Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Den nordtyske havneby Kiel ligger ved Østersøkysten, og søfarten har derfor altid været et naturligt omdrejningspunkt for udvikling i byen, der også er hovedstad i forbundsstaten Slesvig-Holsten. Kiel har ikke altid været tysk, men en del af Holsten, der ligger i grænselandet til Danmark, og som indtil 1864 udgjorde en del af den danske helstat.

Kiel blev grundlagt i 1233 af den holstenske grev Adolf IV, og byen var medlem af Hanseforbundet 1284-1518. Kiel blomstrede igen i 1800-tallet, hvor jernbanen mellem Kiel og Altona åbnede som den første i Danmark, og hvor Kielerkanalen åbnede for skibstrafik i 1895. Godt 20 år senere indskrev byen sig i historiebøgerne med Matrosoprøret i 1918, der ledte til den tyske revolution samme år.

Det maritime fyldes fortsat meget i Kiel, og byen er berømt for kapsejladserne og festlighederne under Kieler Woche, der er et af verdens største sejlsportsarrangementer. Man kan også nyde stemningen langs havnefronten og besøge Kiels søfartsmuseum. I forstaden Laboe ved Kielerfjorden kan man besøge ubåden U-995 fra 2. Verdenskrig og se mindemonumentet til søfolk, der har mistet livet på havet.

I centrum af Kiel står Nikolaikirche fra 1200-tallet som en af byens gamle bygningsseværdigheder. Kirken står ved pladsen Alter Markt, der er det historiske centrum i den gamle bydel. Tæt herpå ligger Rathausplatz med byens store nye rådhus og Kiels operabygning. Man kan også besøge byens to botaniske haver, se Kielerkanalen og nyde en tur til de nærliggende strande, der er meget populære om sommeren.

Ture fra byen

    Flensburg, Tyskland

    Flensburg

    Flensburg er den nordligste større by i Tyskland, og med en beliggenhed få kilometer fra Danmark er dens historie påvirket af grænselandet Slesvig. Flensburg blev grundlagt af danske bosættere, og den blev hurtigst en af Slesvigs vigtigste byer, hvilket ikke mindst skyldtes et betydeligt sildefiskeri. Senere boomede byen gennem bl.a. import og raffinering af sukkerrør fra Dansk Vestindien.

    Gennem århundreder var Flensburg den næststørste by i Danmark, men det stoppede, da Flensburg blev tysk i 1864. Efter det tyske nederlag i 1. Verdenskrig, blev der holdt afstemninger i Slesvig om tilhørsforholdet til Danmark eller Tyskland, og Flensburg forblev tysk. I 1945 blev byen kendt for Flensburgregeringen, der med Karl Dönitz som rigspræsident kortvarigt regerede Det Tredje Rige fra Flensburg.

    Læs mere om Flensburg

     

    Lübeck

    Lübeck

    Lübeck var dronningen af Østersøområdets hansestæder, og det er den på sin vis stadig, og det er ikke uden grund. Majestætiske kirker og utallige gamle boliger, klostre og andre anlæg fra middelalderen er et bevis på den enorme rigdom, der kom til byen gennem århundreder.

    Den gamle bydel i Lübeck ligger på en ø i Travefloden, og det giver en naturlig afgrænsning for byen, hvor alt ligger i gåafstand. Desuden er floden og bredderne som et blågrønt bælte omkring byen, som kan nydes mange steder, fx på en rundtursbåd, hvor man kommer ad Trave rundt om Lübecks centrum.

    Læs mere om Lübeck

     

    Hamburg Speicherstadt

    Hamburg

    Hamburg er med flere end to millioner indbyggere Tysklands næststørste by og Nordtysklands absolutte metropol. Dens rigdom er skabt gennem århundreder som succesrigt medlem af Hanseforbundet, hvor Hamburg voksede sig stor som havneby, og den dag i dag er det maritime da også allestedsnærværende og en fortsat kilde til handel og turisme.

    Hamburg er en af Centraleuropas store porte mod verden. Handelen er gennem århundreder gået gennem byen, der nu har dejlige forretningsstrøg, markeder og masser af seværdigheder. Livet omkring havnen er blevet stærkt udviklet de seneste år, hvor bydelen Speicherstadts historiske varehuse er omdannet til aktiviteter, kontorer og med boliger og kulturinstitutioner blandet smukt ind i de gamle rammer.

    Læs mere om Hamburg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev