Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Radom er en af Polens større byer, og den ligger i området syd for hovedstaden Warszawa. Radom voksede frem som bosættelse i middelalderen og opnåede stadsret i 1364. Byen voksede hurtigt med opførelsen af et rådhus, en kongelig residens og bymure. Mange konger besøgte byen, der var hjemsted for flere politiske beslutninger som fx nihil novi i 1505. Tiden med vækst kom dog til en ende med Sveriges invasion i 1655.

I dag er der flere spændende seværdigheder i Radom. Man kan starte med en spadseretur i den gamle del af byen, hvor markedspladsen Rynek danner Radoms centrum. På pladsen kan man se byens rådhus fra 1848, et monument for de polske legioner, der blev dannet under 1. Verdenskrig, og man kan besøge Jacek Malczewski Museum, der udstiller diverse kunst, arkæologi og naturvidenskab.

Der er også andre museer i byen. På det tidligere kraftværk Elektrownia fra 1903 kan man opleve et museum for moderne kunst, der er skabt i spændende arkitektoniske rammer. Sydvest for Radom ligger Muzeum Wsi Radomskiej, der er et frilandsmuseum dedikeret livet på landet med spændende miljøer, der formidler Radom-regionens kultur og arkitektur.

Radoms store nygotiske katedral hører også til byens vartegn. Katedralen blev tegnet af Józef Pius Dziekoński og opført i årene 1898-1918. Katedralen står over for et af Radoms grønne områder, Park Kościuszki, hvorfra man kan gå til byens nyklassicistiske provinsadministrationsbygning fra 1825-1827 på pladsen Plac Antonio Corazziego. Herfra kan man gå en tur ad strøggaden Stefana Żeromskiego.

Ture fra byen

    Kielce, Polen

    Kielce

    Kielce er en by, hvis historie går mange århundreder tilbage. Det er ikke kendt, hvornår byen opstod, men den opnåede stadsret i 1384. Kielce udviklede sig herefter med tilbageslag under 1600-tallets polsk-svenske krig. Fra 1795 var Kielce østrigsk, og tyve år senere blev byen en del af det det russiske kejserrige, hvilket varede indtil 1. Verdenskrig.

    Kielce er i dag en polsk by, hvor forskellige kulturer gennem tiden har været med til at sætte deres præg på byen, der i dag har omkring 200.000 indbyggere og flere seværdigheder. Den gamle del af byen er overskuelig, og seværdighederne kan opleves i gåafstand fra hinanden. Som i mange andre polske byer udgør markedspladsen Rynek centrum.

    Læs mere om Kielce

     

    Warszawa Rynek

    Warszawa

    Den polske hovedstad er en af det østlige Europas store og historiske hovedstæder, og ikke mange steder har som Warszawa oplevet turbulente tider. I de seneste århundreder har Warszawa gennemgået flere delinger af og magtovertagelser i Polen, og i nyere tid blev omkring 85 % af Warszawa lagt i ruiner under 2. Verdenskrig.

    Gang på gang har byen rejst sig igen, og i dag ligger de mange smukke bygninger fra det historiske Warszawa genopført i deres oprindelige og fornemme ydre. De seneste årtiers store investering i nybyggerier har givet yderligere atmosfære, hvor historisk og nyt mødes.

    Fornemme museer skildrer blandt andet de turbulente krigsår, men kunstmuseer og nogle af de mange palæer og paladser er også besøg værd. I gaderne ligger også et kolossalt udvalg af indkøbsmuligheder og spisesteder, alt sammen med den varme polske atmosfære som midtpunkt.

    Læs mere om Warszawa

     

    Lublin, Polen

    Lublin

    Lublin er en af de større byer i Polen og den største i området øst for floden Wisła. Historisk er Lublin en handelsby, der blomstrede efter den polsk-litauiske union i 1385, hvor byen kom til at ligge strategisk godt på handelsvejene mellem Vilnius i nord og Kraków i syd. Lublins borgere nød endda frihandel som privilegium i storfyrstendømmet.

    Gennem årene blev Lublin også en stadig vigtigere by inden for kultur, uddannelse og religion. Det var en periode, hvor Lublin var kongelig by, og derved deltog byens adel i de polske kongevalg. Kongerigets såkaldte krontribunal lå også i byen, og det var også her, Lublinunionen blev vedtaget. Det skete i 1569, og resultatet af den var etableringen af den polsk-litauiske realunion.

    Læs mere om Lublin

Tilmeld dig vores nyhedsbrev