Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Braga ligger i det nordlige Portugal, og den er en af de største byer i landet. Byens historie går tilbage til romernes erobring af regionen i omkring år 136 f.Kr. I år 20 f.Kr. grundlagde de byen Bracara Augusta og gjorde den til regional hovedstad. I 283 blev byen hovedstad i provinsen Gallaecia, og derved blev dens vigtighed øget. Braga blev indtaget af maurerne i 711, og i 868 blev området generobret af kristne. Braga blev et vigtigt kristent center på Den Iberiske Halvø og senere en af drivkræfterne for det selvstændige Portugal. Senere udviklede byens ærkebiskopper Braga efter først renæssancen og siden barokkens tid.

I dag er Braga en smuk by, hvor der er meget stemningsfuldt i den gamle bydels gader. I midten af byen ligger der flere pladser som fx Rossio da Sé, hvor man kan se Bragas katedral. Katedralen er sæde for ærkebiskoppen af Braga, der også har status af primas. Byens bispesæde går tilbage til det første århundreder og er dermed det ældste i denne del af Den Iberiske Halvø. Katedralen blev hovedsageligt opført i 1100-tallet, men blev senere ombygget i tidernes stilarter som fx gotisk, manuelinsk og barok. Der ligger en fin klostergård ved siden af katedralen, og man kan også besøge katedralens museum med bl.a. fin kirkekunst.

Tæt på katedralen ligger Praça Municipal, der er en af Bragas hyggelige pladser. På pladsens østlige side ligger Bragas bibliotek, der blev opført som ærkebiskoppernes palads, mens byens rådhus ligger mod vest. Rådhuset blev opført i perioden 1753-1865. Byens moderne og populære centrum er Praça da República, og herfra er der ikke langt til Theatro Circo, der åbnede som Bragas fineste teater i 1916. Tæt herpå ligger pladsen Largo Carlos Amarante, hvor der ligger to af Bragas mange smukke kirker; Igreja de Santa Cruz og Igreja do Hospital ou Igreja de São Marcos, der var kirke for São Marcos-hospitalet, der åbnede i 1508. Og få gader herfra finder man et af de smukke af Bragas mange palæer, Palácio do Raio, der blev opført 1754-1755.

Et af højdepunkter i og omkring Braga er Santuário do Sameiro, der er en kirke, helligdom og pilgrimssted, som ligger i bjergene øst for byen. Helligdommen blev etableret i 1863, og den store basilika på toppen af alle stedets trapper blev opført fra 1890 til 1953 i nyklassicistisk stil med et smukt kirkerum. Selve beliggenheden højt over Braga og det omkringliggende landskab er også seværdig i sig selv, og man har et smukt panoramakig over byen og området fra flere steder omkring basilikaen.

Ture fra byen

    Guimarães, Portugal

    Guimarães

    Guimarães er en smuk og spændende portugisisk by, der ligger i Braga-distriktet. Byen blev grundlagt i 800-tallet, og den regnes af flere årsager som Portugals fødested. Det skyldes, at Guimarães var fødestedet for Afonso Henriques, der var Portugals første konge med navnet Alfons I. Det var også i dette område, at Slaget ved São Mamede blev udkæmpet i 1128 mellem Afonso Henriques tropper og hans mors styrker. Afonso vandt og blev først prins og siden konge af Portugal.

    Gennem middelalderen voksede byen, der lå inden for bymure. I starten af 1400-tallet blev bymurene revet ned, og Guimarães' dengang to separate bydele blev forenet gennem vækst og udbygning, der lod sig gøre, da murene blev fjernet. Op gennem århundrederne blev der opført kirker, klostre og palæer i byen, hvis centrum i dag står som et usædvanligt velbevaret og fint eksempel på udviklingen af en middelalderby til en moderne by. Og netop derfor er Guimarães' centrum optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

    Læs mere om Guimarães

     

    Porto Cathedral

    Porto

    Porto er en smuk by, der ligger ved Douro-floden i det nordlige Portugal. På bakkerne nord og syd for floden ligger det ene smukke kvarter efter det andet, og der er mange seværdigheder i flere forskellige arkitektoniske stilarter overalt.

    Pladsen Praça da Liberdade danner sammen med gaden Avenida dos Aliados byens levende centrum, hvor mange lokale og turister nyder strøgture i smukke omgivelser. I sidegaderne ligger Portos smukke banegård, Bolhão-markedet og flere andre spændende steder.

    I Porto er der også mange smukke kirker, hvor man kan se fornemme kunstværker og indretninger med anvendelse af forgyldninger m.m. Den sengotiske manuelinske stil, som Portugal er så kendt for, er det naturligvis muligt at opleve; lige som flere steder med de kendte kakler, azulejos.

    Læs mere om Porto

Tilmeld dig vores nyhedsbrev