Se på kortet
Christ Church, Shimla, Ridge To US Club, The Mall, Shimla, Himachal Pradesh, Indien
Læs om byen
Shimla er som ingen andre byer i Indien med sin beliggenhed i Himalayas forbjerge og den særlige stemning i en skøn blanding af den britiske kolonitid og det moderne indiske dagligliv. Shimla blev etableret som briternes sommerhovedstad, hvor vicekongen og hele administrationen flyttede til, når temperaturerne blev for høje i Delhi, og det gjorde Shimla til en af de vigtigste byer i British Raj.
Utallige smukke bygningsværker i britisk stil ligger overalt i Shimlas gader. Bindingsværk, tudorstil og anden europæisk inspireret arkitektur blev opført i sidste halvdel af 1800-tallet til de første årtier af 1900-tallet. På hovedgaderne Mall Road og The Ridge ligger mange eksempler med Town Hall og Christ Church som de nok mest berømte.
Adskillige af Shimlas residenspalæer er også seværdige. Det gælder ikke mindst vicekongens sommerslot, Viceregal Lodge, hvorfra kolonien Indien blev styret gennem mange somre. Viceregal Lodge er et fornemt byggeri, der imponererer udefra og indvendigt. Udsmykningen og hele anlægget omkring det er en oplevelse.
På en spadseretur ad The Mall og The Ridge ser man mange af byens arkitektoniske perler, men det gælder også om at gå på opdagelse i den øvrige del af det gamle Shimla. Her breder byen sig, og med sin beliggenhed på en højderyg bliver man også belønnet med fine udsigter over området.
Topseværdigheder
Rashtrapati Niwas - Viceregal Lodge
Denne bygning, der også kendes som Viceregal Lodge, er en af Shimlas mest kendte opførelser. Den store Viceregal Lodge blev tegnet af den britiske arkitekt Henry Irwin og bygget i en fornem såkaldt jacobethansk stil, der gennem en række årtier i midten af 1800-tallet fandt sin inspiration i britisk arkitektur.
Opførelsen af Viceregal Lodge startede i 1880, og vicekongen Lord Dufferin kunne flytte ind på adressen den 23. juli 1888. Der var som sådan de britiske vicekongers residens om sommeren, hvor hovedstaden var henlagt til Shimla og bjergenes behagelige klima.
Med den indiske uafhængighed i 1947 var det slut med britiske vicekonger, og idet de indiske præsidenter ikke besøgte Shimla meget, blev det foreslået at oprette en uddannelsesinstitution i den fine bygning. Det blev realiseret, og resultatet kan fortsat ses i form af Indian Institute of Advanced Study.
På en rundtur i Viceregal Lodge får man et indtryk af bygningens fornemme udsmykning, og her er desuden en mængde billeder og interiør fra den nu hedengangne britiske tid i Indien. Hallen i burmesisk teak er det første, der imponerer, og tanken om, at Indien blev regeret fra dette palæ, er spændende. I bygningen kan man også se det tidligere Ballroom i Viceregal Lodge, hvor adskillige store fester gennem tiden er blevet holdt.
The Mall
The Mall er Shimlas hovedgade og forretningsstrøg med butikker, restauranter og mange andre aktivitetsmuligheder. En tur af gaden er på en måde som at komme til en blanding af England og den britiske tid i Indien.
Bindingsværkshuse med inspiration fra den engelske tudorstil er der mange af, og samtidig er scenen umiskendeligt kolonial. The Mall strækker sig fra øst til vest i det centrale Shimla og er et must på en tur i byen. Der er flere interessante bygninger at se langs The Mall, der også hedder Mall Road. Mange af bygningerne vil også kunne genkendes i flere af de mange Bollywoodfilm, der gennem tiden er blevet og fortsat optages her i det unikke miljø.
Jakhoo Temple
Jakhoo Temple er et hindutempel, der er dedikeret til guden Hanuman, der er en af de populære i hinduismens mangfoldige univers af guder. Hanuman er også kendt som abeguden og karakteriseret ved blandt andet sit mod og sin styrke. Netop som abegud er det derfor meget naturligt, at templet i dag et talstærkt beboet af aber.
Templet ligger smukt på højdedraget Jakhoo Hill i en højde på 2.455 meter over havet, hvilket er hævet over selve Shimla, som der er en fin udsigt til fra toppen. Årsagen til netop denne beliggenhed siges at være, at Hanuman stoppede netop her, da han i det episke Ramayana ledte efter Sanjivni Booti for at genkalde Lakshmana.
Ramayana er det epos, der som et værk består af syv bøger, hvori hovedpersonen er prins Rama fra Ayodhya i det nordlige Indien. På grund af konflikter i familien mister han retten til tronen i 14 år og må leve i skoven under enkle kår. Herefter må han udkæmpe et stort slag mod den ondeste af dæmonerne, Ravana, for at vinde sin bortrøvede kone Sita tilbage. To af hans bedste hjælpere under slaget er abegeneralen Hanuman og Ramas bror, prins Lakhsmana. Kampen ender med, at Rama vinder riget tilbage, og han styrer som en god konge.