Se på kortet
Gateway Arch, St. Louis, Missouri, USA
Læs om byen
St. Louis er en amerikansk storby, der ligger på den vestlige bred af Mississippi og er kendt som udgangspunktet for USA’s store ekspansion mod vest. Byens start var dog fransk, idet den blev grundlagt af franske pelshandlere i 1764 og opkaldt efter Frankrigs kong Louis IX.
St. Louis blev amerikansk i 1803, da USA købte det franske Louisiane, der var et kolossalt landområde fra Den Mexicanske Golf til den nuværende Canada. I samme århundrede blev St. Louis en vigtig flodhavn på Mississippi-floden, og byen var en overgang den fjerdestørste i USA.
I dag kan man se mange seværdigheder i byen, der ligger i staten Missouri og på grænsen til Illinois. Stålbuen Gateway Arch er St. Louis’ vartegn og mest kendte bygning. Herfra kan man gå ad Gateway Mall, der giver nem adgang til byens museer, kendte højhuse og andre spændende steder.
Der er også meget at se i området omkring St. Louis. En sejltur på Mississippi er altid god, og man kan nemt besøge Mark Twains hjemegn, byer fra den franske kolonitid og i det hele taget se nærmere på området vest for Mississippi, der var en del af franske Louisiane indtil 1803.
Topseværdigheder
Gateway Arch
Gateway Arch et et stort og berømt monument, der også står som St. Louis' vartegn. Gateway Arch blev tegnet af Eero Saarinen og opført i 1963-1965. Buen er 192 meter høj, og den er beklædt med stål og opført på netop det sted, hvor St. Louis blev grundlagt i 1764. Det var også herfra, at Lewis and Clark Expedition tog sit udgangspunkt den 14. maj 1804 på vejen gennem det nyerhvervede Louisiana-territorium.
I dag har Gateway Arch status af en nationalpark med stedets historiske vigtighed som startsted for Lewis and Clark Expedition, men også som minde om hele bosættelsen af vesten, som købet af Louisiana muliggjorde, og Thomas Jeffersons indsats i begivenhederne. Ved foden af Gateway Arch er der en udstillingsbygning med mere information om nationalparken.
Man kan komme op i toppen af den høje bue, og det foregår på en unik og interessant måde. Man tager nemlig en slags sporvogn, hvor der er otte små kapsler i et tog. Der kan sidde fem i hver kapsel, og der er et tog i både det nordlige og det sydlige ben. Det tager fire minutter at komme til toppen, og undervejs regulerer kapslerne sig mange grader. Når man kommer til toppen, er der vinduer med fremragende udsigt over St. Louis mod vest og Mississippi-floden og staten Illinois mod øst.
Det Gamle Domhus
Old Courthouse
Old Courthouse er et smukt bygningsværk, der blev opført ad flere omgange i årene 1816-1864 som domhus. Den smukke nyklassicistiske bygning fungerede både som føderal og statslig retsinstans. Henry Singletons oprindelige bygning stod færdig i 1828, men den er ændret meget siden da. Det var således først i 1861, at bygningens 58,5 meter høje kuppel stod færdig. Med kuplen var Old Courthouse den højeste bygning i Missouri indtil 1894.
Old Courthouse var retsbygning til 1930, og siden da blev bygningen en del af først Jefferson National Expansion Memorial og siden af nationalparken Gateway Arch National Park, som mindes købet af Louisiana fra Frankrig, bosættelsen af vesten, den første civile regering vest for Mississippi og en retssag i forbindelse med slaveri i 1857. Retssagen blev anlagt af slaven Dred Scott, der lagde sag an mod sin ejer for at få sin frihed. Sagen startede i Old Courthouse, men blev senere afvist i den amerikanske højesteret.
Sankt Louis Kongen af Frankrig Basilika
Basilica of St. Louis, King of France
Basilica of St. Louis, King of France er navnet på en katolsk kirke, der blev opført i årene 1831-1834 som den første katedral vest for Mississippi-floden. Kirken kaldes også Old Cathedral, og indtil 1844 var den byen eneste sognekirke. Der lå dog allerede en trækirke her fra 1770, og den første bosiddende præst kom hertil i 1811.
Kirken blev efterhånden for lille for den voksende by, og fra 1818 startede opførelsen af den første stenkirke. Befolkningsudviklingen i St. Louis gjorde byen til bispesæde i 1826, og Joseph Rosati blev stiftets første biskop. Han igangsatte byggeriet af Basilica of St. Louis, King of France i 1831. Der var arkitekterne Laveille and Morton, der stod for byggeriet af kirken med det smukke interiør.
I dag ligger Old Cathedral omgivet af Gateway Arch National Park i et område, hvor man ellers rev mange bygninger ned for at give plads til nationalparken. Den gamle katedral havde dog en særlig historisk betydning, og derfor blev den bevaret.
St. Louis Katedralbasilika
Cathedral Basilica of Saint Louis
Cathedral Basilica of Saint Louis er St. Louis’ katolske katedral. Den blev opført som afløser for Basilica of St. Louis, King of France, der stadig kan ses i byen, og som i dag også kaldes Old Cathedral. I sidste halvdel af 1800-tallet voksede St. Louis betydeligt, og initiativet til den nye katedral blev taget allerede i 1870erne, men der gik til 1907, før man kunne starte byggeriet. Den første gudstjeneste blev holdt i 1914, og katedralen blev formelt indviet i 1926.
Den store katedral blev udsmykket længe efter indvielsen, og de fine mosaikker i kirkerummet blev færdiggjort i 1988. Resultatet er et storslået interiør, der er byens smukkeste kirkerum. Og det er ikke mindst mosaikkerne, der pryder store dele af kirken, som imponerer. Der er opsat flere end 41 millioner glasstykker i utallige farvenuancer for at danne mosaikkerne. Man kan også besøge en udstilling i kirken, hvor man blandt andet kan lære mere om mosaikkerne.
Union Station
Union Station er en stor banegård, der blev opført 1892-1894 som St. Louis’ hovedbanegård. Det var den tyskfødte arkitekt Theodore Link, der tegnede den store jernbaneterminals hovedbygning, mens civilingeniører George H. Pegram designede perronhallerne. Bygningen langs Market Street rummede billetkontorer, hotel, restaurant og ventesalen Grand Hall, der stadig kan ses med en fin udsmykning af det store buede loft. Udenfor kan man se banegårdens 70 meter høje tårn.
I gamle dage var der hyppig togtrafik til og fra banegården med op til 22 jernbaneselskaber, og i 1940erne toppede antallet af passagerer. Derefter faldt passagertallet grundet stigende bil trafik og flyenes indtog som transportmiddel mellem de amerikanske byer. Det sidste Amtrak-tog kørte fra Union Station i 1978, hvorefter banegården lukkede. I dag kører der stadig passagertog til og fra St. Louis. Amtraks intercitytog kører fra den moderne Gateway Station, der ligger syd for Union Stations gamle perronhaller.
I 1980erne blev den store banegårdsbygning nyindrettet som hotel, shoppingcenter og med flere spisesteder. Som noget særligt blev der anlagt en sø i perronhallerne, hvor perroner og spor blev fjernet. Man har dog bevaret elementer fra de gamle spor. Søen ligger som centrum for flere spisesteder, og man kan også besøge St. Louis Aquarium at Union Station, pariserhjulet The St. Louis Wheel og flere andre aktiviteter.
Missouri Historiske Museum
Missouri History Museum
Missouri History Museum er et stort og spændende museum, hvor man kan opleve staten Missouris historie. Der er mange interessante temaer og effekter i udstillingen, hvor man kan se effekter fra både St. Louis, Missouri og USA. Der er ting fra kolonitiden og fra indianske kulturer, og fra nyere tider kan man blandt andet se en replika af Charles Lindberghs fly Spirit of St. Louis.
Der er også et særligt fokus på Lewis og Clark-ekspeditionen i årene 1804-1806, der var skelsættende i landets historie. St. Louis var udgangspunktet for dette foretagende, og derfor er udstillingen netop interessant på dette museum. Man kan også se mere om udstillingen Louisiana Purchase Exposition fra 1904, og museumsbygningen blev i øvrigt opført med overskud fra netop den udstilling. Det skete i 1913, og bygningen hedder Jefferson Memorial Building.
St. Louis Kunstmuseum
St. Louis Art Museum
St. Louis Art Museum er et kunstmuseum, som hører til blandt USA’s førende, og her kan man opleve en fin samling kunst fra nærmest hele verden og fra forskellige perioder. Man kan se værker fra oldtiden til i dag, og Van Gogh, Matisse, Monet og Picasso er blandt de utallige repræsenterede kunstnere på museet. Der er også store og fine samlinger fra forskellige lande på de amerikanske kontinenter og fra Afrika, Asien og Oceanien.
Museet blev grundlagt i 1879 som Saint Louis School and Museum of Fine Arts, og efter nogle år flyttede institutionen til den nuværende museumsbygning. Den var blevet bygget som Palace of Fine Arts til den store udstilling, Louisiana Purchase Exposition, der blev holdt i St. Louis i 1904. Bygningen blev designet af Cass Gilbert, der var inspireret af Caracallas Termer i Rom.