Jerusalem
יְרוּשָׁלַיִם
Jerusalem er et af verdens helt store historiske og kulturelle rejsemål, og overalt i byen kan man finde og opleve steder og bygninger fra ikke mindst den rige bibelhistorie.
For de fleste vil Gravkirken med Jesu grav være den største og med indtryksfulde seværdighed. Kirken ligger på Golgata og rummer også selve graven, hvor Jesus blev lagt efter korsfæstelsen. Som optakt til Gravkirken ligger Via Dolorosa mellem stedet, hvor Jesus blev dømt til døden, og stedet hvor han blev begravet.
Læs mere om Jerusalem
Betlehem
בית לחם
Betlehem er en by, hvis historie i hvert fald strækker sig tilbage til 1300-tallet f.Kr. Byen ligger ganske tæt syd for Jerusalem, og den er ikke mindst kendt som stedet, hvor Jesus blev født. Ifølge den hebraiske bibel var Betlehem byen, hvorfra David kom, og hvor han blev kronet til konge af Israel.
I den romerske tid blev Betlehem ødelagt under kejser Hadrian. Det skete i forbindelse med Bar Kokhba-oprøret, der udspillede sig gennem årene 132-135. Oprøret var en jødisk revolte mod Romerriget med Simon bar Kokhba som leder, og det førte til en kortvarig jødisk stat, som dog blev besejret efterfølgende af en stor romersk hær.
Kejserinde Helena og hendes søn, kejser Konstantin den Store, genopbyggede Betlehem fra omkring år 300. Konstantin var den, som i 327 initierede opførelsen af Fødselskirken.
Senere kom muslimer til som herskere i byen, indtil korsriddere genindtog byen for kristendommen i 1099. Betlehem blev igen muslimsk med Det Osmanniske Riges ekspansion, og det muslimske rige regerede byen og området til afslutningen af 1. Verdenskrig.
Efter 2. Verdenskrig kom Betlehem under jordansk styre med den arabisk-israelske krig i 1948. Fra 1967 til 1995 administrerede Israel Betlehem, der siden da har hørt under palæstinensisk administration. I dag er Betlehem er mindre by, hvis primære indtægt er turistindustrien.
Der er en del berømte seværdigheder i byen, hvor Fødselskirken er den vigtigste. Fødselskirken er et vigtigt valfartssted for kristne fra hele verden. Kirken blev i sin første udgave bygget i årene 327-339 på stedet for den grotte, hvor Jesus blev født. Allerede i 100-tallet var stedet blevet etableret som helligdom. Kejser Hadrian havde ladet et tempel til Adonis bygge over Jesu fødested.
Fødselskirken ligger på Manger Plads/כיכר מאנגר, hvor der ligger flere andre seværdige kirker, hvis placering skyldes Jesu fødested. Rundt om Fødselskirken kan man se den nygotiske Sankt Katarina Kirke/Church of St. Catherine, der er den romersk-katolske hovedkirke i byen. Dertil kommer tre forskellige klostre; et græsk-ortodoks, et armensk-apostolsk og et fra korsriddernes tid.
Masada
מצדה
Masada er en af Israels absolutte topseværdigheder, og det forstår man straks ved et besøg her. Masada er en borg, der blev etableret på en 400 meter høj klippetop i Negevørkenen med udsigt over Det Døde Hav og en stor del af den øvrige omegn.
Det var Herodes, der lod Masada anlægge, hvilken skete i årene 37-34 f.Kr. Masada var dels et palads, som lå i den ene ende på højdedraget, og dels en kolossal fæstning, som skulle kunne modstå alle tænkelige angreb. Klippetoppen og derved Masada måler omkring 700x350 meter, så det er et kompleks af store dimensioner.
Jøderne erobrede ifølge overleveringen Masada i år 66 under den første jødisk-romerske krig. I 72 startede 15.000 romerske soldater under ledelse af Flavius Silva at belejre Masada og derved de omkring 1.000 jøder, der var i fæstningen. Året efter indtog romerne klippetoppen, og i den forbindelse begik jøderne kollektivt selvmord i stedet for at blive taget til fange. Denne episode har siden da stået som et symbol på jødernes kamp for eget land uden fremmed herredømme.
Uanset om fortællingen om Masada er historisk korrekt eller ej, så er Masada et imponerende og uforglemmeligt sted. Man man besøge fæstningen på toppen med svævebane, og her kan man opleve fordums storhed og også se resterne af romerske lejre, der blev anvendt under belejringen af Masada. Udsigten over landskabet er naturligt nok også en tur værd i sig selv. Masada har siden 2001 været optaget på UNESCO’s liste over verdens arv.
Det Døde Hav
יָם הַמֶּלַח
Det Døde Hav er en saltvandssø, der ligger på grænserne mellem Israel og Jordan og derved også Vestbredden. Søen er kendt for sit høje saltindhold og for at være det lavestliggende sted på jordoverfladen. Vandspejlet og derved også kysterne ligger 429 meter under havets overflade.
Søen er op til 330 meter dyb, og med et saltindhold på 30-35 % har den en usædvanlig høj opdrift, som turister hurtigt selv mærker ved en tur i vandet.
Det Døde Hav ligger i den jordanske kløftsænkning, som strækker sig på hele længden af Jordanfloden, som er søens eneste tilløb. Det menes, at saltvandet kommer fra Middelhavet, der før landhævning af blandt andet det nuværende Israel havde adgang til området, der lå som en slags lagune.
I dag er Det Døde Hav centrum for en kurturisme, der allerede var aktiv på kong Herodes’ tid. Der ligger adskillige resorts langs søens kyster på både øst- og vestsiden. De største israelske hotelområder ligger mod søens sydvestlige del på en flere kilometer lang strækning. Fra Tel Aviv og Jerusalem ankommer man hurtigst til søens nordlige ende, og også her ligger flere tilgængelige badesteder. Det første er Kalia Beach, der har alle faciliteter til en god oplevelse i og ved Det Døde Hav.
Caesarea
קיסריה
Caesarea er navnet på en tidligere romersk havneby, som man kan se fint bevarede ruiner af på den den israelske Middelhavskyst. Ruinområdet strækker sig over et større areal bag Caesareas fæstningsmure, et område syd herfor med blandt andet paladsruiner og et teater samt en bevaret del af byens vandforsyning et stykke mod nord.
Det var Herodes, der anlagde Caesarea, og det skete i 10-20erne f.Kr. Den romerske bosættelse hed Caesarea Maritima og var opkaldt efter Augustus Caesar. Bosættelsen blev efter kort tid sæde for den romerske præfekt og virkede som administrativ hovedby i regionen. Det var også her, Pontius Pilatus havde sin officielle residens. Bosættelsens status blev ophøjet til Colonia af kejser Vespasian, og ved den lejlighed blev det originale navn ændret til Colonia Prima Flavia Augusta Caesarea.
Med Jerusalems ødelæggelse i år 70 blev Caesarea styrket som hovedstad i provinsen Judæa, og med skiftende herskere forblev Caesarea hovedstad for regionen indtil 700-tallet. Senere kom både arabere og korsriddere til at bygge videre i og på Caesarea, før byen blev ødelagt i 1265.
Stedet blev udgravet fra 1950erne, og resultatet af de anstrengelser blev en velbevaret del af Caesareas romerske og senere byggerier. Fra syd kan man blandt andet se det romerske teater, Herodes’ residenspalads, hippodromen, koloniens mure og voldgrave, en fremskudt bastion, korsridderporte, et tempelområde og det romerske forum.
Caesarea Maritima var anlagt på et sted uden naturligt ferskvand, og derfor anlagde romerne en akvædukt langs Middelhavet, som transporterede vand fra Carmelbjerget til Caesareas befolkning. På stranden nord for ruinbyen kan man stadig se en del af akvædukten.
Genesaret Sø
יָם כִּנֶּרֶת
Genesaret Sø er den største ferskvandssø i Israel og et yndet udflugtsmål for lokale og turister. Søen ligger i en højde på omkring 210 meter under havets overflade, og den er efter Det Døde Hav verdens lavestliggende sø. Den primære kilde til søen er Jordanfloden, der fortsætter mod syd til Det Døde Hav gennem den dalsænkning, der strækker sig gennem det østlige Israel.
Søen er knyttet til mange episoder i Bibelen, og således kan man tænke sig til nogle af de mirakler, Jesus udførte på og omkring søen som fx, da Jesus gik på vandet. Det var også herfra, fire af Jesu disciple kom.
På Jesu tid var der mange landsbyer omkring Genesaret Sø, og Tiberias udviklede sig til at være hovedbyen i området, der fik stigende vigtighed for jøderne efter romernes udvisning af jøder fra Jerusalem i år 135. Gennem århundrederne blev mange af bosættelserne forladt, men Tiberias fortsat er hovedbyen i denne del af Israel.
Der er hoteller ved vandet og også dejlige strande omkring søen, hvor man mange steder kan nyde dens rekreative værdier. Bibelske steder er velbesøgte, og blandt dem er Jordanflodens løb fra Genesaret Sø. På det sted er der mange, der lader sig døbe.
Genesaret Sø er en vigtig kilde til drikkevand til Israels befolkning, og i 1964 blev landets National Water Carrier færdiggjort. Det er en vandledning, som leder vand fra søen til ikke mindst de tætbefolkede områder omkring Tel Aviv og Jerusalem. Vandstanden i søen er under konstant observation, og denne bevares indenfor en grænse, der gør, at søen ikke bliver for salt eller på anden vis ikke fastholder sin nuværende konsistens, flora og fauna.
Haifa
חיפה
Haifa er den største by i det nordlige Israel, og den er landets tredjestørste by. Haifa er smukt beliggende ved Middelhavet og Carmelbjerget, som mange af byens kvarterer strækker sig op ad med en fantastisk udsigt som følge.
Haifas historie går over 3.000 år tilbage, hvor en mindre havn var omdrejningspunktet for udviklingen af en bosættelse. Siden dengang har utallige kulturer og ledere sat deres præg på byen og derved bidraget til den smukke storby, man kan opleve i dag.
Indtil slutningen af 1700-tallet boede der blot få hundrede mennesker i Haifa, som for alvor begyndte sin udvikling med tyske bosætteres etablering af den såkaldte German Colony fra 1868. German Colony er den dag i dag et af de mest populære steder i byen.
Blandt Haifas seværdigheder er bahai-templet Bahai World Center et af højdepunkterne. Centeret er et pilgrimssted for bahai-religionen, og man kan også nyde en fantastisk smuk park, som er blevet anlagt i terrasser på Carmelbjergets skråninger som en akse mod det centrale Haifa og havnen i byen. Bahai World Centers midte er en guldkuplet bygning, der er mausoleum for Báb, der grundlagde religionen. Bábs grav blev flyttet fra nærliggende Akko hertil i 1909. I dag er Bahai World Center optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og turen gennem parken er da også en oplevelse med smukke beplantninger, elegante bygninger og den ene betagende udsigt efter den anden.
Klostret Stella Maris/מנזר סטלה מאריס og Elias’ Grav er andre kendte steder i Haifa. Stella Maris ligger smukt på Carmelbjerget. Det blev grundlagt i 1631, efter at der i århundreder havde boet troende i huler på bjerget som efterligning af Elias’ bønner på Carmelbjerget i kampen mod Baal. Man kan besøge Elias’ grav ved opstigning fra Allenby Street.
Et kuriosum er en stor industribygning, der står i Jaffas havneområde. Bygningen er det såkaldte Dagon Warehouse, der er en silobygning, som står meget smukt som et af Haifas vartegn. Dagon Warehouse åbnede i 1955 i et usædvanligt design for sin tid og funktion.
Akko
עַכּוֹ
Akko er en by, der ligger ved den nordlige del af Haifabugten. Akko ligger strategisk godt som adgangsport til Levanten, og den regnes som en af verdens ældste byer. Dens vigtighed kan i dag ses i de mange gamle bygningsværker, man kan opleve her. Det drejer sig først og fremmest hele den velbevarede gamle bydel, som er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.
Korsridderne satte i sin tid præg på Akko med mange befæstninger som fx bymure. På resterne af disse mure lod Zahir al-Umar som hersker i Akko nye mure rejse i 1750. Disse mure blev styrket senere i 1700-tallet, og de modstod angreb fra Napoleons styrker. Murene står smukt bevaret til i dag, og blandt de imponerende dele er murene og befæstningerne mod havet samt byportene.
Akko Citadel, Jazzar Pasha Moské/מסגד אל-ג'זאר og herberget Khan al-Umdan/חאן אל-עומדאן er nogle af Akkos store bygningsmæssige seværdigheder. Citadellet går tilbage til korsriddernes tid, men den nuværende bygning er dog resultatet af en opbygning af osmannerne. Jazzar Pasha Moské stod færdig i 1781, og den er et fornemt eksempel på osmannisk arkitektur. Khan al-Umdan er det mest imponerende herberg kaldet karavansarai i Israel. Det stod færdigopført i 1784 som et af flere herberger i byen. Af andre ting kan man se en bevaret del af korsriddernes havn og en større akvædukt fra den osmanniske tid.
Jeriko
יריחו
Jeriko er en by, der ligger mellem Jerusalem og Jordanfloden. Den menes at være en af verdens ældste byer, og udgravninger har resulteret i fund fra en række bosættelser gennem tiden, og den ældste går omkring 11.000 år tilbage i tiden.
Jeriko kendes fra Bibelen i forbindelse med israelitternes folkevandring, der bragte dem til byen. Jeriko afslår israelitterne passage, hvorefter Josva får hornblæsere til at blæse og vandre rundt om byens mure, indtil disse giver efter og styrter sammen.
I og omkring Jeriko er der mange historiske fodaftryk, som er værd at opleve. Her er fx fundamenter fra historiske bosættelser og flere bevarede dele fra det romerske Jeriko under Herodes' tid.
