Sankt Michael og Gudula Katedral er den romersk-katolske domkirke i Bruxelles. Dens navn kommer fra domkirkens dedikation til Sankt Michael og Sankt Gudula, der er Bruxelles' skytshelgener, og den historie går tilbage til kirkens tidlige historie.
Den store katedral bliver regnet som et af de fineste bygningsværker, som blev opført i den såkaldte Brabant-gotik. Denne form for gotik var en variant i Nederlandene, som opstod med byggeriet af Sint-Romboutskathedraal i byen Mechelen; den blev indviet i 1312.
Man mener, at der allerede i 800-tallet blev opført en kirke dedikeret Sankt Michael på det sted, hvor Bruxelles' domkirke står i dag. Dengang var det stedet, hvor de to vigtigste handelsveje krydsede hinanden. I 1000-tallet blev der ad flere omgange opført en ny kirke, og relikvierne af Sankt Gudula blev ført hertil.
Opførelsen af den nuværende katedral startede i 1226 og varede i første omgang til 1276, hvor selve kirkerummet stod færdigt. I midten af 1400-tallet stod den imponerende facade færdig, mens hele katedralen blev færdiggjort i 1519 efter næsten 300 års byggeri. Dog blev katedralen ombygget efter indvielsen med bl.a. flere kapeller gennem 1500- og 1600-tallene.
Den store kirkebygning fik tildelt katedralstatus i 1962, og den er blevet smukt restaureret de seneste år. Man kan i dag nyde den smukke Brabantgotik, der er den primære arkitetoniske stil, men der er også senere ændringer fra barokken.
Facaden med de to tårne på 64 meter i højden er inspireret af fransk gotik, men til forskel fra gotiske katedraler i Frankrig, har Sankt Michael og Gudula Katedral ikke et rosettevindue, men et spidsbuet vindue i typisk Brabantgotik.
Indvendigt kan man bl.a. se mange glasmosaikker, Hendrik Frans Verbruggens prædikestol fra 1699 og interessante sengotiske kapeller fra 1500-1600-tallene. Man kan også se fine statuer af Jesu disciple, som er opsat på de store søjler gennem kirkerummet. Statuerne stammer fra 1600-tallet og blev produceret af førende kunstnere fra samtiden.
Cathedral of St. Michael and St. Gudula, Place Sainte-Gudule, Bruxelles, Belgien
Sankt Michael og Gudula Katedral er den romersk-katolske domkirke i Bruxelles. Dens navn kommer fra domkirkens dedikation til Sankt Michael og Sankt Gudula, der er Bruxelles' skytshelgener.