Se på kortet
Posąg Mikołaja Kopernika w Toruniu, rynek Staromiejski, Toruń, Polen
Læs om byen
Toruń er en by med en spændende historie og mange seværdigheder. Den blev grundlagt af riddere fra Den Tyske Orden, som byggede et slot på stedet i midten af 1200-tallet som en base for missioner i Preussen. Toruń var senere medlem af Hanseforbundet og en vigtig handelsstation mellem det baltiske område og Østeuropa, og det fik byen til at blomstre.
Middelalderbyen i Toruń er velbevaret, og det er ikke uden grund, at denne del af byen er blevet optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Hele bymiljøet er stemningsrig med bl.a. flere vigtige huse i den såkaldte teglstensgotiske stil som fx matematikeren og astronomen Nicolaus Copernicus' hjem. I bydelen kan man også se andre stilarter som fx renæssance og barok.
Der er flere smukke pladser i Toruń. Det gælder fx den gamle og den nye markedsplads; Rynek Staromiejski og Rynek Nowomiejski. På den gamle markedsplads kan man bl.a. se to af byens smukke kirker og byens rådhus, hvor man kan besøge Toruńs regionale museum. Tæt herpå ligger byens domkirke, der er et af byens mange arkitektoniske monumenter fra den gotiske tid.
Man kan også gå en tur langs floden Wisła, og her kan man se de smukt bevarede bymure fra befæstningen af Toruń. Her kan man også se byporten Brama Mostowa, og ved bymurene står også byens berømte skæve tårn. Man bør også lægge vejen forbi ruinerne af den gamle tyske ordensborg, der også ligger langs Wisłas løb gennem byen.