Se på kortet
Republic Palace, Dostyk Avenue, Almaty, Kazakhstan
Læs om byen
Almaty ligger i det sydlige Kasakhstan og er landets største by. Den moderne bys forhistorie var et aktivt handelssted på en del af Silkevejen, men med mere europæisk skibstrafik fra 1400-1700-tallene var der nedgang i handelen og dermed i områdets udvikling. I 1850erne blev området russisk med Ruslands ekspansion i Centralasien, og for at beskytte det nye land, blev fortet Vernyj anlagt mellem floderne Bolsjaja og Malenkaja Almatinka. I 1867 blev Vernyj udvidet og etableret som byen Almatinsk, men den fik efter kort igen navnet Vernyj.
Vernyj voksede indtil 1887, hvor byen nærmest blev helt udslettet af et jordskælv. Vernyj blev dog genopbygget, og i 1906 var der 27.000 indbyggere, hvoraf hovedparten var russere eller fra den ukrainske del af det russiske kejserrige. I 1918 blev der etableret sovjetisk styre i Vernyj, der administrativt blev en del af den autonome sovjetrepublik Turkestan, som havde hovedstad i Tasjkent. I 1920 blev den kirgisiske autonome sovjetrepublik udskilt fra Turkestan med hovedstad i først Orenburg og senere Kyzylorda. I 1921 blev Vernyj omdøbt til Alma-Ata, der var et af byens gamle navne fra den før-russiske tid.
I 1926 blev anlægget af Turkestan-Sibirien-jernbanen startet, og banen var afgørende for Kasakhstans udvikling og for valget af Alma-Ata som hovedstad i 1929 og fra 1936 i den nye kasakhiske sovjetrepublik. I 1930 åbnede både jernbane, lufthavn og hovedvej til Alma-Ata, der dermed blev bedre forbundet med det øvrige Sovjetunionen og ikke mindst til regeringen i Moskva. De følgende år og årtier blev der bygget stort og meget i Alma-Ata, og under 2. Verdenskrig blev der flyttet en del uddannelsessteder og industrier fra 2. Verdenskrigs Europa til byen. Indbyggertallet steg fra ca. 100.000 i 1918 til næsten 400.000 omkring 1970.
Væksten fortsatte i Alma-Ata, og da indbyggertallet passerede en million, kvalificerede byen sig til anlægget af en undergrundsbane, og i 1988 startede anlægget af Alma-Ata Metro. I 1991 erklærede Kasakhstan sig uafhængigt fra Sovjetunionen, og Alma-Ata blev hovedstad i den nye republik. Den kasakhiske regering bestemte at omdøbe byen til Almaty i 1993, og i 1997 blev republikkens hovedstad flyttet fra Almaty til den nordligere beliggende Astana. I 2011 åbnede metroen i Almaty, der i dag har flere end to millioner indbyggere.
Topseværdigheder
Kristi Himmelfart Katedral
Вознесенск кафедралы шіркеуі
Kristi Himmelfart Katedral er en russisk-ortodoks domkirke, der ligger i Panfilov Park i Almaty. Den farvestrålende kirke stod færdig i 1907, og den blev udelukkende bygget af træ uden anvendelse af søm i konstruktionen. Med en højde på 56 meter er den en af verdens højeste trækirker.
Byggeriet af den smukke kirke skete efter, at der fra slutningen af 1800-tallet havde været ønsker om opførelsen af en katedral, som der ikke fandtes i byen på det tidspunkt. Opførelsen blev godkendt af biskoppen af Turkestan og Tasjkent i 1903, og året efter startede selve byggeriet.
Det smukke ydre på Kristi Himmelfart Katedral bliver matchet af kirkens interiør, hvis mange kunstværker primært blev produceret i Moskva og Kiev. I mange år under Sovjetunionen blev katedralen anvendt som museum, og den blev returneret til den russisk-ortodokse kirke i 1995.
Kok Tobe Tv-Tårn
Көк төбе телемұнарасы
Kok Tobe Tv-Tårn er et tårn, der ligger på Kok Tobe, der er et over 1.100 meter højt bjerg, hvis højde rager 200 meter op over Almaty. Bjerget ligger i den østlige del af byen, og det udgør det nærmest og lettest tilgængelige af de mange bjerge, der ligger i hosisonten syd for storbyen. Kok Tobe har gennem mere end hundreder tiltrukket byens borgere både sommer og vinter med naturen og muligheder for fx skiløb.
I 1960erne blev det besluttet at opføre et tv-tårn til transmission af signaler til store dele af den kasakhiske sovjetrepublik. Det 372 meter høje tårn blev planlagt fra 1975 og opført fra 1978. Tårnet stod færdigt i 1983, og det blev bygget med observationsdæk i både 146 og 252 meters højde.
Den nemmeste og bedste måde at komme til toppen af Kok Tobe på er med Kok Tobe Svævebane/Көктөбе арқанды жол станциясы, der kan tages fra Almatys centrum. Svævebanestationen ligger umiddelbart ved siden af Republikkens Palads/Республика Сарайы. Ved den øvre svævebanestation er der forskellige aktiviteter og en uforglemmelig udsigt over både Almaty og til de sneklædte bjerge mod syd.
Det centrale statsmuseum i Republikken Kasakhstan
Қазақстан Республикасының Орталық мемлекеттік мұражайы
Det centrale statsmuseum i Republikken Kasakhstan blev grundlagt i 1931 som et af de største museer i Centralasien. Dengang blev det indrettet i den russisk-ortodokse katedral i byen, og fra 1985 blev det indrettet i den nuværende museumsbygning.
Museet huser i dag en betydningsfuld samling af genstande fra den kasakhiske historie og kulturelle udvikling med mange arkæologiske fund og moderne genstande. I dag er alt fra palæontologi og arkæologi til det moderne Kasakhstan en del af museets store udstillinger.