Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Reggio di Calabria ligger på støvlespidsen af det italienske fastland. Byen breder sig langs Messinastrædet, der er et rekreativt aktiv med strande, promenader og skønne udsigter over vandet og til Sicilien. Det er en by med et smukt og hyggeligt bycentrum med flere seværdigheder.

Langs byens centrum ligger promenaden Lungomare Falcomatà, der også kendes som en af Italiens smukkeste strækninger. En tur ad promenaden er et must på en tur til den syditalienske storby. Her er der monumenter, historiske ruiner, dejlige strande og de kolossale australske banyantræer.

Parallelt med Lungomare Falcomatà ligger gågaden Corso Garibaldi. Det er byens pragtgade med smukke palæer, elegante pladser, kirker, butikker og meget andet. Corso Garibaldi er også stedet, hvor byens borgere i stor stil promenerer om aftenen, og det giver atmosfære.

Med Reggio di Calabrias beliggenhed ved Messinastrædet er det oplagt af tage en udflugt til Sicilien. Fra centrum kan man hurtigt sejle de få kilometer til Messina, hvor helt nye oplevelser venter, og bliver man på fastlandet, er der flere uforglemmelige steder i området som fx Scilla og Tropea.

Topseværdigheder

    Arkæologisk Nationalmuseum, Reggio Calabria

    Det Arkæologiske Nationalmuseum i Reggio Calabria
    Museo archeologico nazionale di Reggio Calabria

    Dette er det førende museum i Reggio Calabria og er også kendt som et nationalmuseum for det gamle græske område, Magna Graecia. Man kan derfor samlinger fra den græske tid i Syditalien med fund fra ikke mindst de nuværende regioner Calabria, Basilicata og Sicilien.

    Der er også udstillet fund fra senere perioder under Romerriget og den byzantinske tid. Man kan som et af højdepunkterne se de såkaldte Bronzestatuer fra Riace, og ved et besøg kan man også lægge mærke til museumsbygningen. Den blev opført 1932-1941 i tidstypisk monumental stil.

     

    Arena dello Stretto, Reggio Calabria

    Strædets Arena & Athenestatuen
    Arena dello Stretto & Statua di Athena

    Langs Reggio di Calabrias smukke promenade langs Messinastrædet finder man Arena dello Stretto, der er et moderne amfiteater med en mageløs udsigt til Sicilien og over vandet. Teatret fungerer som hjemsted for mange begivenheder i byen, og man kan derfor få kulturelle oplevelser her.

    Ud mod Messinastrædet står et monument dedikeret kong Vittorio Emanuele III, hvor man kan se en statue af Athene. Monumentet blev indviet i 1932, og Athene står som symbol på forsvaret af Reggio di Calabria. Oprindeligt kiggede Athene mod havet, men hun blev vendt i 2001, så hun siden da har set mod byen i stedet.

     

    Duomo, Reggio Calabria

    Domkirken
    Duomo

    Duomo er Reggio di Calabrias domkirke. Den bærer det formelle navn Basilica Cattedrale Metropolitana di Maria Santissima Assunta in Cielo, og den er derved dedikeret Jomfru Marias optagelse i himlen. Under jordskælvet, der ramte byen i 1908, blev den daværende kirkebygning ødelagt, og den nuværende er en smuk bygning i nyromansk stil, som blev indviet i 1928.

    Foran kirkens facade kan man se statuer af Skt. Paul og Skt. Stefan. Bag den fine hoveddør kan man opleve et kirkerum med søjler og elegant udsmykning. I kirken er der også bevaret elementer fra tiden før 1908. Man kan fx se sidekapellet Santissimo Sacramento, der stammer fra 1539. Det smukke kapel er gennem tiden blevet plyndret og ødelagt af jordskælv, men genopbygget hver gang.

     

    Lungomare Falcomatà, Reggio Calabria

    Falcomatà Promenade
    Lungomare Falcomatà

    Reggio di Calabria ligger smukt langs Messinastrædet, og i hele bycentrums længde kan man nyde en spadseretur på byens promenade, der regnes som en af Italiens smukkeste strækninger. Man kan vælge at gå ad den brede promenade i gadeniveau, og der er også en slags nedre promenade tættere på vandet med adgang til offentlige strande og strandbade.

    Promenaden er elegant anlagt, og man har hele vejen en fantastisk udsigt over Messinastrædet og til Sicilien. Der er dog også meget andet at se langs promenaden, og her er det ikke mindst de mange og store træer og palmer, der imponerer. De mange og kolossale ficus macrophylla, der også kendes som australsk banyan, står på række og er uforglemmelige. Mellem dem kan man se resterne af bygninger fra den græske tid, udgravede dele af romerske bade og flere monumenter og kunstværker som fx Rabarama-skulpturerne af mennesker i forskellige positurer.

Andre seværdigheder

    Castello Aragonese, Reggio Calabria

    Den Aragonesiske Borg
    Castello Aragonese

    Denne borg i centrum af Reggio di Calabria er et af byens vartegn og også en af de seværdigheder, der står fra tiden før jordskælvet i 1908. Borgens fundament går tilbage til den byzantinske æra i 800-1000-tallene, hvor Reggio blev hovedby i Thema di Calabria. Derved var der et fæstningsværk her før den aragonesiske tid, som borgen er navngivet efter.

    Det var da også Ferdinand I af Aragonien, der udbyggede borgen med de to imponerende cirkulære tårne, man stadig kan se, og dermed var det i den aragonesiske tid, at borgen fik sit nuværende udseende. Der blev dog revet dele af borgen ned efter jordskælvet i 1908 for at give plads til nye gader. I dag er den resterende del af borgen vært for diverse udstillinger og kulturbegivenheder.

     

    Corso Garibaldi, Reggio Calabria

    Corso Giuseppe Garibaldi

    Gågaden Corso Garibaldi er Reggio di Calabrias hovedgade, hvor byens førende butikker ligger, og hvor byens borgere i stor stil promenerer om aftenen i gadens smukke rammer. Gaden forbinder området ved Piazza Garibaldi og hovedbanegården med den nordlige del af centrum, og historisk kørte der sporvogne i gaden.

    Corso Garibaldi blev sammen med resten af det retvinklede centrum udlagt efter jordskælvet i 1783. Samtidens moderne byplaner bestod af vinkelrette gader, som afløste de smalle og skæve gader fra middelalderen. Corsoen blev bebygget med fine palæer, og den fik sit navn efter Garibaldis erobring af byen i 1861.

    De nuværende bygninger langs gaden blev opført efter det jordskælv, der den 28. december 1908 lagde byen i grus. Pietro De Nava stod i spidsen for planlægningen, der tilsagde byggehøjder på højst to etager over stuen. Derved blev der skabt et meget harmonisk centrum. Der er i dag flere seværdige bygninger, kirker og pladser langs Corso Garibaldi.

     

    Piazza de Nava

    Denne plads er en af Reggio di Calabrias store åbne byrum. Det er her, man finder byens arkæologiske nationalmuseum, og man kan også se en stor statue af Giuseppe de Nava. De Nava var minister i Kongeriget Italien i årene 1916-1921, og han kom fra Reggio di Calabria.

     

    Chiesa di San Giorgio, Reggio Calabria

    Skt. Jørgen på Corsoen Kirke
    Chiesa di San Giorgio al Corso

    Dette er en af kirkerne langs gågaden Corso Garibaldi. Den er dedikeret Skt. Jørgen, der er byens skytshelgen. Kirken blev indviet i 1596, men den oprindelige kirke gik til grunde under jordskælvet i 1908.

    Den nuværende kirke stod færdig i 1935 med en monumental portalfacade i klassicisme. På portalen kan man se relieffer, der fremstiller forskellige scener fra 1. Verdenskrig. I kirken er der flere kapeller; bl.a. et til minde om byens faldne.

     

    Via Giudecca, Reggio Calabria

    Via Giudecca

    I gaden Via Giudecca kan man opleve en sjælden form for offentlig transport, nemlig en komposition af fem lange og overdækkede rulletrapper, der gade for gade bringer folk fra de højereliggende gader til gågaden Corso Garibaldi og Reggio di Calabrias øvrige centrum.

    Rulletrapperne starter i bycentrum fra Via Zacca tæt på promenaden langs Messinastrædet og fortsætter ad Via Giudecca til Via dei Filippini. Fortsætter man herfra til fods en enkelt gade, kommer man til en smuk trappe fra starten af 1900-tallet, der leder til toppen af Via Giudecca og en smuk udsigt til Sicilien.

    Systemet med rulletrapper blev indviet i 2009. Den samlede tilbagelagte afstand er med trapperne 440 meter med en gennemsnitlig stigning på 11 %.

     

    Teatro Cilea, Reggio Calabria

    Francesco Cilea Teater
    Teatro Francesco Cilea

    I forbindelse med Reggio di Calabrias nye status som regionens hovedby i 1816 skulle der opføres nye bygninger og institutioner, der passede til byen. Teatret Real Teatro Borbonio blev således indviet i 1818, men jordskælvet i 1908 ødelagde teatret.

    Det nuværende teater blev bygget som afløser, og det blev indviet i 1931. Efter 2. Verdenskrig blev teatret udbygget og smukt udsmykket til en fornem genindvielse, der fandt sted i 1964. Teatret er opkaldt efter den italienske komponist Francesco Cilea, der blev født i Palmi, der ligger ved kysten nordøst for Reggio di Calabria. Med 1.500 tilskuerpladser er det regionens største.

     

    Piazza Italia, Reggio Calabria

    Piazza Italia

    Piazza Italia er Reggio di Calabrias centrale plads. Den ligger langs gågaden Corso Garibaldi, og den er byens fineste plads med smukke bygninger omkring det flotte byrum. Midt på pladsen kan man se et imponerende monument dedikeret kong Vittorio Emanuele II og Italiens samling. Monumentet blev lavet af Rocco Larussa i 1868.

    Det er også værd at kigge på bygningerne omkring Piazza Italia. Mod nordøst ligger Palazzo San Giorgio, der er byens rådhus. Præfekturet ligger mod nordvest i bygningen Palazzo del Governo, mens sædet for provinsadministrationen ligger mod sydvest i Palazzo Corrado Alvero. Alle tre palæer blev opført i smuk arkitektur med samme lave højde som det øvrige centrum.

    På Piazza Italia er der også foretaget udgravninger, der dokumenterer, at pladsen har fungeret som byens centrum gennem historien. Således er der udgravede strukturer fra den græske tid til i dag, og de er åbne for besøgende.

     

    Vila Comunale, Reggio Calabria

    Umberto I Park
    Villa Comunale Umberto I

    Villa Comunale er en dejlig park i hjertet af Reggio di Calabria. Her er der legepladser og grønne områder, der gør parken til et populært åndehul. Man kan også se eksotiske planter og en række buster; bl.a. af kong Umberto I.

    Parken er også kendt som botanisk have med tropisk og ækvatorial flora. Man kan gå rundt i parken og nyde synet af træer og planter fra bl.a. Sydamerika, Kina og Japan, og både farver og dufte er med til at gøre oplevelsen ekstra minderig.

    En særlig seværdighed er buen med navnet Portale di Casa Vitrioli. Det er en portal, der står som et af de eneste minder om Reggio di Calabria før jordskælvet i 1908. Portalen blev flyttet fra huset Casa Vitrioli efter skælvet, og den er et vidnesbyrd om jordskælvet ødelæggelse.

     

    De Romerske Bade, Reggio Calabria

    De Romerske Bade
    Terme Romane

    Langs promenaden Lungomare Falcomatà ligger de udgravede rester af et romersk bad. Man fandt ruinerne af de gamle bade i forbindelse med oprydningsarbejdet efter jordskælvet i 1908, og i dag er badene en af byens kendte seværdigheder.

    Badene er forholdsvis små, så de kan have ligget i et privat hus. Grundet bygningslayoutet menes der at have været flere dele af bade som fx varme bade med tepidarium og calidarium som opvarmede rum. Der er også bevaret en smuk mosaik, som stammer fra 100-200-tallene.

     

    De Græske Mure, Reggio Calabria

    De Græske Mure
    Mura Greche

    Når man går ad promenaden Lungomare Falcomatà kommer man omkring gaden Via Valentino forbi udgravede rester af gamle mure fra områdets græske tid. De bærer navnet Mura Greche og går tilbage til den hellenistiske tid, men murene er et resultat af gentagne rekonstruktioner af byens forsvarsmure. Lidt længere mod nordøst langs promenaden kan man i øvrigt se ruiner af de såkaldte Græske Grave/Tombe Greche.

Ture fra byen

    Scilla, Italien

    Scilla

    Den lille by Scilla er smukt beliggende langs kysten nord for Reggio di Calabria. Man kan med fordel tage toget til byen, og allerede fra stationen kan man nye udsigten over Scilla, vandet og til vulkanøen Stromboli, der ses tydeligt i klart vejr.
    Scilla er delt i to dele. Der er selve byen Scilla, og så er der Marina di Scilla langs havet. Nærmest midt i det hele står Ruffo Borg/Castello Ruffo på et klippefremspring, hvor man også finder Scillas lille fyrtårn. Fra borgen og fyrtårnet er der en fornem panoramaudsigt over kysterne langs Calabrien og Sicilien.

    Det er Scillas gader og områder langs vandet, der er byens store trækplastre. Vest for Castello Ruffo ligger en dejlig sandstrand og en promenade med palmer, barer og restauranter. Havvandet er lunt og ikke kølet af Messinastrædets strøm.

    Øst for borgen går man i smalle gader, og her ligger årsagen til, at byen kaldes Syditaliens lille Venedig. Der er bygget huse helt ned til og ud på havet, og trapper mellem dem giver adgang til bådene, der ligger mellem husene. Det er et stemningsfuldt kvarter, som er et must på en tur til Scilla.

     

    Duomo, Messina

    Messina

    Langs Messinastrædet ligger Reggio di Calabria som storbyen på det italienske fastland, og over for den calabriske by ligger Messina på Sicilien. Byen er den tredjestørste på øen, og den er et oplagt udflugtmål fra Reggio di Calabrio med kun en halv times sejltur fra centrum til centrum.

    Messina blev grundlagt af græske kolonister i 700-tallet f.Kr., og siden da har byen bredt sig over et stort område. Mange af de historiske seværdigheder gik dog til grunde i 1908, hvor et jordskælv og en efterfølgende tsunami ødelagde nærmest hele byen.

    Man kan starte besøget i byen på domkirkepladsen, Piazza Duomo, hvor Messinas imponerende katedral ligger. Ved katedralen kan man se klokketårnet med dets berømte astronomiske ur, hvor mekaniske figurer hver dag skildrer historiske begivenheder i byen. Man bør også se 1500-talsspringvandene Fontana d’Orione og Fontana di Nettuno samt nyde byens smukkeste panoramaudsigt fra pladsen foran kirken Sacrario di Cristo Re.

    Læs mere om Messina

     

    Tropea, Italien

    Tropea

    Der er mange smukke byer og klipper langs Calabriens kyster, og på et af de smukkeste steder ligger Tropea. Byen ligger højt hævet på klipperne over hvide sandstrande, dramatiske klipper og vand hav caribisk farve. Det er et uforglemmeligt sted, og man kan nyde udsigten til det hele fra kirken Santa Maria dell’Isola, der ligger på et klippefremspring ved centrum af byen.

    Tropeas huse ved havet ligger nærmest som en fortsættelse af de stejle klippesider, og bag dem ligger et hyggeligt bycentrum med brostensbelagte gader, gamle palæer og fine pladser. Det gælder blot om at gå rundt og nyde stemningen og bl.a. se den normanniske katedral.

    Fra centrum bør man gå ned til byens strand og nyde det klare vand. Det er også meget populært at tage på en sejltur fra Tropeas havn. Der er ture til grotter, klipper og fantastiske strande, hvor man kan snorkle undervejs. Capo Vaticano er et af de populære steder at sejle til, og man kan også sejle til de Æoliske Øer herfra.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn

    Strande

    Lungomare Falcomatà

     

    Borg

    Castello Aragonese
    Piazza Castello

     

    Arkæologi

    Museo archeologico nazionale di Reggio Calabria
    Piazza Giuseppe De Nava
    beniculturali.it

     

    Sejltur

    Blu Jet
    Via Candeloro
    blujetlines.it

Gode links