Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Fairbanks er den største indlandsby i Alaska, og den er en af statens største byer efter Anchorage. Den oprindelige befolknings tilstedeværelse i området går langt tilbage, men der var ikke en egentlig bosættelse her, før den amerikanske grundlæggelse af byen i 1901.

Byens placering skyldes noget af et tilfælde, hvor kaptajn Elbridge Truman Barnette var passager på en damper, der gik på grund netop op efter at have prøvet at sejle op ad Chena River. Barnette gik fra borde, og han blev overtalt af guldgravere om stedets værdier. Barnette anlagde et handelssted her, og det voksede hurtigt med nye tilflyttere.

I dag bor der over 30.000 i selve Fairbanks, der ligger smukt langs Chana Rivers bugtede løb mod udmundingen i den større Tanana River sydvest for byens centrum. Klimaet er kontinentalt med kolde varme og varme somre, og der er store naturoplevelser omkring byen, der er forbundet med veje til Canada og jernbane til Anchorage.

Der er meget at opleve i og omkring Fairbanks. En tur med Alaska Railroad hertil er populær, og det samme gælder for ture om vinteren til nordlys og vintersport. Man kan også sejle på Chana River med hjuldamper gennem byen og gå en tur i centrum, hvor de ældste huse leder tankerne tilbage til guldgravertiden.

Topseværdigheder

    Pioneer Park

    I Fairbanks kan man besøge Pioneer Park, der på et stort område bringer besøgende tilbage i tiden til pionerdagenes Alaska. Parken er bygget som en historisk landsby med en blanding af museer, udstillinger, effekter og aktiviteter fra mange dele og perioder i Fairbanks’ og Alaskas historie.

    Man kan bl.a. se huse fra det gamle downtown Fairbanks og en del gamle skovhuggerhuse, der er blevet flyttet til Pioneer Park, så de samlet giver et fint indtryk af livet i byen efter dens grundlæggelse. Her er også effekter fra guldgravertiden, som var med til at definere det tidlige Fairbanks, og centralt ligger hjuldamperen SS Nenana, der blev bygget i byen Nenana i 1933, og som sejlede på bl.a. Yukon-floden til 1957.

    I Pioneer Park kan man også besøge Harding-jernbanevognen, der i 1923 bragte USA's præsident Warran G. Harding til Mears Memorial Bridge ved Nenana for at markere færdiggørelsen af Alaska Railroad. I parken er der også et smalsporstog, som man kan køre en tur med.

    I Pioneer Park er der ofte flere forlystelser, og om sommeren er her også musik og sangere, der er med til at give en særlig god stemning i parken, der ligger langs Chena River, hvor Fairbanks’ historie startede. Parken blev etableret i 1967 med navnet Alaskaland for at fejre 100-året for USA's køb af Alaska.

     

    Golden Heart Plaza

    Golden Heart Plaza er en plads, der nærmest ligger som centrum af Fairbanks langs den sydlige bred af Chena River. Det er en plads, der bruges som mødested, og den fungerer også som samlingssted ved de fleste store udendørsevents, der foregår i byen.

    Fairbanks manglede i mange år en samlende plads, og initiativet til Golden Heart Plaza blev taget i 1984. Tre år senere var anlægget færdigt. Centralt på pladsen kan man se Malcolm Alexanders skulptur kaldet Unknown First Family. Her er også et klokketårn og nogle fine trapper og terrasser ned til Chena River.

     

    University of Alaska Museum of the North

    På dette museum får man en fornem introduktion til staten Alaska og dens folk, kultur, kunst, flora, fauna og meget andet. Museets udstillinger er spændende, og de er en rigtig god måde at få mange indtryk og meget viden på kort tid om USA’s største stat. Man kan bl.a. se lokal kunst og kunsthåndværk, guldfund og eksempler fra dyrelivet.

    Selve museumsbygningen er også seværdig, og den står som et af Fairbanks’ og Alaskas arkitektoniske ikoner. Det var arkitekten Joan Soranno, der sammen med et team designede bygningen, hvis linjer blev inspireret af Alaskas natur med bjerge, gletsjere, floder og nordlys.

    Foran Museum of the North åbner landskabet sig i et kolossalt panorama, hvor man kan se området omkring Fairbanks og til bjergkæden Alaska Range og bjerget Denali. Det er et storslået kig, og mange nyder det også fra Alaska Range Overlook, der er en udsigtsplatform omkring 200 meter øst for Museum of the North langs gaden Yukon Drive.

     

    Morris Thompson Cultural and Visitors Center

    På dette besøgscenter kan man få en fin introduktion til Alaskas kulturhistorie og naturhistorie. Det sker bl.a. gennem film og dioramaer, som viser eksempler på det indre af statens folkeslag, landskaber og dyreliv. I udstillingen kan man også se forskellige billeder og effekter fra områdets historie.

    Der er også en del aktiviteter og optrædener i centret. Man kan således være heldig at opleve traditionel sang, musik og dans, og her er løbende kunsthåndværkere, der demonstrerer deres kunnen.

Andre seværdigheder

    Old City Hall

    Dette er en af Fairbanks’ tidligere offentlige administrationsbygninger. Huset blev opført i art deco i 1935 i armeret beton, og det blev indrettet med byens administrationskontorer og også politistation og brandstation. Med tiden blev huset udvidet i takt med behov for mere plads til administrationen. Old City Hall havde sin oprindelige funktion indtil 1994, hvor administrationen blev flyttet til skolebygningen Main School.

    I dag ligger Fairbanks Distilling Company i den gamle rådhusbygning. Det er et destilleri, der er kendt for at producere prisvindende vodka på kartofler. Man kan besøge destilleriet og både smage på produktionen og kigge på den gamle bygning, hvorfra Fairbanks gennem mange år blev styret.

     

    The Fairbanks Community Museum

    The Fairbanks Community Museum er et spændende sted at besøge, hvis man gerne vil lære mere om Fairbanks’ historie og mange af de begivenheder, der har været med til at udvikle byen. Man kan bl.a. se udstillinger om livet om i Fairbanks om vinteren og film om områdets slædehunde.

    Her er også interessant information om Klondike-guldfeberen, der bragte mange guldgravere til regionen. Man kan også lære om oversvømmelsen, der ramte Fairbanks i 1967, se en minearbejderhytte og meget andet. Museet ligger i den livlige bygning Co-op Plaza.

     

    Fairbanks City Hall

    Dette er Fairbanks’ rådhus, der oprindeligt blev bygget som skolen Main School i 1934. Og rent faktisk havde byens primære skole allerede ligget her fra 1906 til 1932, men den var brændt ned, og en ny skulle bygges. Som flere andre bygninger opførte man Main School i armeret beton for at øge brandsikkerheden, og skolen åbnede som den mest moderne skole i Alaska.

    Main School blev udvidet flere gange i takt med byens udvikling, idet skolen indtil 1951 var den eneste offentlige skole i byen. Børnene gik på Main School indtil 1976, hvor bygningen blev omdannet til administration for bystyret, og siden 1996 har rådhuset været sæde for Fairbanks’ bystyre.

    Foran rådhuset kan man se en skulptur, der hedder Il Ponte eller Broen. Den var en gave fra Fairbanks’ venskabsby i Italien, Fanano. Fanano er byen, hvor Felice Pedroni blev født i 1858. Han drog til Alaska i første del af 1890erne for at lede efter guld. Den 22. juli 1902 fandt han guld i Pedro Creek nord for Fairbanks, og det var en begivenhed, der startede guldfeberen i Fairbanks-området.

     

    Old Federal Building

    Old Federal Building er en tidligere regeringsbygning i Fairbanks. Den blev opført i 1933 i art deco med mange stiltypiske elementer i arkitekturen. Det var Washington D.C.-arkitekten George N. Ray, der designede bygningen.

    Old Federal Building blev bygget til at huse flere offentlige myndighedskontorer. Fra åbningen lå der en føderal ret, et posthus og diverse føderale kontorer her. Siden da er den store bygning blevet ændret til at huse private kontorer.

     

    Co-op Plaza

    Co-op Plaza er en bygning, der har fået sit navn fra supermarkedet Co-op, der ikke længere ligger her. Huset har en fortid som teaterbygningen The Empress Theatre. Teatret blev opført i 1927 som Fairbanks’ første bygning i armeret beton. Konstruktionen var til stor debat i samtiden, fordi mange troede, at betonen ikke kunne modstå de kolde vintre i det indre Alaska.

    The Empress Theatre blev bygget med 630 tilskuerpladser, men åbningen den 25. august 1927 var et tilløbsstykke med 1.300 gæster. Teatret var i drift indtil 1961, og siden da er det sammen med nabobygningen, bygget som Co-op Drug Store i 1934, blevet indrettet som et center med forskellige butikker og spisesteder.

     

    Lacey Street Theatre

    I Fairbanks kan man se flere art deco-bygninger i området mellem gaderne Cushman Street og Lacey Street, og Lacey Street Theatre er et godt eksempel på denne arkitektoniske stil. De relativt store nybygninger ændrede gadebilledet i Fairbanks fra den oprindelige guldgraverby til en moderne by.

    Lacey Street Theatre blev opført i 1939 af Austin E. Lathrop, der ejede en del andre biografer. I 1966 brændte teaterbygningens indre, hvor kun lobbyen undgik svære skader. Teatret blev dog rekonstrueret og var i drift indtil 1981. Ved ombygningen blev det smukke art deco-ydre bevaret, og i dag kan man besøge Fairbanks Ice Museum i den karakteristiske bygning.

     

    Fairbanks Ice Museum

    Fairbanks ligger i det indre Alaska, og det er et område, der er kendetegnet ved sne, is og kolde vintre. Isen er da også omdrejningspunktet på Fairbanks Ice Museum, hvor man i det historiske Lacey Street Theatre træder ind i en verden af is.

    På museet kan man se smukke isskulpturer og arbejdende iskunstnere med deres værktøj, som skaber de frosne kunstgenstande, der er smukt belyst i museets udstillinger. Man kan også se nærmere på nordlys med museets Aurora Show. Museet er indrettet i den historiske biograf, Lacey Street Theatre, hvorfra man stadig kan se den originale lobby.

     

    Immaculate Conception Catholic Church

    Denne kirke blev bygget i 1904 som den første katolske kirke i det indre Alaska. Den lå oprindeligt på gaden Dunkel Street, men i vinteren 1911-1912 blev den flyttet til den nuværende placering på nordsiden af Chena River.

    Gennem de første årtier blev kirken udbygget ved flere lejligheder. Første udbygning var i 1914, og i 1926-1928 fik Immaculate Conception installeret de nuværende glasmosaikker. I dag står kirken stemningsfuldt i gadebilledet som en af de ældre bygninger i Fairbanks.

     

    Fairbanks Depot

    Fairbanks Depot er navnet på stationen i Fairbanks. Her kan man køre fra og til med Alaska Railroads berømte tog, der bærer navnene Denali Star og Aurora Winter Train. Begge tog kører mellem Anchorage og Fairbanks, og de er populære blandt turister til bl.a. Denali National Park.

    Den første jernbane kom til Fairbanks i 1905 i form af smalsporsbanen, der blev anlagt af selskabet Tanana Valley Railroad mellem Fairbanks og Chatanika. Tanana Valley Railroad gik konkurs i 1917, hvor selskabets baner blev købt af den amerikanske regering, der udbyggede Alaskas jernbaner. Jernbanen fra Seward i syd kom til Fairbanks i 1923, hvor præsident Warren G. Harding officielt åbnede strækningen mellem kystbyen Seward og Fairbanks i det indre Alaska. Denne strækning er stadig hovedlinjen for selskabet Alaska Railroad.

    Hvis man ikke har tid til at rejse en tur med Alaska Railroad, kan man besøge stationen i Fairbanks, når Alaska Railroad kører mod eller kommer fra Anchorage. Så kan man se toget, der kører med de kendte panoramavogne, der giver ekstra god udsigt på ruten. Man kan også se en modeljernbane, der er udstillet i Fairbanks' stationsbygning.

     

    George C. Thomas Memorial Library

    Denne bygning i Fairbanks er seværdig af flere årsager. Huset blev opført i 1909, og det er et godt eksempel på datidens amerikanske missioner i Alaska. Det var den episkopale kirke, der opførte bygningen, som byen Fairbanks købte af kirken i 1942. Den blev derefter indrettet som offentligt ejet bibliotek, og den funktion havde huset til 1977.

    Den episkopale mission grundlagde deres mission i Fairbanks i 1904 med et mål om at tilbyde bøger til indbyggere i isolerede områder og samfund. Det udviklede sig til udlån til offentligheden og også til etableringen af læsesale, hvilket øgede behovet for en ny biblioteksbygning.

    George C. Thomas donerede i 1909 pengene til kirkens opførelse af en ny biblioteksbygning, og han afsatte også penge til vedligeholdelse de første tre år. George C. Thomas kom aldrig til Alaska og døde før færdiggørelsen af huset, som i dag er opkaldt efter ham.George C. Thomas Memorial Library blev historisk den 5.-6. juli 1915, hvor seks høvdinge fra athabasca-indianerne m.fl. mødtes med repræsentanter fra det føderale USA. Mødet blev skelsættende som starten på indianernes kamp for rettigheder til landet og til forståelse for og anerkendelse af deres kultur.

Ture fra byen

    Riverboat Discovery

    Floder som Yukon og Chena River var tidligere nogle af de vigtigste transportveje til det indre Alaska, og der sejlede bl.a. hjuldampere mellem byer og handelssteder. I Pioneer Park i Fairbanks kan man se SS Denana, der sejlede til 1957, og på en tur med Riverboat Discovery kan man sejle med en flot hjuldamper på Chena River.

    Turen er spændende, og det skyldes ikke mindst selve hjuldamperen, men kommer også er tur gennem byens og området historie på en sejltur. Undervejs stifter man bekendtskab med en del af de ting, der definerer det indre Alaska. Det drejer sig fx om vandfly, hundeopdræt og slædehundeløb og om den oprindelige befolkning.

    Man sejler ad Chena River til dennes udmunding i Tanana River, og derved er det nærmest den rute, der blev sejlet, da Fairbanks blev etableret som by. Undervejs oplever man de forskellige ting, og man kommer også i land ved en landsby bygget på en måde, der viser den oprindelige befolknings liv og traditioner.

     

    Gold Dredge 8

    Der har været guldfeber mange steder i Alaska, hvor guldfund har tiltrukket tusindvis af guldgravere. Det samme har været tilfældet i Fairbanks, hvor guldfeberen rasede i begyndelsen af 1900-tallet, og den historie op til nutidens guldgravere kan man lære mere om ved Gold Dredge 8.

    Stedet, hvor Gold Dredge 8 ligger, er et historisk guldgraverområde, og ved et besøg kommer man tilbage til 1900-tallets guldfeber. Man kører man en lille udgave af Tanana Valley Railroad ind i området, og man kommer til den store maskine, som blev anvendt til at grave guld med netop her i årene 1927-1942. Guldgraverhistorien bliver fortalt på spændende vis, og man får også selv lov til at prøve lykken ved at vaske guld.

     

    Alaska Pipeline Viewpoint

    Lidt uden for Fairbanks kan man se en offentlig tilgængelig del af olierørledningen Trans-Alaska Pipeline, der forbinder oliefelterne ved Prudhoe Bay i nord med udskibningsfaciliteterne i Valdez i syd. Rørledningen er et fantastisk stykke ingeniørarbejde, der går gennem Alaskas natur og hårde klima.

    Ved Alaska Pipeline Viewpoint kan man gå hen til selve rørledningen, og der er information om den på stedet. Man kan også se eksempler på de såkaldte "pigs", der bruges til at rengøre rørledningen ved at sende dem gennem røret mellem pumpestationerne langs rørledningens rute på 1.288 km.

     

    Chena Hot Springs

    Chena Hot Springs er et lille samfund og et resort i området Chena River State Recreation Area, som ligger nordøst for Fairbanks. Stedet er kendt for sit varme kildenavn, og historien går tilbage til 1905, hvor guldgraverbrødrene Robert og Thomas Swan ledte efter en varm kilde i område grundet Robert Swans reumatisme.

    I 1911 blev der etableret tolv små hytter omkring Chena Hot Springs varme vand, og derved startede besøgende i større stil med at komme hertil. De tolv hytter er i dag blevet til et dejligt resort, hvor man kan nyde det naturligt varme vand, der kommer fra undergrunden gennem sprækker i granitten under stedets udendørs badesø.

    På resortet Chena Hot Springs kan man også besøge en spændende verden af is på museet Aurora Ice Museum. Man kan også nyde nordlyset i sæsonen fra resortområdet, der ligger ganske isoleret i naturen uden det lysindfald, man fx oplever i byer.

    Ved Chena Hot Springs kan man også besøge Aurora Ice Museum, der er en verden af smukke isskulpturer og andet, som er skabt af is og af førende iskunstnerer. Museet åbnede i 2005 og har en temperatur under frysepunktet året rundt og en belysning, der er inspireret af nordlyset.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links