Se på kortet
Samarkand, Uzbekistan
Læs om byen
Samarkand er en usbekisk by, der emmer af en fantastisk stemning og atmosfære, som nærmest er taget ud af historiebøgerne om Silkevejen og Amir Timurs store rige. Overalt i byen er der storslåede spor fra herskerens tid i form af bygningsværker i smuk islamisk stil.
Registan er midtpunktet i det Samarkand, der gennem mange år har været optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Registan er den mest berømte plads i Usbekistan og måske endda i hele Centralasien. Omkring pladsen står tre madrassaer, der hver især er overdådigt dekoreret med de kendte blå kakler i rig mønstervariation.
Ikke langt fra Registan ligger Gur-Emir Mausoleum, der fortjener sin plads i historiebøgerne for sin skønhed og inspiration til mindre senere mausoleer som fx Taj Mahal i indiske Agra.
Samarkand er også stedet, hvor det historiske Afrosiyob lå. Det var på et højdedrag over byen, hvor der i dag fortsat kan ses ruiner fra den gamle bys struktur med blandt andet fæstninger og mure. Der er et museum for Afrosiyob, og i samme område ligger både bibelske Daniels gravmæle og Ulugh Beks observatorium, der i samtidens 1400-tal var en videnskabelig instituion af høj kaliber.
Senere tiders Samarkand er positivt præget af den russiske tid, der startede med indlemmelsen i det russiske kejserrige i 1868. I det russiske Turkistan blev der planlagt byer og udvikling efter europæisk mønster, og man kan opleve tidens arkitektur.
Topseværdigheder
Registan Ensemble
Registon ansambli
Pladsen Registan er hjertet af det gamle Samarkand, og den stammer fra en tid, hvor byen var hovedstad i årene 1370-1405 under Timurid-dynastiet, der regerede deres rige fra 1370 til 1507. Navnet Registan er persisk for et sandet sted eller en ørken.
Registan blev etableret som en offentligt tilgængelig plads, hvor store begivenheder som kongelige proklamationer eller hængninger fandt sted. Pladsen blev særdeles smukt opbygget, og den blev omgivet af tre islamiske koranskoler, der er såkaldte madrassaer.
De tre koranskoler er hver for sig store seværdigheder, og de blev bygget gennem 1400-1600-tallene. Den ældste af skolerne er Ulugh Beg Madrassa, som ligger mod vest. Herefter kommer Sherdor Madrassa overfor Ulugh Bek Madrassa, mens den centralt beliggende Tilyakori Madrassa er den yngste.
Tidligere var Registan en markedsplads, og der lå blandt andet nogle af Samarkands karavansaraier omkring pladsen. Der lå et af disse herberger på den åbne plads mod syd, men det blev revet ned, så der kom frit udsyn til den nuværende og imponerende plads med dens madrassaer.
Ulugh Bek Madrassa
Ulug’bek madrasasi
Koranskolen Ulug’bek madrasasi stammer næsten fra grundlæggeren af Timurid-dynastiet, Timurs, tid. Han styrede sit imperium til 1405, og den smukke skolebygning blev opført i årene 1417-1420. I 1400-tallet var madrassaen mere end blot en almindelig skolebygning, idet koranskolen var at regne blandt de førende teologiske universiteter i denne del af det muslimske område.
Madrassaen blev opkaldt efter Ulugh Bek, der som en af Timurid-dynastiets ledere etablerede koranskolen. Ulugh Bek var desuden en akademisk profil i sin samtid, og han var også ledende astronom. Koranskolen på Registan er af en tre madrassaer, som Ulugh Bek etablerede, de andre to ligger i henholdsvis Bukhara og Gijduvan.
Det dominerende i arkitekturen er facadens iwan, der er en stor portal med et spidst tøndehvælv. En sådan iwan ses på alle tre koranskoler på Registans ensemble af bygninger, og på Ulugh Beg Madrassa blev den prydet af stiliserede geometriske mønstre.
Udsmykningerne går igen på sidebygningerne og de to symmetriske minareter, der flankerer skolens iwan. Bag facaden er et gårdmiljø med blandt andet en moské, undervisningslokaler og rum, hvor samtidens studerende boede.
Madrassaen står i dag smukt renoveret, og både de udvendige og indvendige udsmykninger er en oplevelse. I de historiske lokaler i stueetagen er der indrettet forskellige små butikker.
Gur-e Amir Mausoleum
Go’ri Amir Maqbarasi
Gur-e Amir Mausoleum er et af Samarkands smukke bygningsværker fra århundrederne, hvor byen en tid havde status af hovedstad. Mausoleet er et bygningskompleks med flere funktioner, og det stammer fra begyndelsen af 1400-tallet, hvor både Timur og barnebarnet Muhammad Sultan var bygherrer og deltagere på forskellig vis.
På stedet lå der en islamisk koranskole, en madrassa, der blev etableret til at uddanne børn af Samarkands højeste samfundsklasser. Overfor madrassaen blev der opført en khanaka, der er en slags herberg for de studerende på skolen.
Anlægget skulle være et slags islamisk center, men Muhammad Sultans tidlige død i 1403 gjorde, at Timur lod anlægge et mausoleum for sit barnebarn i en del af komplekset, og han stoppede det øvrige anlægs virke. Timur selv døde i 1405, og han kom til at få en central gravplads i Gur-e Amir, hvor også andre af hans familiemedlemmer med tiden blev stedt til hvile.
Timurs sarkofag er udformet i et stykke sort jade og står sammen med de andre grave i et særdeles smukt udsmykket kuppelrum som den centrale del af Gur-e Amir. Selve gravene ligger et niveau under sarkofagerne og er mere simple, som traditionerne foreskriver.
Gur-e Amir Mausoleum er ikke blot kendt i Samarkand og Usbekistan; det har også skabt inspirationen til nogle af de mest berømte mogulbyggerier i Indien. Det drejer sig fx om Humayuns Mausoleum i Delhi i Taj Mahal i Agra, og Gur-e Amir var en slags prototype for disse opførelser, som Timurs efterkommere i Indien opførte.
Hele anlægget bestod blandt andet af mausoleet og også en madrassa, en moske og fire minareter. Efter et jordskælv står kun mausoleet, to minareter og indgangspartiet tilbage. De øvrige bygninger kan man se udgravede ruiner af.
En særlig seværdighed står til højre indenfor indgangspartiet. Dette sted var anlæggets indre gård, og der står nu en står stenblok og et kar bag den. Stenen var den, Amir Timur sad eller halvlå på, når der kom folk til ham her. Han havde guldpenge i hullerne, som han kunne give af. Ved disse lejligheder var stenen dækket af tæpper og puder. Karret bag stenen indeholdt koldt vand eller granatæblesaft, som Amir Timur kunne tilbyde soldater, som han befalede at tage på togter.
Bibi-Khanym Moské
Bibi-Xonim masjidi
Moskéen Bibi-Xonim er en af Samarkands berømte gamle og imponerende moskéer. Det var grundlæggeren af Timurid-dynastiet, Timur, der efter en succesrig militær fremmarch i Indien besluttede at bygge en storladen moske i hans hovedstad Samarkand.
Byggeriet blev startet i 1399, og allerede i 1404 stod moskéen færdig. Dimensionerne var efter datidens skala kolossale med ydre mure på 167x109 meter, en portal på 35 meter og en kuppel, der nåede en højde på 40 meter. Det var dengang verdens største moske og derved en understregning af Amir Timurs styrke.
Til udsmykning af byggeriet blev der anvendt en stor mængde ædelsten, som Timur havde erobret på sit togt til Indien. Ifølge den samtidige spanske rejsende og skrivende, Ruy González de Clavijo, havde Timur brugt 90 elefanter fra Indien til at transportere de værdifulde sten, og dyrene blev desuden anvendt til selve opførelsen af den store moske.
Moskéen forfaldt gennem århundrederne, og i 1897 blev store dele af den ødelagt ved et jordskælv. Meget henlå i ruiner, og det var først i 1974, den usbekiske sovjetrepublik besluttede at rekonstruere det imponerende værk fra Samarkands storhedstid som hovedstad.
På trods af både jordskælv og en nylig rekonstruktion får man ved et besøg en nærmest autentisk fornemmelse af historiens store værk med bygninger, stiliserede geometriske udsmykninger og den centralt placerede marmorkoran, som er fra det oprindelige anlæg. Marmorkoranen blev i Amir Timurs tid brugt til at læse op fra Ushman-koranen, der i dag er verdens ældste bevarede, og som kan ses i Tashkent. Koranen var et af Amir Timurs krigsbytter.
Til trods for moskéens imponerende størrelse i dag var den dog endnu større ved opførelsen. Det ses ikke i dag, men mange dele på moskeen var noget højere end i dag, og der var også en del flere mindre bygningsdele, der er gået tabt i dag.
Bibi-Khanym Moské er opkaldt efter kvinden Bibi-Khanym, der var Amir Timurs hustru og dronning. En overlevering om moskeen går på, at arkitekten bag mesterværket forelskede sig i dronningen, der indvilligede i at mødes med ham. Efter mødet fandt Amir Timur ud af, hvad der var sket, idet alle kvinder havde klæde for ansigterne ved en af hans hjemskomster. Det gjaldt også Bibi Khanym, der skjulte et kys fra arkitekten. Amir Timur tilgav den angrende dronning, men arkitekten blev dagen efter sendt i døden fra en af minareterne.
Shah-i-Zinda
Shohizinda
Navnet Shah-i-Zinda betyder ”den levende konge”, men stedet er dog en nekropolis med mausoleer fra 800-1800-tallene. Den lange historie og mange fine opførelser gør Shah-i-Zinda til en stor seværdighed, der er blandt Samarkands mest enestående bygningskomplekser.
Navnet ”den levende konge” kommer fra historien om, at Muhammeds fætter, Kusam ibn Abbas, blev begravet her, og det var ifølge folkelige overleveringer en følge af halshugning grundet sin tro. Derefter skulle han have taget sit hoved med under jorden for at leve videre der.
En overlevering går da også på, at der er en grotte under den centrale del af Shah-i-Zinda. Amir Timur skulle have spurgt, om nogen ville gå ned i grotten for at se, hvad der gemte sig der. Kun Timurs største general turde melde sig, og han ville gå derned, hvis han fik alt det land, han kunne ride omkring på en dag. Amir Timur sagde ja, og generalen red og skulle derefter ned i grotten. Han blev firet derned ved hjælp af flere reb.
Her mødte han en dør, og bag den en have og et slot hvor den levende konge sad. Generalen måtte love ikke at sige noget om sin opdagelse, og gjorde han det, ville han blive blind. Den levende konge sagde desuden, at Amir Timur ikke måtte drage på togt mod Kina. Generalen kom op, og Amir Timur tvang ham til at fortælle om sine oplevelser. Generalen blev herefter blind, og Amir Timur døde undervejs på sit efterfølgende togt mod Kina.
Inden da nåede Amir Timur dog at indrette et smukt monument til Kusam ibn Abbas; det kan besøges i dag og siges at være indgangen til paradis. Samlet set kan man i dag se bygningsrester tilbage til 1000-tallet, men de flere og mere velbevarede strukturer stammer fra 1300-1400-tallene samt fra nyere århundreders delvise rekonstruktioner. Bygningerne kan inddeles i nederste, mellemste og øverste gruppe anlæg set fra indgangsporten, som Ulugh Bek lod bygge 1434-1435.
I den nedre gruppe blev mausoleerne opført i første halvdel af 1400-tallet, og det fineste er gravmælet for Kazi Zade Rumi. Han var astronom og videnskabsmand, og hans mausoleum med to kupler kaldet Qo’Shgumbazli Maqbara blev opført 1434-1435 af Ulugh-Bek. Indvendigt kan man se et i forhold til andre at stedets mausoleer sparsomt udsmykket rum. Man kan bemærke en smuk detalje med guldprikkerne på vægge og kuppel. Disse skulle danne en stjernehimmel.
Den mellemste gruppe blev opført i årtierne omkring år 1400, og den består ikke mindst af mausoleer, der blev rejst for medlemmer af Timurs slægt. Man kan fx se gravmælet for Shirin Bika Aga, der var Timurs søster. Her er også et ottekantet gravmæle, der går under navnet brødrenes mausoleum, Sakkiz Qirrali Maqbara, og står som minde om de faldne soldater under Amir Timurs kampe.
I den øverste bygningsgruppe står tre mausoleer med facaderne rettet umiddelbart mod hinanden. Det ældste er fra 1340erne, og bygningerne udgør samlet et smukt kompleks, hvor man kan beundre noget af den ornamentik, den islamiske arkitektur mange steder er så rig på.
Mod øst umiddelbart inden, man når de tre nordligste mausoleer, kan man se Kusam ibn Abbas’ mausoleum med tilhørende moské, der i sin tid blev anlagt som det centrale bygningsværk i det nye anlæg. Stedet udgjorde derved en af de primære opførelser i den nekropolis, der med tiden udviklede sig til det sted, man kan opleve i dag.
