Sofia rejseguide

Den første bosættelse

Sofia ligger i det vestlige Bulgariens frugtbare slettelandskab, og de gode landbrugsmuligheder har tiltrukket bosættere og præget landet i årtusinder.

Den første permanente bebyggelse menes at tilhøre det thrakiske stammefolk serdierne, der grundlagde Serdika, som der er fundet rester af i det nuværende Sofias centrum.

På trods af mange angreb udefra opretholdt de græske thrakiere Serdika gennem århundreder, indtil romerne omkring år 100 bosatte sig i området. Dog havde makedonske Philip II ødelagt Serdika i 339 f.Kr. og en deraf følgende tid under Philip II og Aleksander den Stores makedonske styre.

Det romerske Serdika

Det menes, at romerne erobrede Serdika i år 29 f.Kr., og med det nye styre blev Serdika kaldt Ulpia Serdica. Under kejser Trajan, som regerede i årene 98-117 fik byen status af municipium, hvilket betød, at den var administrativt centrum.

Ulpia Serdica var også blevet en befæstet hovedby i provinsen Dacia. Den havde bymure og fæstningstårne, og romerne opførte også mange civile bygninger som fx et større amfiteater og badeanlæg.

Kejser Diocletian lod provinsen Dacia dele i to i slutningen af 280erne. Resultatet blev provinserne Dacia Ripensis og Dacia Mediterranea, og Ulpia Serdica blev hovedstad i sidstnævnte.

Der udspillede sig flere store begivenheder i Ulpia Serdica i 300-tallet. Kejser Galerius’ edikt om religionstolerance blev vedtaget i år 311, og med det blev kristendommen en accepteret religion i Romerriget. I 343 blev en af kirkens synoder holdt i Ulpia Serdica, og emnet var overordnet set en teologisk kontrovers om relationerne mellem Gud og Jesus.

Det romerske Serdika var efter sigende en smuk by med fine anlæg. I 300-tallet kaldte kejser Konstantin I byen for sit Rom, men med hunnernes angreb i 447 blev Ulpia Serdica dog delvist ødelagt. Under den byzantinske kejser Justinian Is regeringstid i 500-tallet blomstrede Ulpia Serdica, der blev navngivet Triaditsa, på ny med et rigt socialt liv, nye kvarterer og nye store forsvarsanlæg.

Slaver, konger og middelalderen

I de følgende århundreder kom slaver i større tal til regionen, og Triaditsa var udsat for en del angreb. I slutningen af 600-tallet kæmpede den bulgarske khan Asparuh mod Byzans, og efter en sejr i 681 blev det første bulgarske kongedømme oprettet. Hovedstaden blev Pliska, og området strakte sig ind i en del af det nuværende Bulgarien. Det Byzantinske Rige havde dog fortsat overherredømmet over regionen.

Under khan Krum, der var bulgarsk konge i 803-814, blev der igen udkæmpet store slag mellem bulgarer og byzantinere, og i 809 blev Triaditsa erobret. Byen skiftede navn til Sredets og blev integreret i kongeriget, der var det første bulgarske imperium.

Indtil 1018 var der flere gange kampe mellem bulgarerne og de byzantinske kejseres hære. Kejser Basilius, der blev kendt som Bulgarerdræberen, erobrede i 1018 det bulgarske kongerige og derved Sredets, der nu igen skiftede navn til det byzantinske Triaditsa.

De følgende århundreder var Triaditsa en driftig by med en blomstrende handel og dygtige håndværkere. Bjergene i omegnen kom også til at booste byens økonomi med mineralressourcer, som gav yderligere vækst i både handel og håndværk.

I 1186 opstod det andet bulgarske kongerige på baggrund af opstand mod Det Byzantinske Rige i Veliko Tornovo, der blev det nye riges hovedstad. Navnet Sofia er nævnt første gang i 1382 i et dokument fra zar Sjisjman. Bynavnet stammer fra Sankt Sofia Kirke, som man stadig kan se i byen.

Den osmanniske tid

I 1396 blev Bulgarien erobret af de muslimske tyrkere, og det blev begyndelsen på en periode på næsten 500 år under fremmed herredømme. I 1443 forsøgte korsriddere at uddrive tyrkerne fra det bulgarske område, men det endte uden succes. Korsridderne blev hjulpet af mange borgere i Sofia, og de blev efterfølgende straffet af tyrkerne.

I 1444 gjorde Det Osmanniske Rige Sofia til hovedstaden for store dele af deres erobrede territorium i Europa; det såkaldte Rumelia. Denne status blev fastholdt til 1700-tallet, og den gav Sofia en vis vækst med den administration, som fulgte med.

I området forsøgte de tyrkiske osmanner at indføre deres kultur og traditioner, men der var gennem alle årene en bulgarsk modstand mod den fremmede magt, ikke mindst fra klostrene, som blandt andet lå lige syd for Sofia.

Under Tyrkiet blev landet økonomisk udviklet, og særligt 1500-tallet var en periode med fin vækst. Sofia oplevede dog ikke den opblomstring, som prægede andre af Europas senere storbyer. Byen forblev således realtivt lille gennem hele perioden indtil den bulgarske uafhængighed i 1800-tallet.

Bulgarsk frihed

I midten af 1800-tallet var den bulgarske nationale modstand mod osmannerne vokset og gav sig til udtryk i egentlige kampe. Blandt oprørerne, der samlede sig i bjergenes klostre, var Vasil Levski og Hristo Botev, der senere blev to af uafhængighedskampens store helte.

Efter fejlslagne kampe i 1876 ankom styrker fra det nært beslægtede Rusland i 1878. Russerne kæmpede sammen med bulgarerne mod de osmanniske tyrkere, som måtte trække sig ud af Bulgarien, der blev selvstændigt samme år. Året efter blev Sofia, der på det tidspunkt havde 18.000 indbyggere, landets nye hovedstad; det skete efter en overgang med byen Tarnovgrad som hovedstad. Den beslutning dannede fundamentet og vækstgrundlaget for den millionby, der udgør dagens bulgarske hovedstad.

I 1879 blev Bulgarien et fyrstendømme med Alexander I som fyrste. Alexander havde deltaget som russisk officer i kampene mod Det Osmanniske Rige i 1877-1878. Formelt set var fyrstendømmet underlagt den tyrkiske sultan, men reelt fungerede Bulgarien som egen stat med styret fra Sofia. Landet havde blandt andet sin egen forfatning, flag, nationalsang og udenrigspolitik.

Sofia blomstrede med en begyndende industrialisering, der bragte byen og landet fremad. Mange spor af den tyrkiske tilstedeværelse var desuden blevet slettet i krigen mod de russiske styrker, hvor hovedparten af Sofias moskeer fx var styrtet i grus.

Kongeriget Bulgarien

Årtier efter selvstændigheden blev præget af mange skiftende ledere i Sofia. Alexander I abdicerede, og prins Ferdinand blev konge og fra 1908 til 1918 selvudråbt zar. I 1908 blev Bulgarien et kongerige, hvilket ikke mindst skete for at styrke landet i årene for nye landegrænser efter Det Osmanniske Riges forestående opløsning. Det var særligt områder i det nuværende Makedonien og Nordgrækenland med majoritet af bulgarer, der var interessant for landet.

Tiden efter 1. Verdenskrig var præget at politiske opgør og en manglende industrialisering. Folk boede hovedsageligt på landet og dyrkede jorden på små jordlodder, og Bulgarien manglede en elite, der kunne drive landet frem.

Politisk kom det i 1923 til en ny nationalistisk regering med støtte fra både kongen og militæret. Samme år mislykkedes et kommunistisk kupforsøg under Georgi Dimitrov, der måtte flygte til Sovjetunionen.

1930erne blev præget af en vis industrialisering i det ellers fortsat landbrugsdominerede samfund. Det var også et årti, hvor kongen i 1935 tog magten og styrede landet gennem en marionetregering. Andre partier blev gjort forbudt, og kongen indgik senere i en alliance med det fremstormede nazistiske Tyskland og det fascistiske Italien.

2. Verdenskrig

Med Bogdan Filov som premierminister blev Bulgarien en del af 2. Verdenskrig i 1940. Mod at få landområder fra Rumænien indgik landet på tysk side, og den 1. marts 1941 blev Bulgarien formelt allieret med Tyskland, Italien og Japan. Fra Sofia blev der givet tilladelse til, at tyske tropper kunne bruge landet som vej til besættelse af Grækenland og Jugoslavien.

Bulgarerne fik herefter hovedparten af Thrakien og Makedonien under sig som en del af Bulgarien. Krigslykken vendte, og i 1943 og 1944 blev Sofia ved flere lejligheder bombet. Der var stadig større modstand mod det tyske og bulgarske styre, og i midten af 1944 prøvede styret i Sofia at forhandle en vej ud af krigen.

I august 1944 trak Bulgarien sig ud af krigen, og i september erklærede de krig mod Tyskland. Det kunne dog ikke stoppe Sovjetunionen, som gik i krig mod Bulgarien den 8. september; otte dage senere gik Den Røde Hær ind i Sofia.

Den kommunistiske tid

Umiddelbart efter den sovjetiske sejr over Bulgarien blev der dannet en samlingsregering, men den reelle magthaver var dog Sovjetunionen, som i 1946 kunne nedlægge monarkiet efter en folkeafstemning. Vasil Kolarov blev præsident, mens Georgi Dimitrov blev premierminister og den udførende kommunistiske leder.

Opgaverne var mange for det nye styre i Sofia. 2. Verdenskrig havde ødelagt meget af Sofia, og det havde skabt en endnu større boligmangel, end der var i forvejen. Landet var på samme tid ikke industrialiseret i nævneværdig grad i forhold til mange andre europæiske lande.

Georgi Dimitrov var den nye leder i den nye folkerepublik. Landet udviklede sig til at blive et af Østeuropas store landbrugslande, men samtidigt udbyggedes industrien, særligt omkring Sofia, hvor mange nye bydele blev anlagt i årtierne efter krigen.

Store byggerier som det centrale regeringskvarter i imposant kommunistisk arkitektur blev gennemført, og Sofia fik også kulturpaladset og meget andet, som var kendetegnene for de sovjetisk dominerede lande i Østeuropa. I 1960erne blev byens metro også planlagt, men anlægget gik dog først i gang i 1990erne.

I 1949 døde Georgi Dimitrov, og i der blev bygget et mausoleum på blot seks dage i det centrale Sofia. Her lå kommunistlederen til hvile, indtil 1990, hvor det kommunistiske system var faldet. Flere ledere stod gennem årtierne efter Georgi i spidsen for styret, der i slutningen af 1980erne faldt på samme tid som de øvrige kommunistiske styrer i Østeuropa. I mellemtiden var der blevet opbygget et moderne Sofia med mange nye kvarterer, hoteller, monumenter, parker, uddannelsesinstitutioner med videre.

I november 1989 var der større demonstrationer i Sofia, hvilket i første omgang ledte til, at Todor Zhivkov blev udskiftet som leder af Bulgarien. Demonstrationerne mod styret fortsatte i Sofias gader, og efter få måneder måtte de daværende magthavere ændre systemet, og et demokratisk valg blev gennemført i juni 1990. Valgresultatet blev, at kommunisterne kunne fortsætte på magten under et nyt socialistisk navn.

1990 til i dag

Siden kommunismens tid er der sket meget i Sofia. I 1998 begyndte byens metro at køre, og den er siden blevet udbygget. Restaurering af gamle bygninger og opførelsen af nye er også sket i stor stil i Sofia, der siden 2007 har været EU-hovedstad efter Bulgariens indmeldelse i unionen.

I dag møder besøgende en grøn og charmerende hovedstad, hvor seværdighederne ligger i behagelig gåafstand. Infrastrukturen er godt udbygget, og byen har mange aktiviteter, teatre med videre, som viderefører bulgarsk kultur fra fx Ivan Vazov til moderne tid.