Se på kortet
Palácio de María Pita, Praza de María Pita, A Coruña, Spanien
Læs om byen
A Coruña er i by i den nordvestlige region Galicien, og det er en by, der også kendes under det spanske navn, La Coruña. Byen har en stor naturhavn, som både fønikiere, keltere og romere benyttede sig af gennem historien. Byen hed Ardobicum Corunium, og den var en tid hovedstad i svebernes kongerige. I 1300-1400-tallene blomstrede A Coruña som havn for pilgrimme til Santiago de Compostela, og i 1589 angreb England byen under ledelse af Sir Francis Drake. Byen faldt ikke, og ved den lejlighed blev María Pita heltinde. Senere fandt Slaget ved A Coruña sted i området i 1809 under den spanske uafhængighedskrig.
I dag kan man gå nogle dejlige spadsereture i A Coruñas gamle bydel, hvor pladsen Praza de María Pita udgør byens centrum. Her kan man se Concello da Coruña, der er byens smukke rådhus fra starten af 1900-tallet, og ens huse med gallerier øverst, som er typisk for galicisk arkitektur. På pladsen kan man også se en statue af María Pita, og fra pladsen kan man gå en kort tur til byens havneområde og gaden Avenida Porto da Coruña, hvor der er en dejlig stemning. Her kan man også se utallige bygninger med de hvide gallerier på alle etager.
Man kan også se flere kirker i A Coruña som fx den romanske Igrexa de Santiago da Coruña, der blev bygget i 1100-tallet, og den samtidige Colexiata de Santa María do Campo. Øst for centrum kan man se 1500-talsfortet Castelo de Santo Antón, der blev bygget på en ø i indsejlingen til A Coruña. Fortet er i dag indrettet som byens arkæologiske og historiske museum. Der ligger også et kunstmuseum i byen, Museo de Belas Artes, hvor man kan se et spændende udvalg af kunst fra 1500-tallet til i dag.
A Coruñas vartegn ligger ved havet nord for byens centrum. Det er fyrtårnet Torre de Hércules, hvis historie går tilbage til den romerske tid. Tårnet blev oprindeligt bygget i det 1. århundrede, og det blev delvist rekonstrueret i 1791, hvor man byggede oven på det dengang bevarede 34 meter høje fyrtårn. Derved nåede tårnet den nuværende højde på 55 meter. Torre de Hércules er i dag optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv.