Se på kortet
Olav Tryggvason, Trondhjem, Norge
Læs om byen
Trondheim er en af Norges største byer, og den ligger smukt mellem Nidelva og Trondheimsfjorden. Dens historie går tilbage til Olav Tryggvasons grundlæggelse i 997, men arkæologiske fund antyder, at området har været beboet endnu tidligere. Trondheim blev hurtigt et vigtigt regionalt centrum, og i sidste halvdel af 1000-tallet blev byen bispesæde, og Nidaros Domkirke blev bygget på denne tid. På denne tid var byen kendt som Nidaros, og den blev ophøjet til ærkebispesædet Trundum i 1152, en status der varede til reformationen i 1537.
Nidaros var også residens for flere konger og ladejarler, og der var gennem århundrederne god vækst i byen på trods af mange bybrande i 1200-tallet. Senere anlagde Christian V en ny byplan med lige gader og en central plads for at forhindre brandene, men de fortsatte med at hærge op til 1800-tallet. Der blev også gennemført andre store anlæg som fx Kristiansten Fæstning i 1682-1684. I den danske tid var Nidaros blevet til Trondhjem, men byens navn blev igen ændret til Nidaros i 1930, hvilket byens og dens befolkning modsatte sig, og derfor blev Trondheim vedtaget i 1931.
I dag er et besøg i Trondheim en dejlig oplevelse med smuk natur og mange interessante seværdigheder. Torvet udgør byens centrum, og pladsen stammer fra Christian V’s byplan. På pladsens midte kan man se et 18 meter højt monument for Olav Tryggvason, der var norsk konge og grundlægger af byen. Monumentet blev indviet i 1921 i forbindelse med åbningen af jernbanen til Trondheim dagen inden.
Rundt om Torvet er der flest moderne bygninger, men langs Kongens gate mod øst kan man se Sommergården fra 1774-1777 mod nord og Hornemansgården mod syd, som blev opført fra 1720. Begge gårde er fine eksempel på 1700-tallets træpalæer i byen. Går man ad Kongens gate kommer man efter Hornemansgården til Vår Frue Kirke, der er en af Trondheims tre bevarede middelalderkirker.
Den østlige del af Vår Frue Kirke blev bygget omkring år 1200, mens kirkeskibets forlængelse mod vest stammer fra 1686 og tårnet fra 1739-1742. I kirken kan man se et smukt hovedalter, kirkens imponerende orgel og en rokokovæg med Christian V’s monogram. Fortsætter man ad Kongens gate kommer man på venstre side til Trondheims gamle rådhus fra 1706, der i dag er indrettet som bibliotek.
For enden af Kongens gate kommer man til floden Nidelva, hvor man kan se Bryggene, der er en af Trondheims smukkeste og mest kendte seværdigheder. Bryggene er navnet på de mange farvestrålende handelshuse og lagerbygninger, der ligger side om side på begge sider af Nidelva på det centrale løb gennem centrum af byen. De ældste af husene går tilbage til midten af 1700-tallet, men flodens bredder har været bebygget helt fra det tidlige Trondheim. På den vestlige side af floden ligger Kjøpmannsgata, mens Nygata ligger bag Bryggene mod øst.
På begge sider er der steder, hvor man kan gå mellem husene og få et kig ned ad Nidelva. Der er også et smukt kig fra Gamle Bybro mod syd. Broen er fra 1861 og er i sig selv seværdig med de fine træportaler, der tidligere holdt broens klapper oppe. Længere mod nord kan man krydse Nidelva ad Bakke Bru, hvorfra der også er en fin udsigt, og nord herfor ligger Trondheims marinaer i elven og i sidekanaler. Man kan også gå et stykke mod sydøst til Kristiansten Festning, der blev anlagt under Christian V i årene 1682-1684. Fæstningen ligger som et åbent anlæg, hvorfra der er en fin udsigt over byen og området.
Trondheims mest berømte seværdighed er Nidaros Domkirke, der regnes som en af Norges nationale helligdomme. Den smukke domkirke blev opført i perioden 1070-1300, og man mener, at kirken rummer Olav den Helliges grav. Netop den norske konges grav var årsagen til opførelsen af kirken på dette sted, og gennem tiden har domkirken været pilgrimssted og udsat for både brande og større ombygninger.
Kirken nedbrændte bl.a. to gange i 1700-tallet, hvor kun murene stod tilbage. Den nuværende kirkes udseende er resultatet af et langt genopbygningsarbejde, som formelt varede til 2001. Vestfacaden med de to tårne stod færdig i 1965. Umiddelbart syd for Nidarosdomen ligger Erkebispegården, der er et stort slotsanlæg, som fra omkring år 1200 var residens for byens ærkebiskopper.
Det var også Norges kirkelige administrationscentrum indtil reformationen i 1537, og i dag kan man fortsat se nogle af de gamle bygninger som nybygninger, der rummer stedets museum. På museet kan man bl.a. se Norges kronregalier, der opbevares i Trondheim, idet Nidaros Domkirke er landets kroningskirke, selv om den seneste kroning fandt sted i 1906.