Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Aalborg er en by, der ligger på den sydlige bred af Limfjorden i Nordjylland. Byen mens at være opstået ved Østerås udløb i Limfjorden i vikingetiden, og åen gav mulighed for en havn, der blev brugt som handelssted. Man mener, at der fra omkring år 750 har ligget en landsby her, og den kendes som Alabu fra møntfund fra 1000-tallet. Byen voksede, og den fik købstadsrettigheder i 1342.

Rettighederne gav øget vækst, hvilket igen blev styrket med monopolet på handel med saltede sild i 1516. Der var udbredt handel med bl.a. Norge og Vestsverige, og udviklingen så god ud indtil Grevens Fejde 1534-1536, hvor Aalborg blev plyndret og brændt, og hvor mange af byens indbyggere omkom. Aalborg blev bispesæde i 1554, og gennem de følgende århundreder blev byens velstand skabt på et rigt sildefiskeri. 1800-tallet medførte nedgang i handelen, men stor vækst under industrialiseringen med etablering af store virksomheder.

I dag er Aalborg fortsat en by i vækst, og der er mange seværdigheder. Man kan starte en tur i byens centrum på Nytorv, der sammen hovedstrøget Bispensgade danner det centrale strøgområde. Her kan man se Jens Bangs Stenhus, der er et smukt renæssancehus fra 1624. Det var storkøbmanden Jens Bang, der opførte huset, som man i dag kan se på besøg i de forretninger, der nu ligger i de fredede rammer.

Fra Nytorv kan man gå mod Limfjorden til Toldbod Plads. Her ligger arkitekten Hack Kampmanns kongelige toldkammer, der blev opført i 1902 i nationalromantisk stil. Foran toldkammeret kan man se Danmarks første musikalske fontæne, der blev indviet i 2007. På dette sted mundede Østerå ud i Limfjorden, og i sin tid kunne man sejle varer ind i byen til fx Jens Bangs Stenhus, der ligger i den nuværende Østerågade.

Fra Toldbod Plads er der en fremragende udsigt over Limfjorden og til Nørresundby og Vendsyssel. Her kan man også tage en svømmetur i byens havnebad og se nogle af byens store seværdigheder mod øst. Her ligger Aalborghus Slot, der blev opført 1539-1553 af Christian III. Slottet afløste det tidligere Aalborghus, der var gået til grunde under Grevens Fejde. Aalborghus var tiltænkt en rolle som fæstning, men i stedet blev det sæde for stiftslensmandens administration og fik en rolle som såkaldt regnskabsslot, hvor der bl.a. blev afleveret korn som skatter.

I dag er kun østfløjen bevaret fra slottets første år, men hele komplekset er seværdigt. Tæt på Aalborghus ligger Utzon Center, der er et eksperimenterende kunst- og udstillingscenter, som blev tegnet af Jørn og Kim Utzon, og som åbnede i 2008. I centret kan man se en udstilling om Jørn Utzons liv og værker samt skiftende udstillinger. Fortsætter man mod øst, kommer man til Musikkens Hus, der med spændende arkitektur af Coop Himmelb(l)au er hjemsted for bl.a. Aalborg Symfoniorkester.

En tur i Aalborgs gamle bydel bør man ikke snyde sig selv for. Man kan starte på Gammeltorv, hvor man kan se byens smukke rådhus fra 1762, og herfra kan man gå videre til Budolfi Kirke, der er navnet på Aalborgs domkirke. Buldofi Kirke blev i den nuværende gotiske udgave opført i 1300-tallet langs Algade, der var byens daværende hovedgade. Kirkens altertavle og prædikestol er fra 1600-tallet, mens barokspiret kom til i 1700-tallet.

Ved siden af domkirken kan man lære om byens spændende historie på Aalborg Historiske Museum, hvor der bl.a. udstilles arkæologiske fund, og hvor Aalborgstuen fra en købmandsgård i 1602 kan ses. Herfra er der ikke langt til 1500-tallets Aalborg Kloster, Bispensgade og Aalborgs café- og festgade, Jomfru Ane Gade. Mod vest ad Bispensgade kan man se Aalborgs nok mest kendte monument, Cimbrertyren, der blev indviet i 1937, og som symboliserer styrke.

Der er meget andet at se i den levende kulturby. I den østlige del af Algade kan man midt i det travle forretningsområde gå under jorden og besøge Gråbrødrekloster Museet. 3 meter under gadeplan kan man se resterne af og historien om det kloster, der lå her fra 1240erne til dets nedlæggelse i 1530. Lidt sydvest for centrum kan man besøge Kunsten, der er Aalborgs museum for moderne kunst.

Tæt herpå har Aalborgtårnet ligget siden 1933, hvor Nordjysk Udstilling blev holdt i byen. Tårnet er 55 meter højt, og det står på en 50 meter høj bakke, så dermed er toppen 105 meter over Limfjorden. Fra Aalborgtårnet er der selvsagt en fremragende udsigt over byen. Man kan også se ubåden Springeren på Aalborgs maritime oplevelsescenter, hvor der også er megen anden søfartshistorie og skildring af Aalborgs rolle som stor og vigtig søfartsby.

Man kan også tage til Nørresundbysiden af Limfjorden, hvor man kan besøge Vikingemuseet Lindholm Høje. Museet skildrer stedets gravplads med mange grave fra jernalderen og vikingetiden, og der udstiller arkæologiske fund fra området.

Topseværdigheder
Ture fra byen

    Den Gamle By, Aarhus

    Aarhus

    Aarhus er stemningsfuld med dejlige strøggader som fx strækningen mellem byens hovedbanegård og Aarhus Domkirke. Seværdighederne ligger for manges vedkommende i samme område, hvorfra der også er adgang til det skønne og relativt nyskabte miljø langs Aarhus Å.

    Aarhus’ kirker står også som nogle interessante seværdigheder. Byens domkirke er en af landets største kirker, og den nærliggende Vor Frue emmer af karakter fra middelalderen. Kontrasten herfra til de nye byggerier på Aarhus’ havneområde er stor og perspektivrig som hver deres samtiders arkitektoniske perler.

    Læs mere om Aarhus

Tilmeld dig vores nyhedsbrev