Se på kortet
Catania, Province of Catania, Italy
Læs om byen
Catania er en siciliansk storby, der ligger ved vulkanen Etna, og det har præget historien, ligesom det præger bybilledet med de mange bygninger, der gennem tiden er blevet opført i sort lavasten. Geologiske begivenheder har flere gange sat sit fysiske og ødelæggende aftryk på Catania, der flere gange har måttet genopbygges. Dagens Catania er således et resultat af en kolossal mængde nyanlæg efter det jordskælv, der lagde byen og området i grus den 11. januar 1693.
Catanias dominerende historiske arkitektoniske stil er siciliansk barok, som ikke mindst bycentrums mange kirker er opført i. Kirkerne med byens katedral i spidsen er en oplevelse i sig selv, hvor det ene smukke og righoldigt dekorerede ydre og indre afløser det andet. Nogle steder ligger kirkerne nærmest dør om dør, og det gælder blot om at gå på opdagelse i dem.
Rundt omkring i byen kan man også opleve Catanias græske og romerske fortid. Odeon, et amfiteater og et teater med op til 20.000 tilskuere ligger således mellem den moderne bys fine bygninger, og de giver en spændende kontrast i gadebilledet. Catanias bykerne er overskuelig, og det er derved god by at se til fods; eventuelt suppleret af en tur med turistbus eller minitog. Man kan nemt gå mellem alle seværdighederne, og vil man til havet eller ud i naturen, er der heller ikke langt.
Topseværdigheder
Domkirkepladsen
Piazza del Duomo
Pladsen Piazza del Duomo er Catanias centrale plads, og her ligger nogle af byens førende institutioner med rådhuset og domkirken i spidsen. Det er også her, Giovanni Battista Vaccarinis berømte Elefantspringvand/Fontana dell'Elefante står.
Springvandet er fra 1736, og det viser en obeliskbærende elefant, der er Catanias vartegn og en væsentlig del af byens våbenskjold. Inspirationen til springvandet kom fra Berninis elefanter på kirken Santa Maria sopra Minerva i Rom.
Elefanten i Catania blev fundet i byens ruiner efter et jordskælv i 1693 og stammer givet vis fra byens romerske tid. Vaccarinis renoverede den i sort lavasten med hvid marmorsaddel, og på toppen er der en egyptisk obelisk. Helt øverst er et kristent kors for at beskytte byen mod nye naturkatastrofer.
Catania Domkirke
Duomo di Catania
Duomo di Catania er byens romersk-katolske katedral og sæde for ærkebiskoppen af Catania. Den imponerende kirkebygning har en lang og spændende historie startende med det oprindelige byggeri i årene 1078-1093. Dengang skete det på toppen af byens tidligere romerske bade. Kirkebyggeriet blev igangsat af greve Roger I af Sicilien, der havde besejret det islamiske emirat på øen.
Flere gange gennem århundrederne er Duomo blevet ødelagt af jordskælv. Første gang skete det i 1169, hvor en efterfølgende brand gjorde, at kirken nærmest måtte nybygges. Historien gentog sig i 1693, hvor et voldsomt skælv havde sit epicenter tæt på Catania. Efter dette blev kirken genrejst i den nuværende barokke stil.
Man kan fortsat se spor efter den tidligere normannerkirke fra 1000-tallet. Det gælder ikke mindst de solide halvcirkulære apsisser, der er i lavasten fra de romerske byggerier. Hovedsageligt står Duomo dog i Gian Battista Vaccarinis arbejder fra 1711. Det var dette år, den nye barokfacade gjorde kirken færdig efter 1693-jordskælvet. Her er tre søjleprydede lag, hvor man blandt andet kan se Sankt Agata over indgangen.
Sankt Agata er den, kirkens officielle navn er blevet opkaldt efter; Cattedrale di Sant'Agata. På hoveddøren kan man således også se scener fra Agatas martyrium gengivet. Agata var en jomfru, der levede i 200-tallet i Catania. Hun blev kristen og led martyrdøden under kejser Decius' forfølgelser.
På toppen af domkirken er der en smuk kuppel, der stod færdig i 1802. Klokketårnet var oprindeligt bygget i 1387 i en højde på omkring 70 meter. Højden steg med 20 meter i 1662, hvor der blev indbygget i ur i tårnet. Efter jordskælvet i 1693 måtte det genopføres, og Italiens tredjestørste klokke blev hængt op her.
Indvendigt i kirken åbenbarer et smukt kirkerum sig med grundplan som et latinsk kors. Dele af det er i barok, mens apsis går tilbage til 1100-tallet. Her er også fra kapeller som blandt andet Sankt Agatas. Man kan også se Helligkorskapellet, hvor medlemmer af den sicilianske del af den aragonesiske kongefamilie ligger begravet; fx kong Frederick III.
Det Romerske Teater
Teatro Romano
Det romerske teater i Catania blev allerede anlagt under byens tid som græsk koloni. Det blev bygget på sydsiden af det højdedrag, hvor Akropolis lå. Romerne ombyggede teatret, så det blev et klassisk romersk teater, hvilket skete i 100-tallet. Teatret blev opført i lavasten fra Etna, og det var tidligere beklædt med marmor.
Teatret er relativt godt bevaret og menes at have kunnet huse omkring 7.000 tilskuere. Det halvcirkelformede galleri, cavea, har en diameter på 98 meter, mens orkestergraven i bunden af teatret måler 22 meter i sin største diameter. I dag ses teatret ganske godt, og det skyldes nedrivninger i 1900-tallet af en del forskellige bygninger, der var skudt op på teaterområdet gennem årene.
Collegiata Basilika
Basilica della Collegiata
Basilica della Collegiata blev opført som kirke og har virket som kongelige paladskapel i Catania. På dette sted stod der allerede i den tidligste kristne tid et kapel. Det var dedikeret til Sankt Maria dell'Elemosina, der også har givet navn til den nuværende kirkes officielle navn.
Det var Aragoniens konger, der fra slutningen af 1300-tallet besøgte kirken, der derved fik tilnavnet Det Kongelige Kapel/Regia Cappella. Efter en pavelig forordning fra 1446 blev der i forbindelse med kirken etableret et præstekollegium, og derfra stammer tilnavnet Collegiata. Efter ødelæggelser fra Etnas udbrud i 1669 måtte kollegiet genopbygges, og også kirken blev beskadiget i 1600-tallets naturkatastrofer, der ramte byen med et ødelæggende jordskælv i 1693.
Den nuværende kirkes smukke og rigt udsmykkede facade stod færdig i 1758 efter Stefano Ittars design. Indvendigt er der et ligeledes fornemt dekoreret kirkerum, der i sin grundplan danner et lantinsk kors. I den særdeles flotte loft- og kuppeludsmykning kan man se fresker af kunstnerne Francesco Gramignani, Giuseppe Sciuti og Olivio Sozzi.
San Nicolò l’Arena Kirke
Chiesa di San Nicolò l’Arena
Chiesa di San Nicolò l'Arena er en af Siciliens største kirkebygninger. De imponerende dimensioner er 105 meter i længden, 71 meter i bredden ved tværskibet og en højde på op til 66 meter til kuplens top. Her lå oprindeligt en anden kirke, som blev ødelagt af Etnas udbrud i 1669. Den var blevet indviet under overværelse af vicekongen i 1578 og menes dedikeret til Sankt Nicholas af Bari.
Ved Etnas udbrud i 1669 havde lavastrømme ramt den vestlige del af Catania, hvor denne kirkes benediktinerklosters ejendom lå. Den nye kirke blev bygget fra 1687 et andet sted på benediktinernes ejendom og designet af den romerske arkitekt Giovanni Battista Contini. Kirkens størrelse var både et symbol på magt og rigdom for denne katolske orden og en praktisk foranstaltning, der kunne give plads til en så stor menighed i kirken som muligt til de religiøse begivenheder, der fandt sted her. Den store bygning var bygningsmæssigt en fortsættelse af det tilliggende og overdådige renæssancekloster fra 1608. Inspirationen til komplekset kom ikke mindst fra Rom og fra dennes Peterskirke.
Det store jordskælv i 1693 satte en midlertidig stopper for opførelsen, der først kom i gang igen efter nogle årtier. Facaden på kirken blev løbende justeret og ændret i designet, og den nåede ikke at blive endeligt færdig, før den nye italienske stat konfiskerede stedet i 1866. Kirken blev dekonsekreret under 2. Verdenskrig og fungerede ikke som kirke i mange år, før benediktinerne fik bygningen tilbage i 1989. En større restaurering blev derefter igangsat.
Det primære indtryk af den ganske ufærdige facade i dag stammer dog fra Carmelo Battaglia Santangelos design, som han havde indgivet i 1775. Stilmæssigt blev facade rejst i en blanding af siciliansk barok og en nyklassicisme, der blandt andet ses i de otte kraftfulde søjler, der står ud fra facaden. Samme design ses også med de tre store portaler med vinduer og balustrader, der er en del af den centrale gavl. Alt arbejdet blev udført i en stor skala, der er uovertruffen i byen, og som var tilpasset de lige så storslåede dimensioner af den bagvedliggende kirke.
Inspirationen fra Peterskirken og Vatikanet er relativt tydelig. Søjlerne og korintiske pilastre og gesimser udgør dele af den romerske arkitektur, og det samme gælder kirkens grundplan som latinsk kors med flere nav, tværskib og kuppel, sidekapeller og et hævet kor. Lysindfaldet gennem kirkens høje vinduer og mellem gangenes buer er desuden meget fin og giver et lyst kirkerum, hvor en rummelig monumentalitet hersker. Både alteret og kirkens sidekapeller er seværdige med anvendelsen af marmor og en del kunstværker af forskellige kunstnere, der for manges vedkommende også arbejdede i Rom.
Det bagvedliggende kloster blev opført af Benediktinerordenen, og det er i dag indrettet som campus for en del af byens universitet. Benediktinerne var kommet til Etnas skrænter i 1100-tallet, hvor de etablerede deres første mindre kapel i området. Efter et vulkanudbrud i 1500-tallet havde de forladt deres oprindelige sted og etableret sig på dette sted i Catania. Klostret blev opført fra 1558, og samme år blev det ufærdige kloster indviet af Siciliens vicekonge. Klostret blev bygget så stort, at det var et af Europas største. Klosterbygningernes facade står i fin siciliansk barok og færdiggjort delvist i lavasten efter Giovanni Battista Vaccarinis tegninger i 1752.
Ursino Borg (Bymuseet)
Castello Ursino (Museo Civico)
Borgen Castello Ursino menes bygget i årene 1239-1250 som et af Siciliens kong Frederick IIs residensslotte. Starten af 1200-tallet var en urolig tid på Sicilien, og i 1220 havde Frederick II beordret alle ikke-kongelige slotte på Sicilien ødelagt for at undgå mulige oprør og løsrivelser af dele af riget. Castello Ursino blev opført som understregelse af Frederick IIs kongelige magt, og desuden skulle den nærmest uindtagelige residensborg forsvare kongerigets hovedstad Catania.
Flere forskellige politisk-historiske begivenheder udspillede sig gennem årene på Castello Ursino, der dog mistede sin betydning med tiden. Dette skyldtes både, at hovedstaden og derved det politiske centrum flyttede fra Catania, og at nye våbenteknologier svækkede borgens forsvar.
Efter jordskælvet i 1693 var Castello Ursino en af de få bygninger, der stod tilbage efter den store naturkatastrofe. Derved er middelalderarkitekturen med de tykke og høje borgmure bevaret til i dag. Grundplanen er kvadratisk med borgtårne i hvert hjørne. Det lå oprindeligt ved kysten, men lavastrømme og landhævninger efter jordskælv har flyttet det betydeligt væk fra vandet i dag. Lava fra vulkanen Etna har også fyldt borgens voldgrave op, hvilket skete i 1600-tallet.
I dag huser borgen Catanias bymuseum og et galleri med lokale kunstværker. Man kan således både opleve det fine bygningsværk og en række samlinger fra Castello Ursino og fra regionens historie. Blandt andet er en stor del af Biscari-prinsernes store og fine samlinger udstillet her.
