Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Constanța er den ældste beboede by i Rumænien, og dens historie går tilbage til grundlæggelsen omkring år 600 f.Kr. Byen blev etableret som græske Tomis, og navnet siges at komme fra dronningen Tomyris, der var hersker over massageterne. Efter den græske start blev byen og kyststrækningen senere en del af Romerriget og derefter det byzantinske rige.

Tomis’ navn blev ændret i den byzantinske tid til Constantiana til ære for Constantia, der var kejser Konstantin den Stores søster. Den første kendte anvendelse af det nye navn stammer fra år 950, og herefter fulgte cirka 500 år under styre fra forskellige riger, før Constantiana blev en del af Det Osmanniske Rige omkring 1419.

Efter den rumænske selvstændighedskrig i 1878 blev Constanța og kysten ved Sortehavet en del af Rumænien, og Constanța blev landets største havneby. Jernbanen var også kommet til byen, og der blev bygget hoteller og byens berømte casino til internationale velhavere, der kom til kystbyen.

Som en del af Rumænien blev der bygget kirker og flere offentlige bygning i rumænsk stil, og i dag kan man se mange af husene fra denne tid. Man kan også se udgravede ruiner af det gamle Tomis som fx et stort fund af romerske mosaikker. Man bør også nyde en spadseretur langs Sortehavet og tage en dukkert langs forstaden Mamaias dejlige strande.

Topseværdigheder

    Casino, Constanta

    Constanța Casino
    Cazinoul din Constanța

    Constanța Casino er en casinobygning, der i dag står som et af Constanțas vartegn. Casinoet blev første gang bygget på byens havnefront i 1880, men både denne og den følgende casinobygning blev revet ned, før det nuværende casino stod færdigt i 1910. Arkitekturen var smuk art nouveau som mange af samtidens førende byggerier.

    Casinoet var i drift til 1948 med pauser og bombardementer under 1900-tallets verdenskrige, og en overgang var det også indrettet som lazaret. I 1948 fik casinobygningen en ny funktion som en slags folkeligt kulturcenter i det nye Rumænien. Fra 1960 blev det smukke casino nyindrettet til at huse en stor restaurant, som ikke mindst mange turister benyttede sig af.

    Læs mere

     

    Constanta Mosaikmuseum

    Den Romerske Mosaikbygning
    Edificiul Roman cu Mozaic

    Den Romerske Mosaikbygning er navnet for det sted, hvor man i 1959 fandt rester fra Tomis, der var den historiske by på det sted, hvor Constanța i dag ligger. Man fandt betydelige rester af romerske mosaikker under et udgravningsarbejde centralt i det gamle Tomis, og mosaikkerne blev bevaret, og en museumsbygning blev opført over dem.

    Der er næsten 2.000 kvadratmeter mosaikker, og man mener, de stammer fra 400-tallet under Konstantin den Stores regeringstid. Man mener også, at mosaikkerne er blevet delvist ændret løbende indtil starten af 600-tallet. Mosaikkerne lå på et centralt sted i Tomis, hvor flere terrasser med diverse overdækninger forbandt byen med den daværende havn.

    Læs mere

     

    Constanta Historisk Arkæologisk Museum

    Historisk og Arkæologisk Museum
    Muzeul de Istorie Națională și Arheologie

    I 1878 blev en del af Sortehavskysten en del af Rumænien, og Remus Opreanu blev Constanța-regionens første præfekt. Opreanu foreslog, at der blev etableret et arkæologisk museum for områdets historie. Museet blev grundlagt, og dets samlinger blev udvidet og opbevaret flere steder, indtil det i 1928 flyttede ind i en del af byens rådhus.

    Museets samlinger ekspanderede hele tiden, og i årene 1957-1977 lå museet i ærkebiskoppens palads, der var åbnet i 1934 og restaureret efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser inden åbningen som museum. Museet fraflyttede paladset, der igen i dag fungerer som residens for ærkebiskoppen i byen.

    Læs mere

     

    Constanta Piata Ovidiu

    Ovidiu Plads
    Piața Ovidiu

    Piața Ovidiu er den centrale plads i centrum af Constanța. Den hed tidligere Uafhængighedspladsen, men er i dag opkaldt efter den romerske digter Publius Ovidius Naso. Det var her på Piața Ovidiu, man i sin tid byggede byens store rådhusbygning, der i dag er indrettet som Historisk og Arkæologisk Museum. Det gamle rådhus blev indviet i nyrumænsk stil i 1921.

    Foran det gamle rådhus kan man se en statue af netop Publius Ovidius Naso. Statuen blev produceret af den italienske billedhugger Ettore Ferrari i 1887, og i Ferraris hjemby, Sulmona, blev der senere fundet en kopi af statuen i Constanța. Statuen var den første, der blev opstillet i byen, efter Constanța kom under rumænsk administration, og derfor har den en særlig betydning.

    Læs mere

Andre seværdigheder

    Constanta Farul Genovez

    Det Genovesiske Fyrtårn
    Farul Genovez

    Det Genovesiske Fyrtårn, der står ved havnefronten i Constanța. Det omkring 8 meter høje tårn blev i sin oprindelige stil bygget omkring år 1300 af bystaten Genova, der drev en væsentlig handel i byen. Med fyrtårnet kunne skibene blive guidet de sidste kilometer ind til Constanțas dengang relativt lille havn.

    Det nuværende fyrtårn er et resultat af en ombygning, der fandt sted 1858-1860 af den fransk-armenske ingeniør Artin Aslan. Ombygningen blev foretaget af det engelske selskab, Danube and Black Sea Railway co. Limited som minde for de tidligere genovesiske købmænd og deres handel.

    Læs mere

     

    Constanta Arkæologisk Park

    Constanța Arkæologiske Park
    Parcul Arheologic Constanța

    Constanța Arkæologiske Park er et spændende sted, hvor byen har skabt en særlig oplevelse ved at udstille en række arkæologiske fund fra den historiske Tomis-fæstnings romerske og byzantinske periode i et grønt område midt i Constanța. Når man går ad parkens stier, er det som om, man er på et udendørs arkæologisk museum.

    Der er flere indgange til parken, men det kan anbefales at tage hovedindgangen mod nord langs gaden Bulevardul Ferdinand. Her ligger en bevaret del af den gamle romerske mur fra 200-tallets Tomis, og på en husfacade er der et kolossalt kort, der viser de forskellige bosættelser i romertidens region, der hed Dobrogea. Her er også et lille kort, der markerer stedet for det værende Tomis.

    Læs mere

     

    Constanta Sankt Peter og Paul Katedral

    Sankt Peter og Paul Katedral
    Catedrala Sfinții Apostoli Petru și Pavel

    Sankt Peter og Paul Katedral er sæde for den rumænsk-ortodokse ærkebiskop af stiftet Tomis, hvor Constanța ligger. Katedralen blev opført 1883-1885 som en almindelig sognekirke efter arkitekterne Alexandru Orăscu og Carol Beneschs design.

    Constanța blev etableret som bispesæde i 1923, og samme år fik Sankt Peter og Paul status af katedral. Kirken blev ødelagt af bombardementer i 1941, og efter en genopbygning 1946-1951 blev den genåbnet. Ved åbningen blev biskoppens sæde flyttet til Galați, og derved var Sankt Peter og Paul igen en sognekirke. I 1975 blev kirken igen bispesæde, og den blev sæde for ærkebiskoppen i 1990, hvor stiftet Tomis blev genetableret.

    Læs mere

     

    Constanta Museum for Folkekunst

    Museet for Folkekunst
    Muzeul de artă populară

    Museet for Folkekunst blev etableret som en del af Constanța Kunstmuseum i 1975, og i 1980 blev museet gjort til en selvstændig samling. Siden da har museet etableret sig blandt de førende museer i Rumænien inden for folkekunsten, og det er en fin samling, man kan opleve her i dag.

    Museumsbygningen er i sig selv seværdig og står som et af Constanțas smukke arkitektoniske værker fra slutningen af 1800-tallet. Huset blev bygget i 1893 som byens rådhus. Senere blev det indrettet som posthus, og i dag fungerer det så som museumsbygning.

    Læs mere

     

    Constanta Kunstmuseum

    Constanța Kunstmuseum
    Muzeul de artă Constanța

    Constanța Kunstmuseum er et interessant museum, der fungerer som regionalt museum for diverse kunst. Museet blev etableret med udgangspunkt i byens samling af malerier og skulpturer, der tidligere var udstillet på Constanțas rådhus. Hertil kom værker, som blev overført fra Rumæniens nationale kunstmuseum, og samlingen er også blevet udvidet flere gange gennem donationer.

    Kunstmuseet ligger i et kompleks af en gammel bygning fra 1895 med nyklassicistiske elementer og en moderne bygning fra starten af 1980erne. I bygningerne er der forskellige udstillinger, hvor man samlet set får et godt indtryk gennem værker af mange rumænske kunstnere og fra området omkring Constanța.

    Læs mere

     

    Constanta Palace Hotel

    Palace Hotel

    Palace Hotel er et væsentligt hotel i Constanțas tidlige 1900-talshistorie, og det hænger tæt sammen med byggeriet af det berømte Constanța Casino/Cazinoul din Constanța. Casinoet stod færdigt ved byens promenade i 1910, og to år senere holdt byen en auktion over koncessionen til at drive casinoet som etablissement for velhavere og adelige fra hele verden.

    Borgmesterkontoret i byen bestemte, at opførelsen af et fornemt hotel til casinoets gæster skulle være en del af koncessionsaftalen, og da Edgar de Marcay vandt kontrakten med selskabet Society of Great Establishments, skulle han stå for byggeriet af hotellet, og det blev til Palace Hotel.

    Læs mere

     

    Constanta Søværnets Hovedkvarter

    Søværnets Hovedkvarter
    Sediul Comandamentului Marinei Militare

    Langs Constanțas promenade langs Sortehavet ligger Søværnets Hovedkvarter og derved kommandoen for den rumænske flåde. Hovedkvarteret ligger i en af byens gamle bygninger, og huset har været ejet af forsvarsministeriet siden 1978. Det blev renoveret i 1980erne.

    Det smukke hovedskvarter blev opført 1879-1881 af jernbaneselskabet The Danube & Black Sea Railway. Det var dengang det første hotel i Constanța, og det hed Hotel Terminus. Der blev installeret elektricitet i hotellet i 1905, og det fortsatte som hotel i første halvdel af 1900-tallet; senere under navnet Hotel Carol.

    Læs mere

     

    Constanta Græske Kirke

    Den Græske Kirke
    Biserica Greacă

    Den Græske Kirke i Constanța er en af byens ældre kirker. Den blev opført i årene 1865-1867 i overensstemmelse med en såkaldt ferman eller tilladelse fra den osmanniske sultan Abdulaziz. Kirken blev opført i et kompakt design uden høje spir eller tårne, hvilket skyldtes, at kirker ikke måtte være højere end moskéer i Det Osmanniske Rige.

    Som navnet antyder, blev kirken opført som en græsk kirke af byens græske menighed. Med årene blev det dog nødvendigt at skaffe midler til bygningens vedligeholdelse, og derfor blev den rumænsk-ortodokse kirke spurgt om at overtage kirken. Det blev godkendt i 1974, og derfor har der efterfølgende både være messer på græsk og på rumænsk.

    Læs mere

     

    Constanta Sankt Nikolaj Kirke

    Sankt Nikolaj Kirke
    Biserica Sfântul Nicolae

    Sankt Nikolaj Kirke blev bygget i slutningen af 1890erne af den bulgarske menighed i Constanța. Kirken blev naturligvis indrettet til bulgarske ceremonier, men selve arkitekturen var rumænsk, og rumænske Ioanid Batranul skabte en del af kirkens kunstværker.

    Efter 1940 blev Sankt Nikolaj Kirke lagt ind under den rumænsk-ortodokse kirke og stiftet Tomis. I forbindelse med denn overgang, hyrede Constanțas bystyre kirkemaleren Ion Musceleanu til at ændre kirkens malerier, og inskriptionerne blev samtidigt ændret fra bulgarsk til rumænsk.

    Læs mere

     

    Constanta Moské

    Constanța Store Moské
    Marea Moschee din Constanța

    Constanța Store Moské blev opført fra 1910 på initiativ fra det rumænske kong Carol I. Moskéen hed da også oprindeligt Carol I Moské/Moscheea Carol I, og den blev opført til den muslimske menighed i Dobrogea-regionen langs Rumæniens Sortehavskyst. Projektet blev delvist finansieret af landets regering, og indvielsen fandt sted i 1913 med besøg af Carol I.

    På netop dette sted blev Mahmudia Moské/Geamia Mahmudia bygget i 1822. Den var opkaldt efter sultan Mahmud II, der regerede i årene, hvor moskéen blev opført. Ved den nye og nuværende moskés indvielse fik hovedarkitekten Victor Ștefănescu overrakt den osmanniske mecidiye-orden, som var blevet tildelt af sultan Mehmed V.

    Læs mere

     

    Constanta Flådemuseum

    Det Rumænske Flådemuseum
    Muzeul Marinei Române

    Det Rumænske Flådemuseum er et interessant, der fortæller og viser historien om navigation, søfart og marine i det rumænske område. Der er både en indendørs og en udendørs udstilling på det interessante museum.

    Museets udstillinger er delt op, så man kommer gennem historien fra oldtidens søfart og navigation til den moderne flåde. Livet på og ved vandet skildres, lige som man kan se nærmere på flodtrafikken, udvikling af havne, skibsværfter og meget andet, der har haft betydning gennem historien.

    Læs mere

Ture fra byen

    Constanta Mamaia Strand

    Mamaia

    Lige nord for Constanța udgår en cirka 8 kilometer lang stribe land, som ligger mellem Sortehavet og lagunen Siutghiol. Det lange stykke er omkring 300 meter i bredden, og her ligger resortområdet Mamaia. Mamaia er Rumæniens mest populære badeby, og her ligger hoteller, restauranter og forskellige aktiviteter på stribe langs Sortehavets dejlige sandstrand.

    Mamaia blev udbygget løbende fra 1900-tallet, hvor det behagelige klima i stigende grad tiltrak turister, og Mamaia blev et af de resortområde, som landet byggede for at få udenlandske turister til Rumænien. I dag er der bl.a. et stort vandland, en svævebane og aktiviteter langs strandene, der modtager flest turister fra juni til september.

     

    Tropaeum Traiani, Rumænien

    Trajans Trofæ
    Tropaeum Traiani

    Tropaeum Traiani er et imponerende monument, der blev bygget i 109 som symbol på kejser Trajans sejr over områdets dakere i vinteren 101-102. Det skete som følge af Slaget ved Adamclisi, og det er samme sted, monumentet kan ses i dag. Det oprindelige monument blev bygget for at skræmme lokale stammer fra at kæmpe mod romerne.

    Det nuværende monument er en rekonstruktion fra 1970erne, som blev bygget ud fra et muligt udseende på det oprindelige Tropaeum Traiani. Mange af de oprindelige udsmykninger som fx metoper med romerske hære kan ses på det nærliggende museum.

     

    Podul Anghel Saligny, Cernavoda

    Anghel Saligny Bro
    Podul Anghel Saligny

    Podul Anghel Saligny er navnet på en imponerende bro, der krydser floden Donau ved byen Cernavodă. Broen blev opført 1890-1895, og med en længde på over 4 km inklusive tilkørsler åbnede den som Europas længste bro. Kong Carol I var til sted ved både anlægsstarten og åbningen af broen.

    Broen var oprindeligt opkaldt efter Rumæniens kong Carol I, men den blev senere omdøbt til det nuværende navn, der refererer til ingeniøren Anghel Saligny. Saligny stod bl.a. bag anlægget af netop jernbanebroen over Donau på strækningen fra Fetești til Cernavodă.

    Den lange jernbanebro var den eneste i anvendelse til 1987, hvor de nye Cernavodă-broer blev åbnet til at føre både vej og jernbane over Donaus to flodarme umiddelbart vest for Cernavodă. Man kan dog stadig nyde synet af Anghel Salignys smukke ingeniørbedrift, og ved Cernavodă kan man i øvrigt også se Rumæniens første atomkraftværk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    City Park Mall

    Bulevardul Alexandru Lăpușneanu, Strada Soveja
    city-park.ro

     

    Tomis Mall

    Strada Ștefan cel Mare 36-40
    tomis.ro

     

    VIVO! Constanța

    Bulevardul Aurel Vlaicu 220
    vivo-shopping.com

     

    Indkøbsgader

    Strada Ștefan cel Mare, Bulevardul Tomis

Med børn

    Delfinarium

    Delfinariu Constanța
    Bulevardul Mamaia 255
    delfinariu.ro

     

    Planetarium

    Planetariu Constanța
    Bulevardul Mamaia 255
    delfinariu.ro

     

    Zoologisk have

    Grădina Zoologică
    Bulevardul Mamaia 255
    delfinariu.ro

     

    Akvarium

    Akvariu
    Bulevardul Regina Elisabeta 1
    delfinariu.ro

     

    Vandland

    Aqua Magic
    Bulevardul Mamaia 335
    aqua-magic.ro

     

    Strande

    Fx Plaja Modern, Plaja Trei Papuci og Mamaia

     

    Svævebane

    Telegondola Mamaia
    Statie Pornire Perla/Bulevardul Mamaia til Stație Terminus Albatros/Cazino
    telegondolamamaia.ro

Gode links