Se på kortet
Odessa, Odessa Oblast, Ukraine
Læs om byen
Odessa ved Sortehavet kaldes også sydens vidunder, og den er et enestående møde mellem den russisk-ukrainske kultur og den franske middelhavsatmosfære. Byens afslappede stemning med de mange smukke historiske bygninger, lange og brede alléer og beliggenheden ved vandet gør et besøg i Odessa til en særlig oplevelse. En tur ad den berømte Deribasovskaja-gade og et besøg i operaen er blot to af de mange højdepunkter.
Mange historier fortælles om poeten Alexander Pushkin, der boede i Odessa en overgang. Han skulle blandt andet have plantet et træ for hver gang, han blev betaget af en af byens smukke kvinder, og det er måske årsagen til, at Odessa med træer overalt i dag fornemmes som en særdeles grøn by i de centrale gader.
Blandt de mange indtryk i Odessa er byens kirker, klostre og museer noget særligt. To katedraler og det smukke Sankt Pantaleon Kloster er fine seværdigheder lige som byens arkæologiske museum og museer for fx søfart og kunst.
Omkring byen er der mange oplevelser. Sejlture på Sortehavet eller en rejse til sporene af tidligere civilisationer er gode ideer, hvis man ellers kan få sig selv til at tage væk fra Katharina den Stores perle, Odessa. Naboområderne Transdniestr og Moldova ligger tæt på Odessa med turmuligheder.
Topseværdigheder
Opera og Balletteater
Театр Оперы и балета
театр опери та балету
Odessas opera og balletteater er et af byens kendteste og smukkeste bygninger, og som Odessas ældste teater er stedet et af hele regionens kulturelle flagskibe.
Det første operateater blev bygget 1809-1810, men det blev ødelagt af en brand i 1873. Straks efter blev det besluttet at starte en indsamling til en genrejsning, der blev inspireret af linjerne i Dresdens Semperoper.
Wienerarkitekterne Ferdinand Fellner og Hermann Helmer startede på arbejdet i 1883, og den nuværende nybarokke bygning blev åbnet 1887; som det første sted i Odessa var der indlagt elektrisk lys.
Dele af ornamentikken er i wienerbarok med elementer af italiensk renæssance og fransk rokoko. Desuden er her skulpturgrupper af den græske mytologi. Operaens interiør er i Ludvig XVI-rokoko og blandt verdens fineste.
Store opsætninger og kunstnere har gennem tidet haft sin gang i teatret; blandt andet har komponisten Peter Tjajkovskij dirigeret her, og Anna Pavlova har danset ballet.
Potemkin-trapperne
Потëмкинская лестница
Потьомкінські сходи
Potemkim-trapperne er Odessas vartegn og er byens formelle og storslåede indgangsport fra havnen mod det højere beliggende centrum.
De kolossale trapper er anlagt med en smallere top end bund, så der skabes et optisk bidrag. Øverste trin er 12,5 meter bredt, det nederste 21,7 meter.
Niveauforskellen er 27 meter, og trappens længde er 142 meter. Man kan få et godt overblik over trapperne nedefra, hvis man står på det højreliggende område mod Havneterminalen. Oppefra er trappernes trin usynlige, man ser kun de mellemliggende plateauer. Langs Potemkim-trapperne går en funiculare, som man eventuelt kan tage.
Potemkin-trapperne går fra vandet op til den elegante promenade Primorski Boulevard, og de blev anlagt 1837-1841 efter arkitekten Franz Boffos tegninger fra 1825. Oprindeligt var der 200 trin, men efter en udvidelse af havnen, er tallet reduceret til 192.
Trapperne er navngivet efter en scene i Sergei Eistensteins film, Panserkrydseren Potemkin/Броненосец «Потёмкин». I filmen var en massakre, hvor civile blev beskudt på netop de store trapper i Odessa den 14. juni 1905. Skuddene kom fra den russiske zars marinesoldater, der var kommet til havnen med Potemkin, der trods filmnavnet var et slagskib.
Transfigurationskatedralen
Спасо-Преображенський кафедральний собор
Transfigurationskatedralen er Odessas vigtigste ortodokse kirke. Den blev grundlagt af Katarina den Store, den ønskede en kirke helliget Kristi transfiguration. Byggeriet blev sat i gang 1795, men grundig en stilstand i en periode gik der til 1827, før den stod færdig.
Katedralens klokketårn stod oprindeligt separat fra selve kirken, men med 1800-tallets udvidelser blev det integreret i resten af bygningen. Udvidelserne gjorde også, at Transfigurationskatedralen med en kapacitet på 9.000 blev en af verdens største ortodokse kirker.
Efter etableringen af Sovjetunionen blev katedralen plyndret i 1919, og i 1932 blev den lukket. I 1936 blev katedralen revet bortsprængt, men allerede under områdets rumænske herredømme under 2. Verdenskrig var der tanker om en genopførelse. Det blev i 1999, man startede på arbejdet, og nu står katedralen i fortidens pragt.
Sankt Pantaleon Kloster
Свято-Пантелеймоновский Монастырь
Med sine fem forsølvede løgkupler er Sankt Pantaleon Kloster et af de markante indslag i Odessas gadebillede. Klostret er grundlagt i 1893, og den smukke kirke og de øvrige bygninger er opført af arkitekten Prokopovich i moskovitisk-russisk stil. Klosterbygningerne stod færdige og blev indviet i 1895.