Se på kortet
Shanghai, China
Læs om byen
Shanghai har stor historisk tiltrækningskraft og er en livlig og interessant kinesisk millionby af de helt store. Shanghai er økonomisk et af Kinas lokomotiver, og det har i den grad sat sit præg på gadebilledet, der er som et udstillingsbillede for hele verden over kinesisk fremskridt og velstandsstigning i den globale økonomi.
For turister betyder den en række fascinerende højhuse og spændende moderne arkitekter, ikke mindst langs byens havn, hvor bydelen Pudong rejser sig imponerende overfor det gamle centrum. Skyskraber efter skyskraber står smukt og himmelstræbende ved siden af hinanden, og herfra kan man nyde udsigten fra toppen af byen.
Shanghai er ikke kun moderne glas og stål, tværtimod har den byggerier og kulturel påvirkning fra både det gamle Kina og fra de kolonimagter, der har drevet handel her. På havnegaden The Bund ligger nogle af Asiens mest kendte byggerier i europæisk stil, og de giver et fint perspektiv på byens historie.
Rundt omkring i gaderne støder man også på kinesiske templer, der fuldender det varierede indtryk og nyt og gammelt fra forskellige kulturer. Og flyver man til Shanghais lufthavn kan man tage en Maglev-togtur til centrum med op til 431 kilometer i timen.
Topseværdigheder
The Bund
外灘
Wàitān
Gaden The Bund er enestående i hele Sydøstasien på grund af de flere end 50 bygninger i europæisk stil fra primært starten af 1900-tallet, der ligger som perler på en snor. Gaden ligger langs Huangpu-floden og strækker sig over mere end en kilometer. Afgrænsningen af The Bund går i syd fra gaden Yan'an, der i den engelske tid hed Edward VII Avenue, til broen Waibaidu mod nord.
Med bygninger i så forskellige stilarter som gotik, renæssance, barok, nyklassicisme og art deco er det ikke uden grund, The Bund også kaldes for et internationalt arkitekturmuseum, men selv om man ikke er interesseret i bygningskunst, er The Bund alligevel et must under et besøg i Shanghai. Promenaden langs floden er et tilløbsstykke og en udstilling af det historiske Shanghai på The Bund og det nye Shanghai i bydelen Pudong, der troner på Huangpus modsatte bred. Om aftenen er der en særlig stemning, når bygningerne på begge sider af floden er illuminerede.
The Bunds historie startede som en engelsk bebyggelse, og det store boom for økonomien og byggeriet gjorde i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet stedet til et betydende finansielt centrum i Østasien.
De mange huse rummede hovedsageligt handelshuse og banker fra mange lande, fx England, Frankrig, Rusland, Tyskland, Japan og USA. Desuden lå her både et engelsk og et russisk konsulat. Efter etableringen af Folkerepublikken Kina kom de fleste bygninger til at huse nye funktioner, men fx blev Peace Hotel drevet videre som før.
Der ligger en række interessante huse på The Bund, hvor nogle af højdepunkterne er Hong Kong & Shanghai Bank, Custom House og Peace Hotel. Mod nord på The Bund ligger en lille park ud mod Huangpu-floden. Helt yderst er Monumentet for Folkets Helte, der er et 24 meter højt monument rejst til revolutionens martyrer og for folk, der har mistet livet i naturkatastrofer.
Nord for Waibaidu-broen kan man se den store bygning fra 1934, der oprindeligt hed Broadway Mansions. Den ligger ikke på The Bund, men hører med i rækken af europæisk udseende opførelser. Det er i dag indrettet som hotel.
Shanghai Maglev
上海磁浮示范运营线
Shànghǎi Cífú Shìfàn Yùnyíng Xiàn
At køre med 431 kilometer i timen er ikke hverdagskost noget sted i verden med undtagelse af strækningen fra Shanghais lufthavn i Pudong ind mod bycentrum. Her kører magnetbanen Maglev i almindelig drift som det eneste sted i verden. Banen blev bygget som en del af byens almindelige transportnet, men med den svimlende hastighed er en tur også blevet en turistoplevelse.
Den 30 kilometer lange tur mellem lufthavnen og Maglev-stationen ved metronettet tager 7 minutter, og den bedste oplevelse af farten er, når to tog passerer hinanden. Man skal huske at kigge godt efter, så hurtigt går det.
Yu-haven
豫园
Yùyuán
Yu-haven blev anlagt i 1500-tallet under Ming-dynastiet, og den regnes blandt regionens fornemste kinesiske haveanlæg. Det startede i 1559, hvor Pan Yunduan ville etablere en privat have til sin far, Pan En, der var en højtstående embedsmand. Haven forfaldt i knapt to hundrede år, og flere gange i 1800-1900-tallene blev den ødelagt. I årene 1956-1961 blev haven istandsat og gjort til nationalt monument i 1982.
Yu-haven rummer alle elementer fra historiske haveanlæg i Sozhou-stilen; kunstige bakker, klipper, karpedamme, dragemalerier, zigzag-broer og pavilloner.
Haven ligger midt i det gamle kinesiske område af Shanghai, og i det moderne Shanghais hektiske liv og mange muligheder er det som at træde ind i en anden verden med plads til fordybelse.
Umiddelbart uden for haven ligger det store markedsområde i historisk kinesisk stil, New Old Street (上海老街), der er skabt som turistmagnet med en smag af det gamle Kina. Der er nærmest et must under et Shanghaibesøg. Her er mange forretninger, restauranter og boder, men samtidigt også smukke bygninger og detaljer som tehuset Huxingting, der ligger i områdets lille sø.
Jing’an Tempel
静安寺
Jìng'ānsì
Jing'an-templets ældste bygninger blev opført allerede i år 247. Det lå indtil 1216 på et andet sted i Shanghai, men blev her flyttet til dets nuværende position.
De nuværende bygninger blev opført under Qing-dynastiet i sydkinesisk stil, og de er meget smukt velholdt efter en større restaurering i 1983. Ikke mindst imponerer de forskellige tempelhaller. I Guanyin-hallen er der en statue udført i kamfertræ. Statuen, der vejer fem ton, er med sine godt seks meter i højden et imponerende syn. I templet kan man også se Kinas største Buddhastatue i jade. Den er 3,8 meter høj.
Af andre interessante effekter er den 3,5 tons tunge Hongwu-klokke fra Ming-dynastiet og en samling stenbuddhaer fra tiden omkring 500-tallets nordlige og sydlige dynastier.
Shanghai Tower
上海中心大厦
Shànghǎi Zhōngxīn Dàshà
Når man kigger på Pudongs skyline fra fx The Bund, står skyskrabere på rad og række, og blandt dem finder man Shanghai Tower, der blev opført 2008-2015. Med den blev de tre høje skyskrabere, Jin Mao Building, Shanghai World Financial Center og Shanghai Tower, som blev planlagt i 1993, færdigopførte.
Shanghai Tower er 632 meter højt og stod derfor færdigbygget som den højeste bygning i Kina og den næsthøjeste i verden. I tårnet er der observationsdæk, hvor man i en højde på lidt over 550 meter kan nyde udsigten over Shanghai og omegn.
Bygningsdesignet er snoet fra ydersiden med en facade, der drejer 120 grader på vej op, og indvendigt er Shanghai Tower inddelt i ni cylindriske bygninger, der er stablet på hinanden. Hver af de ni har eget atrium.
Shanghai Zoo
上海动物园
Dong Wu Yuan
Den zoologiske have i Shanghai har en mængde dyr fra hele verden, den største attraktion er dog givet vis kæmpepandaen, der ganske roligt spiser bambus, mens de talrige turister spadserer forbi og kigger på dyret, som kun lever i det centrale Kina.
Ud over kæmpepandaen er her forskellige show, massevis af store katte, dyr fra Afrikas savanner og så selvfølgelig et righoldigt udvalg fra den kinesiske fauna; fx den kinesiske alligator.