Se på kortet
Cardiff, UK
Læs om byen
Cardiff er hovedstaden i Wales, der med store forekomster af ikke mindst kul og jern har været med i førerfeltet i industrialiseringen af Storbritannien, og det har gennem tiden skabt enorme formuer, der blandt andet er anvendt på byggerier i blandt andet Cardiff.
Industrihistorien er for en stor dels vedkommende fortid, og Cardiff har de seneste årtier gennemgået en forvandling med revitalisering af de gamle dokker ved Cardiff Bay, så i gåafstand fra den gamle bykerne ligger nu det moderne område ved vandet, som giver en helt ny dimension i byen for de mange tilrejsende.
I Cardiff er der eksperimenteret med moderne arkitektur, og der er også noget for dem, der gerne vil opleve rendyrket edwardiansk byplanlægning og byggeri. Og slottet Cardiff Castles nygotikke middelalderpræg er også en tur værd, når man er på vandretur i bymidten. Her præger flere fine kirker og byens mange victorianske butiksarkader en del af de atmosfærerige gader.
Cardiff er hovedstad i Wales, der som land er utroligt smukt med mange bakker og bjerge, en lang kystlinje og utallige hyggelige byer, der emmer af den vedkommende walisiske stemning. Alt sammen er noget, der ligger i umiddelbar nærhed af Cardiff, og som har været med til at præge den historiske udvikling af Wales.
Topseværdigheder
Cardiff Slot
Cardiff Castle
Castell Caerdydd
Midt i Cardiff troner byens smukke gamle middelalderborg og slot, Cardiff Castle, der blev opført samme sted som romernes fort fra omkring år 75. I slutningen af 1000-tallet opførte normannerne et borgtårn, som man stadig kan se en del af. Det er The Norman Keep, som står omgivet af en voldgrav i borgområdets nordlige del.
Gennem de følgende mange århundreder blev borgen gradvist udbygget, og den skiftede ofte ejere. I sidste halvdel af 1700-tallet købte John Stuart, som var den 3. jarl af Bute, stedet, og Stuart-familien kom senere til at anlægge hovedparten af det slotsanlæg, der kan besøges i dag.
I årene 1869-1881 udbyggede John Crichton-Stuart som den 3. markis af Bute Cardiff Castle betragteligt. Det var arkitekten William Burges, der forestod opgaven, og stilmæssigt skete det i en hovedsageligt fantasifuld udgave af en traditionel middelalderborg.
Der blev opført flere tårne i borg- og slotsanlægget, hvoraf klokketårnet Clock Tower er det mest karakteristiske. Med Clock Tower og den øvrige udbygning blev byens profil pludseligt ændret i en middelalderagtig retning.
Indvendigt i borgens rum og sale blev der også udsmykket og indrettet meget smukt og med inspiration fra forgangne århundreder. I Clock Tower er der fx en ungkarlehybel, hvor man finder det smukke Sommerrygeværelse/Summer Smoking Room. Af andre af de seværdige rum er salen Banqueting Hall, der gennem sin udsmykning skildrer Cardiff Castles historie.
Cardiff Nationalmuseum
National Museum Cardiff
Amgueddfa Genedlaethol Caerdydd
Bag navnet National Museum Cardiff er der både et museum og et nationalgalleri, og begge afdelinger er værd at besøge. Den smukke museumsbygning blev bygget fra 1912, og efter et byggestop under 1. Verdenskrig åbnede det trinvist i perioden 1927-1932.
På National Museum Cardiff kan man se en fin formidling af Wales’ udvikling på forskellige områder som fx arkæologi, geologi og kunst. På det deciderede galleri er der flere samlinger, der blandt tæller hollandsk kunst fra 1500-1700 og et udsnit af 1800-tallets franske malere.
Rådhuset
City Hall
Neuadd y Ddinas
Det paladsagtige bygningsværk City Hall er Cardiffs rådhus, som blev åbnet i 1904 som en del af den tids store offentlige udbygning med institutioner omkring Alexandra Gardens. Rådhuset blev opført i sten fra øen Portland i Dorset ved den engelske sydkyst, og det er byens femte rådhus. Byggestilen var inspireret af renæssancens arkitektur.
Indvendigt i rådhuset kan man se en række marmorstatuer af berømte personligheder fra den walisiske historie; blandt andre kan man se Llywelyn Ein Llyw Olaf (Llewelyn II), der var den sidste regerende prins af Wales. Ved en af hovedtrapperne er der desuden et mindemærke for kaptajn Robert Scott og hans besætning, der drog på en skæbnesvanger Sydpolenekspedition i 1910.
Det fint ornamenterede rådhustårn måler 59 meter i højden, og det er et af Cardiffs mest kendte bygningsmæssige vartegn.
Llandaff Katedral
Llandaff Cathedral
Eglwys Gadeiriol Llandaf
Den store og smukke katedral i forstaden Llandaff fungerer trods sin beliggende uden for Cardiffs centrum som områdets mest betydende anglikanske kirkebygning. Som katedral har biskoppen af Llandaff sæde her.
Der er rester fra kristen keltisk religiøsitet fra 500-tallet på stedet, og den første egentlige kirke siges at være opført i år 560. Efter normannernes indtog indsatte de den første biskop i 1107, og i 1120 startede opførelsen af selve katedralen. Bygningen stod færdig i 1290.
Under den engelske borgerkrig i midten af 1600-tallet blev kirken beskadiget, og i starten af 1700-tallet var tårnet tæt på at kollapse. Det manglende vedligehold gjorde, at byggeriet en ny katedral begyndte i 1734. Den nye bygning blev kaldet Det Italienske Tempel, og på trods af, at der blev bygget på kirken i omkring 100 år, blev den aldrig færdiggjort. I stedet restaurerede man i 1800-tallet den gamle bygning og genopbyggede det tidligere tårn, der dog ved denne lejlighed blev prydet af et spir.
Under 2. Verdenskrig eksploderede en bombe ved siden af katedralen i 1941, og af alle engelske katedraler, blev kun Coventrys domkirke mere ødelagt end Llandaff Cathedral under krigshandlingerne. Genopbygningen begyndte efter krigen, og i 1958 blev katedralen genindviet.