Tasjkent rejseguide

Prins Romanov Palæ
Knyaz Romanov saroyi

Nærmest præcist i midten af Tasjkent ligger Prins Romanov Palæ som en tidslomme mellem mange af byens nyere opførelser omkring pladsen Mustaqillik maydoni. Palæet blev opført i 1891 til Nikolaj Romanov, der var zar Nikolaj I's barnebarn. Stilen var efter samtiden ganske overdådig med anvendelse af fornemme materialer både udvendigt og indvendigt. Designet stod Alexei Benoit for.

Nikolaj Romanov var blevet sendt i eksil i Tasjkent i 1877, og han levede her til sin død i 1918. Han var initiativrig og gjorde meget for udviklingen af Tasjkent, hvilket gjorde ham populær i det usbekiske område og blandt usbekerne.

Efter at have været Nikolaj Romanovs residens blev huset indrettet som forskellige museer, før det blev sæde for de lokale sovjetiske pionerer. I slutningen af 1900-tallet blev palæet renoveret og gjort til officielt repræsentationspalæ for Usbekistans udenrigsminister.

Amir Timur Plads
Amir Temur Xiyoboni

Amir Timur Plads er hjertet af Tasjkent, og på midten af pladsen er der et ryttermonument fra 1996 af Amir Temur, der er usbekisk nationalhelt. Timur levede 1336-1405, og som krigsherre grundlagde han det timuridiske dynasti og underlagde gennem mange togter kolossale landområder under sig med udgangspunkt fra det nuværende usbekiske område.

Pladsen blev i sin oprindelige form udlagt af det kejserlige Rusland i 1870 som en park i det nye Tasjkent, som de russiske byplanlæggere og arkitekter ville skabe. Dengang hed pladsen Konstantin Plads efter general Konstantin von Kaufman, der var den første russiske generalguvernør i kejserrigets Turkestan.

Von Kaufman var også den første, der som statue prydede pladsen, hvor Amir Timur står nu. Gennem den sovjetiske tid afløste flere statuer hinanden, før den nuværende blev indviet. Fra 1917 var der et monument for frie arbejdere her. Det blev i 1927 afløst af et monument for tiåret for den russiske revolution, og fra 1947 stod statslederen Stalin her. Sidste statue før den nuværende var en af Karl Marx, som blev stillet op i 1968.

Uafhængighedsmonumentet
Mustaqillik monumenti

Dette er Tasjkents og Usbekistans vigtigste monument for landets uafhængighed. Det blev opstillet i 1992 på samme piedestal, som byens kolossale statue af Lenin tidligere havde tronet på. Monumentets top er nu en globus, der viser Usbekistans grænser, hvilket er et manifest tegn på selvstændighed.

Den nu historiske Leninstatue blev stillet op i 1936, og med sine 30 meter var den den højeste af de mange Lenin-statuer, der blev stillet op i ikke mindst Sovjetunionen. Med unionens opløsning faldt Tasjkents statue til fordel for den nuværende globus.

Tasjkent Klokketårne
Toshkent qo’ng’iroq minoralari

Tasjkents Klokketårne er navnet på to kendte tårne, der blev bygget i henholdsvis 1947 og 2009. De står i dag som to af Tasjkents vartegn. Idéen til klokketårnene kom fra urmageren I.A. Ayzenshteyn, der fra østprøjsiske Allenstein (Olsztyn) hjembragte rådhusurværket. Han havde kun urværket, fordi selve rådhuset var blevet ødelagt under 2. Verdenskrigs kampe.

Bystyret i Tasjkent udskrev en konkurrence om et tårn, hvori det tyske urværk kunne hænge, og resultatet blev tårnet fra 1947. Det nye tårn blev opført som en kopi af det første, og de danner nu et fint bygningsensemble.

I tårnbygningerne er der indrettet udstillinger af forskellige effekter. Det drejer sig blandt andet om smykker, kostumer, keramik og malerier, som alle giver gode indtryk af usbekisk håndværk.

Khoja Akhrar Moské
Xoja Akhrar masjidi

Khoja Akhrar Moské kaldes også Fredagsmoskéen. Den er den største af sin slags i Tasjkent og den største i landet udenfor byen Samarkand.

Moskéens forhistorie går tilbage til den arabiske invasion af området i 700-800-tallene, hvor ildtilbedernes Tasjkent blev lagt i ruiner. I 819 kom den lokale leder af området til højdedraget, hvor moskéen nu ligger, og besluttede, at hans nye Tasjkent skulle etableres netop fra dette sted. Således blev det, og derfor er dette sted i udkanten af Tasjkents centrum det muslimsk-religiøse centrum i byen.

Med tiden blev der opført en moské her. Den første stod færdig i midten af 1400-tallet, hvilket skete efter bidrag fra Khoja Akhrar, som moskéen i dag er opkaldt efter. Ved et jordskælv i 1868 blev datidens moské ødelagt, så man besluttede at bygge en ny. Resultatet blev en stor moské, som stod færdig i 1888 efter donationer fra blandt andet den russiske zar Alexander III.

Gennem årtierne i 1900-tallet forfaldt moskéen, der til slut stod som ruiner. I 1997 blev det besluttet at bygge en helt ny moské frem for at gennemføre en genopbygning, og derved blev den nuværende bygning opført. Med sin beliggenhed og tre kupler er den et markant vartegn i dette kvarter.

Kukeldash Madrassa
Ko’kaldosh madrasasi

Kukeldash Madrassa er koranskole i det religiøse kompleks, der også indbefatter Tasjkents store fredagsmoské, Khoja Akhrar Moské. Madrassaens historie går tilbage til 1570, hvor den blev opført af guvernøren Dervish Khan, der også var kendt under navnet Kukeldash.

Fra opførelsestidspunktet var Kukeldash Madrassa koranskole, men dette skulle ændre sig flere gange. I 1700-tallet blev det fine anlæg indrettet som karavanserai for handelsrejsende, der derved havde et herberg i byen. I 1800-tallet fik bygningen militær tyngde som de ledende khaners fort, og indtil 1865 fandt offentlige henrettelser sted her.

Madrassaen er flere gange blevet delvist genopført. Jordskælv ødelagde en del af den i både 1868 og 1886, hvor den smukke portal måtte genopbygges. I sidste halvdel af 1900-tallet blev stedet også renoveret flere gange, så det i dag står smukt med den klassiske indre gård omgivet af både beboelsesrum og skolestuer. Hertil kommer den store portal, der er bygningens arkitektonisk dominerende element.

Navnet Kukeldash henviser til, at guvernøren Devish var mælkebror med samtidens leder. De var ikke brødre af blod, men voksede op sammen og delte derved mælk.

Chorsu Basar
Chorsu bozori

Chorsu Basar er Tashkents store fødevaremarked, hvor den lokale handel er omfangsrig og oplevelsesrig for besøgende. Usbekistans klima resulterer i mængder af frugter, grønsager og andet, og det kan man naturligvis se nærmere på og smage på et besøg under basarens karakteristiske store blå kuppel.

Chorsu Basar er en af de største basarer i Centralasien, og dens historie går århundreder tilbage. I basarområdet er der fortsat ældre bygninger, men hovedattraktionen er selve varerne og stemningen.

Alisher Navoi Park og Børnenes Jernbane
Alisher Navoiy bog’i og O’zbekistan temir yollari

Alisher Navoi Park er en af de velbesøgte grønne oaser i den usbekiske hovedstad. Parken blev udlagt i 1930erne og stod færdiganlagt i 1937. Man kan nyde forskellige monumenter, bygninger og anlæg som søer og bassiner på en vandretur her.

I parken kan se se Børnenes Jernbane, der opstod som forslag i 1936. Efter stor opbakning til projektet blev banen indviet 5. august 1940 under orkestral afspilning af Internationale. Efter en udvidelse i 1950erne nåede banens spor en længde på 1.700 meter, og der var en del materiel, som opererede her. I dag er banen fortsat i anvendelse med både teoretisk og praktisk træning for de unge mennesker, der kører togene mellem de to stationer.

Tasjkent Metro
Toshkent metropoliteni

Tasjkents metro er byens undergrundsbane. Den blev åbnet som den første metro i Centralasien og som den syvende i Sovjetunionen, hvor reglerne foreskrev, at millionbyer skulle have anlagt et metrosystem.

Metroen blev anlagt efter klassisk sovjetisk mønster med tre på hinanden krydsende linjer og meget dybtliggende stationer. Den første strækning blev taget i brug i 1977, mens de følgende linjer blev åbnet i 1984 og 2001.

Metrobyggeriet startede i 1968, og stationerne fra ikke mindst den sovjetiske æra er meget fint udsmykkede på hver deres måde. Dele af metroen står således som en slags folkelige paladser, som det ikke mindst kendes fra Moskvas metro. Den ældste linje er den røde, Chilonzor, mellem stationerne Sabir Rakhimov og Amir Tmur Xiyoboni, men også resten af den røde samt den blå Ozbekiston-linje er seværdig.

Hazrat Imam Moské
Hazrati imom masjidi

Hazrat Imam Moské er et religiøst kompleks af bygninger, som består af både moskéer, en koranskole, et mausoleum og et fornemt bibliotek, hvor verdens ældste bevarede udgave af koranen befinder sig. Komplekset og moskéen er opkaldt efter Tasjkents første imam, Hazrat Imam, hvis grav lå i området.

Selve Hazrat Imam Moské er en relativt ny bygning, der blev opført i 2007. Stilen er dog som i traditionelle moskébyggerier fra 1300-tallet. Man kan også se Barak Khan-koranskolen fra 1530erne, hvis indre er fint udsmykket med stilistisk geometri.

Umiddelbart nord for denne madrassa ligger Abu Bakr Kaffal Shashis mausoleum fra 1542. Kaffal Shashi var digter og filosof og døde i 900-tallet. Mausoleet markerer hans sidste hvilested, og omkring netop dette mausoleum bredte hele det nuværende bygningskompleks sig gennem årene.

Den gamle koran er den såkaldte Uthman-koran, der menes at være initieret af kaliffen Uthman i år 651. Koranen kom med tiden til byen Kufa i det nuværende Irak, og herfra var det muligvis Amir Timur, der tog den med til sin hovedstad Samarkand efter et erobringstogt. Indtil 1869 befandt koranen sig i en moské i Samarkand. Her blev den givet til den russiske generalguvernør Konstantin von Kaufman, der formidlede den videre til det kejserlige bibliotek i Sankt Petersborg.

Koranen kom tilbage til Tasjkent i 1924, efter Lenin forinden havde givet den til russiske muslimer i byen Ufa. Koranen ligger udstillet i en tidligere moské, som i sig selv er en seværdighed med sin smukke udsmykning.

Området er ligeledes arkitektonisk interessant, fordi man kan opleve landets forskellige byggestile samme sted. Khivas minareter står som de højeste i komplekset, mens Samarkands kupler med riller og Bukharas glatte blå kupler er karakteristiske elementer, der arkitektonisk blev lånt fra disse steder og deres herskeres stilarter gennem århundrederne.

Umiddelbart syd for anlægget kan man i den nærliggende gade se en enkeltstående blå kuppel, der ser ud til at høre med til komplekset omkring Hazrat Imam Moské. Det gør den ikke, men det er en gammel konstruktion. Oprindeligt blev den opført som taget på en butik, der lukrerede på trafikken til moskéen. I dag er kuplen integreret i og derved en del af et beboelseshus.

Himmelfartskatedralen
Успенский собор
Uspenskij Sobor

Himmelfartskatedralen er en russisk-ortodoks katedral, og den udgør sammen med de omkringliggende bygninger et af Tasjkents mest elegante bygningsensembler.

Kirken blev i sin oprindelige form grundlagt i 1871, men siden da er den blevet både lukket, genåbnet og rekonstrueret. I de første årtiers sovjetiske tid blev katedralen anvendt som blandt andet lagerbygning, og det var først efter 2. Verdenskrigs afslutning, at kirken blev givet tilbage til den ortodokse menighed.

I årene 1958-1960 blev kirken nærmest helt genopbygget efter årtiers forfald og ødelæggelse. I 1990erne kom dens separat stående klokketårn på ny til, og igen omkring år 2010 blev anlægget genskabt. Det står meget smukt i dag inklusive kirkens indretning.

Botanisk Have
Botanika Bog’i

Tasjkents botaniske have tilhører landets videnskabsakademi, og den er derved en del af denne forskningsinstitutions virke. For besøgende er det en pragtfuld park og have, der venter. Der er flere end 4.000 planter her, og de pryder havens inddelinger i forskellige geografiske områder, hvor Centralasien givet vis er en af de mest interessante regioner, idet man her kan se lokal flora. Haven blev åbnet i 1920 og er en spadseretur værd i alle sæsoner.

Flere seværdigheder og mere info

Køb pdf-bogen om Tasjkent her.