Forhistorien og Romerriget
Den tidlige tid i regionen omkring det nuværende Sarajevo var hjemsted for Butmirkulturen, der ikke mindst er karakteriseret gennem fund af fornemt forarbejdet keramik.
Butmirkulturen forsvandt omkring år 2400 f.Kr., og man mener, det skyldtes illyrernes komme. Illyrerne bosatte sig flere steder i området, og de byggede forskellige fæstningsværker. Illyrerne var i området til Romerrigets vækst og styrke umuliggjorde et fortsat forsvar; den sidste kamp fandt sted i år 9, og herefter kunne kejser Tiberius etablerede sit romerske herredømme over regionen.
Under Roms herredømme var regionen og dens bosættelser en del af provinsen Dalmatia. Veje gik fra kysten til indlandet, og gennem arkæologiske fund har man kunnet konstatere, at trnaport og handel har fundet sted; også til omkring det nuværende Sarajevo, der i Romerrigets tid stadig ikke var etableret som by.
Slaverne og Vrhbosna
I 600-tallet kom slaviske stammer til Balkan, og de erstattede flere steder illyrerne, der på dette tidspunkt stadig udgjorde befolkningsstammen. Slaverne bosatte sig blandt andet i Sarajevo-dalen. Der blev etableret to bosættelser omkring det, der i dag er Sarajevo, men der kendes ganske lidt om disse.
Bosnien kendes først nævnt som et mindre område omkring floden Bosna, og fra 1100-tallet blev regionen underlagt Ungarn som vasal. Centralt i Bosnien lå området og bosættelse Vrhbosna, som muligvis lå på det sted, der senere blev til Sarajevo. I 1238 blev det dokumenteret i pavelige papirer, at der blev opført en katedral dedikeret til Sankt Peter i byen, og dette faktum kunne tale for, at det var en betydelig bosættelse eller by.
Sarajevo grundlægges
De muslimske osmanner spredte sig gennem et erobringstogt til europæiske Balkan i 1400-tallet, hvor også Bosnien blev en del af Det Osmanniske Rige. For Sarajevo blev det historisk skelsættende, idet osmannerne grundlagde byen, hvilket antages at være sket i 1461.
På det tidspunkt lå landsbyen Brodac på stedet, hvor den første osmanniske guvernør i Bosnien ønskede en ny by. Han hed Isa-Beg Ishaković, og han fik held med at bytte jord med de lokale jordejere. Det gav Isa-Beg Ishaković mulighed for at etablere den osmanniske provins’ nye hovedby her. Det blev hurtigt bygget et marked, badeanlæg, en moske og en guvernørresidens; den såkaldte saray som kom til at give Sarajevo sit navn.
Med den store byggeaktivitet blev Sarajevo hurtigt provinsens største og vigtigste by. Købmænd fra Ragusa kom hertil, og kristne, jøder og muslimer levede side om side.
Sarajevo fortsatte med at vokse kraftigt, og byens marked var midtpunktet for mange aktiviteter. Der blev etableret skoler, et bibliotek og moskeer, som der inden udgangen af 1500-tallet var opført omkring 100 af i byen. Badeanlæg var med til at gøre byen til en af de mest moderne i Europa, og Sarajevo var på sit højdepunkt osmannernes største by på Balkan; kun Konstantinopel ved Bosporus var større. I 1660 anslås det, at Sarajevo havde omkring 80.000 indbyggere.
Osmannernes nedgang
Sarajevos glansperiode var 1500-tallet, hvor der var en enorm byggeaktivitet. 1600-tallet var også præget af en vis vækst og et relativt rigt borgerliv, men det var på samme tid et århundrede, hvor Det Osmanniske Riges nedgang startede. Det var naturligvis noget, der kom til at påvirke alle underlagte og erobrede regioner og således også Sarajevo og Bosnien.
I 1697 belejrede og plyndrede østrigske tropper Sarajevo, og det var et manifest symbol på Det Osmanniske Riges svækkelse. Under østrigernes angreb blev byen svært ødelagt, og Sarajevo skulle nærmest opbygges fra starten for igen at blive en stor, driftig og vigtig by.
I starten af 1700-tallet flyttede osmannerne deres administrative sæde for regionen fra Sarajevo til Travnik, og det påvirkede naturligt nok Sarajevos væsentlighed, der allerede har lidt et knæk i 1697.
1700-tallet blev et århundrede med stagnation, nedgang og nye katastrofer for Sarajevo. Der blev bygget en del oven på ødelæggelserne i 1697, men byen blev ramt af større brande i både 1788 og 1797, hvilket satte Sarajevo tilbage på ny.
1800-tallet blev ikke bedre for byen end slutningen af 1700-tallet. Det Osmanniske Rige vaklede, og en stigende patriotisme i mange lande på Balkan fik mange til at ønske frihed, og det gjaldt også i Sarajevo. Det kom til flere kampe rundt omkring i Bosnien i første halvdel af 1800-tallet, og ved Sarajevo blev det foreløbigt sidste slag kæmpet i 1832. Ved den lejlighed vandt osmannerne, hvilket afstedkom nye årtier under de tyrkiske osmanner.
Habsburgerne og 1900-tallet
Gennem 1800-tallet blev Det Osmanniske Rige svækket i stadig højere grad, og mange stater blev befriet fra det tyrkiske overherredømme i denne tid.
I 1878 blev Sarajevo erobret af Østrig-Ungarn, og det kom tid at betyde en høj vækst i byen, som vestlige arkitekter og ingeniører strømmede til. De skulle være med til at bygge Sarajevo som en moderne europæisk 1800-talsby. En brand i denne periode gjorde også, at der skulle genopbygges en del, og resultatet blev et Sarajevo med en blanding af det osmanniske basarområde og bydele med vestlig arkitektur.
Sarajevo var efter 1878 fortsat de jure en del af Det Osmanniske Rige, men de facto blev byen og regionen administreret som en del af Østrig-Ungarn, der formelt annekterede området i 1908. På det tidspunkt boede der omkring 50.000 indbyggere i byen.
Sarajevo skrev sig ind i verdenshistorien i 1914. Den østrigske ærkehertug Franz Ferdinand havde været kronprins og derved tronfølger til den østrig-ungarske trone siden 1896, og i 1914 skulle han besøge Sarajevo med sin hustru Sophie. Besøget fandt sted den 28. juni 1914, hvor kronprinseparret kørte gennem Sarajevos gader. Her blev de skudt og dræbt af nationalisten Gavrilo Princip, og mordet var medvirkende til udbruddet af 1. Verdenskrig.
Det jugoslaviske Sarajevo
1. Verdenskrig var en krig, der blandt andet betød, at Østrig-Ungarn ophørte med at eksistere. Det fik stor betydning for mange lande, og Sarajevo blev en del af Kongeriget Jugoslavien.
I de første årtier under Jugoslavien blev Sarajevos status og rolle reduceret fra hovedstad til provinsby, og det gav mindre politisk og økonomisk vigtighed end tidligere. Tiden under 2. Verdenskrig afløste mellemkrigstiden, og Sarajevo blev her bombet af Tyskland og erobret af kroatiske Ustaše, der var facister. Den indledende krigslykke vendte for tyskerne og kroaterne, og Sarajevo blev befriet den 6. april 1945.
Efter 2. Verdenskrig blev Sarajevo en del af det socialistiske Jugoslavien, og en ny vækstperiode kom i gang i byen, der var hovedstad i den bosniske stat inden for den jugoslaviske føderation. Jugoslavien investerede meget i Sarajevo, som blev udbygget og moderniseret med blandt andet mange nye forstæder med store lejlighedsbyggerier.
Sarajevo var vært ved de olympiske vinterlege i 1984, og dette år var verdens sportsøjne rettet mod byen, der med legene som omdrejningspunkt oplevede en kraftig vækstperiode. Udbygning med sportsarenaer, nye kvarterer, hoteller og andet var noget af det, der fik byens befolkning op på cirka 500.000 mennesker.
Sarajevo var i 1980erne en by i vækst, og den var hovedstad i en af staterne i Jugoslavien, der sammen med resten af Østeuropa stod foran store politiske forandringer. Landet bestod af mange stater fra Slovenien i nord til Makedonien i syd, og ønsket om uafhængighed fik en del af de jugoslaviske stater til at ønske uafhængighed.
Sarajevo 1992 til i dag
Bosnien-Hercegovina erklærede sig selvstændigt den 3. marts 1992, og derved var landet trådt ud af Jugoslavien. Med serbere, kroater og boniakker som befolkningsgrupper var der stor opposition over for hinanden de følgende år, hvor det kom til krig i Bosnien-Hercegovina.
Fra 5. april 1992 til 29. februar 1996 blev Sarajevo belejret, og højdepunktet af belejringen fandt sted i 1992-1993, hvor bygninger blev sønderskudt, og snigskytter opererede omkring byen, hvor billeder fra den såkaldte Sniper Alley gik verden rundt.
Efter afslutningen af krigen i Bosnien-Hercegovina i 1990erne og derved belejringen af Sarajevo stod byen delvist ødelagt, og den skulle genopbygges. Dette store arbejde startede i 1995, og små ti år efter var Sarajevo i det store hele genopbygget.
I dag er Sarajevo således en hovedstad, der er smukt renoveret og med mange seværdigheder i både de gamle og nyere bydele. Nye højhuse og shoppingcentre er skudt op de senere år, og der er fred og ro til at nyde den smukt beliggende by i det centrale Bosnien-Hercegovina.
