Se på kortet
St. John's City Hall, New Gower Street, St. John's, Newfoundland og Labrador, Canada
Læs om byen
St. John’s er hovedstad og den største by i den canadiske provins Newfoundland and Labrador. Området blev opdaget og udforsket i 1497 af venetianske Giovanni Caboto, der kaldte landet Terra de prima vista eller det nyfundne land. Opdagelsen af naturhavnen, hvor St. John’s opstod, skete på Johannes Døberens navnedag, hvorfra bynavnet kommer.
Der gik dog til 1583, før England udråbte området som britisk koloni, og der opstod først en permanent bosættelse efter 1630. Byen voksede langsomt, og den blev flere gange angrebet og erobret af hollændere og franskmænd, før der blev anlagt to forter ved indsejlingen til havnen i slutningen af 1700-tallet.
Gennem 1800-tallet voksede St. John’s, der fortsat var en stor fiskerihavn, men som også udviklede sig som garnisonsby, administrationsby og handelscentrum. Med St. John’s beliggenhed som den østligste by i Canada, blev byen i flere tilfælde også brugt som forbindelse til Europa, hvilket også skete under 2. Verdenskrig.
I dag er St. John's en hyggelig by, hvor downtown ligger langs vandet centreret i gaderne Water Street og Duckworth Street. I begge gader bliver man henført til tidligere tiders by fra 1800-tallet, og i den sydlige del af downtown kan man også gå en tur i George Street, der er kendt som hovedgaden i St. John's, når det gælder barer, pubber og restauranter.
Umiddelbart vest for centrum kan man se byens to domkirker. Anglican Cathedral of St. John the Baptist er den anglikanske hovedkirke i provinsen. Den blev opført fra 1847, men måtte genopbygges efter en stor brand i 1892. Tæt herpå ligger den katolske Basilica Cathedral of St. John the Baptist. Det er en katedral, som stod færdig som en af byens mest karakteristiske bygninger i 1855.
I samme område som katedralerne ligger The Rooms. Det er et stort bygningskompleks, der åbnede i 2005 som provinsmuseum for Newfoundland and Labrador. Museumsbygningens arkitektur er inspireret af gavlhusene fra provinsens fiskerlandsbyer, og stedets samlinger formidler regionens natur- og kulturhistorie, og der ligger også en kunstgalleri som en del af The Rooms.
Nord for downtown ligger Confederation Building, der er hjemsted for provinsens parlament. Den 64 meter høje parlamentsbygning står på Confederation Hill, og komplekset stod færdigt i 1960 som afløser for St. John's' Colonial Building, der først husede koloniregeringen og siden provinsparlamentet indtil 1959. Colonial Building blev indviet i 1850, og i dag benyttes den til offentlige kontorer.
St. John's er omgivet af smuk havet og nærheden til havet. Det kan man nemt opleve på vandreture fra byen, der fx kan gå ad Signal Hill Road nordøst for downtown. På vejen er der fantastiske udsigter, og man kan også besøge videnskabsmuseet Johnson Geo Centre. Fortsætter man, kommer man til Signal Hill, hvorpå bygningen Cabot Tower står. Tårnet blev bygget i 1898 til minde om Giovanni Cabotos landing i Newfoundland i 1497.