Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Jelenia Góra er en by med en rig historie, som ligger i den polske del af det historiske Schlesien. Dens historie går tilbage til 900-tallet, men den voksede for alvor efter at have opnået købstadsrettigheder i 1288. Byen lå strategisk godt på handelsruterne mellem Bøhmen og områder mod nordøst.

Der er meget at se i Jelenia Góra, hvor byens liv ikke mindst udspiller sig i de hyggelige gader omkring den centrale markedsplads, hvor rådhuset ligger. Man kan også se nogle smukke kirker som fx Garnisonskirken og nyde udsigten over centrum og omegnen fra toppen af tårnet Baszta Zamkowa.

Jelenia Góra er vokset sammen med byen Cieplice, hvor man også kan nyde en hyggelig by og se nogle seværdigheder. Det drejer sig om palæet Pałac Schaffgotschów, spaparken Park Zdrojowy w Cieplicach Śląskich-Zdroju og det populære termalbadested Termy Cieplickie.

Området omkring Jelenia Góra byder på smuk natur. Højdepunktet er bjerget Śnieżka, der troner over landskabet med en højde på 1.603 meter. Man kan gå til toppens fabelagtige udsigt, og i Karkonosze-bjergene er der også vandreruter og skiområder. Man kan også besøge Tjekkiet tæt herpå.

Topseværdigheder

    Jelenia Gora, Polen

    Markedspladsen (Rådhuspladsen)
    Rynek (Plac Ratuszowy)

    Rynek er navnet på Jelenia Goras centrale plads, og her er der en dejlig stemning med seværdige bygninger, caféer og restauranter. Pladsen er omgivet af gavlhuse fra den barokke tid. Det var købmænd og andre af byens førende borgere, der boede her, og som anvendte rummene under arkaderne, der kan ses i alle husene.

    I dag er der ingen trafik på pladsen, men i årene 1897-1969 kørte der sporvogne i Jelenia Gora og således også her. Man kan se en bevaret vogn på markedspladsen, og den er i dag indrettet som souvenirkiosk.

    Midt på pladsen ligger Jelenia Goras smukke rådhus, Ratusz, som man også ser på en del andre tilsvarende pladser i polske byer. Rådhuset blev opført i årene 1744-1749, og foran rådhuset står Neptunspringvandet/Fontanna Neptuna.

     

    Rådhuset
    Ratusz

    Ratusz er rådhuset i Jelenia Gora, og det ligger som byens midtpunkt på den centrale markedsplads Rynek. Den smukke bygning blev opført i årene 1744-1749 på resterne af tidligere rådhuse fra gotikken og renæssancen. I begyndelsen af 1900-tallet blev rådhusadministrationen udvidet med købet af de såkaldte syv huse ved siden af selv rådhusbygningen.

    Dengang kørte en sporvogn på tværs af de to bygningskomplekser, og derfor forbandt man de to dele med den arkade i første sals højde, som man fortsat kan se. Der er flere seværdige ting i rådhuset, hvor man blandt andet kan se fine skulpturer af Ernst Rülke.

     

    Helligkorskirken, Jelenia Gora

    Helligkorskirken
    Sanktuarium Krzyża Świętego

    Sanktuarium Krzyża Świętego er en stor kirke, der også kaldes Garnisonskirken/Kościół Garnizonowy. Kirken blev bygget i årene 1709-1817 til den protestantiske menighed i byen og i Schlesien. Efter en aftale med det katolske, østrigske styre måtte prostestanterne bygge seks kirker i regionen.

    Kirken blev designet som et kors med triforier i flere etager, så der kunne være omkring 2.000 kirkegængere i den store bygning. Interiøret er smukt med et fint alter. Omkring kirken lå der tidligere en kirkegård, men i dag er det nærmest en park, hvor der er statuer og en markering af byens geografiske centrum.

Andre seværdigheder

    Sankt Erasmus og Pankras Basilika
    Bazylika św. Erazma i Pankracego

    Bazylika św. Erazma i Pankracego er en kirke, der blev bygget i 1300-1400-tallene og dedikeret Jelenia Goras skytshelgener. Kirken er gotisk, men senere udbygninger og udsmykninger kommer fra renæssancen og barokken.

    Kirken er den vigtigste katolske kirke i Jelenia Gora. Den står som et typisk eksempel på en gotisk kirke, men hvor fx tårnet stammer fra renæssancen med en barokkuppel. I kirkerummet kan man blandt andet se et smukt alter fra 1700-tallet, og fra samme periode er der sidealtre.

     

    Neptunspringvandet
    Fontanna Neptuna

    Fontanna Neptuna er et springvand, der står foran Jelenia Goras rådhus på den centrale markedsplads. Det er et smukt springvand, der blev anlagt på samme sted, hvor byens brønd tidligere lå.

    Springvandet viser havguden Neptun. Jelenia Gora ligger ikke ved havet, men Neptun symboliserer i dette tilfælde byens historiske handel med andre lande. Springvandet blev opstillet her i 1800-tallet.

     

    Borgtårnet
    Baszta Zamkowa

    Baszta Zamkowa er et borgtårn, der ligger centralt i Jelenia Gora på det sted, hvor der engang lå en byport og en borg. Tårnet blev opført i 1584 og havde blandt andet funktion som fængsel.

    I dag er tårnet den eneste bevarede del fra den gamle byport, og der er adgang til toppen, hvorfra der er en smuk panoramaudsigt over byens centrum og til bjergene mod syd.

     

    Sankt Annæ Kirke
    Kaplica św. Anny

    Kaplica św. Anny er en kirke i Jelenia Gora, der blev opført i årene 1709-1715. Det var arkitekten Kasper Jentsch, der designede kirken, som ikke var den første på stedet.

    I 1400-tallet blev der bygget et befæstet hus på dette sted som en del af Wojanowska-byporten. I 1514 blev huset ombygget og fik ved den lejlighed også en funktion som kapel. Den gamle kirke brændte dog i 1634 i forbindelse med Trediveårskrigen.

     

    Wojanowska Tårn
    Baszta Wojanowska

    Baszta Wojanowska er et tårn, der blev opført som en del af befæstningen omkring Wajanowska-byporten, som stod ved vejen mod Wojanów. Tårnet havde også en funktion som fængsel.

    Tårnet kollapsede i 1480 og blev hurtigt genopbygget som det tårn, man kan se i dag. Den gamle byport på stedet blev revet ned i 1775 og erstattet af en mindre port i barok. Den kan man se en del af ved siden af tårnet.

     

    Sankt Peter og Paul Kirke
    Cerkiew Apostołów Piotra i Pawła

    Cerkiew Apostołów Piotra i Pawła er en kirke, der blev bygget i 1737-1738 efter arkitekten Kasper Jentschs design. Det skete efter ødelæggelse af den hidtidige kirke på stedet under Trediveårskrigen. Kirken blev opført på fundamenterne af den ødelagte kirke, der kendes nævnt fra 1453.

    Bygningen var romersk-katolsk indtil 1925, og den blev ortodoks efter 2. Verdenskrig. Ikoner og ikonostasen kom hertil fra Lublin-regionen, hvor nogle ortodokse kirker var blevet ødelagt under krigen. Man kan også se nogle nyere fresker i interiøret.

     

    Cyprian Norwid Teater
    Teatr Cypriana Norwida

    Teatr Cypriana Norwida er en teaterbygning, der ligger lidt sydøst for centrum af Jelenia Gora. Scenens historie går tilbage til årtierne omkring år 1900, hvor Jelenia Gora var vokset til at være en betydende industriby, hvor borgerne havde et rigt kulturliv.

    Byen manglende dog et stort teater, og efter donationer blev dette store art nouveau-teater bygget 1903-1904. Det skete med plads til 700 gæster i auditoriet og en række andre faciliteter, en restaurant og en ølstue.

     

    Karkonosze Museum
    Muzeum Karkonoskie

    Muzeum Karkonoskie er et regionalmuseum for Jelenia Gora og omegn. Byen ligger nord for bjergkæden Karkonosze, der også kendes på tysk som Riesengebirge, og museets navn kommer fra det polske navn.

    På Muzeum Karkonoskie kan man lære om Jelenia Goras og regionens kulturhistorie gennem spændende udstillinger. Man kan blandt andet se et typisk hus fra området og en samling af det glashåndværk, som regionen er kendt for.

Ture fra byen

    Cieplice Śląskie-Zdrój

    Cieplice Śląskie-Zdrój er en mindre by, der ligger som en forstad til Jelenia Góra. I forstaden kan man gå en tur ad en smuk promenade og se Schaffgotsch-familiens slot, Pałac Schaffgotschów. Slottet blev bygget 1784-1788, og det danner sammen med Cieplices kurpark et smukt ensemble.

    I Cieplice Śląskie-Zdrój kan man også nyde byens varme kildevand, der kommer op med en temperatur på omkring 90 grader. Byen var tidligere kendt som tyske Bad Warmbrunn, og kurparken Park Zdrojowy blev anlagt ved kilderne. I dag kan man nyde det varme vand i termalbadet Termy Cieplickie, hvor vandet naturligvis er kølet til passende temperaturer.

     

    Karpacz

    Karpacz er en de de hyggelige byer ved foden af bjergkæden Karkonosze, og netop bjergene giver mange muligheder for dejlige vandreture i og omkring Karpacz. Mange vælger turen til toppen af bjerget Śnieżka, men der er også andre parker, skove og vandfald, man kan opleve.

    Karpacz er også en kurby og et skiresort. Der er nemlig muligheder for at bade i området og også stå på ski i sæsonen. Man kan også gå en tur i selve byen og se Vang Stavkirke/Świątynia Wang, der er et af byens mest besøgte steder. Stavkirken er fra 1200-tallet og stod oprindeligt i norske Vang, for den blev købt af Preussens konge og genopstillet i Karpacz i 1842.

     

    Sniezka, Poland

    Śnieżka

    Śnieżka er et karakteristisk bjerg, der ligger som toppen af bjergkæden Karkonosze, der danner grænse mellem Polen og Tjekkiet. Man kan se Śnieżka på lang afstand, der med 1.603 meter er kædens højeste punkt, og som rager markant op i landskabet over alle andre dele af Karkonosze.

    Bjerget hedder Śnieżka på polsk og Sněžka på tjekkisk, og det er Tjekkiets højeste punkt. Det er også et bjerg, der er nemt at bestige. Man kan gå til toppen af bjerget fra både den polske og tjekkiske side, og man bliver belønnet med en vidunderlig udsigt fra toppen. Man kan også tage med svævebane fra den tjekkiske side af bjerget.

     

    Szklarska Poręba

    Szklarska Poręba er et populært skisportssted, som også er velbesøgt om sommeren grundet den smukke beliggenhed ved bjergområderne Karkonosze og Góry Izerskie. Szklarska Porębas centrum er hyggeligt med mange butikker og spisesteder.

    Szklarska Poręba er er resortby for både skiturister og sommerbesøgende. Den er et fremragende udgangspunkt for at stå på ski i området eller tage på vandre- og cykelture. Der er også mulighed for at besøge glasværker, som området er kendt for.

     

    Harrachov

    Harrachov er en hyggelig skisportsby i det nordlige Tjekkiet. Den ligger tæt på grænsen til Polen og med umiddelbar adgang fra bycentrum til både vandreture i bjergene og skilifte til gode skibakker. Der er også smuk natur omkring byen og mange aktivitetsmuligheder i selve Harrachov.

    Man kan besøge Harrachov både sommer og vinter. I vintersæsonen er Harrachov en aktiv by for skiturister, og om sommerne kan man også tage skiliften. På det tidspunkt giver den adgang til dejlige vandreture i bjergene. Man kan også prøve en tur med Bobová dráha, der er Harrachovs bobslædebane, hvor man får en skøn tur gennem skoven.

     

    Frýdlant

    Frýdlant er en tjekkisk by, der ligger helt mod nord i Tjekkiet. Det er en by, der kendes nævnt fra 1278, hvor Rudolf af Bieberstein købte den tids stående borg og omliggende land fra kongen. Byen lå strategisk på handelsveje i området, og i 1300-tallet blev der opført mure og anlagt voldgrave til beskyttelse af Frýdlant.

    Gennem historien skiftede byens borg og slot ejere flere gange, og svenske hære erobrede slottet under 1600-tallets trediveårskrig. I 1813 var franske Napoleon og hans tropper i Frýdlant, og senere i århundredet kom jernbanen til byen. Banen var med til at skabe ny vækst.

    Der er flere seværdigheder i byen, hvor byens store slot er den mest berømte. Slottet ligger på toppen af byen og byder på forskellige udstillinger, og så er det omgivet af en smuk park. Man bør også gå en tur i det hyggelige bycentrum omkring pladsen Náměstí T.G. Masaryka, hvor man blandt andet kan se Frýdlants rådhus fra 1893.

     

    Ještěd, Liberec

    Liberec

    Liberec er en by i det nordlige Tjekkiet, der ligger ved floden Neiße, og som er smukt omgivet af bjerge i flere retninger. Byen kendes fra 1300-tallet, hvor den blev nævnt første gang. I 1579 startede tekstilproduktionen i byen, og den industri kom i flere århundreder til at definere og udvikle byen, der blev en af Bøhmens vigtigste. En ny stor vækstperiode indtraf i slutningen af 1800-tallet, hvor der blev opført mange nye offentlige bygninger.

    I centrum af byen ligger pladsen náměstí Doktora Edvarda Beneše, som er omkranset af smukke huse. På pladsen kan man se Liberecs smukke rådhus, der blev opført i nyrenæssance i årene 1888-1893 efter design af wienerarkitekten Franz Neumann. Foran rådhuset kan man se Neptunspringvandet, der blev opstillet i 1826, og som oprindeligt vil drikkevandskilde for byens borgere.

    Læs mere om Liberec

     

    Market Square, Wroclaw

    Wrocław

    Wrocław ligger smukt ved floden Oders bredder som en af Polens store kulturbyer. Gennem århundreder har byen været styret af skiftende riger, og det har sat sit præg på byens smukke arkitektur og spændende historie. Der er således meget at komme efter som turist i byen.

    Det naturlige sted at starte er byens centrale markedsplads, Rynek, hvor der ligger utallige fine huse og berømte bygningsværker med byens rådhuse i midten. Fra markedspladsen går gaderne ud i byens centrum, hvor man bl.a. kan se teatre, museer og kirker.

    Den vigtigste kirke er Wrocławs domkirke, der ligger på Ostów Tumski, der er den ældste del af byen. I gamle dage var stedet en ø i Oder, men en af flodarmene er blevet fyldt op i dag. Man kan se flere smukke kirker, bygninger, broer og andet på Ostrów Tumski.

    Læs mere om Wrocław

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links