Se på kortet
Colegiada de Santa Maria de Vigo, Praza Igrexa, Vigo, Spanien
Læs om byen
Vigo er en storby i den nordvestspanske region Galicien. Den var dog længe at betragte som en mindre landsby, og det var først i 1400-tallet, at en egentlig by udviklede sig her. Gennem 1500-1600-tallene blev byen angrebet fra søsiden flere gange, og i både 1585 og 1589 satte englændere med Sir Francis Drake i spidsen ild til dele af Vigo. Tyrkere forsøgte også angreb, og i midten af 1600-tallet blev der bygget mure og forter til forsvar af byen. Gennem 1900-tallet voksede Vigo hurtigt, hvilket bl.a. skete gennem som skattefri zone fra 1947.
Der er hyggeligt at gå rundt i Vigos gamle bydel, Casco Vello, der er af en overskuelig størrelse. Kvarteret omkring pladsen Praza Igrexa byder på smalle gader og stemningsfulde pladser. På Praza Igrexa kan man se Concatedral de Santa María de Vigo, der er byens hovedkirke. Den nuværende kirke blev opført i nyklassicisme og barok i årene 1816-1834 på samme sted som en tidligere kirke, der var blevet ødelagt af Sir Francis Drakes angreb på byen i 1585.
Der er også mange skønne rekreative områder i Vigo. Blandt de smukke pladser og parker er den store Alameda da Praza de Compostela, hvor man kan nyde springvandet Fuente Oriental og en del skulpturer. Der ligger et tilsvarende grønt anlæg langs gaden Avenida da Beiramar, hvor man også kan se et monument for Jules Verne. Her kan man også gå en tur langs Vigos marina og nyde den maritime stemning, der altid har sat sit præg på byen.
På toppen af Vigo ligger fortet Castelo de Castro på bakken Monte do Castro. Herfra er der en fornem udsigt over byen og området, og man kan også gå en tur i parken, der ligger rundt om fortet. Castelo de Castro blev anlagt i 1665 som forsvar mod britiske angreb. Fortet udgjorde sammen med det nærliggende Castelo de San Sebastián og de nu nedrevne bymure fæstningsværkerne omkring Vigo. Sydøst for fortet kan man se det gamle 1800-talsfængsel, der i dag er indrettet som museum for samtidskunst, Museo de Arte Contemporánea de Vigo.