Den Ortodokse Katedral er Timișoaras datedrale under den rumænske ortodokse kirke. Kirken er ærkebispesæde og er en såkaldt metropolis i den ortodokse kirke, hvilket den er for den rumænske del af den historiske Banat-region. Katedralen er dedikeret de tre hieraker, som udgøres af de ortodokse kirkefædre; Basilos den Store, Gregor fra Nazianz og Johannes Chrysostomos.
Byggeriet af katedralen hænger sammen med den 28. juli 1919, hvor store dele af Banat-regionen blev en del af Rumænien. Den rumænske administration ville gerne fremme den ortodokse tro i stedet for katolicismen, som var fremherskende under det tidligere østrigske og ungarske styre. Bispesædet i Timișoara blev etableret, og der blev igangsat en indsamling til byggeriet af en ny stor kirke i byen.
I første halvdel af 1930erne fik arkitekten Ion Trajanescu opgaven med at designe en kirke med plads til 5.000 kirkegængere. Den centrale grund til byggeriet donerede Timișoaras bystyre, som også donerede alle de mursten, der skulle til at opføre katedralen. Et nærliggende stålværk ydede rabat på armeringsjernet til byggeriet, og der var blevet indsamlet penge til finansiering af katedralen, der blev opført fra 1936.
Kirken stod færdig i 1940 som Rumæniens højeste kirke med 90,5 meter til øverste tårnhat. Det officielle indvielse måtte dog vente til efter 2. Verdenskrigs afslutning, og i overværelse af bl.a. kong Michael I og Rumæniens premierminister og patriark blev den smukke bygning indviet den 6. oktober 1946. Kirken var heldigvis sluppet nådigt gennem tyske bombardementer af Timișoara 30.-31. oktober 1944.
Katedralens arkitektoniske stil er nymoldavisk, der baserer sig på traditionel rumænsk ortodoks stil og på bl.a. osmannisk og byzantinsk byggestil. Den monumentale bygning troner i byen på den sydlige del af Sejrspladsen/Piața Victoriei, hvor den centrale kuppel dedikeret den almægtige Kristus Pantekrater rejser sig 83,7 meter over gadeplan med et ca. 7 meter højt kors på toppen.
Indvendigt kan man se en stort og smukt udsmykket kirkerum med højt til loftet. Man kan også se katedralens museumssamling af bl.a. religiøs kunst fra Banat-regionen. Samlingen rummer mange fine bøger, utallige ikoner og forskellige kirkelige objekter. Der er også tidlige skrifter på rumænsk sprog. Stedet er også nekropolis for metropolitterne af Banat, og relikvierne af Josef den Nye/Iosif cel Nou opbevares også i katedralen.
Catedrala Mitropolitană, Bulevardul Regele Ferdinand I, Timișoara, Rumænien
Den Ortodokse Katedral er Timișoaras datedrale under den rumænske ortodokse kirke. Kirken er ærkebispesæde og er en såkaldt metropolis i den ortodokse kirke.