Se på kortet
Kaunas, Litauen
Læs om byen
Kaunas’ gamle bydel er domineret af huse opført i gotik og renæssance. Med centrum omkring den fine rådhusplads i den gamle by strækker hyggelige gader sig, hvor man finder kirker, klostre, museer og Kaunas Borg. På selve rådhuspladsen ligger byens elegante rådhus.
Mod øst fra rådhuset ligger de nyere dele af byen, der byder på både moderne boulevarder og smukke bygningsværker fra de seneste århundreder. Garnisons Kirke står som midtpunkt for denne del af byen, der har strøggaden Laisvės alėja som midterakse og forbindelse mellem kirken og den gamle by.
Den måske mest karakteristiske bygning i Kaunas er Kristi Genopstandelseskirke, der i funktionalisme troner også Kaunas’ centrum på en af bakkerne, som man kan komme op på til fods eller ad en af byens kabelbaner, der er en sjov og anderledes transportform.
I omegnen af Kaunas ligger både smukke og spændende steder; et frilandsmuseum tager besøgende med til en atmosfære fra det historiske Litauen, og byen Elektrenai byder på sovjetisk byplanlægning. Tager man en tur til Vilnius, bør man også gøre stop ved den enestående vandborg i Trakai, der til fulde giver en stemning fra fortidens riddertider.
Topseværdigheder
Kaunas Borg
Kauno Pilis
Kaunas Borg er opført i 1200-tallet som det første egentlige forsvarsværk i Litauen. De originale mure var 13 meter høje og over 2 meter tykke, men efter belejring i 1362 blev borgen overvundet og murene revet ned.
Allerede seks år senere, i 1368, blev borgen dog forstærket. Den havde på det tidspunkt fire borgtårne, men de er gennem århundreder ødelagt af den tætte placering på floden Neris, der også har skyllet den nordlige mur væk.
Efter Slaget ved Tannenberg i 1410 forsvandt truslen fra den Tyske Orden og med den borgens militære betydning. Bygningerne blev herefter hovedsageligt anvendt til administration og som residens. En overgang blev borgen desuden benyttet som fængsel, men fra 1800-tallet fik den lov til at forfalde.
Fra 1930erne blev de tilbageværende ruiner beskyttet, og i dag er borgruinerne restaureret og delvist genopbygget. De står smukt i et stort grønt område, der strækker sig helt til der, hvor floderne Neris og Nemunas flyder sammen.
Sankt Francisco Xavier Kirke
Šv. Pranciškaus Ksavero bažnyčia
På sydsiden af Kaunas’ rådhusplads ligger denne smukke jesuiterkirke, der blev opført i barok fra 1666 til indvielsen i 1672. Kirken brændte i 1732, blev genopført og indviet på ny i 1759. Et kloster og et kollegium blev bygget til i årene 1761-1768, hvor jesuitternes kompleks derved var vokset markant fra ordenens start i Kaunas i 1642.
I starten af 1770erne nedlagde paven jesuiterordenen i området, men i stedet for at opgive deres kirke, valgte munkene i 1787 at konvertere til franciskanerordenen. I 1824 gjorde den russiske zaradministration bygningen til en russisk-ortodoks kirke, og 19 år senere blev den opkaldt efter Alexander Nevskij. Siden har den haft forskellige formål, blandt andet er den blevet brugt som teknisk skole i Litauens sovjetiske periode.
Det flotte barokinteriør er bevaret i kirken, der først fra 1923 og siden fra 1990 har fået sit formål tilbage som jesuiterkirke. Jesuitterne var kommet tilbage til Litauen efter 1. Verdenskrig, og med landets selvstændighed var overdragelsen blevet muliggjort.
Kaunas Rådhus
Kauno rotušė
Centralt på Kaunas’ rådhusplads ligger det 53 meter høje hvide rådhus, der er opført i årene 1542-1562 i senbarokstil. Oprindeligt havde det kun stueplan, men bygningens øverste etage og tårn er bygget til i slutningen af 1500-tallet.
Bygningen har været anvendt til mange forskellige formål gennem tiden. Den har naturligvis huset Kaunas’ administration, mens en ortodoks kirke lå her en tid fra 1824. Ammunitionsdepot, residens for russiske zarer, russisk teater og klublokaler er andre anvendelser, Kauno rotušė har været indrettet til.
I den bevarede 1500-talskælder er der i dag indrettet et keramisk museum, Keramikos Muziejus (Rotušės aikštė 15), mens der i selve rådhuset holdes fx forskellige officielle ceremonier, modtagelser og bryllupper.
Frihedsalléen
Laisvės alėja
Laisvės alėja er Kanuas’ elegante pragtgade, der løber centralt gennem hele det moderne Kaunas. Den er anlagt i slutningen af 1800-tallet under en udvidelse af byen mod øst, og alleens vestlige ende starter således ganske tæt på Kaunas’ gamle bydel.
Hovedparten af husene langs Laisvės alėja er fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet, og grundet forsvarsformål generelt i Kaunas var den almindelige byggehøjde 2-3 etager.
En tur ad Laisvės alėja er et must under et besøg i byen. Det lange lige stræk er en gågade på over 1.600 meter i længden. I midten står fine rækker med smukke lindetræer, der giver et fornemt bymiljø. Langs alleen er generelt en hyggelig atmosfære med springvand, bænke og et væld af butikker.
Kristi Genopstandelseskirke
Kristiaus prisikėlimo bažnyčia
Kristi Genopstandelseskirke er en af Kaunas mest markante bygninger. Den er bygget højt hævet over byen på toppen af Den Grønne Bakke/Žaliakalnis.
Det blev efter afslutningen på 1. Verdenskrig besluttet at opføre kirken som tak til Gud for landets nyvundne selvstændighed. Kaunas blev valgt som hjemsted for kirken, idet Vilnius i denne tid hørte under Polen. En arkitektkonkurrence blev udskrevet i 1926, og Karolis Reisonas’ forslag fra 1928 blev valgt. Det endelige projekt lå klart i 1933, og grundstenen blev bragt til byen fra Oliebjerget i Jerusalem året efter.
Kirken er opført i monumental funktionalistisk stil, og stod næsten færdig i 1940, hvor 2. Verdenskrig satte en stopper for det sidste arbejde, der hovedsageligt var indretningen. I Sovjettiden blev den store bygning indrettet som radiofabriksbygning, og den virkede som sådan indtil 1988. I 1990erne kom arbejdet i gang igen med kirkebyggeriet, og den smukke bygning kunne indvies i 2004.
Kirkens høje tårn har en højde på 70 meter, og på hele kirkeskibets top er der bygget en udsigtsterrasse, der giver byens nok bedste panorama over hele Kaunas. Modsat det høje tårn er et mindre tårn over kirkens alter.
Kaunas Peter og Paul Katedralbasilika
Kauno Šv. apaštalų Petro ir Povilo arkikatedra bazilika
Denne kirke har status af romersk-katolsk katedralbasilika og er samtidig både Kaunas’ og Litauens største gotiske bygningsværk. Dens præcise grundlæggelse kendes ikke, men kirken nævnes første gang i 1413. Gennem de følgende to hundrede år blev kirken udbygget, og den stod færdig i 1624.
Bygningen blev delvist ødelagt under krigshandlinger i 1655 og genopført i 1671 med træk fra tidens renæssancearkitektur. I 1732 blev kirkens tag ramt af en brand, der blandt andet lagde de oprindelige to tårne i ruiner; efterfølgende blev kun det ene genopført.
I forbindelse med renoveringen, der strakte sig gennem mange år og også i kirkens interiør, finansierede kong Stanisław August Poniatowski en del nyt i 1770erne. Det gjaldt fx hovedalteret, der stammer fra 1775. Med disse ombygninger kom kirken til at fremstå med dagens dominerende træk af fornem barok.
Pave Leo XIII ophøjede kirken til katedral i 1895, og basilikatitlen kom til i 1926, da regionens bispesæder blev restruktureret under pave Pius XI. Kirkens nuværende udseende og indre er i det store hele som fra omkring år 1800, hvor den seneste større renovering fandt sted. Dens dimensioner er 84 meter i længden og 34 meter i bredden, mens tårnet er 42 meter højt.