Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Burlington er den største by i den amerikanske stat Vermont. Dens historie går tilbage til 1763, hvor koloniguvernøren i New Hampshire tildelte jord til en ny bosættelse til Samuel Willis og 63 andre. Nybyggere begyndte at rydde noget skov for at etablere sig i 1775, men den amerikanske uafhængighedskrig satte en stopper for en permanent bosættelse.

Der gik til 1783-1785, før Burlington blev etableret. I Den Britisk-Amerikanske Krig i 1812 blev Burlington hjemsted for en stor garnison, der havde flere soldater, end der var indbyggere i byen. På det tidspunkt var der cirka 2.000 borgere i Burlington. Gennem 1800-tallet blev byen udbygget, og i år 1900 var indbyggertallet steget til 18.000.

Det var blandt andet skovdrift og søtransport, der trak væksten i byen, og fra 1823-1843 var tre kanaler blevet anlagt, som Burlington kunne profitere af som transportcentrum. Udviklingen fortsatte gennem 1900-tallet, hvor antallet af indbyggere steg til over 40.000, og hvor ismærket Ben & Jerry's blev startet i 1978 for senere at blive et kendt nationalt brand.

I dag er Burlington en hyggelig by med et overskueligt centrum, der er velegnet til nogle spadsereture. Downtown ligger mellem gaderne Maple Street og Pearl Street, og den hyggelige City Hall Park danner byens centrum sammen med den smukt brolagte gågade Church Street. Rundt om City Hall Park ligger der er homogen bygningsmasse fra cirka 1880 til 1930. Mod øst ligger blandt andet byens rådhus fra 1928 og mod nordvest Burlington Savings Bank Building fra 1930.

Den fine rådhusbygning i Burlington har sin formelle facade mod Church Street, hvor man også bør gå en tur. Gågaden er hyggelig og danner centrum for mange aktiviteter i byen som fx festivaler, og man finder også caféer, restauranter og forretninger her. Tæt på Church Street kan man se Fletcher Free Library, hvis fine bygning åbnede som et af fire Carnegie-bibliotekter i Vermont.

Fra downtown Burlington kan man på få minutter gå til bredden af Burlington Bay, der er en del af Lake Champlain, som ligger på grænsen mellem staterne Vermont og New York. Der er flere lystbådehavne langs bredden, og man kan nyde en fin udsigt over søen fra blandt andet Waterfront Park og fra den bagvedliggende Battery Park, hvorfra Rudyard Kipling efter sigende beskrev solnedgangen som en af verdens smukkeste.

Ture fra byen

    Montréal, Canada

    Montréal

    Montréal er Canadas næststørste by, og den er en af den fransktalende verdens største byer. Montréal er også berømt for design og en arkitektur, der strækker sig langt tilbage i byens historie. Man kan således se bevarede byggerier tilbage til 1600-tallet.

    Den gamle bydel byder på mange oplevelser og smukke seværdigheder. Basilikaen Notre-Dame og det store Bonsecours-marked er to af de bygningsværker, man helt sikkert skal se, og man kan også tage en spadseretur ad Rue Saint Jacques for at se 1800-tallets hovedsæder for Canadas store banker.

    Læs mere om Montréal

     

    New Hampshire State House, Concord

    Concord

    Concord er hovedstad i staten New Hampshire. Dens historie startede i 1725, da Penacook-plantagen blev etableret, og på stedet voksede bosættelsen til det, der i 1734 blev til byen Rumford. I 1765 skiftede Rumford navn til Concord på foranledning af guvernør Benning Wentworth. Navnet betydet overensstemmelse og blev valgt for at skrinlægge en strid mellem byerne Rumford og Bow.

    I dag er Concord en af USA's mindre statshovedstæder, men på trods af størrelsen er der meget at se i byen. Den mest kendte bygning er regeringsbygningen New Hampshire State House, der blev designet af arkitekten Stuart Park og opført i årene 1815-1818. Bygningen blev udvidet i 1910, men statens lovgivende forsamling mødes stadig i de oprindelige rammer.

    Læs mere om Concord

Tilmeld dig vores nyhedsbrev