Se på kortet
Oude Markt, Oude Markt, Leuven, Belgien
Læs om byen
Leuven er en af de kendte flamske kulturbyer i Belgien. Byen kendes nævnt første gang i 891 i forbindelse med Slaget ved Leuven. Gennem de følgende århundreder udviklede byen sig til at være en af de vigtigste handelsbyer i Hertugdømmet Brabrant, der var en stat i Det Tysk-Romerske Rige.
Der var også en stor tekstilproduktion i 1300-1400-tallene, og 1400-tallet blev en guldalder for byen med grundlæggelse af universitetet i 1425 og opførelse af store bygninger som fx Leuvens rådhus. Byen fortsatte som videncenter, og bl.a. arbejdede Erasmus og Gemma Frisius her. Gennem 1700-1800-tallene blev Leuven udbygget kraftigt, og industrien udviklede sig med bl.a. bryggeriet Den Horn.
I dag er Leuven en af Belgiens seværdige byer med et hyggeligt bycentrum, hvor man kan nyde mange spadsereture. Det bedste sted at starte er på pladsen Grote Markt, hvor Leuvens smukke rådhus ligger. Rådhuset blev opført i årene 1439-1469 i imponerende Brabantgotik. På facaden kan man se utallige nicher, hvor man i 1800-tallet indsatte statuer af personer med betydning for byen. Nederste figurniveau er lokalhistorisk vigtige personer, andet niveau er skytshelgener og symbolske karakterer, men øverste niveau er grever og hertuger fra Brabant.
Ved siden af rådhuset ligger bygningen Tafelrond, der blev opført i nygotik 1926-1937 som bank, og her forestiller facadens figuren personer fra finansverdenen. Nord for Tafelrond kan man se statuen Fonske, der er et af byens mest kendte monumenter.
På nordsiden af Grote Markt står Leuvens mægtige Sint-Pieterskerk, der blev bygget i Brabantgotik i 1400-tallet. Det er en seværdig kirke, hvor man kan lægge mærke til facaden mod vest, der står med ufærdige tårne. Kirkens romanske tårne brændte i 1458, og i begyndelsen af 1500-tallet fremkom planer om en ny facade med tre tårne, hvoraf det midterste skulle være 170 meter højt og dermed verdens højeste.
Undergrunden og finansiering satte dog en stopper for projektet. På trods af tårnenes ufærdige status, er de dog blandt de klokketårne i Belgien og Frankrig, som er optaget på UNESCO's liste over verdensarv. Indvendigt i Sint-Pieterskerk kan man se et stort kirkerum i typisk gotisk indretning.
Syd for bykernen kan man gå en dejlig tur i Sint-Donatus Park, hvor der er rester af Leuvens gamle bymure fra 1100-tallet. Tæt på parken ligger Sint-Michielskerk, der blev bygget som jesuiterkirke i barok stil i årene 1650-1671. Den arkitektoniske inspiration hentede arkitekten Willem Hesius fra Gesukirken i Rom. Man bør også gå til Groot Begijnhof Leuven, der er et smukt bevaret eksempel på et beginerkloster med huse, kirke og grønne områder.
Groot Begijnhof blev grundlagt i 1200-tallet og er i dag optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Ikke langt fra beginerklostret ligger Kasteel van Arenberg, der er et slot, som blev opført 1455-1515; siden da er der dog foretaget ombygninger. I dag fungerer slottet som universitetsbygning, og tilbage i centrum af Leuven kan man se det nærmest slotsagtige universitetsbibliotek på Ladeuzeplein, der er Leuvens største plads.