Se på kortet
Venezia, Metropolitan City of Venice, Italy
Læs om byen
Venedig i det nordlige Italien er en enestående by i verden og en oplevelse, man aldrig glemmer. Byen opstod i sumpede områder på mange millioner pæle, og den blev med tiden til Adriaterhavets perle og opbygget gennem århundreder til den pragtfulde og særegne by, man i dag kan besøge.
Kanalerne skærer gennem Venedig på kryds og tværs, og en gondoltur på Canal Grande er også en sejltur gennem byens lange historie. Her ligger de mange paladser, der gennem 1.000 år har huset byens rige familier. Rialtobroen, Dogepaladset og selvfølgelig Markuspladsen er blot nogle af de mange verdensberømte seværdigheder, man også kommer forbi på en tur gennem den centrale vandvej i byen.
Venedig er også en af romantikkens hovedstæder, hvor man kan nyde gondolierens sang og en vandretur gennem de mange smalle stræder og langs de utallige kanaler. Kanalerne er omkranset af utallige fortove og små broer, hvor man kan gå på opdagelse efter unikke stemninger og miljøer, der ligger som stille og rolige kontraster til turistområderne langs Canal Grande.
Det gælder blot om at gå på opdagelse i Venedig. Et utal af kirker venter med store oplevelser nærmest overalt i byen. Skoler, residenser og andre opførelser supplerer dem på fornem vis. Uden for Venedig ligger de en række af Norditaliens kulturbyer som fx Padova, Vicenza og Verona, hvis velbevarede historie ligger til skue i den romerske arena og andre monumenter fra Romerriget og den efterfølgende tid.
Topseværdigheder
Rialtobroen
Ponte di Rialto
Ponte di Rialto er den største af de broer, der krydser Canal Grande, og gennem århundreder var det også den eneste. Broen ligger desuden på byens højeste sted, selv om dette kan være vanskeligt at se.
Den første bro på stedet blev anlagt som en pontonbro i 1181 af Nicolò Barattieri. Broen blev kaldt Møntbroen/Ponte della Moneta grundet byens mønt, der lå her på det østlige side.
Rialtomarkedet/Rialto Mercato ved siden af broen skabte hurtigt meget trafik over Ponte della Moneta, og i 1255 blev der bygget en træbro. I første halvdel af 1400-tallet blev bygget butiksarkader på broens sider, og lejeindtægterne gav byen midler til broens vedligehold.
Træbroen var dog vanskelig at holde ved lige, og den både brændte og kollapsede gennem årene, og i begyndelsen af 1500-tallet kom forslag til at bygge en stenbro. Der gik dog en del år, før Antonio da Pontes design blev valgt og broen bygget. Den blev således åbnet i 1591 efter tre års opførelse.
Broen er et af Venedigs vartegn, og den er vidunderlig både at sejle under og gå over. Stedet giver også en fortrinlig udsigt over Canal Grandes snoede løb og mange smukke palæer.
Akademigalleriet
Gallerie dell’Accademia
Gallerie dell’Accademia er et kunstmuseum, der rummer en stor og meget fin malerisamling af kunstværker fra primært 1200-1700-tallene. Kernen i samlingen er de mange værker af venetianske malere, og de mange repræsenterede kunstnere og århundreder giver et godt indtryk af den bredde, der har været i byens kunstneriske liv.
Et af museets mest berømte kunstværker er Leonardo da Vincis tegning af Den Vitruvianske Mand/Uomo Vitruviano, der menes tegnet i 1487.
Baggrunden for museet var etableret af Akademiet for Skønne Kunster/Accademia di Belle Arti i 1750. I 1807 flyttede akademiet til de nuværende bygninger, der har en fortid som henholdsvis skole, kirke og kloster.
Ca’ d’Oro
Ca’ d’Oro betyder Guldhuset, og det ligger smukt ned mod Canal Grande. Dets officielle navn er Sankt Sofia Palæ/Palazzo Santa Sofia, men har altid været kendt som Ca d’Oro grundet de oprindelige udvendige udsmykninger med blandt andet forgyldninger.
Ca’ d’Oro regnes som det flotteste palæ i Venedig, og det rummer i sin arkitektur byens typiske stilarter med blandingen af vesterlandske og orientalske udsmykninger.
Palæet blev opført i 1428-1430 for den fornemme Contarini-familie, der gennem tiden har fostret otte af byens doger. Ca d’Oros arkitekter stod også bag byens dogepalads, Palazzo Ducale, og mod Canal Grande kan man tydeligt se deres særligt blomstrende venetianske gotik.
I stueetagen er der en loggia bag en kolonnade, og der er direkte adgang fra kanalen. På førstesalen er der umiddelbart over en balkon ved palæets primære salon. Selve bygningen blev opført med et indre gårdmiljø, hvor blandt andet trappegang og balkoner blev revet ned i 1800-tallet.
I 1922 købte staten Ca’ d’Oro, og efter istandsættelse står palæet nu i fordums pragt. Besøgende kan ud over selve bygningen opleve et galleri, der ikke mindst rummer Ca’ d’Oros sidste private ejer, Giorgio Franchettis, kunstsamling.
Markuspladsen
Piazza San Marco
Piazza San Marco er Venedigs centrale plads, og faktisk er det den eneste plads i byen, der er benævnt med navnet Piazza; hovedparten af de øvrige bærer titlen Campo.
Pladsens historie går tilbage til 800-tallet, hvor den blev anlagt som en mindre plads foran Basilica di San Marco. Den nuværende plads blev skabt i 1177, hvor flere kanaler blev fyldt op, så der kunne dannes en passende ramme for dette års skelsættende møde mellem pave Alexander III og den tysk-romerske kejser Frederik I Barbarossa.
Mødets resultat blev Freden i Venedig, hvor forsoning og fred blev indgået mellem pavestaten, Den Lombardiske Lige og Det Tysk-Romerske Rige, som har lidt nederlag til Den Lombardiske Lige ved Slaget ved Legnano i 1176. Kejser Barbarossa var presset til at søge freden, og han anerkendte ved freden Alexander III som pave i stedet for hans egen modpave.
Piazza San Marco domineres af en række store bygninger; Basilica di San Marco og Palazzo Ducale mod øst, tårnet Campanile på selve pladsen og søjlearkadebygningerne mod vest (L’Ala Napoleonica), nord (Procuratorie Vecchie) og syd (Procuratorie Nuove).
Procuratie Vecchie blev første gang opført i 1100-tallet til kontorer og boliger for de prokuratorer, der har givet navn til stedet. Den nuværende bygning er fra 1500-tallet. Procuratie Nuove blev bygget i perioden 1586-1640, mens Napoleonfløjen, L’Ala Napoleonica, er fra omkring 1810. Den blev rejst som erstatning for et par tidligere sidefløje og en mindre kirke.
Den officielle indgangsport til pladsen er de to søjler rejst til ære for byens skytshelgener, Sankt Markus/San Marco og Sankt Theodore/San Teodoro, der byder velkommen fra vandsiden. Søjlerne giver adgang til den del af pladsen, der kaldes Den Lille Markusplads/Piazzetta San Marco. Her blev der til 1700-tallet foretaget offentlige henrettelser.
Brolægningen på Piazza San Marco har siden 1200-tallet først været i sildebensmønster og siden 1723 i et mere komplekst geometrisk mønster. Pladsen er Venedigs laveste punkt, og derfor kan man være ude for, at pladsen er delvist oversvømmet. Der kan være en oplevelse i sig selv, for der bliver stillet stativer op, der tillader, at man alligevel kan krydse pladsen tørskoet.
Dogepaladset
Palazzo Ducale
Dogepaladset eller Palazzo Ducale er stedet, hvor Venedigs doger boede og havde deres administration. Her lå også byens væsentligste retsinstanser. Det er også et af Venedigs vartegn og mest storslåede bygningsværker. Det nuværende dogepalads blev hovedsageligt bygget i årene 1309-1424. Stilen er typisk venetiansk med sin blanding af vesterlandsk gotik og orientalsk ornamentik.
Der er to udsmykkede facader, der vender ud mod henholdsvis Piazza di San Marco og Venedigs lagune. Facaderne blev opført med bueprydede arkader i de nederste etager, og det er en effekt, der giver luftighed i bygningsværket. Tæt på facaden ser man også den elegante udsmykning i de store flader i facaderne. Mod Piazza di San Marco kan man på første sal se to søjler, der er rødere end de øvrige. Mellem netop disse søjler blev dødsdomme læst op.
Inden for er Palazzo Ducale også meget seværdigt. Blandt højdepunkterne er selve indgangsporten ved siden af Basilica San Marco, Porta della Carta, der er et smukt eksempel på venetiansk højgotik. Nye doger blev ført denne vej ind i paladset.
I paladsets indre gård er der flere stilarter blandet sammen i en meget seværdig komposition. Her ligger blandt andet Giganternes Trappe/Scala dei Giganti, der fører fra gården op til de øvre etager og derved dogernes beboelse. Giganterne forestiller guderne Mars og Neptun, og de blev udført i 1567. De mange rum i paladset tæller udover beboelse også de politiske mødesale og diverse funktionssale.
Markuskirken
Basilica di San Marco
Basilica di San Marco er den kendteste af alle Venedigs mange kirker, og den er også det prægtigste eksempel på byzantinsk arkitektur i byen. Oprindeligt fungerende den som kapel for Venedigs herskere, men siden 1807 har den haft status som byens katedral og er sæde for patriarken i Venedig.
Den første kirkebygning på stedet blev opført i 828 til at rumme relikvierne af evangelisten Markus, som var blevet bragt hertil fra Alexandria. Basilica di San Marco har flere måttet genopføres; blandt andet efter en ødelæggende brand i 978. Efter branden startede opførelsen af den nuværende kirkebygning, som kunne indvies i 1094.
Kirken blev bygget som et storslået symbol på bystaten Venedigs rigdom og magt. Den er blevet ombygget i århundreder efter indvielsen og står nu i en skøn blanding af byzantinsk og romersk stil. Kirken er med sine fem imponerende kupler stor, og både på facaden og indeni er detaljerigdommen enestående. Dimensionerne på Basilica di San Marco er en grundplan på 76x62 meter og en højde på 43 meter.
Udvendigt over den centrale indgang står antikke hestestatuer, der tidligere har stået udstillet på Konstantinopels hippodrom. I 1254 blev de installeret her på Basilica di San Marco. I 1797 flyttede Napoleon dem til Paris, hvorfra de kom tilbage efter Napoleonstiden i 1815.
Inden for bliver man mødt af 1100-tals marmorgulve og en overdådig udsmykning. Som i en traditionel byzantinsk kirke er der en ikonostas, og den er kronet af gotiske skulpturer fra 1400-tallet. Ved højalteret opbevares relikvierne af Markus. Noget af det mest imponerende er de mange og gamle mosaikker, der i guld, bronze og mange forskellige sten dækker tusinder af kvadratmeter.