Se på kortet
Edinburgh, UK
Læs om byen
Edinburgh er Skotlands gamle og charmerende hovedstad, hvor kilte og sækkepibemusik ses og høres rundt omkring i gaderne. Sandstensbygninger, masser af spændende baggårde i den gamle bydel, betagende udsigtspunkter fra højdedragene i eller tæt på centrum og fantastisk smukke omgivelser er blot nogle af de andre ting, der følger med et besøg i byen.
Edinburgh Castle er bogstaveligt talt højdepunktet i byen med den dramatiske beliggenhed på toppen af et klippefremspring lige midt i centrum. Slottet er midtpunktet i byen og også centrum for byens berømte tattoo.
Fra Edinburgh Castle udgår den kongelige mil, Royal Mile, mod øst mod slottet Holyroodhouse, og langs Royal Mile ligger mange seværdigheder som perler på en snor. Gamle kirker, typiske huse og skotske oplevelser et der sikkerhed for her. Tæt herpå ligger 1700-talsbydelen New Town, der er anlagt efter et stringent retvinklet mønster. Her kan man gå ad paradegaden Princes Street, der fungerer som hovedstrøg som et af Edinburghs hovedstrøg.
Edinburgh er omgivet af smuk natur, og der er aldrig langt til gode muligheder for at tur i parker, ved havet og på nogle af de mange højdredrag, der ligger her. En tur på Arthur’s Seat er et forslag. Alle steder i byen emmer en skotsk stemning med butikker, der sælger kilte og sækkepiber, og skotsk mad og drikke bør man også prøve; det kan fx være haggis og et glas whisky.
Topseværdigheder
Edinburgh Slot
Edinburgh Castle
Edinburgh Castle ligger synligt fra hele byen på en af Edinburghs bjergtoppe, der er en udslukt vulkan. På det strategisk godt beliggende bjerg blev den første borg allerede opført i 500-tallet, mens det nuværende Edinburgh Castle er grundlagt i 1100-tallet og løbende ud- og ombygget gennem mange af de følgende århundreder.
Adgang til Edinburgh Castle sker ad pladsen Castle Esplanade, der danner rammen om det traditionsrige årlige Edinburgh Tattoo, der blandt andet byder på militærmarcher og sækkepibemusik. Hele området Edinburgh Castle rummer en lang række forskellige bygninger og byder på fantastiske udsigter til hele Edinburgh og byens omegn.
Man kommer ind i anlægget ad Porthuset, hvorefter man bliver mødt af forsvarsanlæg, blandt andet Halvmånebatteriet, som man står ved foden af. Næste bygning, man kommer gennem, er Portcullisporten, hvorefter man er på pladsen Middle Yard, der er starten af det egentlige borg- og slotsområde. Ved Middle Yard står Klokken Et-kanonen/The One O’Clock Gun, der bliver affyret dagligt undtagen søndag klokken præcis 13. Traditionen kommer fra, at skibe derved kunne indstille deres ure korrekt for sejlture.
Går man fra Middle Yard op ad den afrundede trappe, Lang Stair, kommer man til Upper Yard, hvor man kan se det lille kapel, St. Margaret’s Chapel, der blev opført af kong David I i 1100-tallet. Kapellet menes at være Edinburghs ældste bygning. I området uden for kapellet står kanonen Mons Meg, der er fra 1400-tallet. Kanonen blev blandt andet affyret i 1558, da den skotske dronning Marie Stuart blev gift med den franske kong François II. Ved det tilfælde blev den 150 kilo tunge kanonkugle fundet ved Botanisk Have, der ligger cirka tre kilometer væk.
På toppen af Edinburgh Castle ligger pladsen Crown Square, der er centrum i komplekset. På pladsen ligger Scottish National War Memorial fra 1927, der er et mindesmærke over skotter faldet i verdenskrigene. I bygningen er museet The National War Museum of Scotland indrettet. Museet skildrer den skotske krigshistorie gennem de sidste mange århundreder, og her er mange genstande såsom uniformer og våben udstillet.
På Crown Square ligger også slotsbygningen Royal Palace og Great Hall, der blev opført 1511 som mødested for det skotske parlament. Royal Palace blev opført i 1400-tallet, og slottet rummer de skotske kronjuveler, der er smedet i skotsk guld. Den smukke kongekrone var første gang i brug ved kroningen af Robert the Bruce i 1306. Royal Palace byder også på interessante indretninger af de kongelige gemakker.
Den Kongelige Mil
Royal Mile
Royal Mile er Edinburghs hovedgade, og den består af gaderne Castlehill, Lawnmarket, High Street og Canongate. Navnet Royal Mile kommer af, at strækningen er en engelsk mil lang, og at den forbinder byens to slotte, Edinburgh Castle og Palace of Holyroodhouse.
Castle Hill, Lawnmarket og High Street er de travleste gader, hvor de fleste seværdigheder ligger, mens Canongate er mere stille med lavere bebyggelse, men den har også sine spændende bygningsværker og museer.
Sankt Ægidius Katedral
St. Giles’ Cathedral
Edinburghs katedral blev grundlagt i 1120erne i romansk stil, og navnet St. Giles’ er til ære for skytshelgenen for krøblinge og spedalske, der var væsentlig for middelaldertiden. Den nuværende kirke stammer dog hovedsageligt fra slutningen af 1300- og 1400-tallene. Historisk er kirken væsentlig i Skotland, og det var her, den skotske reformator John Knox prædikede i 1500-tallet.
Blandt detaljerne i kirken er de smukke glasmosaikker, som primært er fra 1800-tallet. De regnes som nogle af de mest seværdige i Skotland. Thistle Chapel fra 1911 blev opført til skotske riddere af Thistleordenen, og det lille kapel blev smukt og meget dekorativt indrettet.
St. Giles’ Cathedral fungerer i dag som sognekirke for Edinburghs gamle bydel, og man kan gå til en af gudstjenesterne, der afholdes om søndagen. Spiret på St. Giles’ Cathedral blevv i øvrigt bygget som en krone som symbol på kongemagten og netop denne kirkes væsentlighed.
Holyroodhouse Palads
Palace of Holyroodhouse
Paladset Holyroodhouse ligger ved den østlige ende af Royal Mile, og det er den engelske regents bolig ved ophold i Edinburgh. Det smukke barokslot blev opført i 1500-tallet, men udvidet og ombygget 100 år senere.
Indvendigt kan man få adgang til store dele af paladset, når det ikke fungerer som kongelig residens. Højdepunkter er blandt andet slottets fornemme samling af gobeliner, Great Gallery med portrætter af skotske regenter, de kongelige gemakker og selve tronsalen.
Mest kendt er slottet nok som bolig for den skotske dronning Marie Stuart, der under hendes korte regeringstid boede i gemakker på Holyroodhouse. Marie Stuart blev gift i slottets kirke, Holyrood Abbey, der nu ligger som en smuk, romantisk ruin i tilknytning til selve slotsbygningen. Det imponerende springvand foran paladset blev opført på befaling af dronning Victoria.
Arthur’s Seat
Arthur's Seat er en 251 meter høj, udslukt vulkan, der ligger i kort afstand fra Edinburghs centrum. Rent faktisk udgøres vulkanen også af Calton Hill og Castle Rock, men kendes bedst som Arthur's Seat, der er let at bestige fra flere steder. Uanset hvilken tur man vælger, bliver man belønnet med en fantastisk udsigt over Edinburgh og byens omegn fra bjergets top.
Fra området syd for Palace of Holyroodhouse er der gode vandrestier til de forskellige toppe i området, som blandt andet tæller den yderste og stejle kant mod Edinburgh by. Hele dette område inklusive Arthur's Seat former Holyrood Park, der er en 260 hektarer stor park med et særdeles varieret og vildt landskab.
Skotlands Nationalmuseum
National Museum of Scotland
National Museum of Scotland er Skotlands nationalmuseum, og her kan man opleve fine samlinger, der på spændende og meget varierende vis skildrer naturhistorie, ingeniørbedrifter, kunsthåndværk med videre fra oldtiden til i dag og fra både Skotland og udlandet.
Der er et naturligt fokus på Skotland, og museet skildrer gennem flere end 10.000 genstande Skotlands historie og folk. Perioden går fra de tidligste fund over landets tid som eget kongerige til dagens moderne Skotland.
Bygningsmæssigt er museumsbygningerne også interessante. Den victorianske stil med det store glastag giver gode rammer for udstillinger med internationalt perspektiv. Og fra restauranten øverst oppe er der en smuk udsigt over den gamle bydel og Edinburgh Castle.
Charlotte Square
Pladsen Charlotte Square bliver anset som bydelen New Towns smukkeste og mest harmoniske plads, og den er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Charlotte Square blev anlagt af Robert Adam fra 1792 i karakteristisk georgiansk stil. Pladsen stod færdig i 1820 som den sidste del af de først planlagte dele af New Town. Den skulle have heddet George Square, men ved anlægget var dette navn blevet anvendt et andet sted i byen.
På det grønne område i midten af pladsen står en rytterstatue af prins Albert, der var dronning Victorias gemal. Omkring pladsen ligger flere interessante bygninger.