Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Salt Lake City er staten Utahs hovedstad og største by. Byen blev grundlagt den 24. juli 1847 af mormonske pionerer anført af Brigham Young. Pionererne kom fra det østlige USA, hvor de var ofre for forfølgelser grundet deres mormonske tro, og de slog sig ned i Mexico, som Utah tilhørte i 1847.

Fire dage efter byens grundlæggelse udpegede Brigham Young det sted, hvor mormonernes tempel skulle bygges. Herefter voksede Salt Lake City hurtigt grundet ankomsten af flere mormoner og også guldgravere, der var med til at gøre byen til en af Vestens største. I 1869 kom den transkontinentale jernbane til området nord for Salt Lake City, og året efter åbnede en sidebane til byen.

Banen medførte stor tilflytning til Salt Lake City, hvor de første sporvogne kørte i 1872. Gennem 1900-tallet fortsatte væksten til cirka 200.000 i 1950 til omkring 900.000 i byområde med udgangen af århundredet. I 2002 var Salt Lake City vært ved de olympiske vinterlege, hvilket bragte nye byggerier og international omtale med sig.

I dag er Brigham Youngs Salt Lake City blevet til en millionby, hvor det gamle Salt Lake Temple på Temple Square fortsat er byens centrum. Pladsen udgør 4 hektarer, og her står Salt Lake Temple som den vigtigste bygning. Templet blev indviet i 1893, og det blev tegnet af Truman O. Angell i gotisk og romansk stil. På templets ydre vægge kan man se en del symboler som fx det altseende øje. Der er ikke almindelig adgang til selve templet. Ved templet er der dog et spændende besøgscenter, og der er også andre kendte bygninger her, som tilhører mormonkirken.

Vest for templet kan man se Salt Lake Tabernacle, der blev opført 1863-1875 til at huse møder i kirken. I dag er der bygget et moderne konferencecenter til møder, men Salt Lake Tabernacle bruges stadig af det berømte Tabernacle Choir, der akkompagneres af bygningens orgel. Syd for tablernaklet kan man se Salt Lake Assembly Hall, der blev bygget i victoriansk gotik 1877-1882. Assembly Hall benyttes bl.a. til koncerter og forskellige møder.

Lidt nord for Salt Lake Temple ligger byens anden store seværdighed, Utah State Capitol, der er staten Utahs regeringsbygning. Capitol blev bygget i nyklassicistisk stil i årene 1912-1916. Utah var blevet en amerikansk stat i 1896, og i de første årtier udgjorde Salt Lake City and County Building statens regeringssæde.

Den nye Capitol-bygning blev opført på Capitol Hill, der ligger hævet over byen, og hvorfra der er en fornem udsigts over storbyen og til de omkringliggende bjerge og landskaber. Selve bygningen troner også godt i Salt Lake Citys skyline med sine 76 meters højde til toppen af kuplen. Indvendigt i Utah State Capitol er der bl.a. kunst, der viser forskellige scener fra statens historie.

Det indvendige af kuplen er dekoreret af en himmel med skyer og måger, som symboliserer mågernes mirakel, der udspillede sig i 1848. Efter sigende reddede måger som i et mirakel de nye bosætteres anden høst i Utah ved at spise de insekter, der truede høsten og derved overlevelsen i det nye samfund. Umiddelbart syd for Capitol kan man lægge mærke til Salt Lake City Council Hall, der blev bygget 1864-1866 som byens rådhus. Den funktion havde det til 1894.

Fra Capitol og Salt Lake Temple kan man gå mod syd ad hovedgaderne State Street, Main Street og South Temple Street, hvor byens centrum og flere seværdigheder ligger. I krydset mellem State Street og South Temple Street står The Eagle Gate Monument, der i sin første udgave blev rejst i 1859 som markering af indgangen til Brigham Youngs jord.

Ved monumentet kan man se de smukke gamle huse i Brigham Young Complex, der bl.a. består af The Beehive House, der var Young-familiens residens, og The Lion House, der var Youngs officielle residens som mormonernes leder og guvernør i Utah-territoriet. På den modsatte side af State Street kan man gå en tur i Brigham Young Historic Park, der tilhørte Brigham Young og hans familie. Stedet brugte de til dyrkning af afgrøder og dyrehold.

Fortsætter man ad State Street mod syd, kommer man til Washington Square Park, hvor Salt Lake City and County Building står som midtpunktet. Den store bygning stod færdig i 1894 og afløste på det tidspunkt byens daværende rådhus som byens regeringsbygning. Washington Square Park er i øvrigt et vigtigt sted i Salt Lake Citys historie, idet det var her, de første pionerer i 1847 slog lejr.

Der er også flere andre spændende seværdigheder i Salt Lake Citys downtown. Man kan bl.a. se byens to katedraler; St. Mark’s Episcopal Cathedral fra 1874 og den katolske Cathedral of the Madeleine fra 1909. Der er også flere museer som fx Utah Museum of Contemporary Art, der er et spændende museum for samtidskunst.

Utah Museum of Fine Arts er et andet kunstmuseum, og man kan nyde udøvende kunst på flere af byens scener. Det smukke Capitol Theatre blev bygget i 1913 som vaudeville-scene, og i dag kan man bl.a. se operaer og balletopsætninger her.

Lidt syd for Salt Lake Citys centrum ligger Liberty Park, hvor man kan gå en tur i byens botaniske have, og ved foden af Rocky Mountains kan man mod øst gå en tur i bjergene ved det naturhistoriske museum. Vest for byen ligger flere af Utahs mange store naturoplevelser i form af søen Great Salt Lake og saltørkenen, der strækker sig til grænsen til staten Nevada.

Topseværdigheder

    • Salt Lake Temple
    • Utah State Capitol
    • Brigham Young Complex
    • Salt Lake Tabernacle
    • Salt Lake Assembly Hall
    • Salt Lake City and County Building
    • Salt Lake City Council Hall
    • State Street
    • Eagle Gate Monument
    • Brigham Young Historic Park
    • Washington Square Park
    • Mark’s Episcopal Cathedral
    • Cathedral of the Madeleine
    • Utah Museum of Contemporary Art
    • Utah Museum of Fine Arts
    • Capitol Theatre
    • Liberty Park

Ture fra byen

    Zion National Park, Utah

    Zion National Park

    Zion National Park er en amerikansk nationalpark, der ligger i et bjergrigt område i det sydvestlige Utah. Det er et sted, hvor Colorado-plateauet møder ørkenen Mojavo Desert og afvandingsområdet og ørkenen Great Basin. Det møde skaber et rigt dyre- og planteliv og mange geologiske formationer som fx butter, mesaer og kløfter mellem nationalparkens bjerge. Den store sydlige del omkring byen Springdale blev gjort til nationalpark i 1919, mens den nordvestlige del omkring Kolob Canyon blev tilføjet i 1937.

    Den største seværdighed i parken er den kløft, som floden Virgin River har skåret ud af plateauet gennem millioner af år. Historisk blev Colorado-plateauet skabt ved, at blandt andet vulkaner deponerede enorme mængder materialer, og gennem kolossalt tryk og varme blev de nederste lag til klipper, der gennem landhævning dannede det høje plateau, der stadig ligger som en højslette i flere kilometers højde. Efterfølgende har områdets regn skåret først bittesmå revner i stenene, hvor det kunne løbe naturligt mod havet, og små sprækker blev efterhånden til områder som Zion Canyon og Grand Canyon.

    Læs mere om Zion National Park

     

    Cheyenne, USA

    Cheyenne

    Cheyenne er hovedstad og den største by i den amerikanske stat Wyoming. Byens historie startede 4. juli 1867, hvor Grenville M. Dodge fra Union Pacific Railroad offentliggjorde stedet for selskabets nye by i forbindelse med anlæg af Crow Creek-jernbanen. Dagen efter blev Crow Creek Crossing grundlagt, og indbyggerne navngav derpå byen efter Cheyenne-stammen.

    Det første tog kom til byen i november 1867, og samme år grundlagde U.S. Army et fort i området. Året efter blev Wyoming-territoriet etableret fra en del af Territory of Dakota, og Cheyenne blev valgt som hovedstad. Wyoming blev en amerikansk stat i 1890, og statens capitol blev indviet samme år. Der var også domhus, operahus og andre institutioner, og med udgangen af 1800-tallet boede der cirka 14.000 indbyggere i byen.

    Læs mere om Cheyenne

     

    Boise, Idaho

    Boise

    Boise er hovedstad i den amerikanske stat Idaho. Byens historie går tilbage til Fort Boise, som først blev etableret som handelsstation af det britiske Hudson’s Bay Company. Det lå dog ikke ved dagens Boise, men det gjorde det amerikanske Fort Boise, der blev bygget som militærforlægning i 1863. Det var året for etableringen af Idaho Territory, og området tiltrak nybyggere grundet ikke mindst guldfund i Boise Valley.

    Boise blev hovedstad i territoriet, der blev en stat i 1890. Byen voksede hurtigt, og der blev bygget på begge sider af Boise River. I 1891 åbnede første linje af et større sporvognsnetværk, og i 1925 kom Boise på det transkontinentale jernbanenetværk. Siden da er byen vokset til at være et af de største byområder i det nordvestlige USA.

    Læs mere om Boise

Tilmeld dig vores nyhedsbrev