Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Byen Lecce ligger i regionen Puglia, og den er en af Syditaliens mest besøgte og seværdige storbyer. Det skyldes ikke mindst Lecces gamle bydel, der for en stor dels vedkommende blev opført i sprudlende Lecce-barok. Det var de lokale kalksten, der muliggjorde barokkens rige udsmykninger, som ses over hele byen i dag.

Lecce kaldes Syditaliens Firenze, og det er ikke uden grund. En vandretur gennem byens gader og pladser en fuld af stemning af bygningsmæssige højdepunkter. Det gælder ikke mindst for kirkernes vedkommende med domkirken, Santa Chiara, Santa Croce og San Matteo, men også Karl V’s store borg og andre anlæg.

Piazza Sant’Oronzo er en af de centrale pladser i Lecce, og den er af flere grunde et spændende sted at se. Her ligger byens romerske amfiteater som en stor åben udgravning, der giver et glimt af det historiske Lecce. Man kan med fordel også se det gamle romerske teater og besøge den arkæologiske park i Rudiae.

Lecces ligger Salento-halvøen, hvor der er masser af spændende udflugtsmål. Byerne Gallipoli, Otranto og Brindisi har alle sine seværdigheder, og naturen i Puglia med fantastiske strande og kyststrækninger er også værd at tage ud i. Der er heller ikke langt til storbyen Bari og UNESCO-verdensarvssteder som Alberobello og Matera.

Topseværdigheder

    Duomo, Lecce

    Lecce Domkirke
    Duomo di Lecce

    Domkirken i Lecce er et af byens mesterværker fra barokken, og den står som Lecces hovedkirke og sædet for ærkebiskoppen. Domkirken blev grundlagt i 1144 og bygget i tiden derefter, men den nuværende barokkirke blev dog skabt af arkitekten Francesco Antonio Zimbalo i årene 1659-1689.

    Kirken ligger på pladsen Piazza del Duomo, der er Lecces centrum. Hovedindgangen til kirken ligger i den nordlige facade mod Piazza del Duomo, og indgangsportalen er et smukt stykke barokarkitektur. Selve indgangen af flankeret af statuer, der forestiller helgenerne Justus og Fortunato, mens entablementet er udført med en balustrade og en statue af Skt. Orontius i midten.

    Når man træder ind i domkirken, bliver man mødt af et smukt og imponerende interiør. Hovedalteret er flankeret af tolv sidealtre, der for hovedpartens vedkommende stammer fra 1670-1680erne. I sidealtrene kan man se værker af kunstnere som fx Oronzo Tiso, Gianserio Strafella og Giuseppe da Brindisi, og sidstnævnte har også malet værkerne, der er indlagt i kirkens smukke kassetteloft.

    Kirkens hovedalter blev udarbejdet i marmor og forgyldt bronze, og det blev indviet i 1757. Man kan også se domkirkens 1100-talskrypt, der blev ombygget i 1500-tallet. Kirkens klokketårn blev bygget af arkitekten Giuseppe Zimbalo i 1661-1682. Man kan komme op i tårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Lecce og til Adriaterhavet.

     

    Basilica di Santa Croce, Lecce

    Helligkorsbasilikaen
    Basilica di Santa Croce

    Santa Croce er en af Lecces store og kendte barokkirker. Den blev bygget fra 1549, men stod først færdigt i 1695 efter løbende færdiggørelse. Resultatet blev skabt af flere arkitekter, og man kan i dag se en kirke med en smuk facade og et seværdigt kirkerum.

    Facadens seks søjler bærer et entablement med rig udsmykning bestående af bl.a. blomster, frugter, dyr, groteske figurer og et rosettevindue. Nogle af figurerne repræsenterer de vindende kristne parter i Søslaget ved Lepanto, hvor Den Hellige Ligas flåde vandt over tyrkerne i 1571. Dragen var et symbol på pave Gregor XIII, mens griffen stod for Republikken Genova og Hercules for Storhertugdømmet Toscana.

    På facaden kan man tydeligt se, at den lokale sandsten har været god at arbejde med for at skabe fornem barokarkitektur. Kirkerummet rummer bl.a. imponerende søjler, mange smukke altre, et fint kassetteloft i træ og barok kunst af Francesco Antonio Zimbalo.

     

    Piazza Sant'Oronzo, Lecce

    Piazza Sant’Oronzo

    Dette er en af Lecces centrale og vigtigste pladser. Den er et godt sted at starte en spadseretur i byen, og der er mange seværdigheder på den store plads, der nærmest blev anlagt omkring den store udgravning med byens gamle amfiteater.
    Piazza Sant’Oronzo er interessant som en fin ramme for amfiteatret, men her er også mange andre ting, man bør lægge mærke til. Omkring teatrets eliptiske form blev der i Italiens fascistiske tid opført tidstypiske bygninger i form af Palazzo dell’Ina, der står som et fint supplement og i kontrast til Lecces barok.

    Man kan også se en søjle på pladsen, Colonna di Sant’Oronzo. En stor del af den kommer fra den nærliggende by Brindisi, hvor søjlen stod som en af to søjler, der markerede afslutningen på Via Appia from Rom. På toppen af den gamle romerske står Skt. Orontius og velsigner byen. Orontius blev Lecces skytsengel, efter han efter sigende beskyttede byen mod pesten i 1658.

    Ved søjlen kan man også se buebygningen Palazzo del Seggio, der også blot kaldes Il Sedile. Den blev opført i 1592 på initiativ af Venedigs doge. Il Sedile blev anvendt til begivenheder, udstillinger og indtil 1851 som sæde for byens styre. I dag fungerer stedet som udstillingsbygning. Ved siden af Il Sedile står den lille kirke, Chiesetta di San Marco. Kirken blev bygget 1543 af byens venetianske menighed, og den er derfor dedikeret Markus.

     

    Anfiteatro Romano, Lecce

    Det Romerske Amfiteater
    Anfiteatro Romano

    På pladsen Piazza Sant’Oronzo i det centrale Lecce kan man se det udgravede romerske amfiteater. Teatret blev bygget i den østlige udkant af romerske Lupiae, og det kunne rumme 14.000 tilskuere. Der var oprindeligt to etager med tilskuerpladser, men det er kun de nedre rækker, der er bevaret til i dag.

    Teatret lå i mange århundreder uden kendskab til det, før bygningsarbejdere stødte på det i 1901, hvor der skulle graves ud i forbindelse med opførelsen af en bankbygning. Teatret blev oprindeligt opført under kejser Hadrian i 100-tallet, og efter den romerske tid lå det hengemt under Lecce, der blot byggede oven på teatret.

     

    Chiesa di San Matteo, Lecce

    Sankt Matthæus Kirke
    Chiesa di San Matteo

    Chiesa di San Matteo er en af Lecces smukkeste kirker i den fornemme barok, der blev skabt med de lokale kalksten af flere af samtidens arkitekter. Biskop Luigi Pappacoda lagde grundstenen til kirken i 1667, og kirken stod færdig i år 1700. Det var arkitekten Achille Larducci di Salò, der tegnede kirken.

    Facaden på kirken er opbygget af flere elementer med bl.a. en nedre konveks del og en øvre konkav del. Inspirationen kom ikke mindst fra kirken San Carlo alle Quattro Fontane i Rom. På facaden kan man se en del udsmykningsdetaljer med Franciskanerordenens våbenskjold som et eksempel.

    Kirkens interiør er en oplevelse af Lecces barok, hvor man kan se fine skulpturer, kunstværker, altre m.v. I det eliptiske rum er der kapeller langs væggene med sokler, hvor Placido Buffelli di Alessanos statuer af de tolv apostle står. Centralt står hovedaltret med en sprudlende dekoration med små statuer af helgener.

     

    Chiesa di Santa Chiara, Lecce

    Sankta Clara Kirke
    Chiesa di Santa Chiara

    Denne kirke står som en af Lecces fine barokkirker med en arkitektur og udsmykning, der er typiske repræsentanter for byens særlige barok. Kirkens historie går dog tilbage til 1429 og derved før barokken, men den blev nærmest fuldstændigt ombygget af arkitekten Giuseppe Cino i årene 1687-1691.

    Der er nicher, søjler, plantemotiver og meget andet på facadens udsmykning. Over indgangsdøren kan man bl.a. se clarisserordenens våbenskjold. Kirken blev opkaldt efter Clara af Assisi, der oprettede netop clarisserordenen i 1212, der var datidens strengeste kvindelige orden. Længere oppe er der en bevinget putto med en inskription af året 1691 som markering af kirkens færdiggørelse.

    Inden for i kirken er der et overdådigt kirkerum med et lyst og åbent indtryk. Langs væggene er der altre, der er typiske for Lecce-barokkens kirker. Altrene er rigt dekorerede med snoede søjler med engle, fugle og mange andre detaljer. Mellem de enkelte sidekapeller er der malerier, der skildrer bibelske scener og helgener som fx Sankta Clara. Det monumentale højalter er også rigt på udsmykkede elementer og prydet med to snoede søjler og en statue af Sankta Clara i den centrale niche.

Andre seværdigheder

    Teatro Romano, Lecce

    Det Romerske Teater
    Teatro Romano

    Det romerske teater i Lecce ligger smukt mellem andre bygninger i Lecces centrum. Det menes bygget under Augustus i det 1. århundrede f.Kr., før Augustus blev kejser. Det kunne i sin tid rumme omkring 5.000 tilskuere, og det lå gemt under den nyere by gennem århundreder.

    I forbindelse med nogle haveanlæg ved to palæer blev teatret opdaget i 1929. Teatret blev anlagt stort med en udvendig diameter på 40 meter, og det er stadig ganske velbevaret. Det blev benyttet til opførelsen af tragedier og komedier, mens fx gladiatorkampe fandt sted i byens amfiteater.

     

    Porta Napoli, Lecce

    Napoliporten
    Porta Napoli

    Porta Napoli er en af Lecces byporte til den gamle bydel. Porten blev opført som triumfbue i 1548 som et symbol på Det Habsburgske Rige og kejser Karl V, der havde udbygget Lecces forsvar. Portens navn skyldes, at dette var byens indgang fra vejen, der førte til og fra Napoli.

    Portens arkitektur var inspireret af romerske triumfbuer, og korintiske søjler bærer buens fronton. Herpå kan man se Karl V’s kejserlige våbenskjold. Man kan også se en inskription, der hylder Karl V og militærets sejr over tyrkerne.

    Man kan også lægge mærke til obelisken Obelisco di Re Ferdinando I på pladsen Piazza Angelo Rizzo umiddelbart vest for Porta Napoli. Obelisken blev rejst i 1822 til ære for Ferdinand I, der var konge af De To Sicilier. Det var billedhuggeren Vito Carluccio, der lavede obelisken, hvorpå man bl.a. kan se våbenskjolde for distrikterne Brindisi, Gallipoli, Taranto og Lecce.

     

    Lecce Borg
    Castello di Lecce

    Lecces gamle borg ligger i den østlige udkant af den gamle bydel. Borgen blev anlagt i middelalderen, men er i dag opkaldt efter den tysk-romerske kejser Karl V, der fra 1539 udbyggede borgen betydeligt til det resultat, man kan se i dag.

    Karl V lod den tidligere borg og nogle andre bygninger rive ned for at gøre plads til en moderne borg med samtidens militærteknik og -arkitektur. Generalingeniøren Gian Giacomo dell’Acaja fra Kongeriget Napoli stod i spidsen for anlægget. Borgen blev anlagt med tykke mure og voldgrave, der dog blev fyldt op i 1872.

    Borgen var militært område indtil 1979, og i 1983 overgik Castello di Lecce til at være byens ejendom. I dag bliver det store anlæg med de høje mure og solide hjørnebastioner løbende benyttet til forskellige kulturarrangementer. Man kan derfor godt se nærmere på den gamle militærarkitektur.

     

    Porta San Biagio, Lecce

    Sankt Blasius Port
    Porta San Biagio

    Porta San Biagio er en smuk portbygning, der leder til og fra Lecces gamle bydel. Porten er dedikeret Sankt Blasius, der var biskop i Kappadokien i det daværende Armenien. Blasius blev født i Lecce og forlod byen til fordel for Armenien ad netop den vej, hvor Porta di San Biagio blev opført.

    Den nuværende portbygning stod færdig efter en genopbygning i 1774. Den er fornemt udsmykket med bl.a. våbenskjold for byen Lecce og for kong Ferdinand IV af Napoli. På toppen af porten kan man se en skulptur, der forestiller Sankt Blasius som biskop.

    Porta San Biagio ligger ved pladsen Piazza d’Italia, hvor man kan se krigsmindesmærket Monumento dei Caduti. Mindesmærket blev rejst fra 1918 til 1950, og det står til ære for de faldne under 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig.

     

    Palazzo dei Celestini, Lecce

    Celestinerpalæet
    Palazzo dei Celestini

    Dette er et stort barokpalæ, som arkitekten Giuseppe Zimbalo tegnede. Det blev opført 1659-1695 med en rig ornamentering, som man kan se på Zimbalos øvrige værker udført i samtiden og i de bløde Lecce-sten. Zimbalo designede også nabobygningen, kirken Basilica di Santa Croce, og palæet blev tegnet som en slags videreførelse af kirken.

    Palæet blev opført som kloster for celestinermunke, og i flere århundreder dannede bygningerne rammen for teologiske og filosofiske studier. I begyndelsen af 1800-tallet blev mange ordensklostre opløst, og celestinernes kloster i Lecce blev givet til byen, der indrettede palæet som administrationsbygning. Den rolle har stedet stadig i dag, hvor det er sæde for Lecces præfekturat og provinsadministration.

     

    Porta Rudiae, Lecce

    Rudiae Port
    Porta Rudiae

    Dette er en af de tre bevarede byporte, som leder til Lecces gamle bycentrum. Den fik sit navn fra den historiske by Rudiae, som man i dag kan besøge som arkæologisk udgravning. Rudiae lå i portens retning set fra det nuværende Lecce.

    På dette sted stod en anden port indtil slutningen af 1600-tallet, hvor den kollapsede. I 1703 lod Prospero Lubelli den nuværende port bygge med smukke dekorationer. Umiddelbart over de fire søjler kan man se buster af byens grundlæggere; Malennio, Dauno, Euippa og Idomeneo. Øverst står Sankt Orontius, der er byens skytshelgen, og han er flankeret af den Hellige Irene og Sankt Dominicus.

     

    MUSA Historisk-Arkæologisk Museum
    MUSA Museo Storio-Archeologico

    MUSA Museo Storio-Archeologico er et interessant museum, hvor man kan opleve dele af Salento-regionens historie. Museet hører til Lecces universitet, og man kan blandt andet se udstillingen som en tidsrejse fra præhistorien over messapiernes tid til det græske og romerske Apulien.

    Museet blev etableret i 2007, og i udstillingerne kan man fx se arkæologiske fund og forskellige reproduktioner, der viser arkæologiske sammenhænge.

     

    Teatro Apollo, Lecce

    Apollo Teater
    Teatro Apollo

    Teatro Apollo er et af Lecces kendte teatre. Teaterbygningen blev opført af Maestro Vincenzo Cappello efter design i fornem nyklassicisme af ingeniøren Tassoni, der tegnede teatret med det søjlebårne indgangsparti. Scenen Sala Apollo stod færdig i 1912, og teatret blev efterfølgende udbygget med Sala Arena.

    Teatret var i drift indtil 1980erne, hvor det lukkede i 1986. Scenen var herefter lukket i mange år, og i 2003 erhvervede byen Lecce teatret fra Cappellos arvinger. Kommunen igangsatte et større restaureringsprojekt i 2008, og i 2017 blev Teatro Apollo genåbnet til tilstedeværelse af blandt andet Italiens præsident.

     

    Politeama Greco Teater
    Teatro Politeama Greco

    Teatro Politeama Greco er navnet på Lecces store og klassiske teaterscene, som er hjemsted for operaer, symfonikoncerter og teateropsætninger. Teatret blev først kaldt Politeama Principe di Napoli, men fik navnet Greco efter den familie, som opførte teatret.

    Det var Donato Greco, der søgte kommunen om tilladelse til at bygge teatret. Hans bror, ingeniøren Oronzo Greco, stod for byggeriet, der foregik 1882-1884, hvor det blev indviet med opsætningen af Giuseppe Verdis Aida. Teatro Politeama blev udbygget de følgende årtier; bl.a. med foyeren og Carmine Palmieri smukke udsmykning af teatrets loft.

     

    Museo di Arte Sacra, Lecce

    Domkirkemuseet for Kirkekunst
    Museo Diocesano di Arte Sacra

    På Lecces domkirkeplads ligger forskellige smukke bygninger. En af dem er det tidligere seminarium, som Giuseppe Cino tegnede efter initiativ af biskop Michele Pignatelli. Seminariet blev opført fra 1694 og indviet i 1709.

    I dag er det gamle seminarium indrettet som museum for kirkekunst. Man kan gennem fine malerier, skulpturer, sølvtøj m.v. opleve fin kunst og samtidig få et indtryk af kirkens betydning for livet og kunsten i Lecce.

     

    Giardini Pubblici, Lecce

    Giuseppe Garibaldi Park
    Giardini Pubblici Giuseppe Garibaldi

    Giardini Pubblici er Lecces centrale bypark. Dens historie går tilbage til 1818, hvor bystyrets besluttede at anlægge alléer og en park omkring byens historiske centrum. Fra 1830erne blev parken anlagt, og der blev plantet frugttræer, prydtræer, roser m.v.

    Parken blev udstyret som en italiensk have med et cirkulært centrum anlæg omgivet af geometriske blomsterbede. Siden da er parken blevet løbende moderniseret og beplantet og er i dag et skønt åndehul i byen med mange smukke planter og anlæg.

     

    MUST Lecce Bymuseum
    MUST Museo Storico Città di Lecce

    MUST Museo Storico Città di Lecce er et byhistorisk museum, der ligger i spændende rammer i Lecces tidligere nonnekloster i Clarisserordenen. På museet kan man se forskellige temaudstillinger om Lecces lange og interessante historie gennem skiftende epoker. Man kan også opleve diverse kunst på museet.

    Det gamle kloster blev anlagt i første halvdel af 1400-tallet i centrum af Lecce. Bygningerne fungerede som kloster til 1866, hvorefter klostret blandt andet har huset offentlige administrationskontorer, før det blev til det nuværende museum.

     

    Chiesa di Santa Maria della Porta, Lecce

    Jomfru Maria Kirke ved Porten
    Chiesa di Santa Maria della Porta

    Dette er en af Lecces nyere kirker, idet den blev opført i årene 1852-1858. Oprindeligt var den en mindre kirke uden for Lecces bymure, men ved opførelsen af Karl V’s mure i 1548, blev kirken nybygget inden for murene. I 1567erne blev den udbygget efter et helbredende mirakel.

    Den nuværende kirke minder ikke om den oprindelige 1500-talskirke, men er i stedet en genopbygget i nyklassicisme, der var kendetegnet for samtiden i 1800-tallet. Det var arkitekten Giuseppe Maiola da Maddaloni, der tegnede kirken i dens nye og nuværende form, hvor man bl.a. kan se en smuk kuppel, der på ydersiden er dækket af polykrome majolicafliser.

    Indvendigt er kuplen udsmykket med blomstermotiver, og i kirkerummet kan man se glasmosaikvinduer og et interiør, der stilmæssigt er stærkt forenklet i forhold til byens barokkirker.

     

    Museo Sigismondo Castromediano, Lecce

    Sigismondo Castromediano Museum
    Museo Sigismondo Castromediano

    Museo Sigismondo Castromediano er et museum, der er opkaldt efter Sigismondo Castromediano, der blandt andet var arkæolog. Castromediano grundlagde dette museum i 1868, og det er det ældste offentlige museum i regionen Puglia.

    Det er i dag provinsen Lecce, der ejer museet, og her kan man opleve spændende arkæologiske samlinger fra Salento. Der er også en malerisamling med tyngde på perioden fra 1400-1700-tallene.

Ture fra byen

    Rudiae

    Rudiae er en arkæologisk park, der ligger sydvest for Lecce. Stedet blev bosat i 700-800-tallene f.Kr. af messapierer, som kom fra det Illyrien på Balkan. Senere blev området græsk under Magna Graecia og udbygget betydeligt.

    I dag kan man besøge området og blandt andet se resterne af stedets amfiteater og en nekropolis. Der er også bevarede dele af to bymure, som i sine storhedsdage var befæstet med tårne og en voldgrav.

     

    Gallipoli, Italien

    Gallipoli

    Gallipoli er en smuk og spændende by med en rig historie. Den var en del af græske Magna Graecia, og i dag består den af den gamle bydel, der ligger på en ø, og den nye bydel, hvis hovedgade er elegante Corso Roma. Historisk har Gallipoli været Middelhavets største marked for handel med olivenolie, som regionen Puglia fortsat er kendt for.

    Hele den gamle bydel er seværdig for smukke spadsereture i de gamle gader, og byens største seværdigheder tæller borgen Castello di Gallipoli, katedralen Basilica Concattedrale di Sant'Agata Vergine og flere andre kirker. Man kan også nyde smukke strande i Gallipoli; den smukke Spiaggia di Baia Verde ligger umiddelbart syd for byen.

     

    Porto Cesareo

    Porto Cesareo er en mindre by, der ligger smukt langs Tarantobugtens kysten sydøst for Taranto. Byen er ikke mindst kendt for at ligge ved nogle af Italiens smukkeste og dejligste strande. Vandet er klart, og mange steder er det næsten som af besøge tropiske strande med de smukke farver, man kan opleve.

    Nogle af de bedste strande er Spiaggia di Torre Lapillo og Spiaggia di Scalo di Furno umiddelbart nord for Porto Cesareo og Spiaggia di Punta Prosciutto lidt længere mod nordvest.

     

    Otranto, Italien

    Otranto

    Otranto er en smukt beliggende by ved østkysten af regionen Puglia. Rent faktisk kan man næsten ikke komme længere mod øst i Italien, og få kilometer syd for byen ligger Capo d'Otranto, der er landets østligste punkt. Det er netop her, Det Joniske Hav og Adriaterhavet mødes. Otranto ligger, hvor den græske by Hydros tidligere lå.

    I byen kan man se den smukke promenade langs havet, borgen Castello Aragonese fra slutningen af 1400-tallet og byens domkirke med fantastiske gulvmosaikker fra 1100-tallet. Har man mulighed for det, kan man se nogle af Puglias mest kendte klippeformationer ved Baia di Torre Sant'Andrea, der ligger godt ti kilometer nord for Otranto.

     

    Brindisi

    Byen Brindisi har gennem historien været en vigtig havneby for handel med Grækenland og Mellemøsten. Således var det også her, den berømte Via Appia fra Rom sluttede, og man kan i dag se en af de to oprindelige romerske søjler, der markerede vejens afslutning.

    I Brindisis centrum kan man også se en 1700-talsrekonstruktion af byens katedral fra 1000-1100-tallene, flere andre kirker, borgen Castello Svevo og søfortet Castello Alfonsino. Har har sejlet til eller fra byen, vil man også kunne genkende Monumentet for Italiens Sømænd/Monumento al Marinaio d'Italia.

     

    Ostuni

    Ostuni er et af regionen Puglias store udflugtsmål. Det er en by, der er kendt som Den Hvide By/La Città Bianca på grund af dens hvide mure og mange hvidmalede huse, der ses på lang afstand. Og ud over at være berømt som en helhed for de hvide huse, er der også forskellige seværdigheder, man særligt kan se på.

    Ostunis katedral blev opført af Friedrich II af Schwaben i romansk stil 1200-tallet og genopbygget i 1400-tallet. Den er med sit rosettevindue en af disse seværdigheder. Man kan også gå til Piazza della Libertà, der er Ostunis centrale plads. Her står den imponerende søjle, Colonna di Sant'Oronzo, og her ligger byens smukke rådhus.

     

    Trulli, Alberobello

    Alberobello

    Alberobello er en by, hvor man kan se de særlige trulli-huse, der siden 1996 har været optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Trulli-husene går tilbage til 1400-tallet, og de har tykke mure opført uden brug af mørtel samt kegleformede tage som karakteristika.

    I Alberobello går trullihusene tilbage til 1600-tallet, hvor grev Giangirolamo II startede urbaniseringen af stedets skov, og derved gav han tilladelse til opførelsen af de særlige huse, der grundet deres byggeteknik gjorde, at greven ikke skulle svare skat til den spanske vicekonge.

    Husene kunne nemlig rives helt eller delvist ned, hvorved de kunne fremstå som ikke-permanente beboelser, hvilket gav frihed fra skattebetaling. Man kan se trulli-husene flere steder i Alberobello, hvor de blandt andet ligger i kvartererne Rione Monti og Rione Piccola.

     

    Bari, Italien

    Bari

    Bari er en af Syditaliens største og vigtigste byer. Den menes at være grundlagt af grækerne, og gennem tiden har flere sat sit præg på Baris udvikling. En af dem var Joachim Murat, der i Napoleonstiden anlagde den moderne bydel med retvinklende gader, der i dag bærer hans navn. Fra tiden under Mussolini i 1900-tallet kan man også se en del bygninger; fx langs Adriaterhavet.

    Der er mange seværdigheder i byen, hvor man som nogle af højdepunkterne kan se den schwabiske borg, Baris katedral, kirken Basilica di San Nicola og kunstmuseet Pinacoteca Provinciale di Bari. Man bør også tage på en spadseretur i den gamle bydels smalle gader og hyggelige pladser.

    Læs mere om Bari

     

    Taranto, Italien

    Taranto

    Taranto er en af de største byer i både regionen Apulien og i Syditalien. Det er en by, der ligger langs Tarantobugtens kyst, og faktisk kalder byen sig for Havenes Hovedstad. Årsagen er, at Det Store Hav/Mar Grande ligger vest for centrum og lagunen Det Lille Hav/Mar Piccolo ligger mod øst.

    Det gamle centrum ligger på en ø, og det var grækere, der i sin tid byggede det historiske Taranto. Man kan fortsat se rester fra den græske tid; ikke mindst med de bevarede søjler fra det gamle Poseidon-tempel. Tempelruinerne ligger i dagens centrum på grænsen mellem den gamle by og den nye og større bydel, Borgo Nouvo.

    Læs mere om Taranto

     

    Matera, Italien

    Matera

    Matera er en by i regionen Basilicata, og den er kendt for kvarteret Sassi di Matera, hvor man kan se byens gamle huleboliger, der er hugget ind i de porøse kalkstensklipper. Det er en spændende oplevelse, og huleboligerne er da også optaget på UNESCO's verdensarvsliste.

    Boligerne bliver stadig anvendt 9.000 år efter, at de første blev etableret. Nogle steder ligger boligerne oven på andre huler, og derved er Sassi di Matera et meget interessant af gå en tur. Man kan også se byens katedral, der bogstaveligt talt ligger på toppen af Matera.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links