tog udgangspunkt i byens daværende mønt, som blev udbygget som residens i tiden barok. Stilen er bevaret til i dag.

    Paço Imperial ligger på den centrale plads Praça XV de Novembro, hvor Rio de Janeiros tidligere domkirke også ligger. Pladsen blev anlagt af José Fernandes Pinto Alpoim i forbindelsen med byggeriet af guvernørboligen, og midt på pladsen blev springvandet senere opstillet, som man stadig kan se i midten af det grønne anlæg. Springvandet blev sejlet hertil fra Lissabon.

    Da Brasiliens koloniregering flyttede fra Salvador til Rio de Janeiro i 1763, blev guvernørboligen sæde for den portugisiske vicekonge, og huset blev ved den lejlighed gjort til Paço dos Vice-Reis. I 1808 skiftede huset igen navn, denne gang til Paço Real i forbindelse med den protugisiske kronprins' ankomst til Rio de Janeiro efter at have forladt Portugal grundet Napoleonskrigene. Kejserne fastholdt stedet som administrativt sæde efter kejserrigets start i 1822.

    Med republikken Brasilien blev Paço Imperial ikke længere anvendt som tidligere, og det tidligere palads blev ombygget til byens centralposthus. Facader og indretning blev ændret væsentligt, men i 1980 startede en stor restaurering af Paço Imperial, som ud fra malerier blev bragt tilbage til udseendet omkring år 1818. Siden 1984 har det været sæde for kulturinstitutioner, og det fungerer som kultur- og udstillingscenter.

Ture fra byen

    Niterói, Rio de Janeiro

    Niterói

    Niterói er en by, der ligger som en lillesøster til Rio de Janeiro på østkysten af bugten Baía de Guanabara. Man kan komme nemt hertil ad den 13 kilometer lange bro Ponte Rio-Niterói, der var verdens næstlængste bro, da den åbnede i 1974. Man kan også vælge en stemningsfulde sejltur mellem centrum af Rio og Niterói.

    Niterói blev grundlagt af tupi-høvdingen Araribóia den 22. november 1573, og den skiller sig derved ud som en brasiliansk by, der blev etableret af en ikke-kristen oprindelig brasilianer. Med tiden har Niterói udviklet sig til en storby i sig selv, og der er flere interessante seværdigheder, hvoraf en af dem er udsigten mod vest til Rio de Janeiro.

    I det centrale Niterói ligger pladsen Praça São João, hvor man mod vest kan se bygningen Paço Municipal de Niterói, der blev taget i brug i 1914 som byens rådhus. Modsat rådhuset står Catedral Metropolitana São João Batista, der er Niteróis katedral. Katedralen blev opført fra 1842 og kirkeligt indviet i 1854 under overværelse af kejser Pedro II.

    Man kan også gå til Niteróis havnefront vest for Praça São João. Her kan man se arkitekten Oscar Niemeyers arkitektonisk spændende teater, Teatro Popular Oscar Niemeyer, der blev åbnet i 2007. Adgangen til teatret sker ad en spiralformet rampe, og de svungne linjer i arkitekturen er et af byens vartegn. Lidt syd for Niteróis centrum kan man besøge Niterói Museum for Samtidskunst/Museu de Arte Contemporânea de Niterói, der også er Niemeyers værk og et seværdighed i sig selv.

     

    Museu de Arte Contemporânea de Niterói, Rio de Janeiro

    Niterói Museum for Samtidskunst
    Museu de Arte Contemporânea de Niterói

    Museu de Arte Contemporânea de Niterói er et kendt kunstmuseum, der ligger i byen Niterói. Byen er en del af Rio de Janeiro, men den ligger på østkysten af bugten Baía de Guanabara og derved over for det centrale Rio. Kunstmuseet viser samtidskunst, og det åbnede i 1996.

    Museumsbygningen blev tegnet af brasilianske Oscar Niemeyer, og den står på toppen af en lille klippe ud mod vandet. Niemeyers design er 16 meter høj og indeholder en slags flad kuppel på 50 meter i diameter. Den karakteristiske UFO-agtige bygning er en af de mest karakteristiske i Rio de Janeiro.

    På museet kan man se en af Brasiliens fineste samlinger af samtidskunst. En stor del af værkerne kommer fra João Sattaminis samlinger, som han startede i 1950erne. Man kan se mange fine værker, og turen til museet er ekstra interessant grundet Niemeyers bygning, der blandt byder på en panoramaudsigt over vandet til Rio de Janeiros markante konturer.

     

    Ilha Grande, Brazil

    Den Store Ø
    Ilha Grande

    Ilha Grande er en 193 kvadratkilometer stor ø, der ligger ud for kysten langs delstaten Rio de Janeiro og vest for byen af samme navn. Man kan sejle hertil fra det brasilianske fastland til hovedbyen Vila do Abraão, der ligger på øens nordøstlige del. Vila do Abraão er udgangspunkt for ture rundt på den sparsomt bebyggede ø. Turene foregår ad vandrestier, fordi motoriserede transportmidler ikke er tilladte på øen.

    Ilha Grande var gennem mange år hjemsted for en koloni for spedalske, og derefter byggede man et højsikkerhedsfængsel her, og de to ting gjorde, at man ikke tillod almindelig tilflytning og bosættelse. Det resulterede i, at Ilha Grande forblev næsten uden bebyggelser og med store områder med uspoleret natur.

    Ilha Grande er i dag et populært udflugtsmål med mange skønne strande og den uspolerede natur, der topper med Pico da Pedra D'Água, der er 1.031 meter høj. Øen er et paradis af klart vand, strande og palmer, der giver et godt indtryk af de øvrige af Brasiliens varierede og smukke kyststrækninger. Øens bevarede regnskov udgør et umådeligt rigt økosystem, og det er ikke uden grund, at Ilha Grande har været UNESCO-verdensarv siden 2019.

     

    Tijuca Nationalpark
    Parque Nacional da Tijuca

    Parque Nacional da Tijuca er navnet på det største brasilianske naturområde, der ligger i de store byområder. Nationalparken ligger nemlig i et stort område, der begynder kun få kilometer vest for centrum af Rio de Janeiro, og derfor er parken en nem måde at komme ud i naturen på.

    Tijuca Nationalpark består ikke af oprindelig skov, idet området er resultatet af en stor geplantning. I 1700-tallet blev områdets skove fældet som brænde og for at give plads til kaffedyrkning og kvægdrift. Udnyttelsen af naturen gjorde dog, at områdets floder ikke længere gav en stabil vandforsyning til den voksende storby.

    Kejser Pedro II etablerede statslig kontrol med området i 1861, og herefter startede en stor skovrejsning på de nøgen bakker og forladte marker. Arbejdet blev udført af seks slaver ved navn Eleutério, Constantino, Manuel, Mateus, Leopoldo og Maria, der fra 1861 til 1887 plantede over 100.000 træer.

    I dag spreder Parque Nacional da Tijuca sig over næsten 40 kvadratkilometer, og der en et smukt og varieret landskab, man kan opleve på en tur hertil. Man kan blandt andet se bjergtoppene Pedra da Gávea, Corcovado og Pico da Tijuca, der når højder på henholdsvis 844 meter, 710 meter og 1.022 meter.

    Corcovado er i øvrigt stedet, hvor Rio de Janeiros Kristusstatue står, så på den måde kommer mange på besøg i parken ved en tur til statuen. Der er dog også meget andet at se langs parkens mange vandreruter. Der er fx cirka 30 vandfald og udsigtspavillonen Vista Chinesa, hvorfra man har en af parkens smukkeste panoramaudsigter.

     

    Paraty, Brazil

    Parati
    Paraty

    Parati er en af de mest idylliske byer i nærheden af Rio de Janeiro. Et besøg i Parati er som at komme tilbage til den portugisiske kolonitid, idet meget af byen ikke er blevet ændret de seneste 200 år. Den er samtidigt en stor kontrast til Rio de Janeiro med dens beskedne størrelse på godt 40.000 indbyggere. Navnet Parati eller Paraty kommer fra det oprindelige tupi-folks navn for området, og det betyder floden med fisk.

    Paraty blev etableret som en portugisisk landsby i 1597, og den blev formelt en by i kolonitidens 1667. Byens udvikling tog for alvor fart, da der blev gjort store guldfund i bjergene i Minas Gerais. Parati blev nemlig udskibningshavn for enden af vejen fra Diamantina i Minas Gerais, og derved kom der meget guld gennem byen på vejen mod Rio de Janeiro og Portugal. Guldfundene blev mindre med årene, og der blev etableret en direkte vej til Rio de Janeiro, og derved blev det nedgangstider i Parati fra slutningen af 1700-tallet.

    I dag er Parati kendt for dens historiske gamle bydel, hvor der er brostensbelagte gader og gamle bygninger, der sammen skaber en dejlig atmosfære fra byens kolonitid. Bydelen er bilfri, og heste og kareter gør stemningen endnu bedre. Der er flere gamle kirker, der går tilbage til 1720erne, og man kan også se de gamle forter Forte Defensor og Forte Patitiba.

     

    Museu Imperial, Petropolis

    Petrópolis

    Petrópolis er en by, der også er kendt som Brasiliens kejserlige by. Det er da også en by, der blev grundlagt af en kejser og opkaldt efter en kejser. Pedro I kom gennem området på vej mellem Rio de Janeiro og Minas Gerais i 1822, hvor han overnattede hos en præst. Kejseren blev så glad for det behagelige klima, at han erhvervede et jordstykke i 1830 og byggede et sommerpalads på stedet.

    Pedro I's palads blev dog ikke færdigbygget, fordi kejseren måtte abdicere i 1831. Det blev i stedet kejser Pedro II, der grundlagde en ny by på stedet i 1843. Det skete for at give tyske indvandrere et sted at bosætte, og kejseren opførte også et sommerpalads, der stod færdigt i 1847. Petrópolis blev Brasiliens de facto-hovedstad om sommeren, hvor kejseren og hoffet flyttede hertil.

    I 1889 blev Brasilien en republik, men Petrópolis forblev en central by i landets politiske liv, idet præsidenter fortsatte med at bruge byen som sommerresidens. Til formålet blev palæet Palácio Rio Negro købt, og det er stadig en af de officielle præsidentielle residens i Brasilien. Der er også en del andre seværdigheder i byen, og de står som gode eksempler fra Petrópolis' historie.

    Et af byens højdepunkter er domkirken Catedral de São Pedro de Alcântara, der også blot kaldes Petrópolis Katedral. Katedralen er katolsk, og den nygotiske bygning blev opført fra 1884 til 1925. Samme år blev den afdøde kejser Pedro II og hans dronning Teresa Cristina overført til katedralen, hvor de fik deres endelige hvilested i 1939. Man kan fortsat se gravene, og de er historiske med Pedro II's status som landets sidste kejser.

    I Petrópolis kan man også se byens gamle kejserslot, som Pedro II byggede i nyklassicisme fra 1845. Det smukke slot blev tegnet af arkitekten Julius Friedrich Koeler, og det er i dag indrettet som museet Museu Imperial de Petrópolis. På museet kan man se slottets indretning og en række væsentlige effekter i relation til Brasiliens kejserfamilier som fx Pedro II's krone. Rundt om slottet kan man nyde den gamle slotspark med træer fra hele verden, som Pedro II selv deltog i planlægningen af.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Den første europæiske tilstedeværelse i det nuværende Rio de Janeiro-område forekom i januar 1502, da den portugisiske opdagelsesrejsende, Gaspar de Lemos, stod i spidsen for en ekspedition, der sejlede til Guanabarabugten. De mente, bugten måtte være mundingen af en flod, og derfor kaldte de stedet for Rio de Janeiro, der betyder Januarfloden på portugisisk.

    Frankrig søgte i årtierne efter indflydelse i området, og i 1555 indtog de under admiral Villegaignons ledelse områderne omkring Guanabarabugten, men efter flere kampe måtte de forlade landet igen få år senere.

    Ved foden af Sukkertoppen grundlagde Estácio de Sá i 1565 byen São Sebastião do Rio de Janeiro, der blev opkaldt efter den portugisiske konge. Byen lå godt med sin naturhavn i Guanabarabugten, men alligevel tæt på Atlanterhavet, hvorfra byen blev udsat for gentagne plyndringer fra ikke mindst fjender af Portugal.

    Portugal var ved at kolonisere det kolossale Brasilien, og for at undgå erobringer fra andre europæere grundlagde de mange nye byer. Rio de Janeiro blev også gjort til det andet regionale administrative centrum efter Salvador mod nord. På den måde kunne der sikres en hurtigere udbygning i den sydlige del af kolonien.

    I de første mange år gik den økonomiske udvikling langsomt, og Rio de Janeiro var en lille by. Kun langsomt blev regionen opdyrket, men produktionen steg dog, og i slutningen af 1600-tallet var produktionen af sukkerrør betydelig og den største eksportvare.

    I starten af 1700-tallet blev der fundet guld i Minas Gerais, nordvest for Rio de Janeiro inde i landet. Der udbrød en guldfeber, der trak folk til fra både Portugal og de øvrige regioner i Brasilien. Portugals konge bestemte, at alt guld fra Brasilien skulle udskibes fra Rio de Janeiro, og det skabte en økonomisk opblomstring og vækst i indbyggertallet i byen.

    I 1763 blev Rio de Janeiro gjort til Brasiliens eneste administrative centrum og derved reelt set koloniens hovedstad, hvilket naturligt nok medførte en del nye offentlige institutioner i den portugisiske administration.

    Den portugisiske konge, Dom João VI, blev tvunget til at forlade sit hjemland i forbindelse med Napoleons erobringer i Portugal i 1808, og han flyttede ved den lejlighed hele sit hof til Rio de Janeiro. Den royale status i byen skabte yderligere byggerier, bl.a. kongens residens, og det tilførte byen en kulturel rigdom, den ikke tidligere havde haft. Kongerigets officielle hovedstad blev flyttet til Rio de Janeiro, der dermed også var europæisk hovedstad.

    I 1821 rejste Dom João VI tilbage til Lissabon, og året efter erklærede hans søn Brasilien selvstændigt og udnævnte sig selv til kejser Pedro I. Han fastholdt Rio de Janeiro som hovedstad. 

    Kejser Dom Pedro I afsatte regeringen i 1831, og efter store tumulter, og en fejlslagen genetablering af det politiske styre, forlod han Brasilien, gik ombord på et britisk krigsskib og overlod tronen til sin 5-årige søn, der blev kejser Dom Pedro II i 1841.

    Rio de Janeiro udviklede sig hastigt gennem sidste halvdel af 1800-tallet. Jernbanen kom til byen i 1858, og 10 år efter kørte den første sporvogn i byens gader. Stadigt flere mennesker kom til Rio de Janeiro, og det medførte et pres på udviklingen af nye byområder.

    I begyndelsen af 1900-tallet startede en stor udvidelse af byen. I centrum blev der anlagt bredere boulevarder, og Zona Sul, der ligger syd for centrum og de gennemgående bjerge, blev planlagt. Derved startede folkelivet omkring Copacabana-stranden, der tidligere havde ligget uden for Rio de Janeiro. Copacabana Palace Hotel var i 1930’erne et af de amerikanske kontinenters mest fashionable hoteller, og i denne periode slog byen sit navn fast som strandenes og livsglædens hovedstad.

    Storbyen São Paolo havde efterhånden overtaget Rio de Janeiros rolle som Brasiliens økonomiske lokomotiv, hvorimod der gennem 1900-tallet blev etableret en række kulturelle institutioner i hovedstaden. I 1905 blev byggeriet af byens nye teater igangsat, og mange museer blev etableret rundt omkring i byens mange kvarterer.

    Som hovedstad tiltrak Rio de Janeiro med den stigende turisme løbende massevis af folk fra hovedsageligt Brasiliens fattigere nordøstlige regioner. De bosatte sig i den nordvestlige udkant af byen, der efterhånden udviklede sig til kolossale bydele med millioner af indbyggere. Bydelene, de såkaldte favelaer, bestod ofte af særdeles midlertidige boliger, og de levede deres eget liv langt fra turisternes Rio de Janeiro, der primært var den sydlige Zona Sul.

    I årevis havde det været diskuteret, hvorvidt Brasiliens hovedstad skulle flyttes ind i landet for at udvikle området. Det blev en realitet i 1960, hvor Brasilia blev anlagt, og derved ophørte Rio de Janeiros status som landets hovedstad.