Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Miskolc er en by i det nordøstlige Ungarn ved bredderne af floden Szinva. Byen er en af de største i Ungarn, og historisk kendes den fra starten af 1200-tallet. I 1365 blev Miskolc formelt en markedsby, og den udviklede sig til at være sæde for II. Rákóczi Ferenc i 1700-tallet, hvilket medførte, at kejserens tropper angreb og brændte byen i 1707. Gennem 1700-1800-tallene blev Miskolc genopført i tidens arkitektoniske stilarter. Senere blomstrede byen grundet bl.a. minedrift og industrialisering.

I centrum af Miskolc kan man gå nogle fine spadsereture, og pladsen Hősök tere er et godt sted at starte. På pladsen er der monumenter, skulpturer og flere interessante bygninger. Mod nord ligger skolen Földes Ferenc Gimnázium ved siden af barokkirken Vor Frue af Miskolc, der blev opført 1729-1760 som klosterkirke til de tilstødende bygninger. I den sydlige ende af Hősök tere kan man se byens store synagoge, der stod færdig i 1863. Vest for pladsen ligger Deák Ferenc tér med en fin lille bypark og det smukke palæ, Erdészeti Palota. I området bag palæet ligger byens ortodokse kirke med en smuk ikonostas.

Man bør også nyde en tur ad strøggaden Széchenyi út, hvor man ud over en del caféer og forretninger kan se Miskolcs nationalteater fra midten af 1800-tallet. Ved teatret kan man besøge et museum for byens teaterhistorie. Længere mod vest ad Széchenyi út finder man pladsen Erzsébet tér, der er et af byens smukkeste. Det er også muligt at nyde nogle af Ungarns berømte termalbade i Miskolc, hvor Barlangfürdő-badet byder på flere pools omkring en naturliggrotte. Ved badet kan man se grundridset af en gammel benediktinerkirke.

Man kan også se det lidt fra oven, hvis man besøger Avas Tv-Tårn, der er et 72 meter højt tårn på Avas-højdedraget sydvest for Miskolcs centrum. Fra tårnets observationsdæk er der en fin udsigt over byen. Lidt længere vestpå kan man se borgruinen Diósgyőri vár, der blev bygget som residens i 1200-1300-tallene. Borgen henlå som ruin fra 1600-tallet til 2014, hvor en delvis rekonstruktion blev gennemført, så man i dag kan besøge stedet som museum.

Ture fra byen

    Debrecen, Ungarn

    Debrecen

    Debrecen er en by i det østlige Ungarn. Den er landets næststørste by og et af de kulturelle centre i Ungarn. Debrecen oplevede en stor vækst fra sidste halvdel af 1200-tallet, hvor efterdønningerne efter datidens mongolske invasion manifesterede byen som regionalt centrum. Debrecen udviklede sig også som en vigtig markedsby og senere et vigtigt sted for den ungarske reformation. I midten af 1800-tallet var byen en overgang hovedstad, hvilket skete under den ungarske revolution.

    Pladsen Kossuth tér er byens centrum, og her ligger et af byens vartegn i form af den store kirke Református nagytemplom. Kirken ligger smukt på pladsen, og den er Ungarns største protestantiske kirke. Den blev opført i nyklassicisme i årene 1805-1824. Man kan også se Debrecens katolske katedral, Szent Anna székesegyház, der er en smuk barokkirke med et fint interiør fra første halvdel af 1700-tallet.

    Læs mere om Debrecen

     

    Hlavna ulica, Kosice

    Košice

    Košice er Slovakiets næststørste by og den regionale storby i landets østlige del. Det er en smuk by, der ligger ved floden Honrád og relativt tæt på både Polen, Ungarn og Ukraine. Den beliggende giver gode muligheder for spændende ture i området.

    I centrum af Košice er der meget at se. Den velbevarede, gamle bydel er ganske stor og med fin variation i seværdighederne. Det er her, man bl.a. kan se Slovakiets største kirke, den gotiske Sankt Elisabeth Katedral, der står midt i byen.

    En spadseretur ad gaden Hlavná ulica er et must under et besøg i Košice. Den går gennem hele centrum, og her ligger mange af byens smukke huse i art nouveau og andre stilarter. Her er der også flere kirker og et væld af dejlige caféer og spisesteder. En tur i sidegaderne er også en fin oplevelse.

    Læs mere om Košice

     

    Budapest

    Budapest

    Budapest er en af Donaus perler, og dens storslåede historie starter tilbage i romertiden med militærposten Aquincum, som man fortsat kan se udgravede rester af. Siden da har en af de smukkeste byer i Centraleuropa bredt sig på begge sider af flodens løb.

    Det bakkede Buda rejser sig over for det flade Pest, og de to bydele ligger på hver sin side af Donau, der slynger sig gennem den ungarske hovedstad. Byen er særdeles rig på monumenter fra alle perioder inden for de sidste 2.000 år, og kombineret med den meget smukke beliggenhed giver det rig mulighed for mange fornemme oplevelser.

    De varme kilder under byen er særlig og meget populær seværdighed, der for mange er målet med en tur til Budapest. I flere af byens bade kan man året rundt både udendørs og indendørs hoppe i det dejlige varme vand med masser af velvære som resultat.

    Læs mere om Budapest

Tilmeld dig vores nyhedsbrev