Se på kortet
Minneapolis City Hall, South 5th Street, Minneapolis, Minnesota, USA
Læs om byen
Minneapolis er den største by i den amerikanske state Minnesota, og den kendes sammen med nabobyen som storbyområdet Minneapolis-Saint Paul. I 1819 etablerede US Army Fort Snelling i området, og fra midten af 1800-tallet kom bosættere fra ikke mindst Skandinavien og Tyskland hertil, og Minnesota Territorial Legislature godkendte etableringen af Minneapolis i 1856.
I 1867 blev Minneapolis formelt en by, og fem år senere blev byen Saint Anthony på den østlige side af Mississippi slået sammen med Minneapolis. Byens vækst skete ikke mindst grundet store møller, der udnyttede St Anthony-vandfaldene til energiproduktion, og som betjente landbruget og kornproducenterne i det vestlige Minnesota og North Dakota.
Korn og mel blev sejlet til bl.a. St. Louis og New Orleans, og for at sikre den vigtige sejlads, blev Saint Paul anvendt som Minneapolis’ havneby. Væksten var høj, og jernbaner og fabrikker dominerende store dele af byen, der gennem 1950erne og 1960erne blev saneret i så høj en grad, at cirka 40 % af downtown blev revet ned og nybygget.
I dag kan man gå nogle gode spadsereture i downtown Minneapolis, hvor man kan starte på pladsen Government Plaza. Her ligger byens store rådhus, der blev opført i stilen Richardsonian Romanesque i årene 1888-1909 efter inspiration fra Allegheny County Courthouse i Pittsburgh. Rådhustårnet på 105 meter i højden var den højeste bygning i Minneapolis, indtil Fosnay Tower stod færdigt i 1929 med bygningsmæssig inspiration fra Washington Monument i USA’s hovedstad. I Foshay Tower er der i dag et observationsdæk i toppen med en smuk udsigt over byen.
Tilbage på Government Plaza kan man også lægge mærke til CenturyLink Building, der åbnede i art deco-stil i 1932 som Northwestern Bell Telephone Building. I byen kan man også se forskellige kendte kulturinstitutioner som bl.a. de forskellige teatre på Hennepin Avenue; Orpheum Theatre, Pantages Theatre, State Theatre og Sam S. Shubert Theater, der i dag er indrettet som Cowles Center for Dance and the Performing Arts.
Det største rekreative område i Minneapolis er Mississippi og de mange parker og stier, der ligger langs bredderne af floden. Ved downtowns nordøstlige område ligger St Anthony Falls, der er de eneste større naturlige vandfald i Mississippis løb. Gennem 1800-tallet blev der anlagt dæmninger og møller, og i dag kan man se vandfaldet og de anlagte sluser, der tillader passage ad floden.
Man kan se det hele fra bredden ved downtown og fra Stone Arch Bridge, der er en tidligere jernbanebro fra 1883. Man kan også gå sydvest for downtown, hvor Loring Park ligger. Loring Park blev etableret i 1883 som Minneapolis’ Central Park, og i den kan man bl.a. se The Berger Fountain fra 1971. Man kan fortsætte mod vest til Minneapolis Sculpture Garden, der er en smukt anlagt park med flere skulpturer som fx Spoonbridge and Cherry and Hahn/Cock.
Der er flere ting at se og opleve omkring Loring Park. Nord for parken ligger Basilica of Saint Mary, der er en imponerende basilika fra 1907-1914. Kirken blev tegnet af Emmanuel Louis Masqueray, som dengang netop havde designet den nærliggende Cathedral of Saint Paul. Basilikaen er et storslået bygningsværk med et stort og smukt kirkerum.
Syd for parken ligger St. Mark’s Episcopal Cathedral, der blev opført i 1910, og umiddelbart vest for den kan man besøge kunstmuseet Walker Art Center. Museet blev grundlagt i 1879 som et galleri i Thomas Barlow Walkers hjem, mens det nuværende museum ligger i dertil designede bygninger fra 1971 og 2005. På kunstmuseet kan man opleve et fornem samling moderne kunst og samtidskunst.
Man kan se værker af bl.a. Edward Hopper, Franz Marc og Andy Warhol. Vil man se mere kunst, er et besøg på Minneapolis Institute of Art oplagt. Det er et af USA’s største kunstmuseer, og dets samlinger spænder over fem tusind års historie fra hele verden. Man kan bl.a. se værker af El Greco, Joan Miró, van Gogh og Paul Gauguin.
Når man er i tvillingebyerne Minneapolis-Saint Paul, kan man naturligvis også tage den korte tur til Saint Paul, der har været Minnesotas hovedstad siden 1849. Der er flere seværdigheder i byen, hvor man kan gå en tur fra Rice Park og Landmark Plaza. Her kan man se Landmark Center, som blev åbnet i stilen Richardsonian romanesque i 1902 som posthus, domhus og toldbygning for Minnesota.
Tæt herpå ligger Mississippi og Science Museum of Minnesota som et af byens mange museer. Andre tæller bl.a. Goldstein Museum of Design, Minnesota Museum of American Art og Minnesota History Center, der ligger i en arkitektonisk spændende bygning fra 1992. Umiddelbart nordvest for downtown ligger regeringsbygningen Minnesota State Capitol, der blev tegnet af arkitekten Cass Gilbert og færdiggjort i 1905. Der er mange smukke detaljer i udsmykningen af Capitol som fx i rotunden og i bygningens kuppel. Man kan også se skulpturgruppen The Progress of the State over den sydlige hovedindgang.