Se på kortet
Málaga, Spain
Læs om byen
Malaga på Costa del Sol har med sit milde klima og sine mange solskinstimer tiltrukket turister gennem mange år. Byen har dog meget andet at byde på end solen; fx smukke gamle bygninger, hyggelige og elegante promenader samt museer.
Det var her i Malaga, den verdensberømte kunstner Pablo Picasso blev født, og man kan naturligvis gå i hans fodspor. Man kan opleve kunstnerens fødehjem i byen, hvor der også er et godt museum med en del af Picassos værker. Et andet museum er Carmen Thyssen, og også dette bør være et must for kunstelskere, som også vil være tiltrukket af Centre Pompidou ved Malagas fornemt anlagte havnepromenade.
Malaga er en by med en lang historie, og på toppen af byen ligger den gamle borg Gibralfaro, hvorfra man kan nyde en storslået udsigt over byen og blandt andet til maurernes residens i Alcazaba, der ligger ved siden af byens gamle romerske teater.
Hele Solkysten er med sine mange aktivitetsmuligheder fantastisk til rekreation. Man finder i rigt omfang bademuligheder, golfbaner og andre oplevelser, og det hele ligger umiddelbart uden for Malagas bygrænser.
Malaga som Andalusiens hovedby med 600.000 indbyggere rummer en lang historie præget af mange folkeslag, og det kan man meget tydeligt også se under en tur til perlen Granada, hvor mauriske Alhambra troner som en af regionens absolut største seværdigheder.
Topseværdigheder
Malaga Havn
Puerto de Málaga
Puerto de Málaga er Málagas havn, som gennem tiderne har spillet en afgørende for byens udvikling, og den hører til de ældste i Middelhavet. Der er en fin maritim stemning i området, hvor man både kan finde lystbåde og færger til fx Nordafrika.
Et særligt område er promenaden langs bycentrum; Palmeral de las Sorpresas. Det er en relativt nyanlagt promenade, hvor man blot kan sidde at nyde miljøet eller fx tage børnene med til legepladserne i området. Fra denne del af havnen kan man også tage på forskellige turistsejlture fra Malaga.
Umiddelbart øst for Palmeral de las Sorpresas ligger Muelle Uno, der er et indkøbscenter langs havnen. Centret rummer også en del spisesteder og caféer, og det åbent anlagte center leder langs havnebassinet mod byens fyrtårn, La Farola.
Rådhuset
Ayuntamiento
Ayuntaminto er Malagas rådhus og derved sædet for byrådet i byen, hvis historie går tilbage til grundlæggelsen i 1489. Det skete kort efter, at de kristne monarker havde indtaget byen. Det nybarokke rådhus er et smukt syn og står som et af byens mest imponerende nyere bygningsværker.
Rådhuset blev opført i 1911-1919 af arkitekterne Manuel Rivera Vera og Fernando Guerrero Strachan Rosado, og det ligger smukt mod den grønne promenade Paseo del Parque som et af flere offentlige bygningsværker på stribe langs parken. Umiddelbart øst for rådhuset kan man gå en tur i parken Jardines de Pedro Luis Alonso.
Alcazaba
Alcazaba er Malagas mauriske borg, der oprindeligt blev bygget i 700-tallet. Dog blev en stor del af anlægget opført senere, hvilket var omkring år 1050. Borgen blev bygget på bakken, der dengang lå ud til havet, så der var udsyn over både by og vand. Siden da har landvinding og etablering af stadig større havnefaciliteter flyttet Alcazaba ganske langt væk fra kysten.
Ordet Alcazaba kommer af det arabiske ord for citadel, al-qasbah, der egentligt er et palads omgivet af fæstningsværker. Malagas alcazaba har fortsat både sit palads og sine fæstningsmure og lever derfor fint op til sit navn.
Nogle af bygningsværkerne daterer sig til maurernes tid. Det gælder blandt andet blev tårnet Torre del Homenaje, der blev bygget under ledelse af Abd ar-Rahman I i 700-tallet.
Den største attraktion i Alcazabas palads er Malagas arkæologiske museum, Museo Arqueológico. Her er der udstillet mange genstande og fund, der stammer tilbage til byens fortid under både fønikierne, maurerne og romerne. Her er også en del modeller af selve Alcazaba. Læg desuden mærke til det maurisk inspirerede loft, der blev udført i 1920erne.
Et smukt og berømte indtryk fra Alcazaba er gårdmiljøet Cuartos de Granada, der i sin stil og opbygning giver association til det berømte Alhambra i Granada. Cuartos de Granada tjente som en del af residensen for konger og guvernører og var derfor blandt det smukkest indrettet af Alcazaba.
Gibralfaro Borg
Castillo de Gibralfaro
Castillo de Gibralfaro er en borg, hvis navn stammer fra maurisk og betyder fyrtårnet på bjerget, men det er dog et større gammelt borganlæg, man kan se her. Tidligere, i fønikiernes tid, lå her dog det fyrtårn, og det kom til at navngive højdedraget, der er 130 meter højt.
Gibralfaro-borgen blev opført af maureren Yusef I af Granada i 1300-tallet. Det var det sted, hvor byens befolkning ifølge historien holdt stand i tre måneder over for indtrængen af Castiliens Kong Ferdinand og Isabella.
I dag er der kun ruiner og murværk tilbage, men området er meget interessant at gå rundt i. Fra Gibralfaro, der ligger på toppen af byens højeste bakke, er der en vidunderlig udsigt over Malaga, havnen og havet.
Manquita Katedral
Catedral la Manquita
Catedral la Manquita er Malagas flotte katedral. Den bærer navnet Manquita, der betyder ”den lille enarmede dame”, og det er en katedral, som blev bygget over lang tid og derfor blev opført i forskellige stilarter. Arkitekturen stammer primært fra renæssancen.
Byggestilen i årene for opførelsen, 1528-1782, strakte sig dog over både renæssance, barok og nyklassicisme. Byggeriet blev aldrig helt færdigt, fordi det blev stoppet inden opførelsen af det andet tårn grundet manglende penge. Deraf fik kirken sit tilnavn, og man kan tydeligt se fundamentet til det planlagte, men ikke fuldendte andet tårn.
Katedralens facade er i barok stil, og bag den ligger det store kirkerum. Inden for i katedralen er der blandt andet en statue af Jomfru Maria, der blev skænket af monarkerne Ferdinand og Isabella efter Castiliens overtagelse af byen fra maurerne.
Læg også mærke til 1600-tallets træskærerarbejde, der blev udført i mahogni og cedertræ. Man kan også se nogle kapeller, hvori der blandt andet er kunstværker op til nyklassicismen i slutningen af 1700-tallet.
Picasso Museum
Museo Picasso
Museo Picasso er et museum, der blev åbnet efter, at Málaga havde fået en større maleridonation af Picassos svigerdatter. Den verdensberømte kunstner, Pablo Picassos, familie boede i Malaga fra 1881 til 1895, hvor de flyttede til Barcelona. Pablo blev født i Malaga og boede sine første 14 år i byen.
Picasso-museet rummer flere end 200 værker, og i udstillingen er der både oliemalerier, tegninger, skulpturer, keramik med mere. Værkerne giver en fornem introduktion til Picassos kunstneriske perioder.
Museet er indrettet i palæet Palacio de Buenavista, der er fra 1530 og meget typisk for tidens andalusiske palæbyggerier. Det blev opført for Diego de Cazalla på ruinerne af et palæ fra regionens muslimske tid, der sluttede i 1400-tallet. Paladsets spartanske ydre dekoration afløses invendigt af gårdmiljøer, mosaikker og elementer fra mudéjarstilen.
I kælderen er der en spændende udstilling af arkæologiske fund fra Malagas historie. Her kan man blandt andet se fønikisk murværk, græsk keramik, arabisk kunst, romerske bade og kristne genstande, så alle de kulturelle påvirkninger gennem tiden er vist i det flotte udstillingslokale.
Calle Marqués de Larios
Calle Marqués de Larios er en berømt gade i Málaga, der også blot kaldes Calle Larios. Den regnes som en af Spaniens fineste strøggader. Gadens historie startede med Málagas moderne byudvikling i sidste halvdel af 1800-tallet.
Dengang besluttede Málagas byråd at udlægge denne nye gade, som Larios-familien var primære investorer i. Gaden blev indviet i 1891, og med årene udviklede den sig til en travl strøggade med elegante butikker. Den blev gågade i 2003 og har siden da fået en smuk belægning.