Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Mobile er en af staten Alabamas største byer. Dens historie går tilbage til områdets franske tid, hvor fransk-canadierne Pierre Le Moyne d'Iberville og Jean-Baptiste Le Moyne i 1702 grundlagde Fort Louis de la Louisiane, der blev den første hovedstad i kolonien La Louisiane. Hovedstaden blev flyttet til Biloxi i 1720, og derefter var Mobile et fort og et handelssted med navnet Fort Condé. Med Freden i Paris i 1763 blev området britisk, og byen blev omdøbt Fort Charlotte.

I 1780 erobrede Spanien regionen, der i 1813 blev en del af USA. På dette tidspunkt var der ca. 300 indbyggere i Mobile, men snart efter voksede byen betydeligt grundet ikke mindst den gode beliggenhed for flodtransport og senere handel med bl.a. bomuld. I begyndelsen af 1860erne var Mobile en af de største byer i de amerikanske sydstater, og byens vækst fortsatte med skibsværftet og stålindustriens udvikling.

I dag kan man gå nogle skønne ture i Mobiles hyggelige gader, hvor lave huse med balkoner giver en rigtig sydstatsatmosfære. Man kan starte turen på Cathedral Square, Pladsens grønne anlæg var tidligere en del af Mobile katolske 1700-talskirkegård Campo Santo. I dag kan man stadig se byens romerske katedral, Cathedral Basilica of the Immaculate Conception, vest for pladsen.

Den nuværende katedral blev opført 1835-1850 i klassicistisk stil, og den byder på et fint kirkerum med bl.a. glasmosaikvinduer. Syd for kirken kan man se et af de bevarede huse i kreolsk stil, som man kan se flere steder i Mobile, Bishop Portier House, der menes opført i 1834 som biskop Michael Portiers hjem. Fra Cathedral Square kan man gå af Dauphin Street, Conti Street og Government Street, der er byens hovedgader.

I gaderne og det centrale Mobile er der mange arkitektoniske seværdigheder i forskellige byggestile. Man kan fx se Scottish Rite Temple fra 1922, som står i storslået egyptisk stil med sfinkser placeret foran den østlige indgang. Mod nordøst ligger Mobile tidligere banegård, Gulf, Mobile and Ohio Passenger Terminal, der blev opført i spanskinspireret arkitektur i 1907. Man kan også gå til Spanish Plaza, der er en dejlig park i det centrale Mobile.

Parken er opkaldt til ære for den spanske by Malaga, der er venskabsby med Mobile. I parken er der statuer og kunst med referencer til byens spanske tid fra 1780 til 1813. Få gader vest for Spanish Plaza ligger Barton Academy, som blev bygget 1835-1836 som Alabamas første offentlige skole. Nordvest herfor blev der i periferien af downtown opført to store hospitaler i 1830erne og 1840erne, Mobile City Hospital og United States Marine Hospital, der begge er fine eksempler på græsk-inspireret nyklassicisme.

I den sydlige del af Mobiles centrum ligger kan man se noget fra byens tidlige kolonitid. Her ligger de bevarede ruiner af Fort Condé, der også er blevet delvist rekonstrueret. Ruinerne og det genopbyggede fort stammer fra fortet fra 1723, der blev andet som det andet Fort Condé, og som var af sten. Der er et fint museum på fortet, som i sig selv også er seværdigt.

Over for fortet kan man besøge Christ Church Cathedral fra 1840 og History Museum of Mobile, der skildrer byens interessante historie fra den førkoloniale tid til dagens moderne havneby. Museet er indrettet i byens smukke gamle rådhus, der blev opført 1855-1857 som kombineret rådhus og markedshal. Museet driver også den nærliggende Phoenix Fire Museum, der bl.a. har gamle brandbiler med i udstillingen på byens gamle og charmerende brandstation.

Man kan også gå en tur langs Mobile River, der ligger øst for downtown. Det meste af flodbredden er bebygget med Mobiles store havn, men man kan se over vandet fra Cooper Riverside Park. Her er der en fremragende udsigt til havneområderne og til Mobiles skyline. Parken er opkaldt efter Ervin Cooper, der grundlagde en af Mobile store internationale selskaber inden for maritime services, og i parken kan man se en skulptur af Cooper siddende på en bænk.

Syd for parken kan man besøge GulfQuest Maritime Museum, der er et søfartsmuseum om Den Mexicanske Golf, og hvor man kan lære mere om bl.a. offshoreindustrien, skibsvrag og de orkaner, der løbende rammer regionen. Øst for havnen kan man besøge et andet museum, slagskibet USS Alabama, der kom i aktiv service for den amerikanske flåde i 1942. Siden 1965 har skibet været åbent som museum.

Topseværdigheder

    • Fort Condé
    • History Museum
    • Cathedral Square
    • Cathedral Basilica of the Immaculate Conception
    • Gulf, Mobile and Ohio Passenger Terminal
    • Bishop Portier House
    • Scottish Rite Temple
    • Spanish Plaza
    • Barton Academy
    • Mobile City Hospital
    • United States Marine Hospital
    • Christ Church Cathedral
    • History Museum of Mobile
    • Phoenix Fire Museum
    • Cooper Riverside Park
    • GulfQuest Maritime Museum
    • USS Alabama

Ture fra byen

    Beauvoir, Biloxi

    Biloxi

    Biloxi er en by, der ligger i staten Mississippi langs kysten af Den Mexicanske Golf. Byen blev grundlagt af franskmænd i 1699, hvilket dog skete i det såkaldte Old Biloxi, der lå i dagens Ocean Springs. Det nuværende Biloxi blev bosat i 1720, og samme år blev hovedstaden i franske La Louisiane flyttet hertil fra Mobile. Man anlagde dog La Nouvelle-Orléans på samme tid, og den blev som indlandshavn ny hovedstad i 1722.

    Efter Syvårskrigen 1756-1763 måtte Frankrig afstå Biloxi og andet land øst for Mississippi til England, der regerede byen til 1779, hvorefter den blev spansk til 1810. Herefter blev byen og regionen amerikansk og optaget som en stat i USA i 1817. De følgende årtier voksede Biloxi som blandt andet en ny resortby ved kysten med mange velhavere, der byggede palæer her.

    I dag er der flere ting at se i Biloxi, der også ligger dejligt ved Den Mexicanske Golf. Højdepunktet af byens seværdigheder er huset Beauvoir, der tilhørte præsident Jefferson Davis, der var sydstaternes eneste statsoverhoved. Davis boede i Beauvoir fra 1876 til sin død i 1889. I dag er huset åbent som et museum, og det ligger ved stranden i en del af det store jordstykke, der oprindeligt hørte til Beauvoir.

    På Beauvoirs grund kan man også se Beauvoir Memorial Cemetery, hvor 784 sydstatsfolk ligger begravet, og hvor der også er en grav til den ukendte sydstatssoldat. Ved siden af Beauvoir ligger også Jefferson Davis Presidential Library and Museum, der er et præsidentielt bibliotek og museum, der formidler historien om Jefferson Davis. Museet åbnede i 1998, og her står blandt andet en statue af den tidligere præsident.

    Biloxi er også kendt for de dejlige strande, der ligger ned til Den Mexicanske Golf, og her kan man også se Biloxi Lighthouse, der er et fyrtårn fra 1848. Tårnet står som et af de få tilbageværende langs kysten i Mississippi. I samme område af byen er der også en del kasinoer, der tiltrækker gæster til byen.

     

    Jackson Square, New Orleans

    New Orleans

    New Orleans ligger i de amerikanske sydstater, der har en særlig charme. Her i byen emmer det af atmosfære i det gamle centrum, der også kendes som French Quarter. Her er levende jazzmusik i gaderne, støbejernsbalkoner, hestevogne og gammel sydstatscharme, der årligt krydres med Mardi Gras-festlighederne som et af mange højdepunkter i byen.

    Byen New Orleans var under navnet Nouvelle Orleans hovedbyen i det franske område Louisiane, og det kan man stadig se på de franskklingende gadenavne, sproget og på restauranternes spisekort, der kan byde på andre retter end i det øvrige USA. Det er her, det kreolske køkken har hjemme, og det er en oplevelse.

    Læs mere om New Orleans

     

    Jackson, Mississippi

    Jackson

    Jackson er den største by og hovedstaden i den amerikanske stat Mississippi. Byen blev grundlagt i 1821 og opkaldt efter general Andrew Jackson, der senere blev USA’s præsident. Indtil da havde Natchez været Mississippis hovedstad, men man ønskede at finde et mere centralt placeret sted. Derfor blev Thomas Hinds, James Patton og William Lattimore udsendt for at finde det rette sted, og valget faldt på handelsstedet LeFleur’s Bluff.

    Arkitekten Peter van Dorn designede en byplan for Jackson, og hans værk med gader som et skakbræt var inspireret af Thomas Jeffersons anbefalinger. Byen udviklede sig, og jernbanen kom hertil i 1840, men under Den Amerikanske Borgerkrig i 1860erne blev store dele af Jackson ødelagt, og den måtte genopbygges. Væksten kom hurtigt tilbage, og indbyggertallet voksede fra godt 4.000 i 1870 til lidt under 8.000 i år 1900.

    Læs mere om Jackson

     

    Montgomery, Alabama

    Montgomery

    Montgomery er hovedstad i staten Alabama, og den er også en af statens største byer. Området langs Alabama River har været beboet i lang tid før den europæiske kolonisering af Amerika. Hernando de Soto ledte den første europæiske ekspedition i 1540, mens den første europæer, der bosatte sig i det nuværende Montgomery, var skotten James McQueen i 1716. I starten af 1800-tallet opstod der krig mellem europæiske tropper og lokale stammer. Amerikanske Andrew Jackson stod i spidsen for den sejrrige amerikanske hær under Creek-krigen, der endte med en indiansk afståelse af store områder i blandt andet Alabama.

    I 1816 blev Montgomery County oprettet i det daværende Mississippi Territory, og de første hvide nybyggere etablerede Alabama Town under ledelse af general John Scott. Kort efter grundlagde andre bosættere New Philadelphia som en separat by, men der gik ikke lang tid, før Montgomery blev dannet ved at sammenlægge Alabama Town og New Philadelphia. Det skete i 1819, og byen blev opkaldt efter general Richard Montgomery.

    Læs mere om Montgomery

Tilmeld dig vores nyhedsbrev