Site logo
Se på kortet
  • Münster Unserer Lieben Frau in Konstanz, Münsterplatz, Konstanz, Tyskland

Læs om byen

Konstanz ligger smukt ved Bodensøens vestlige bred i delstaten Baden-Württemberg. Det er en by, der ligger ved Rhinens bredder og ved den tysk-schweiziske grænse over for byen Kreuzlingen. Konstanz er en gammel by, som bl.a. blev bosat af romere fra omkring år 40, og det romerske navn blev senere Constantia. Byen var gennem lang tid det eneste sted i området med en bro over Rhinen, og det var en af årsagerne til byens vækst og vigtighed.

I dag er Konstanz præget af vandet i Rhinen og Bodensøen, og så har byen et gammelt bycentrum, Altstadt, som er meget hyggeligt. Altstadt ligger syd for Rhinen, og her skal man blot gå på opdagelse i de smalle gader og på byens pladser. Området mellem Münsterplatz og Augustinerplatz er strøgkvarteret i Konstanz, og øst herfor ligger de dejlige promenader langs Bodensøen.

På Münsterplatz kan man se den imponerende kirke, Konstanzer Münster, der blev bygget over århundreder. Kirken var central for det vigtige 16. økumeniske koncil, der blev holdt med samlinger i Konstanzer Münster i årene 1414-1418. Ved koncilet blev Jan Hus anklaget for kætteri og dømt til døden, og i dag kan man besøge Hus-Museum i Konstanz. Museet ligger i gaden Hussenstraße ved den smukke gamle byport og fæstningstårn, Schnetztor.

På en tur langs Rhinen kan man i gaden Rheinsteig se de gamle tårne Pulverturm og Rheintorturm, og langs Bodensøen kan gå i tur i parken Stadtgarten. Herfra er der en dejlig udsigt over søen og til grev Zeppelin-monumentet, der blev rejst ved Konstanz’ havn til minde om bysbarnet Ferdinand von Zeppelin. Ved havnen kan man også se Konzilgebäude fra 1300-tallet. Bygningen blev anvendt under koncilet i 1414-1418, hvor et pavevalg fandt sted her. På havnemolen står statuen Imperia til minde om netop koncilet.

Ture fra byen

    Lindau, Tyskland

    Lindau

    Lindau er en bayersk by, der ligger fantastisk smukt som en ø i Bodensøen. Den gamle del af byen ligger på øen, mens nyere bydele ligger på fastlandet få kilometer fra grænsen til Østrig. Lindau er en gammel by, hvorpå et kloster blev beskrevet i 800-tallet. Senere blev byen en fri rigsstad i Det Tysk-Romerske Rige, hvilket den var til 1802. Senere i 1800-tallet blev byens havn og jernbanedæmning anlagt.

    Lindau er et populært udflugtsmål i det sydtyske grundet byens særlige beliggenhed og mageløse udsigt over Bodensøen. Søen er central for mange af byens aktiviteter, og sejler man til eller fra Lindau, bliver man mødt af byens berømte havneindsamling, hvor Bayerns løve står på den ene mole og Bayerns eneste fyrtårn på den anden. Fyrtårnet er fra 1856, og det samme gælder den seks meter høje løve.

    Læs mere om Lindau

     

    Zürich Limmat

    Zürich

    Storbyen Zürich er på samme tid hyggelig, elegant og storslået med smukke og vidtstrakte naturomgivelser, der allerede starter midt inde i bykernen, som mange steder er en skøn labyrint af middelalderstræder.

    Zürich har sine kirker med domkirken Großmünster, Sankt Peter med den store urskive og Fraumünster med Chagalls glaskunst i spidsen. Her er også en lang række museer med alt fra schweiziske ure til legetøj og international kunst.

    Læs mere om Zürich

Tilmeld dig vores nyhedsbrev