Se på kortet
Chicago, IL, USA
Læs om byen
Chicago er en af USA's største byer, og ved Lake Michigans bred rejser byens parker og skyskrabere sig smukt og skaber en skyline, der kun ses få steder i verden. Her mødes det urbane, østlige USA med Midtvestens vidtstrakte landbrugsområder, skove og prærie, og netop den strategisk gode beliggenhed har tiltrukket millioner af indbyggere, siden Chicago med 350 mennesker blev en by i 1833.
Chicago står i arkitekturhistorien som en af pionererne inden for moderne højhusbyggerier, og Chicago-skolen satte sit præg på opførelser mange steder i verden som fx i newzealandske Auckland. Chicago selv er dog det bedste sted for at beundre 1900-tallets tidlige skyskrabere, der blev mere og mere himmelstræbende med årene for at toppe med Sears Tower; det nuværende Willis Tower.
Chicago er også en særdeles driftig by, når den gælder udbuddet af kulturelle aktiviteter. Her er fornemme museer, gastronomiske nydelser og indkøb i vanlig amerikansk topklasse. Krydret med den smukke beliggenhed og en række grønne oaser, er der aldrig langt til næste attraktion og rekreative mulighed. Et af de mest besøgte steder er den 1.010 meter lange mole, Navy Pier, der strækker sig ud i Lake Michigan.
Kigget over den kolossale Lake Michigan er også uforglemmeligt, og man kan næsten glemme, at Chicago ligger midt i landet. Lake Shore Drive og kysten i det hele taget er et kolossalt aktiv for byen og alle dens besøgende. Byen Milwaukee og andre steder langs Lake Michigan er oplagte udflugtsmål fra Chicago, og i staten Illinois’ historie står hovedstaden Springfield også som et interessant sted i nærheden af Chicago.
Topseværdigheder
Willis Tower
Willis Tower er Chicagos og en af verdens højeste bygninger. Her er ikke færre end 110 etager, og højden er 442 meter til taget og 527 meter til toppen af den højeste antenne. Tårnet blev opført som Sears Tower 1970-1973 af detailhandelgiganten Sears, der samlede mange af sine ansatte i Chicagoområdet i den nye bygning. Den var verdens højeste indtil 1998. I 2009 flyttede forsikringsbrokeren Willis ind i en del af tårnet, og med de medfølgende navnerettigheder skiftede Sears Tower navn til Willis Tower.
På 103. etage er der et observationsdæk, Skydeck, hvor man i 412 meters højde kan se ud over Chicago og omegn samt langt ud i søen Lake Michigan mod øst. I højden er der også glasbundede balkoner, der strækker sig ud af bygningen og derved muliggør, at man kigger 412 meter lodret ned.
Chicago Kunstinstitut
Art Institute of Chicago
Art Institute of Chicago er et fornemt kunstmuseum, hvor man kan se værker inden for stort set alle kunstarter. Samlingen er stor, og den repræsenterer flere tusind års kunst fra hele verden. Her kan man blandt andet opleve europæiske impressionister med en lang række værker af fx Claude Monet, postimpressionister og moderne amerikanske malere som Edward Hopper, hvis kendte maleri, Nighthawks, fra 1942 kan ses her.
Afrikansk kunst, asiatisk kunst, store europæiske mestre i malerkunst, møbler og skulpturer er temaer fra andre dele af den permanente udstilling.
Museets historie går tilbage til akademiet Chicago Academy of Design, der blev grundlagt som kunstskole i 1866 med eget kunstgalleri. Det var forløberen til Chicago Academy of Fine Arts, der i 1882 blev til Art Institute of Chicago. Museumsbygningen blev færdigopført i 1893, så den kunne åbne under andet år af udstillingen World’s Columbian Exhibition. I 2009 åbnede en moderne udvidelse, hvor man fx kan se værker af Magritte, Matisse og Picasso.
Buckingham Springvand
Buckingham Fountain
Buckingham Fountain er et stort springvand, der blev anlagt i 1927 i lyserødt marmor. Forbilledet var den franske solkonge Louis XIV’s tilsvarende springvand ved slottet Versailles udenfor Paris. Buckingham Fountain blev blot anlagt meget større end den franske udgave.
Vandet springer op til 40 meters højde, og på sommeraftener er der et farverigt lysshow i vandet. Fra det grønne område omkring springvandet, Grant Park, er der en smuk udsigt til Chicagos skyline.
Officielt hedder springvandet Clarence Buckingham Memorial Fountain. Det blev doneret til byen af Kate Buckingham som monument for hendes bror Clarence. For tv-seriekiggere fra 1990erne vil springvandet vække minder, idet det dannede introbilleder til serien Vore Værste År/Married with Children med karakteren og bysbarnet Al Bundy som stjernen.
Vandtårnet
Water Tower
Water Tower er et vandtårn i det centrale Chicago, og det er en af de få bygninger, der overlevede den store brand i 1871. Tårnet blev bygget i 1869 i limsten, og blandt de høje skyskrabere minder det mest om et lille europæisk slot.
Vandtårnet er nu et af byens vartegn, og det rummer et besøgscenter. Det 47 meter høje vandtårn er det næstældste i USA. Det er kun Louisville Water Tower i Kentucky, som er ældre. Det blev opført i 1856.
Flådemolen
Navy Pier
Navy Pier er en mole, der blev anlagt som følge af byplanen fra 1909. Den indeholdt anlægget af to lange moler ud i søen Lake Michigan. Navy Pier har siden anlæggelsen 1914-1916 strakt sig 1.010 meter ud i søen, mens den anden mole aldrig blev anlagt. I starten var det officielle navn Municipal Pier #2.
Formålet med Municipal Pier #2 var at kunne være kajplads for fragtskibe, der besejlede Lake Michigan, og derfor blev der også bygget magasinbygninger til lagerformål. Passagerskibe skulle dog også kunne lægge til, og molen fik sin egen sporvognslinje som transportmiddel.
Under 1. Verdenskrig blev molen også anvendt af soldater, og i 1927 fik den navnet Navy Pier til ære for dem, der gjorde tjeneste her. Med 2. Verdenskrig kom flåden tilbage til molen, der efterhånden var blevet et af indbyggernes mest populære rekreative udflugtsmål med spisesteder, legepladser og dansehaller.
Siden 1970erne er der blevet åbnet et væld af underholdningstilbud på Navy Pier, der i dag er et af byens mest besøgte steder. Der er en del forskellige attraktioner på Navy Pier, og ud over dem er der adskillige bådture, man kan tage på fra molen.
Field Naturhistoriske Museum
Field Museum of Natural History
Field Museum anses for at være et af verdens bedste naturhistoriske museer, og her kan man også se en fin antropologisk samling, der oprindeligt blev indsamlet til byens store udstilling i 1893; World’s Columbian Exhibition. I alt er der millioner af forskellige effekter i institutionens rige samling.
Blandt museets udstillede genstande kan man se den mest velbevarede Tyrannosaurus Rex i verden samt adskillige andre dinosaurusfund. Andre naturhistoriske temaer er pattedyr fra Afrika og Asien, livet og biodiversiteten i jordlaget under os og Jordens udvikling
Man kan også se skatte fra Egypten på Field Museum. I den del af udstillingen går man blandt andet ned i en skakt til et rekonstrueret gravkammer. Der er også mange kulturgenstande fra den oprindelige amerikanske befolkning og meget mere på det store museum.