Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Ulan-Ude er hovedstad i Republikken Burjatien, som er en del af det russiske Østsibirien og Bajkalregionen. Byen er med cirka 400.000 indbyggere en af de største i Ruslands Fjernøsten, og den er en vigtig station og knudepunkt på Den Transsibiriske Jernbane. Det er her, banen deler sig mod hhv. Vladivostok og Mongoliet.

Gennem tiden har Ulan-Ude haft flere navne. Den blev grundlagt som et fort i 1668 med navnet Udinskoje, der fra omkring 1735 blot blev kaldt Udinsk. I 1783 kom den til at hedde Verkhneudinsk, og i 1934 blev navnet ændret til det nuværende, der betyder Røde Uda som refleksion af Sovjetunionens ideologi.

Der er flere ting at se på et besøg i Ulan-Ude. Sovjetpladsen er byens moderne centrum, hvor Lenins hoved står som centrum omkring store offentlige byggerier. Syd herfra ligger det gamle centrum med hyggelige gader, kirker og flere spændende museer.

Omegnen af Ulan-Ude har også meget at byde på. Den fortryllende Bajkalsø ligger mod vest og nord, og et besøg ved den er uforglemmeligt. Man kan også tage til både Ruslands buddhistiske centrum og til samfund af gammeltroende kristne. Endeligt bør man også besøge det interessante frilandsmuseum, der skildrer livet i Bajkalregionen gennem mange år.

Topseværdigheder

    Svjato-Odigitrievskij Katedral
    Свято-Одигитриевский собор

    I år 1700 blev der opført et trækapel på dette sted, der var Ulan-Udes centrum på daværende tidspunkt. I 1741 startede byggeriet af den nuværende katedral, der var byens første stenbygning. Den stod færdig i 1780erne i smuk sibirisk barok. Som mange andre steder i Rusland blev det nedre vinterkirke åbnet først, og senere tilkom den øvre sommerkirke.

    I 1929 blev kirkens ikoner ødelagt under Sovjetunionen, og der blev indrettet lager i bygningen. Få år senere åbnede et antireligiøst museum på stedet, der blev givet tilbage til kirken i 1999.

     

    Sovjetpladsen
    Площадь Советов

    Sovjetpladsen er den centrale plads i Ulan-Ude, og den har gennem tiden haft flere forskellige navne. Førhen var den kendt som Nagornaja Ploshad/Нагорная площадь, og her var der i starten af 1900-tallet planer for opførelsen af en stor katedral. Der blev afsat plads til kirken, der dog ikke blev bygget.

    Årene gik, og Sovjetunionen besluttede i 1927 af opføre regeringsbygningen Den Øverste Sovjet på pladsen, og ved færdiggørelsen af den i 1931 blev pladsen omdøbt til det nuværende navn. På pladsen kan man se verdens største statue af Lenins hoved, og der ligger en række vigtige bygninger som fx byens rådhus og Burjatiens regeringsbygning omkring pladsen.

     

    Leninmonumentet
    Памятник Владимиру Ильичу Ленину

    Der er Leninmonumenter mange steder i Rusland, og det gælder også i Ulan-Ude, hvor man kan se verdens største skulptur af statslederen Lenins hoved. Skulpturen blev produceret i 1970, der var 100-året for Lenins fødsel. Dimensionerne er en højde på 7,7 meter og en bredde på 4,5 meter med en vægt på 42 ton, og hertil kommer fundamentet. Hovedet blev produceret i to halvdele, som kom til Ulan-Ude med tog og sat sammen. Monumentet blev indviet i 1971.

     

    Den Burjatiske Statsopera og Ballet
    Бурятский государственный академический театр оперы и балета

    Operabygningen i Ulan-Ude er en af byens og republikken Burjatiens kendte bygningsværker. I 1936 blev der designet et stort kulturkompleks med teater, bibliotek, koncertsal m.m., men det blev ikke realiseret, og 2. Verdenskrig forsinkede byggeriet. Planen blev ændret til en operabygning, og den blev opført 1945-1951. Stedet imponerer med den smukt udsmykkede tilskuersal, hvor man kan nyde et bredt repertoire af forestillinger.

Andre seværdigheder

    Museet for Ulan-Udes Historie
    Музей истории города Улан-Удэ

    Bymuseet i Ulan-Ude er et godt sted for at få en god information om byens historie, og så ligger museet i spændende rammer i form af Ivan Goldobins gamle byhus i træ. Goldobin var handelsmand fra Irkutsk, og han købte stedet i 1879. Han byggede forskelligt på grunden, og en af de senere besøgende var den senere zar Nikolaj II, der var her i 1891. Bymuseet blev etableret i 1999, og her skildres Verkhneudinsks og Ulan-Udes historie.

     

    Burjatiens Historiske Museum
    Музей истории Бурятии

    Dette museum startede i årene efter den russiske revolution som et museum for Bajkalområdet, og efter få år blev det omdannet som et slags nationalmuseum for Burjatien, der ligger øst og syd for Bajkalsøen. På museet kan man se arkæologiske og etnografiske samlinger, og man kan også blive klogere på området historie og kultur gennem fotografier, religiøs kunst, malerier og meget andet.

     

    Sampilov Kunstmuseum
    Художественный музей имени Ц. С. Сампилова

    I 1940 blev der holdt en stor udstilling af burjatisk kunst i hovedstaden Moskva, og det var så stor en succes, at der blev etableret et kunstmuseum i Ulan-Ude. Det åbnede i 1946 og begyndte hurtigt at opbygge en spændende samling, der i dag består af burjatisk kunst, anden russisk kunst, sølvtøj og meget andet. Man kan både se permanente udstillinger og temaudstillinger på museet.

     

    Den Øverste Sovjet
    Дом Советов

    Den øverste Sovjet blev bygget som rådsbygning efter en arkitektkonkurrencen i 1927. Stilen på det valgte projekt var senkonstruktivisme, der ikke tidligere var bygget i i Burjatien. Den nu tidligere Øverste Sovjet er siden færdiggørelsen i 1931 blevet udbygget ad flere omgange, og i dag ligger bygningen sammenhængende med byens rådhus på hele østsiden af Sovjetpladsen.

     

    Republikken Burjatiens Folkekhural
    Народный Хурал Республики Бурятия

    Folkekhuralen i Ulan-Ude er Republikken Burjatiens parlament. Burjatien er en del af Den Russiske Føderation, og den nuværende khural blev etableret i 1994. Parlamentsbygningen er en af de væsentlige institutionsbyggerier på Sovjetpladsen.

     

    Ulan-Ude Banegård
    Железнодорожная станция Улан-Удэ

    Omkring år 1900 var Verkhneudinsk en lille by, hvis indbyggere primært var landbrugere. Det begyndte at ændre sig, da Den Transsibiriske Jernbane kom til byen i 1899. I 1935 ændrede byen navn til Ulan-Ude, og i 1938 blev en moderne banegård opført. I dag er Ulan-Ude et vigtigt knudepunkt på de østsibiriske jernbaner; her kan man køre mod øst mod Vladivostok og mod syd til Ulan Bator og Beijing.

     

    Musikspringvandet
    Музыкальный фонтан

    Musikspringvandet er et smukt springvand, der står på pladsen foran Ulan-Udes opera- og balletteater. Springvandet blev indviet i 2011 og er siden da blevet et populært sted for lokale og turister, der kan nyde vandstrålernes dans til klassisk musik.

     

    Gostinye Rjady
    Гостиные ряды

    Denne bygning blev opført som handelshus og var centrum for byens liv gennem mange år. Det første handelshus var af træ og blev bygget her på Verkhneudinsks centrale plads i 1791, og fra 1804 blev den nuværende stenbygning opført. Byggeriet stod på i etaper til 1868 med i alt plads til 118 små butikker.

    I og omkring huset var der handel og forretninger, og to gange om året var der store markedsdage, som var de største i Rusland øst for Bajkal. Handelshuset blev aldrig færdiggjort, idet fløjen mod nord ikke blev realiseret. Her står varehuset Tsentralnyj/Центральный i dag.

     

    Monumentet til Faldne Kæmpere for Kommunismen
    Памятник павшим борцам за коммунизм

    I årene 1926-1928 blev dette monument til ære for faldne under revolutionskampene rejst. Det skete på pladsen Nagornaja Ploshad/Нагорная площадь, der i dag hedder Ploshad Sovetov/Площадь Советов. I 1970 blev monumentet flyttet til det nuværende sted foran varehuset Tsentralnyj/Центральный.

     

    Den Hellige Treenigshedskirke
    Троицкий храм

    Dette er en af Ulan-Udes smukke gamle kirker. Den blev opført 1798-1809 og udbygget med et nyt kapel i midten af 1800-tallet. Kirken blev lukket i 1940 og anvendt til andre formål under det sovjetiske styre. Kirkegården blev lukket i 1949 og omlagt til bypark. Bygningen blev givet tilbage til den russisk-ortodokse kirke i 1988, og tre år senere blev den genindviet. Kirkens arkitektoniske stil er sibirisk senbarok med elementer af klassicisme.

     

    Triumfbuen Zarporten
    Триумфальная арка Царские ворота

    I juni 1891 den kommende zar Nikolaj II byen Verkhneudinsk, der i dag hedder Ulan-Ude. I den anledning blev der opført en triumfbue, som stod indtil 1936, hvor den blev revet ned under Sovjetunionen. I 2006 blev buen genopført som en lidt større kopi end den oprindelige, og på den står der om Nikolajs besøg i Verkhneudinsk.

Ture fra byen

    Etnografisk Museum for Transbajkals Folk
    Этнографический музей народов Забайкалья

    Dette er et af Ruslands største frilandsmuseer med mange huse og andre bygninger fra Bajkalregionen. Man kan se flere smukke opførelser som fx mange træhuse og Nikolaj Kirke/Никольская церковь fra byen Nikolsk, der blev anvendt af gammeltroende i begyndelsen af 1900-tallet. Det burjatiske kompleks med en ger og et tempel er også meget interessant, og ud over bygninger er der utallige kulturhistoriske genstande og skildringer af dagligliv.

     

    Tarbagataj
    Тарбагатай

    Gammeltroende er kirkesamfund, som brød med den russisk-ortodokse kirke i 1600-tallet og senere drog til afsidesliggende egne i Rusland. I Republikken Burjatien er der mange gammeltroende, så området omkring Ulan-Ude er et godt sted at stifte bekendtskab med det kristne samfund. Det kan ske flere steder som fx i landsbyen Tarbagataj syd for Ulan-Ude.

     

    Ivolginskij Datsan
    Иволгинский Дацан

    Ivolginskij Datsan er et af Ruslands vigtigste buddhistiske centre og et populært udflugtsmål fra Ulan-Ude. Datsan er et ord for buddhistiske universitetsklostre i Gelug-skolen af tibetansk buddhisme, og de findes i Sibirien, Mongoliet og Tibet. Stedet åbnede i 1945, og det smukke tempel blev bygget i traditionel stil. På stedet kan man se mange smukke bygninger og få indblik i universitetsklostrets historie og dagligdag. Der opbevares også værdifulde skatte som gammel burjatisk kunst og manuskripter her.

     

    Bajkalsøen
    Озеро Байкал

    Bajkalsøen er et af de mest kendte og storslåede steder i Ruslands kolossale landområder. Søen rummer omkring 20 % af verdens ferskvand, og den er op til 1.637 meter dyb. Der er flere spændende udflugtsmål fra Ulan-Ude til Bajkalsøen. Kører man til søen mod nord, kommer man først til byen Gremjatjinsk/Гремячинск og derefter til Turka/Турка med Skildpaddeklipperne/Камень Черепаха, hvis man fortsætter langs kysten. Herefter kommer kurbyen Gorjatjinsk/Горячинск, hvor der er en fin sandstrand og udsigt over søen. Man kan også køre mod vest, hvor første by er Babushkin/Бабушкин, som man i øvrigt kan nå med tog fra Ulan-Ude.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Capital Mall

    Pros. Avtomobilistov 4a-1/просп. Автомобилистов 4а-1

     

    Galaxy

    ul. Baltakhinova 15/ул. Балтахинова 15

     

    People's Park

    ul. Zherdeva 104B/ул. Жердева 104Б
    peoplespark.ru

     

    Indkøbsgader

    ul. Lenina/ул. Ленина, ul. Kirova/ул. Кирова

     

    Marked

    Tsentralnyj Rynok/Центральный рынок
    ul. Baltakhinova 9/ул. Балтахинова 9

Med børn

    Naturhistorie

    Muzej Prirody Burjatii/Музей природы Бурятии
    ul. Kujbysheva 29/ул. Куйбышева 29
    muzeyrb.ru

     

    Musikspringvand

    Muzikalnyj Fontan/Музыкальный фонтан
    ul. Erbanova 7/ул. Ербанова 7

     

    Frilandsmuseum

    Etnografitjeskij Muzej Narodov Zabajkalja/Этнографический музей народов Забайкалья
    ul. Verkhnjaja Berezovka 176/ул. пос Верхняя Березовка 176
    нашэтномузей.рф

Gode links