Se på kortet
Malmö, Sweden
Læs om byen
Den sydsvenske hovedstad Malmø er på samme tid en storby og en overskuelig by, hvor de fleste seværdigheder og aktiviteter ligger inden for behagelig gåafstand af hinanden. Det giver store oplevelser med et stort udvalg muligheder, uanset hvor udgangspunktet er.
Malmøs danske historie kommer blandt andet til udtryk gennem fornemme bygninger fra denne lange periode; det drejer sig fx om Malmøhus Slot, centrale byhuse og den store og stemningsfulde Sankt Petri Kirke. En del af byhusene fra denne tid danner det gamle Malmø, og man kan nyde nogle af stederne i god stemning på restauranter, der er indrettet i kældrene i dag.
Malmø byder også på mange parker som områderne omkring Malmøhus Slot og Pildammsparken, der var centrum for Baltiska Utställning i 1914. Udstillingen gav byen ny vækst i kølvandet på en periode fra 1800-tallet, hvor smukke bygninger som fx kirker skød op. Kongeparken med sine vidtstrakte plæner tæt på centrum er et af de populære udflugstmål.
Af moderne bygninger kan man se højhuset Turning Torso, der med et svungent design er Malmøs moderne vartegn. Huset er rejst i de havneområder, der de seneste årtier er udviklet fra industriområder til aktive byområder ved vandet.
Topseværdigheder
Malmøhus Slot
Malmøhus Slot er et af Skandinaviens ældste renæssanceslotte, og dets historie går tilbage til den danske kong Erik af Pommerns kastel på stedet fra 1434. Erik af Pommern indførte den indbringende Øresundstold, og i den forbindelse blev der opført flere fæstningsværker langs sundets kyster; heraf dette i Malmø.
I 1534 indledtes Grevens Fejde, der var en borgerkrigslignende magtkamp i Danmark. Som København var Malmø på Christian IIs side. Christian III trak sig dog sejrrigt ud af opgøret, og på trods af visse indrømmelser til byen beordrede Christian III i 1536 byen Malmø til at opføre et nyt residensslot i den skånske by.
Den arkitektoniske og militærtekniske inspiration kom fra Holland, hvor slottet blandt andet var opdelt efter residens- og militærfunktioner. Indretningen var også opført med renæssancen som stilideal, mens slottets ydre prægedes af senmiddelalderens gotik.
Da Danmark mistede Skåne med Freden i Roskilde i 1658, ophørte Malmøhus med at være kongelig residens. I stedet forstærkede svenskerne Malmøhus’ forsvar og gjorde det til en væsentlig del af byens forsvar mod ikke mindst den danske hovedstad København på den anden side af Øresund. Denne rolle blev gradvis mindre i 1700-tallet, og i perioden 1828-1909 blev det gamle slot anvendt som fængsel.
De sidste mange årtier har Malmøhus Slot været indrettet som et museum under byens museer. Her kan man opleve dele af Malmøs historie og naturligvis også stifte bekendtskab med det historiske residensslots historie.
Sankt Petri Kirke
Sankt Petri Kirke er den største kirke i Malmø, og dens bygningshistorie strækker sig over flere perioder i middelalderen. I 1269 omtales en tidligere kirke på dette sted; denne blev opført i forbindelse med, at København på den anden side af Øresund fik bygget Vor Frue Kirke.
Under en udvidelse, hvor dele af den gamle kirke blev anvendt, styrtede nogle hvælvinger sammen. Derved opførte man ydre støttepiller og stræbebuer for at klare hvælvingernes tryk, og denne udgave af Sankt Petri Kirkes højalter blev indviet i 1319.
Ved altrets indvielse var kirken dog ikke færdigopført, og der blev bygget på både sideskib, midterskib og våbenhus. Selve hovedkirken stod først færdigt omkring år 1380, men allerede i første halvdel af 1400-tallet skulle der igen bygges. I 1420 styrtede kirketårnet sammen, og det ødelagde den vestlige del af kirken, der måtte genopbygges. Det nye tårn styrtede også sammen; det var i 1442, og første herefter blev det nuværende tårn bygget.
1400-tallet var ligeledes århundredet, hvor der blev bygget flere kapeller i kirken, og man kan fortsat se nogle af disse. Det drejer sig blandt andet om Krämarekapellet, der indeholder nogle af de bedst bevarede danske vægmalerier fra senmiddelalderen. Værkerne er dels fra 1460erne og dels fra 1520erne.
I 1850erne foretog svenskerne en gennemgribende renovering af Sankt Petri Kirke forestået af Carl Georg Brunius fra Lund. Ved den blev en del af kirkens interiør fjernet eller ødelagt, og selv om den tidligere indretning blev forsøgt genskabt i årene 1904-1906 var en del gået tabt. I 1890 havde kirken i øvrigt fået sit nuværende tårnspir, der afløste en tårnhat fra 1770erne.
Lilla Torg
Lilla Torg er i dag centrum for Malmøs udendørs restauranter og cafeer i sæsonen. Her ligger serveringssteder som perler på en snor med en meget fin sommerstemning.
Torvets historie går tilbage til 1590erne, hvor det blev fyldt op for at skabe en udvidelse af Store Torv/Stortorget, og det blev hurtigt stedet, hvor markedsvarer blev solgt. Mod øst kunne man købe fisk, mod vest kød, mod syd brød og mod nord diverse dagligvarer. Alt sammen fra små boder, der i 1700-tallet begyndte at blive erstattet af rigtige huse. En særlig bygning på Lilla Torg var markedshallen Saluhallen, der stod i romantiseret middelalderstil i årene 1903-1960erne.
På torvets sydlige side kan man se Hedmanska Gården (Lilla Torg 9), der er et bygningskompleks, som delvist står i bindingsværk fra 1597, hvor borgmester Niels Hammer lod den opføre. De øvrige dele af bygningerne er fra 1700-1800-tallene; det gælder fx Faxeska Huset.
Bådsightseeing
Malmøs kanaler og indre havn kan opleves fra søsiden med en af de kanalbåde, der i sæsonen sejler rundture i det indre af byen. Det er en god og spændende måde at opleve storbyen på.
En rundtur starter overfor Malmøs hovedbanegård, og herfra sejler man ad ruten Östra Hamnkanalen, Rörsjökanalen, Södra Förstadskanalen, Parkkanalen og Västra Hamnkanalen, før man sejler en tur i inderhavnen tilbage til Östra Hamnkanalen.