Magnitogorsk Rejseguide

Magnitogorsk er en russisk storby, der ligger langs Ural-flodens bredder og derved med bydele i både Europa og Asien. Byen blev grundlagt i 1743 som et af flere forter i det daværende østlige Rusland. Der voksede en bosættelse frem med fortet, og efter fire år blev den første kirke bygget. De følgende årtier gik udviklingen stærkt, idet to mineentreprenører sikrede sig ejerskabet til det magnetiske bjerg, Magnitnaja, og derved til rige forekomster af jern, som de udnyttede med en mine fra 1759. Selve byen forblev dog trods minedriften en kosaklandsby med navnet Magnitnyj gennem de følgende godt 150 år, og som by opstod Magnitogorsk først i 1929, da man indledte opførelsen af et metallurgisk anlæg ved Magnitnaja, der nu var blevet statens ejendom i Sovjetunionen.

Fra 1930erne boomede Magnitogorsk, der med de sovjetiske femårsplaner skulle omdannes til en stålproducerende by efter amerikansk forbillede fra Gary og Pittsburgh. En sovjetisk delegation var i Ohio i 1928 for at indgå udviklingsaftaler, og flere hundrede internationale eksperter kom til Magnitogorsk for at lede arbejdet med byggeri og drift af den planlagte stålproduktion. Blandt dem var arkitekter med tyske Ernst May i spidsen. Mays intention var en planlagt by, hvor indbyggerne boede tæt på deres arbejdssted for at minimere rejsetiden. Dette kunne dog ikke gennemføres over hele byen grundet en enorm hastighed i opførelsen af industrien, men Magnitogorsk kom alligevel til at stå som en af de designede sovjetiske industribyer fra denne tid.

Den første højovn producerede jern i 1932, og der blev anlagt boligområder, sporvognslinjer m.v. I 1937 fik Magnitogorsk status af lukket by, og derved skulle de mange udlændinge forlade den. Gennem 2. Verdenskrig spillede byen en vigtig rolle med den kolossale stålproduktion, der udgjorde en stor del af materialerne til den sovjetiske krigsproduktion. Beliggenheden øst for Ural gjorde også, at Magnitogorsk lå i sikkerhed for de invaderende tyske tropper, og i disse år blev der også evakueret fabrikker fra det vestlige Rusland til byen. Fra 1950erne oplevede Magnitogorsk en hurtig vækst, og der blev konstant bygget nyt, og ved byens 40-års jubilæum i 1969 havde Magnitogorsk 365.000 indbyggere, kulturpaladser, universiteter og meget andet. I de seneste årtiers Rusland har Magnitogorsk ikke længere været en lukket by, og der er blevet opført nye kirker, temaparker og andet i byen med godt 400.000 borgere.

I dag er Magnitogorsk af historiske årsager en relativt ny by at besøge, men netop det giver den også en dimension, man ikke finder mange andre steder. Byen står med en unik arkitektur som den første socialistiske by i Ural, og det giver en anden byplan end fx Ruslands mange gamle byer. Man kan starte med en spadseretur fra Leninpladsen, der ligger på den vestre bred af Ural og derved i Europa. På pladsen kan man se byens statue af statslederen Lenin, som står foran hovedbygningen for det statslige tekniske universitet. Herfra kan man gå ad boulevarderne Prospekt Lenina og Prospekt Metallurgov, der begge blev bebygget som nogle af Magnitogorsks pragtgader.

Går man mod syd fra Leninpladsen ad Prospekt Lenina, kommer man til nyere udvidelser af Magnitogorsk. Her finder man blandt andet en af byens største pladser, hvorpå man kan se det moderne klokketårn, der blev indviet i 1979, og som dermed markerede derved Magnitogorsks 50-års jubilæum siden grundlæggelsen i 1929. Klokketårnet og den store administrationsbygning øst for tårnet ligger i en akse, der fortsætter til monumentet Tyl-Frontu og Ural-floden. Tyl-Frontu betyder Bagved-Foran og er et monument, som blev indviet i 1979, hvor en arbejder kigger på stålværkerne i øst, mens en soldat kigger mod fronten i vest. Monumentet regnes som en del af en trilogi, hvor Moderlandet Kalder i Volgograd og Krigeren-Befrieren i Berlins Treptower Park er de andre. Symbolikken er, at sværdet blev smedet i Magnitogorsk, rejst til kamp i Volgograd og sat i jorden i Berlin i forbindelse med 2. Verdenskrig.

Man kan også gå en fin tur langs Ural-floden og starte på Ploshad Nosova øst for Leninpladsen. Fra Ploshad Nosova kan man gå langs floden, men man bør også gå nogle meter ad broen og vejen Ulitsa Tsentralnyj Perekhod, der er et af stederne, hvor grænsen mellem Europa og Asien går. Man kan gå ad broen over Ural eller tage en sporvogn mellem verdensdelene. Nord for Ploshad Nosova ligger der grønne område, Park Veteranov, hvor man kan se monumentet Perveja Palatka, der betyder Det Første Telt. Monumentet består af to dele; en hånd med et stykke stål og et telt, der symboliserer teltene, der husede de første bygherrer, der skulle opføre Magnitogorsk i 1930erne. Går man langs Ural mod syd, kan man gå til Himmelfartskatedralen, der er en smuk kirke med en imponerende beliggenhed, som blev opført i årene 1991-2005.