Se på kortet
place Kléber, Strasbourg, Frankrig
Læs om byen
Strasbourg er Frankrigs østligste storby. Den ligger ved Rhinen og derved langs grænsen til Tyskland, og gennem historien har byen både været på tyske og franske hænder, hvilket kan ses i både historien og i mange kvarterer i den spændende by.
Øen Grande Île er Strasbourgs centrum, og her er der mange seværdigheder og muligheder for dejlige spadsereture, der kan starte på Place Kléber. På øen kan man bl.a. se byens domkirke og fire andre gamle kirker samt det stemningsfulde kvarter, Petite France, med kanaler og bindingsværk.
Strasbourg er et af de centrene i europæisk politik. Der ligger en række institutioner i byen, hvoraf de mest kendte er Europaparlamentet og Europarådet. Man kan se bygningerne i området Quartier Européen. Et andet spændende kvarter er smukke Neustadt, der blev anlagt i byens tyske tid.
Området omkring Strasbourg byder på mange og meget varierede udflugtsmuligheder. Vogesernes bjerge og Rhindalen er gode steder at opleve naturen, og der ligger også en lang række spændende byer i både Frankrig og Tyskland.
Topseværdigheder
Lille Frankrig
Petite France
Petite France er et pittoresk kvarter med kanaler og bindingsværkshuse, der ligger midt i storbyen Strasbourg. Man finder kvarteret i den sydvestlige ende af øen Grande Île, som er den ø, hvor Strasbourg gamle centrum og middelalderby opstod og voksede. Hele øen og derved også Petite France er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Man kan gå nogle skønne ture i Petite France, der ligger mellem Quai de la Bruche, Rue du Bain-aux-Plantes, Place Benjamin-Zix og Rue des Dentelles mod nord, Rue du Pont-Saint-Martin mod øst og Canal de la Zornmühle mod syd. Mod vest afsluttet Petite France af de på hinanden følgende broer, Ponts Couverts.
Det er floden Ill, der løber gennem Strasbourg, og ved Petite France deler floden sig op i en række kanaler, der nærmest fosser gennem området, som var hjemsted for byens garvere, møllere og fiskere i middelalderen. I området boede der også bødler, prostituerede med videre, og de karakteristiske bindingsværkhuse blev opført, idet de var relativt billige at bygge.
Petite France voksede frem fra 1200-tallet og blev først et slags samlet område i 1900-tallet. Tidligere var gaderne og delene af bydelen separate enheder, men hvor den nuværende Rue du Bain-aux-Plantes dannede en slags hovedgade. De mange bindingsværkshuse blev hovedsageligt opført fra 1500-tallet.
Petite France lå mod sydvest i Strasbourg, og det var et område, der gennem tiden blev befæstet ad flere omgange. Ponts Couverts blev opført som tre overdækkede broer med fire tilhørende fæstningstårne, som stadig kan ses. Mod vest blev den befæstede dæmning, Barrage Vauban, anlagt i slutningen af 1600-tallet, og den kan man se fra blandt andet Ponts Couverts.
I dag kan man gå rundt i hele området, der er et af de mest besøgte i Strasbourg. Her kan man se de mange 1500-1600-talshuse, bro broer, Ponts Couverts, Barrage Vauban og undervejs nyde stemningen og udsigten langs kanalerne, der gennemløber Petite France.
Grande Île
Grande Île er navnet på den ø, der udgør Strasbourgs historiske centrum. Øen ligger mellem floden Ills hovedarm og en anlagt sidearm af samme flod. Grande Île måler op til 1.250 meter på langs og op til 750 meter på tværs. Øen blev indskrevet som UNESCO-verdensarv i 1988, og derved var Strasbourg den første by i verden, der fik hele sin gamle bydel optaget på den prestigefyldte liste.
Middelalderbyen, der ligger på hele Grande Île, spreder sig rundt om bykernens to centrale pladser; Place Kléber og Place de la Cathédrale. Ved sidstnævnte ligger Strasbourgs berømte katedral, og i den gamle bydel kan man også se kirkerne Église Saint-Thomas, Église Saint-Pierre-le-Vieux, Église Saint-Pierre-le-Jeune og Église Saint-Étienne.
Der er også mange andre seværdige bygninger, og i det hele taget ligger hele Grande Île som en seværdige med dens smalle gader og hyggelige byrum. Man kan blandt andet se toldbygningen Ancienne Douane fra 1300-tallet, 1700-talsresidensen Palais Rohan og det samtidige Hôtel de Hanau, der i dag er byens rådhus. Og så er det også her, man kan besøge det stemningsfulde område Petite France.
Vor Frue Katedral
Cathédrale Notre-Dame
Cathédrale Notre-Dame er Strasbourgs domkirke og også er en af sengotikkens fornemste byggerier. Der er dog også romanske stilelementer i kirken, der blev bygget 1015-1439. Det va biskop Werner I af Habsburg, der lagde grundstenen til det store byggeri, der blev løbende opført de følgende århundreder.
Kirkeskibet stod færdigt i 1275, og den nordlige tårn blev færdigbygget i 1439 som den sidste del af domkirken. Det var meningen, at der skulle være to tårne, men det sydlige tårn blev aldrig opført. I de seneste århundreders krige er katedralen blevet beskadiget flere gange, men restaureret hver gang derefter.
Cathédrale Notre-Dame er 110 meter lang og 41 meter bred. Helhedsindtrykket er en himmelstræbende gotisk kirke, men i kirkerummet kan man også se, hvor gotikken møder det tidligere romanske byggeri. Kirken er særligt kendt for sit smukke rosettevindue fra 1277 og for med sine 142 meter i højden at have været verdens højeste bygning fra 1647 til 1874.
Neustadt
Neustadt er navnet på en bydel, der blev anlagt som et slags nyt centrum i Strasbourgs tyske tid, der som hovedstad i Elsaß-Lothringen varede fra 1871 til 1918. Der er pladser, boulevarder og mange seværdige bygninger i Neustadt, der for manges vedkommende blev bygget i den tidstypiske arkitektur fra den såkaldte Gründerzeit under kejser Wilhelm II.
Det var den tyske rigskansler Otto von Bismarck, der i 1870 beordrede en genopbygning af Strasbourg. Genopbygningen kom i gang efter afslutningen af den fransk-preussiske krig 1870-1871, og de følgende årtier voksede byen til over dobbelt størrelse. Stadsarkitekten Jean Geoffroy Conrath fik opgaven med byplanen for Neustadt.
Conraths design for bydelen indeholdt en monumental allé, som forvandt magtcentret ved kejserpaladset, der blev indviet som Kaiserplatz i 1889, med videncentret i form af byens universitet. Langs alléen lå andre vigtige bygninger for den tyske administration af Strasbourg.
Planen for anlægget af Neustadt var blandt andet inspireret af Haussmanns boulevarder og pladser i Paris. Der blev også etableret flere parker som en del af Neustadt, hvor arkitekturen danner en vis ensartethed på trods af eklekticismens brug af mange forskellige stilarter. Neustadt er i dag optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv sammen med Strasbourgs gamle bydel.
Republikpladsen
Place de la République
Place de la République er en stortslået plads, der blev anlagt som Kaiserplatz i Strasbourgs tyske tid. Den danner centrum i bydelen Neustadt og er udelukkende omkranset af store og monumentale offentlige bygningsværker med det tidligere kejserpalads som det fornemste.
Pladsen blev anlagt af Johann Carl Ott og opkaldt efter tyske kejser Wilhelm I. I 1911 blev der opstillet en rytterstatue af kejseren centralt på pladsen. Denne blev nedtaget, da Strasbourg blev fransk, og i dag kan man se et krigsmindesmærke af Moder Alsace med en falden fransk og en falden tysk søn.
Det tidligere kejserpalads er blandt bygningerne rundt om pladsen. I dag hedder det Palais du Rhin og er sæde for skibsfartskommissionen for Rhinen. Man kan også se Ludwig Levys gamle ministeriebygninger for Elsaß-Lothringen, universitets- og nationalbiblioteket og Elsaß-Lothringens gamle parlamentsbygning, der i dag er indrettet som Théâtre National du Rhin.