Site logo
Se på kortet
  • Saskatoon City Hall, 3rd Avenue North, Saskatoon, Saskatchewan, Canada

Læs om byen

Saskatoon er den største by i provinsen Saskatchewan, og den ligger på den vidtstrakt prærie og på den transcanadiske jernbane mellem øst og vest i landet. Byens navn kommer fra bærret Saskatoon Berry, der vokser i dette område af Canada.

Byen Saskatoon blev grundlagt i 1882, og fra byens første årtier kan man fortsat se nogle opført i fx bydelene Nutana og Riversdale. Det er hyggelige kvarterer, hvor man kan tage på spadsereture ad hovedgaderne Broadway Avenue og 20st Street, der begge byder på bevarede bygninger.

Man kan også se Saskatoon fra vandsiden på en flodsejlads. South Satkatchewan River løber gennem byen, og hjuldamperen Prairie Lily sejler i roligt tempo under broerne og langs byområdet. Det er en fin oplevelse, der er i afslappende kontrast til bylivet i det moderne downtown.

Saskatoons er en af de canadiske byer, hvor det nationale jernbaneselskab byggede et berømte jernbanehotel i fransk châteaustil. Bessborough Hotel slog dørene op i 1935. Hotellet var byens højeste opførelse til 1966, hvor Marquis Tower blev bygget. Hotellet ligger mellem South Satkatchewan River og byens forretningskvarter.

Topseværdigheder

    Bessborough Hotel

    Bessborough Hotel er et af de prangende hoteller i châteaustil, der skød op langs den transcanadiske jernbane i begyndelsen af 1900-tallet. Bessborough blev bygget af Canadian National Railway 1928-1932, og det havde en imponerende størrelse med ti etager og en højde på 58 meter, der gjorde Bessborough Hotel til Saskatoons højeste bygning indtil 1966.

    Det var arkitekterne Archibald and Schofield, der designede hotellet for Canadian National Hotels, der var en afdeling af Canadian National Railway. Hotellet lå og ligger smukt i grønne omgivelser ned til South Saskatchewan River, og det står som et fransk château, hvor der dog også blev hentet inspiration fra sydtyske slotte.

    De canadiske jernbanehoteller blev opført som luksushoteller til kræsne rejsende, og det gjaldt naturligvis også for Bessborough Hotel. Efter åbningen af et Canadian Pacific Railway-hotel i byen Regina, gik Saskatoon i gang med et lobbyarbejde for at få Canadian National Railway til at bygge i byen.

    Lobbyarbejdet virkede, og Canadian National Railway annoncerede i 1928, at de ville opføre et stort jernbanehotel i Saskatoon. Byen gav lempelse af ejendomsskatter i 25 år som en del af aftalen, og hotellet tog imod den første gæst i 1935. Hotellet bliver fortsat drevet som luksushotel i dag.

     

    Broadway Bridge

    Broadway Bridge er en bro, der spænder over floden South Saskatchewan River. Broen er et af Saskatoons mest fotograferede steder, og særligt med illumineringen om aftenen er der meget stemningsfuldt her.

    Broadway Bridge blev opført som et beskæftigelsesprojekt under depressionen i 1932. Den blev designet af Chalmers Jack MacKenzie og bygget med en længde på 355 meter.

     

    Cathedral of St. John the Evangelist

    Cathedral of St. John the Evangelist er Saskatoons anglikanske domkirke. Den store kirke blev opført 1912-1917, hvilket var nogle årtier efter Saskatoons grundlæggelse i 1883. Det skyldtes, at hovedparten af de tidlige bosættere tilhørte andre kristne kirker end den anglikanske.

    St. John's blev etableret som byens første anglikanske sogn i 1902, og den første trækirke stod færdig året efter. Saskatoon voksede hastigt i starten af 1900-tallet, og det samme gjorde menigheden og behovet for en ny og større kirke. Resultatet blev den nuværende nygotiske kirke, der fik status af katedral i 1932.

    Kirken er 40 meter lang, 14 meter bred og 44 meter høj. Den var derved et imponerende bygningsværk i sin tid. Grundstenen blev lagt af Canadas generalguvernør, og kirken blev opført med et seværdigt indre, hvor man blandt andet kan se smukke glasmosaikker.

     

    Western Development Museum

    Western Development Museum er et museum, der giver et spændende indblik i det vestlige Canadas eksplosive udvikling i begyndelsen af 1900-tallet. Museet har afdelinger flere steder i provinsen Saskatchewan med temaer som transport, landbrug og økonomi.

    Museets afdeling i Saskatoon hedder 1910 Boomtown, som omfatter en indendørs museumsgade, der på fornem vis skildrer pionerernes bosættelser i den voksende by i begyndelsen af 1900-tallet. I gaden kan man se bygninger fra tiden som fx en skolestue, en politistation, en bank, et aviskontor og en landhandel.

    Når man går gennem den rekonstruerede gade, kan man opleve stemningen fra tiden omkring år 1900 og se hverdagssituationer og mange forskellige genstande fra æraen. Der er også forskellige køretøjer og landbrugsmaskiner, som supplerer miljøet.

Andre seværdigheder

    Prairie Lily

    Prairie Lily er navnet på en flodbåd, der sejler på South Saskatchewan River gennem Saskatoon. En tur med Prairie Lily er en god måde at se byen på, og fra vandsiden får man naturligvis et andet perspektiv end ved en vandretur i byens gader.

    Prairie Lily er en charmerende turbåd, der giver et godt indtryk af de historiske sejladser på floden og af flodlivet i Nordamerika. Man kan fx nyde et dinner cruise eller en sightseeingtur, hvor man kommer under nogle af byens broer og har udsigt til blandt andet downtown og Bessborough Hotel.

     

    Remai Modern

    Remai Modern er et kunstmuseum, der åbnede i 2017 på en smuk placering på bredden af South Satkatchewan River. Der er en stor og varieret samling på museet, som består af værker fra både canadiske og internationale kunstnere. Man kan se værker af fx Georges Braque, Haegue Yang og Pablo Picasso, og en del af samlingen stammer fra det historiske Mendel Art Gallery.

    Museumsbygningen blev designet af den canadiske arkitekt Bruce Kuwabara, og den åbnede i 2017 med stilmæssig inspiration fra Frank Lloyd Wrights såkaldte præriestil. Inden da var museet åbnet som Art Gallery of Saskatchewan i 2009. I 2016 fik museet navnet Remai Modern, som er opkaldt efter den Saskatoon-baserede iværksætter og filantrop Ellen Remai.

     

    Wanuskewin Heritage Park

    Wanuskewin Heritage Park er et museum og en kulturpark, der ligger i den nordlige udkant af Saskatoon. Stedet ligger på et arkæologisk interessant sted, hvor der er gjort fund fra 6.000 års tilstedeværelse af folk fra regionen.

    I over 6.000 år har mennesker således samlet sig på dette sted. Det var vandrende nationer, der gik rundt på de nordlige sletter, og de kom for at jage bisoner, samle mad og urter og finde ly for vinterens vinde.

    Wanuskewin Heritage Park åbnede som kulturarvspark i 1992, og før det havde der været videnskabelig forskning på stdet siden 1930erne. I dag kan man på museet se spændende beskrivelser af de indfødte amerikaneres historie og kultur.

     

    Museum of Antiquities

    Museum of Antiquities er et arkæologisk museum, som blev grundlagt i 1974 som en del af University of Saskatchewans samlinger. Museet udstiller en række græske og romerske skulpturer, og her er også en samling af nærøstlig, egyptisk, byzantinsk, islamisk og middelalderlig kunst.

    Det var to professorer fra universitetet, der tog initiativ til det, der udviklede sig til det nuværende museum. I begyndelsen blev der indkøbt replikaer af værker fra blandt andet Louvre i Paris. Originaler og donationer kom også til, før Museum of Antiquities blev en realitet i 1981.

Ture fra byen

    Regina Legislative Building

    Regina

    Byen Regina er hovedstad i Saskatchewan, der regnes som en af Canads tre prærieprovinser. Regina er kulturelt og økonomisk center for det sydlige Saskatchewan og byder på et fint udvalg af storbyoplevelser og rekreation.

    Regina blev grundlagt på prærien i et landskab, hvor der kun var et mindre vandløb. Det blev dæmmet op, og derved kunne man danne Wascana Lake og den omkringliggende park, der er et populært udflugtsmål i byen.

    Læs mere om Regina

     

    Wanuskewin Heritage Park

    Wanuskewin Heritage Park er en kulturpark, der ligger på et sted, hvor områdets oprindelige folk på de nordlige sletter har mødtes i cirka 6.000 år. Saskatchewans første folk kom hertil for at jage bøfler, bede og fejre forskellige begivenheder.

    I dag er Wanuskewin Heritage Park indrettet som et sted, hvor man kan lære mere om den historie og kultur. Man kan vandre ad interessante stier, der går gennem en dal og besøge arkæologiske udgravninger, hvor man blandt andet kan se stenvarder, keramikfragmenter, dyreknogler og meget mere.

     

    Prince Albert National Park

    Prince Albert National Park er en nationalpark i canadiske Saskatchewan. Den blev etableret i 1927 og indviet i 1928 med en størrelse på 3.874 km². Det meste af parken udgøres af Waskesiu Hills, der varierer i højden fra 488 til 724 meter over havet.

    Nationalparken er en storslået repræsentant for den canadiske natur og dyreliv. Der er således flere hundrede forskellige fugle her, lige som der er bjørne, bævere, elge, losser og ulve i den store park. Man kan besøge store skove og se floder og søer som fx Waskesiu Lake, Kingsmere Lake og Crean Lake.

    Prince Albert National Park er et kolossalt område, og man kan køre gennem eller ind i parken flere steder. Det mest besøgte område ligger i parkens sydøstlige del, hvor man kan køre til Waskesiu Townsite, der ligger ved den østlige bred af Waskesiu Lake. Herfra er der adgang til forskellige aktiviteter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Saskatoon er provinsen Saskatchewans største by og beliggende på den transcanadiske jernbane. Med sine mange broer over floden South Saskatchewan River kaldes byen også ”City of Bridges” eller ”Præriens Paris”, og det er meget fortællende for den hyggelige stemning, der hersker i Saskatoon.

    Saskatoons historie går tilbage til 1882, hvor nogle metodister fra Toronto ville grundlægge et nyt samfund, som kunne undgå storbyens brug af ikke mindst alkohol. Anført af John Neilson Lake slog de sig ned i det nuværende Saskatoon i 1882. Året efter blev Saskatoon grundlagt, og den blev officielt en by i 1903. På det tidspunkt var der 4.500 indbyggere i Saskatoon.

    Som så mange andre af præriens byer langs den transcanadiske jernbaner steg indbyggertallet i takt med nybyggeres ankomst. De søgte mod den frodige jord, der gør Saskatchewan til et af landets største kornkamre, særligt med en kolossal hvedeproduktion. I dag bor der omkring 250.000 mennesker i Saskatoon, og den har dermed overhalet den traditionelt større provinshovedstad, Regina, i indbyggertal.